5. Har Menneskene da ingen Ret til at kalde sig Guds Børn?

Da Menneskene vare dannede og skabte, udvalgte de Ældste Steder og Egne, der vare hævede noget over Sumpene og Vandene.
Og de førte de nye Væsener dertil, at de kunde gøre sig til Herrer over Jorden og Dyrene.
Men da Menneskene vaagnede til Liv og saa de mægtige Udyr, flygtede de i stor Angest og Rædsel. Nogle søgte Skjul bag de tætvoksende, sammenslyngede Vækster; nogle dannede Huler, dannede dem med Hænderne i de stejle Jordskrænter; andre flygtede ind mellem de nøgne Bjerge; og ingen vovede sig frem, før Sulten drev dem til at søge Føde. Da kastede de sig over de mindre Dyr, dræbte dem og udsugede Blodet.
Saaledes opretholdt de Livet.

De Ældste søgte ved Tanken at paavirke og at lede deres Skabninger. Men de Ældstes Tankestrømme vare onde og syndige og ledte Menneskene til mange slette, mange grufulde Gerninger.
Første Afsnit på Side 12Menneskene formaaede ikke at se deres Skabere, men naar de fornam de onde Strømme, der udgik fra de Ældstes Tanker, da rakte de ængstelige Hænderne mod Jordens Sol, der lyste rødlig gennem Taagerne.
Og den Ældste sagde: "Se, vore Børn søge Hjælp hos Jordens Lys, vore Børn vende sig fra os, vende sig fra Mørket."
Menneskene saa ondt til hverandre, de stredes, de ihjelsloge hverandre, og de levende udsugede de dødes Blod.
    Men de Ældste saa de dræbtes aandelige Legemer langsomt rejse sig fra Jorden og vandre videre mellem de levende.
Og de saa disse døde vandre uden Tanke, uden Villie, uden Maal. De saa dem som blege Skygger, levende og dog livløse.
Og nogle af de Ældste sagde: "Menneskenes aandelige Legemer opsuges ikke af det omgivende Mørke, men de jordiske Legemer opløses og vende tilbage til det, hvoraf de ere tagne.
Hvi opsuger Mørket da ikke de aandelige Legemer?"
    Men den Ældste svarede dem og sagde: "Da vi dannede og skabte disse Væsener af Mørkets og af Jordens Udstraalinger, da glemte vi at stænge for vort eget, og noget af det, hvoraf vi ere dannede og skabte, strømmede med Mørkets Bølger ind i vore Skabningers aandelige Legemer. Og I vide, at det Lys, der er af vor Fader, hvor ringe det end er, ingen Sinde kan tilintetgøres. Og disse Skygger ville være i al Evighed."
Da svarede nogle af de Ældste: "Dette er forfærdeligt; thi dette vilde vi ikke. Lader os søge at stænge for vort eget, at ikke flere Skygger skulle leve og dog være uden Liv."

Megen Tid svandt.
Menneskene fulgte Dyrenes Færd, levede lig Dyrene, parrede sig lig Dyrene, og deres Afkom blev meget stort.
Og Mørkets strømmende Bølger droge aandelig Livskraft fra de Ældste og førte den til alle de nyfødte Menneskebørn.
Og de Ældste søgte at bryde Mørkets Magt, søgte at stænge for deres eget; men de formaaede det ikke; thi Mørket bandt dem.
Da sagde nogle af de Ældste: "I Sandhed, vi ere Mørkets Tjenere; thi vi formaa ikke at løse os fra vore Skabninger, vi formaa ikke at stænge for vort eget, Mørket vedbliver at gennemstrømme os, Mørket binder os. Og Menneskeskyggerne ville vedblive at være i al Evighed."
Den Ældste svarede dem og sagde: "Lader os søge, til vi naa at blive Mørkets Herrer!"
Men de, der havde talet, vilde ikke høre ham, thi de vare ikke med ham. Og de sagde til hverandre: "Lader os forblive i vort ødelagte Rige, lader os forblive i vore ufuldendte Boliger og ingen Sinde oftere stige ned paa Jorden; thi vi have ingen Magt til at ordne denne Forvirring."

Første Afsnit på Side 13Megen Tid svandt.
Menneskene vedbleve at formere sig. Og de droge videre frem over Jorden; men deres Skygger fulgte dem. Og disse bleve flere og flere.
Nogle af Skyggerne fandt Vej til det ødelagte Rige, dragne af de Ældstes Tanker.
Men da forfærdedes de Ældste.
Mange bleve tavse. Og for dem var der ingen Glæde; thi de sørgede meget.
Skyggerne droge ind i de ufuldendte Boliger, vandrede om i det ødelagte Rige uden Tanke, uden Villie, uden Maal, levende og dog livløse.
Og de Ældste saa det.
Men de formaaede ikke at hjælpe.

    Da lød paa ny Guds Stemme til dem; thi en Tidsevighed var atter svunden.
Og de Ældste lyttede alle.
Men Guds Stemme var fjern og svag.
Og Gud sagde: "Mine Børn, jeg, eders Fader, taler til eder, at I kunne mindes, hvad I have forladt, og angre, hvad I have gjort!"
    Da svarede nogle af de Ældste.
    Og de raabte: "Fader, Fader, vær barmhjertig mod disse elendige Skygger, vore Skabninger! Fader, giv dem af Lysets blivende Liv, at de ikke i al Evighed skulle være levende og dog livløse! Fader, vær barmhjertig! Tilgiv os vore onde Gerninger!"
Da de have raabt saaledes, hørtes atter Guds Stemme; men da lød den klar og skøn.
    Og Gud svarede dem og sagde: "For eders Bøns Skyld vil jeg antage mig eders Børn. For eders Bøns Skyld vil jeg gøre eders Skabninger til mine og give dem af mit eget, give dem af det evige Liv.
Mine Børn, lader Angeren i eders Hjerter drage eder til eders rette Hjem. Jeg, eders Fader, tilgiver eder; thi jeg elsker eder alle!"
Men de, der ikke svarede, da Gud talede, saa deres Brødre og Søstre forlade det ødelagte Rige, baarne af Lysets straalende Bølger.
Og Mørket lukkede sig bag dem; og det blev end mørkere om dem, der bleve tilbage.

