4. Er Mennesket skabt af Gud? Hvorfra og hvorfor er Synden og Døden kommen til Menneskeslægten?

Mange Tidsevigheder svandt.
Da saa Gud, at tunge Taager slørede enkelte af de dannede Kloder. Og Han saa i sin Visdom, at disse om nogle Evigheder vare tjenlige til Opholdssteder for de Væsener, Han tænkte at skabe.
    Se, da udvalgte Han een Klode, eders Verden - Jorden.

Ved Tanken og af Lyset dannede Gud en straalende skøn aandelig Verden uden om Klodens Taager og Dampe, at Lyset fra hint Skønhedsrige kunde gennemtrænge og overstraale Jorden og forme den i Lighed med det af Ham dannede, aandelige Forbillede.
Langsomt bredte Lyset sig over Jorden for at modne den til Liv, for at befrugte den og af dens Skød fremdrage de hvilende Muligheder af mangeartede Livsformer.

Nogle Evigheder svandt.
Da saa Gud, at Taagerne om Kloden vare mindre tætte og tunge. Og Han vidste i sin Visdom, at Jorden om nogen Tid var sin Fuldendelse nær.
Da talede Gud til sine Børn.
    Og Han sagde: "Jeg, eders Fader, vil delagtiggøre eder i min Skabelse, thi jeg vil skabe nye Væsener, skabe dem af mit eget og af Klodens stærke Udstraalinger. Jeg vil skabe dem skønne og gode, med aabne Muligheder til, vejledede af eder, at modtage alt ved Lyset. Og de skulle leve et Liv i Skønhed og i Glæde paa en af de dannede Kloder, paa den, jeg har udvalgt dertil. Naar da Tidens Fylde er kommen, vil jeg blandt eder udvælge nogle, og disse vil jeg give Bolig i den Verden, jeg har lagt uden om Jorden; thi derfra skulle I lede mine yngste Børn, lede dem ad Lysets Veje, til de naa frem til mit Herlighedsrige. Men de udvalgte Ledere kunne, naar de ønske det, vende tilbage til deres Boliger her i mit Rige, for at hvile; thi ingen Gerning bliver vel udført, naar den ikke ledsages af Hvilen."
Og Gud bød sine Hjælpere at vise dem Jorden og den Verden, der omgav den, og hvorefter den dannedes. -
Side 7Og de droge alle dertil.
Men Guds Hjælpere vejledede dem i meget af det tilkommende. Og de forstode, at Faderen vilde give dem en vanskelig Opgave at løse.

Nogen Tid svandt.
Guds Børn talede med hverandre om, hvem Faderen vilde udvælge. Og mange af de Ældste mente, at Valget maatte falde paa dem.
Disse droge ofte og for lange Tider til den nydannede Verden, der var lagt om Jorden, og de fandt stort Behag i at opholde sig dér; thi der var saare skønt.
En Tid svandt.
Da sagde nogle af de Ældste: "Hvi tøver vor Fader med at skabe? Se, Jorden er nu tjenlig til Opholdssted. Hvi tøver da vor Fader?"
Men i samme Stund lod Gud sin Stemme lyde til dem for at advare dem.
Og Gud sagde: "Mine Børn, vender tilbage til eders Boliger her i mit Rige; thi jeg har ikke udvalgt eder; kun de taalmodige ere brugbare."
Og de hørte alle Faderens Stemme. Men de vendte ikke tilbage; thi de mente endda, at Valget maatte falde paa dem.
Atter svandt en Tid.
Da sagde en af de Ældste: "Endnu tøver vor Fader, og vi ere utaalmodige. Lader os forsøge at løse Livsgaaden og selv skabe de nye Væsener; thi da blive de Børn af os, og vor Magt over dem bliver større."
Og de bleve alle enige.

