8. Hvorledes stillede de Ældste sig til de Yngstes Arbejde for Menneskeheden?

Side 19Men de Ældste, der vare i det ødelagte Rige, fulgte med Undren deres yngre Brødres og Søstres Færd. Og Mørket, der ideligen strømmede igennem dem, forvirrede deres Tanker end mere og vakte Vreden i deres Sind; og de enedes om at stride mod deres yngre Brødre og Søstre, enedes om at drage Menneskene tilbage i Mørket; thi de Ældste vilde ikke, at deres Skabninger skulde tilhøre Lyset.
Og da begyndte Striden mellem de Ældste og de Yngste:
De Yngste lærte Menneskene at leve i Renhed, i Kærlighed og i indbyrdes Fred.
Men de Ældste lærte dem at misunde og forfølge hverandre, at leve i Synd og i Ugerninger; lærte dem at samle sig i mægtige Hære, at drage mod hverandre, for at dræbe, for at plyndre og for at røve; lærte dem med Magt at tilrane sig Folk, Stæder og Rigdomme, der ikke tilkom dem.
Og de Yngste lærte Menneskene at give gode, vise og retfærdige Love.
Men de Ældste lærte dem at give slette, uretfærdige og uforstandige Love.
De Yngste lærte, at een Mand og een Kvinde skulde leve Livet sammen; lærte Menneskene at drage Omsorg for og at elske deres Afkom.
Men de Ældste lærte Mændene at tage mange Kvinder, lærte Kvinderne at tage mange Mænd; thi saaledes formaaede de ikke at drage Omsorg for, ej heller at elske de enkelte af deres Afkom; ja mange formaaede end ikke at kende eller at følge deres Børn.
Og medens Sekler lagdes til Sekler, Aartusinder til Aartusinder, tvang Mørket de Ældste til vedblivende at stride mod deres yngre Brødre og Søstre; thi med hvert Sekel steg Mørkets Magt over de Ældste, deres Tanker bleve end mere forvirrede, og de formaaede kun at tænke ondt og at ville det onde; thi de vare i Sandhed Mørkets Tjenere.
Og de Ældste vedbleve at kaste Stene paa de Yngstes Vej.
Mange faldt, og mange bleve trætte; men Gud, deres Fader, rejste de faldne, støttede de svage, tilgav og bortslettede hvad de havde fejlet og syndet.
Gud, deres Fader, støttede dem og styrkede deres Mod.
Og de vandrede alle videre, stridende mod Mørket, stridende for Lyset, stridende for det gode.

Men da en Tidsevighed var svunden fra den Stund, da nogle af de Ældste angrende svarede Guds kaldende Stemme, lod Gud paa ny sin Stemme lyde for at kalde paa dem, der endnu vare i det ødelagte Rige. Kun faa svarede Ham; thi kun faa angrede, hvad de havde syndet. Men Gud tilgav de angrende; thi Han elskede dem alle. Og Lysets strømmende Bølger droge dem bort fra det ødelagte Rige, og det blev end mørkere om dem, der bleve tilbage.

Første Afsnit på Side 20Og atter svandt Sekel efter Sekel, Aartusind efter Aartusind.
Og de Yngste søgte at give Menneskene større Kundskaber om det, der ikke var synligt for det jordiske Øje; søgte at lære dem, at den højeste Magt var Gud; lærte, at Gud var en barmhjertig og kærlig Fader, der elskede alle og vilde drage alle til sit Rige.
Men de Ældste tilhviskede Menneskene, at den højeste Magt var en Vredens og Hævnens Gud, lærte, at alle, der ikke vilde bøje sig for hans strenge Guddom, skulde nedkastes i Dybet og forsmægte dér til evige Tider.
Og de lærte dem at tilbede mange Guder, at danne Billeder af Træ og af Sten, og at bøje sig for disse livløse Ting. Lærte dem at mildne Guddommens Vrede ved at udgyde Menneskers og Dyrs Blod paa de Altre, der rejstes for de livløse og magtløse Billeder.
Medens Seklerne svandt, medens Aartusinder lagdes til Aartusinder, forvirredes Menneskenes Tanker, og alt, hvad de lærte, blandede de tilsammen; thi de formaaede ikke at skelne det onde fra det gode, at skelne Mørket fra Lyset; thi de Ældste vedbleve at følge de Yngstes Færd.
Og de droge Mørket tæt hen over Jorden, og Mørket vakte Klodens indre Kræfter til grufulde, flammende Udbrud, og det største af de Riger, de menneskeliggjorte Yngste havde dannet paa Jorden, lagdes øde og sank i Havet. Kun faa formaaede at flygte fra Døden og Ødelæggelsen; thi Vandene bortskyllede det meste af det mægtige Land.
Og de Yngste sørgede over det, der tabtes.
Men Gud, deres Fader, støttede de svage og styrkede deres Mod.
Og de vandrede videre, stridende for Lyset, stridende for det gode.
Atter lagdes Sekel til Sekel, Aartusind til Aartusind; atter bragte de Yngste flere og større Kundskaber til Menneskene, lærte dem paa ny at danne mægtige Riger og Samfund, at rejse skønne Stæder og herlige Boliger; lærte dem at udhugge Bjergenes Malm og mangefarvede, funklende Stene, for dermed at smykke deres Boliger og smykke deres Legemer.
Og de Yngste søgte paa ny at give Menneskene større Viden om det, der var skjult for det jordiske Øje, og nogle faa lærte at modtage Meddelelser fra den Verden, de ikke saa.
Side 21Men usynlige for Menneskene fulgte de Ældste de Yngstes Færd.
Og de droge Mørket tættere om Jorden; og de lærte Menneskene nogle af Mørkets skjulte Kræfter, lærte dem paa ny at tilbede de mange Guder, lærte dem at udøve slette Gerninger ved at tilbede og tilkalde Mørkets Magter.

Saaledes vandrede Menneskene, i svindende og kommende Aartusinder, langsomt fremad mod Lyset, ledede af de Yngste fra Kundskab til Kundskab, medens de Ældste søgte at drage dem tilbage, at drage dem ind under Mørkets Magt. _a08">