    Men Gud gav sine angrende Børn Boliger i fjerne Egne af sit udstrakte Rige.
Og Han sagde: "Bliver her i Ro og Hvile, til Lyset har gennemstrømmet eder og lutret eder; bliver her, til jeg kalder eder, at I kunne hjælpe eders Skabninger, hjælpe dem at vandre frem imod Lyset, frem til mit Rige!"

Første Afsnit på Side 14Og Gud gik til sine yngste Børn.
Og Han sagde: "Mine Børn, nogle af eders ældre Brødre og Søstre ere vendte tilbage; byder dem velkommen; thi de have lidt meget.
Mine Børn, jeg, eders Fader, har lovet disse eders Brødre og Søstre at antage mig deres Skabninger og gøre dem til mine Børn. Se, jeg vil sende en Gnist af mit eget flammende Væsen til hver enkelt Menneskeskygge, at de ved Hjælp af den kunne stride sig frem, gennem talrige Jordeliv, fra det yderste Mørke til mit Herlighedsrige. Mine Børn, jeg, eders Fader, ved, at Tidsevigheder ville svinde, førend det sidste Menneske er løst fra Mørkets Baand og fra Livet paa Jorden. Men jeg ved og, at I, mine Børn, kunne afkorte denne Tid meget, hvis I ville lade eders lysende Aand binde til jordiske Legemer, hvis I ville leve lig Mennesker og lide Menneskers Lidelser for at bringe Aandens Lys til Jorden, at eders tilkommende Brødre og Søstre bedre kunne finde Vejen til mit Herlighedsrige.
Mine Børn, uden Tvang skulle I vandre til Jorden; men ville I af eders frie Villie gøre dette, da vil jeg, eders Fader, takke eder."
De Yngste tav alle; thi de vovede ikke at svare; thi de mindedes det onde, de havde set.
    Men da alle havde tiet en Stund, traadte den ældste af de Yngste frem.
Og han sagde: "Fader, jeg er rede; jeg vil bringe Lyset til Jordens Børn, jeg vil blive dem lig, jeg vil leve med dem og søge at hjælpe dem, mine tilkommende Brødre og Søstre. Fader, send mig til Jorden!"
Men da raabte de alle: "Fader, vi ere rede, vi ville hjælpe vore tilkommende Brødre og Søstre, at de engang kunne indgaa i dit Rige."
Da saa Gud kærligt paa dem alle.
Og Han sagde: "Mine Børn, I have valgt det rette. Jeg, eders Fader, takker eder. Men jeg siger eder: skulde Menneskene have kæmpet sig frem uden eders Hjælp, kæmpet ene mod Mørket og stridt sig gennem Lidelser og Sorger, gennem Synd og Død, til de havde naaet deres rette Hjem, da var deres Herlighed bleven større end eders, da vare Menneskene blevne de første og I vare blevne de sidste; thi da havde de selv maattet kæmpe sig frem til alt det, jeg, eders Fader, har givet eder. Men formaa I at holde eders Løfte: at hjælpe eders jordiske Brødre og Søstre, da ville I, naar I engang samles i mit Hjem, alle være lige, og jeg, eders Fader, vil elske eder alle."

Side 15Og Gud vendte sig til den ældste af de Yngste.
    Og Han sagde: "Min Søn, du var først rede til at bringe Lyset til Jorden. Ved dig er denne Lysets Gerning begyndt, ved dig skal den og fuldbringes. Dig giver jeg Magt til at lede Menneskene frem gennem talrige Jordeliv, til du siger dem løs fra Jorden, at de kunne vandre videre ad lysere og lykkeligere Veje. Og dine Brødre og Søstre skulle alle lyde dig. Men jeg, din Fader, vil staa ved din Side, at du ikke skal blive træt. Og naar Tidens Fylde kommer, da skal du bringe Menneskene det største af alt: Kærligheden; thi du skal lære dem at elske hverandre, lære dem at gøre godt mod alle, der lide. Og jeg, din Fader, vil lede dig under dine Jordelivsvandringer."
Og Gud talede end mere til sine Børn.
Og Han sagde: "Eders Faders Velsignelse følger eder alle; eders Sorger skulle være mine Sorger, eders Lidelser skulle være mine Lidelser; og eders Synder vil jeg tilgive og bortslette, naar I angre og naar I bede; thi synde ville I alle, Mørkets Magt er stor! Mine Børn, jeg siger eder: strider ingen Sinde mod det gode, mod det sande, strider ingen Sinde mod Kærlighed, mod Barmhjertighed, og vender eder ikke bort fra Lyset i eders Indre! thi da vil Mørket binde eder, thi da ville I glemme mig, eders Fader, og da ville I sinke eders Gerning, sinke eders Gang mod det høje Maal!"
Og de lovede alle at lyde, lovede alle at følge deres ældre Broder.
_a05">