Ved Tanken og af Lyset søgte de Ældste at danne og at skabe aandelige Væsener. Men de formaaede ikke at løse Livets Gaade.
Da bleve de end mere utaalmodige. Og nogle sagde: "Vi vide, at der ogsaa findes Liv i Mørket. Lader os tage deraf."
Da lød atter Guds Stemme til dem.
Og Gud sagde: "Mine Børn, vender tilbage til eders Boliger her i mit Rige; thi jeg har ikke udvalgt eder; kun de taalmodige ere brugbare. Men I, der vakle mellem Godt og Ondt, mellem Lys og Mørke, I ere ikke værdige til at lede andre. Mine Børn, jeg siger eder: ingen Sinde formaa I at udgrunde Lysets Livsgaade, om I end søgte i al Evighed; thi I ere ikke fremstegne ved eders egen Villies Kraft, I ere dannede og skabte af mig, eders Fader, dannede og skabte af mit eget. Men I, der ere af mig, I have vel Magt til at skabe af Mørket, Magt til at løse dets Livsgaade; dog siger jeg eder: befatter eder ikke dermed! thi Mørkets Liv er ikke blivende! thi i Mørket ere Muligheder til alt Ondt - til Synden og til Døden! Men ville I endda tage af det onde og kalde eder dets Herrer, da ser vel til, at I ikke blive dets Tjenere!"
Første Afsnit på Side 8Og de hørte alle Guds Stemme.
Men de agtede ikke derpaa; thi de vare saare utaalmodige.
Da traadte den Ældste af de Ældste frem.
Og han sagde: "Vor Fader siger, at Mørkets Liv er ikke blivende; men vi vide det ikke!
Lader os søge at skabe deraf, og er Livet ikke blivende, da vende vi tilbage til vore Boliger og forblive dér, til vor Fader kalder."
Atter lød Guds Stemme til dem.
Og Gud sagde: "Min Søn! hvi vil du befatte dig med det onde? Se vel til, at du ikke bliver dets Tjener! thi jeg alene er Herren den Almægtige.
Min Søn, du skal vide, at de Væsener, du ved din Tankes Kraft kan fremdrage af Mørket, ingen Sinde ville velsigne dig, men kun forbande dig og det, hvoraf de ere tagne. Thi du skal vide, at hvert Liv, hvor usselt og ringe det end er, stedse vil søge frem imod Lyset, det, der har sejret ved mig. Min Søn, vil du tage af det onde, da vil Mørket binde dig og alle, der følge dig, binde eder, til eders Børn have lært at ynke eder, i Stedet for at forbande eder.
Min Søn, mine Børn! jeg har talt til eder, at I kunde vælge det rette."
Og de hørte alle Guds Stemme. Men ingen agtede derpaa; thi de vare alle enige.
Da tav Gud, deres Fader. Thi Gud tvinger ingen til at gøre det rette. Men Han saa med Sorg paa deres Færd.

Megen Tid svandt.
    De Ældste søgte ved Tankevilliens Kraft at drage Mørket frem af det dækkende Lyshav.
Langsomt veg Lyset tilbage og Mørket brød frem.
    I tunge Bølger vældede det hen over dem, gennemstrømmede dem, bandt dem til sig, forurenede og forvirrede deres Tanker.
I tunge Bølger gennemstrømmede Mørket deres skønne Verden, nedbrød den og lagde den øde, medens tætte Taager styrtede deres Boliger og bortslettede de rene, straalende Farver, medens onde Dunster bredte sig overalt.
I tunge Bølger vældede Mørket ind over Jordkloden, befrugtede den og fremkaldte til Liv nogle af de hvilende, mangeartede Livsformer.
Men de Ældste saa med Rædsel det skønnes Ødelæggelse.
Og de sagde: "Hvorledes er dette sket? thi dette vilde vi ikke; thi dette var ikke i vore Tanker.
Side 9I Sandhed, Mørkets Magt er forfærdelig!"

Megen Tid svandt.
Guds yngste Børn sørgede meget over det onde, der var sket.
Og de enedes om at drage til det ødelagte Rige for at kalde deres Brødre og Søstre tilbage.
Og de droge alle dertil.

De Ældste hørte deres kaldende Stemmer, og de lyttede alle. Men Raabene løde svage og fjerne, og de Ældste vovede ikke at svare; thi de formaaede ikke at se deres yngre Brødres og Søstres straalende Skikkelser; thi Mørkets Taager og Dampe dækkede alt.
Da sørgede de Yngste end mere.
Og de vendte atter tilbage til Guds Herlighedsrige; men de formaaede ikke at glemme det onde, de havde set.

Og de gik til deres Fader.
Og de sagde: "Fader, tilgiv vore Brødre og Søstre! Fader, byd dem at vende tilbage!"
Men Gud svarede dem og sagde: "Jeg byder ingen at gøre det rette; og ikke jeg, men deres onde Gerninger binde dem til Mørket. Men for eders Bøns Skyld vil jeg, den sidste Stund i hver svindende Tidsevighed, lade min Stemme lyde til dem, at de kunne mindes, hvad de have forladt, og angre, hvad de have gjort. Thi formaa de at angre, da vil Lyset i deres Hjerter løse dem fra Mørkets bindende Magt og drage dem tilbage til deres rette Hjem; og jeg, deres Fader, vil tilgive dem; thi jeg elsker eder alle."
Da tav de Yngste; thi de saa, at Faderens Sorg var uendelig.

Megen Tid svandt.
De Ældste søgte at nyskabe det ødelagte Rige; men de formaaede det ikke. Tætte Taager og Dampe omstyrtede og tilintetgjorde alt, hvad de søgte at opbygge. Og de vare hjemløse i deres ufuldendte Boliger.
Alt var øde og mørkt.
Og der var ingen Glæde.

Megen Tid svandt.
Da sagde den Ældste: "Vi formaa ikke at bringe Orden i dette; thi vi have ingen Magt dertil. Lader os stige ned paa Jordkloden; thi jeg ser, at ogsaa Jordkloden er formørket."
Og de droge alle derned.
Men da blev deres Rædsel end større; thi Mørket her var end mørkere, Taagerne end tættere, og Dampene vare meget hede.
Men Liv var der overalt.
Thi Mørket havde fremdraget mangfoldige tunge, hæslige og frygtindgydende Skabninger; thi Mørket havde fremkaldt en Mangfoldighed af svagt farvede, uskønne Vækster. Uden Orden spirede og voksede de mellem hverandre - smaa, store og mægtige.
     Men disse uskønne Vækster og disse hæslige Skabninger vare for de Ældste Jordens første Planteformer og Jordens første Dyreformer; thi de havde ikke set, hvorledes Mørket havde ødelagt det, der alt var dannet under Lysets Straaler; thi de havde ikke set, hvorledes Mørket havde befrugtet og fremkaldt nogle af de hvilende, mangeartede Livsmuligheder.

Første Afsnit på Side 10Men de Ældste saa med Undren det onde og det hæslige.
Mægtige Udyr vadede i Sumpene og trampede paa Jorden. Nogle af Udyrene bevægede sig tungt gennem Luften, nogle bugtede sig gennem Vandene, mange udstødte Brøl og stygge Skrig.
Alt var Uorden og Forvirring.
De Ældste saa Udyrene parre sig, saa dem frembringe nye Skabninger.
Og de saa Udyrene fare mod hverandre, styrte hverandre til Jorden, sønderslide og søndertrampe hverandre.
Men de, der styrtede, rejste sig ikke.
Og de Ældste saa Udyrenes sønderslidte Legemer langsomt opløses og opsuges af Jorden, medens onde Dunster bredte sig overalt. Og de saa mørke Skygger hæve sig fra de sønderslidte Legemer og langsomt opsuges af det omgivende Mørke.
Da sagde den Ældste: "I Sandhed, Mørkets Liv er ikke blivende; thi vi se de jordiske Legemer opløses og opsuges af Jorden, og vi se de aandelige Legemer opsuges af det omgivende Mørke. Saaledes vender alt tilbage til det, hvoraf det er taget. I Sandhed dette er Døden! Mørkets Magt er forfærdelig!"
Og de vandrede videre hen over Kloden.
Men overalt fandtes det samme Liv, den samme Forvirring.
Da sagde den Ældste: "Disse Skabninger kunde vi ikke lede; thi vi have ingen Magt dertil. Men lader os nu udføre vor Tanke: at danne og skabe jordiske Væsener i vor egen Lignelse; lader os give dem Evnen og Villien til at parres og til at frembringe nye Væsener. Thi vi have set, at ikke den enkelte, men Slægten lever. Og naar vi have dannet og skabt vore Børn, da ville vi lede dem, at de kunne blive Herskere over denne Klode, og vi ville give dem saa megen Magt, at de kunne gøre sig til Herrer over disse Udyr."
Og de Ældste bleve alle enige; thi de mente, at dette var godt.
Men da lød Guds Stemme til dem; thi en Tidsevighed var svunden fra den Stund, da Gud lovede sine yngste Børn at hjælpe deres faldne Brødre og Søstre.
Og Gud sagde: "Mine Børn, jeg, eders Fader, taler til eder, at I kunne mindes, hvad I have forladt, og angre, hvad I have gjort; thi formaa I at angre, da vil Lyset i eders Hjerter løse eder fra Mørkets bindende Magt og drage eder tilbage til eders rette Hjem; og jeg, eders Fader, vil tilgive eder."
Første Afsnit på Side 11De Ældste hørte Guds Stemme; men den lød fjern og svag.
Og de frygtede alle.
Og de vovede ikke at svare.
Da tav Gud; thi Han tvinger ingen til at gøre det rette. Men Han saa med Sorg paa deres Færd.

Megen Tid svandt.
Ved Tanken - af Mørkets og af Jordens Udstraalinger søgte de Ældste at danne og at skabe jordiske Væsener i deres egen Lignelse. Men deres Tanker vare forvirrede, og de gjorde mange forgæves Forsøg.

Atter svandt megen Tid, medens de søgte at forme deres Tankers Skikkelser i det jordiske Ler.
Og efter megen Møje og efter meget Besvær naaede de Ældste at frembringe Væsener, der kunde aande og leve i Jordens tætte Taager og Dampe.
Disse Væsener vare Menneskeslægtens første; men de vare ingenlunde skønne, de vare ingenlunde gode, og deres Skabere formaaede ikke at give dem Magt, men kun Magtbegær.
I Sandhed, Menneskene ere ikke dannede og skabte af Gud, men dannede og skabte af Guds ældste, faldne Børn.

_a04">