9. Vedblev de Ældste at være usynlige for Menneskene? Blev ingen af dem inkarneret paa Jorden?

    Mange Tusinde Sekler vare svundne fra den Stund, Gud sidst lod sin Stemme lyde til de Ældste; da sagde en af dem, der vare tilbage i det ødelagte Rige: "Se, vi vedblive at vandre i Mørke og Elendighed; endnu have vi ikke formaaet at bringe Lys og Skønhed til vore Boliger, og vi have ingen Magt til at drage vore Skabninger tilbage i Mørket; lader os forsøge at blive Mennesker og leve iblandt dem i Lighed med vore yngre Brødre og Søstre; thi vi have set, at Mindet om Livet hos vor Fader er slettet af deres Erindring, medens de vandre paa Jorden. Lader os binde os til jordiske Legemer; thi da vil Mindet om vor Elendighed, vor Magtløshed og vore Lidelser slettes af vor Erindring, og vi ville, medens vi ere Mennesker, atter glæde os ved at eje Magt, Rigdomme og Skønhed."
De lyttede alle til Ordene og talede meget derom; thi de ønskede alle at glemme deres Lidelser.
Men da talede Gud til dem for at advare dem.
Og Gud sagde: "Mine Børn, gører ikke denne Gerning; thi den vil bringe megen Ufred, megen Elendighed og saare mange Lidelser over Menneskene, eders Skabninger, og eder vil den ingenlunde gavne. Mine Børn, søger at angre det onde, I alt have gjort, da vil jeg, eders Fader, tilgive eder, at I kunne vende tilbage til eders rette Hjem. Men er det saaledes, at I endnu ikke formaa at angre, og ville I, mod mine Ord, binde eder til jordiske Legemer, da skulle I vide, at I alle maa vandre under de Love, jeg har givet for Menneskehedens Fremgang; da maa I stride eder frem fra Mørke til Lys, da maa I vandre de samme Veje, Menneskeheden vandrer; men dette vil blive saare vanskeligt for eder; thi Mørket vil slutte sig tæt om eder, og l ville blive større end Mennesker, større i Synd, Laster og Slethed; thi Mørkets Angest og Rædsel vil ingen Sinde fly fra eder, og eders Lidelser ville blive meget store!
Første Afsnit på Side 22Mine Børn, jeg, eders Fader, har talet til eder, at I kunne vælge det rette; betænker eder meget, før I gøre denne Gerning, mine Børn, betænker eder meget!"
Og de hørte alle Guds Stemme; men de lyttede i Tavshed; thi de formaaede ikke at angre.
Da traadte den Ældste af de Ældste frem.
Og han sagde: "Vi ville ikke vore Skabninger noget ondt, vi ville kun søge at glemme vore Lidelser. Vi føle sikkerligen ikke større Angest og Rædsel blandt Menneskene, end vi føle her i vort ødelagte Hjem; vi finde sikkerligen ikke større Lidelser iblandt dem, end vi finde her.
Se, hvor Jordens Sol gløder og straaler! den bringer Varme og Skønhed til alle, der færdes paa Jorden. Er dette ikke bedre end den Kulde og det Mørke, der hersker her? Se Menneskenes skønne Hjem, deres stolte Templer, deres Fyrsters herlige Boliger! Er dette ikke bedre end vore sammenstyrtede Ruiner? Se Menneskenes pragtfulde Klæder, deres gyldne Smykker med de mangefarvede, funklende Stene! se de Rigdonmme, de eje, og de Rigdomme, der endnu hvile i Jordens, i Bjergenes Skød! Er dette ikke bedre end vor Nøgenhed og de usle Pjalter, hvormed vi søge at dække os? Se Jordens Lande og skønne Stæder, de ranke, bladrige Vækster, de mangefarvede Blomster, de klare, strømmende Vande og de mægtige Have! Er dette ikke bedre end vore golde Klipper, vore mudrede og taageslørede Vande? Er dette ikke bedre end de onde Dunster, der vælde frem overalt i vort Rige?
I Sandhed, vi ville ikke vore Skabninger noget ondt, vi ønske kun at faa Del i deres Rigdomme og Skønhed, vi ville kun søge at glemme vore Lidelser!"
Da raabte de alle: "Vi ville ikke vore Skabninger noget ondt, vi ville kun søge at glemme vore Lidelser!"
Gud, deres Fader, svarede dem ikke; thi Han tvinger ingen til at gøre det rette. Men Han saa med Sorg paa deres Færd.
Og de Ældste søgte at binde sig til jordiske Legemer - men de formaaede det ikke; ikkun den Ældste ejede Magt dertil; thi hans Magt var meget stor. Og da hans Brødre og Søstre bønfaldt ham om at staa dem bi, lovede han at hjælpe dem alle.
Langsomt vandrede den Ældste fra Sted til Sted hen over Jorden, og han bandt sine Brødre og Søstre til endnu ufødte Menneskelegemer; bandt dem med Mørkets livgivende Baand; og han søgte at tage deres Erindring; men han formaaede ikke at bortslette alt; Magtbegæret forblev i deres Hjerter, og Mindet om Mørkets Angest og Rædsel ledsagede dem alle.
Men da den Ældste havde hjulpet sine Brødre og Søstre, vilde han binde sig selv til et ufødt Menneskelegeme; men se, dette formaaede han ikke; thi han ejede ikke Magt til at bortslette sin egen Erindring.
Første Afsnit på Side 23Og den stund kom, da den Ældste stod ene.
Ene og uset af Menneskene vandrede han hen over Jorden; ene med sin Angest og Rædsel vandrede han i det ødelagte Rige. I tunge Bølger strømmede Mørket gennem hans Legeme, knugede hans Sind og forvirrede hans Tanker end mere.
Da vaagnede Hadet i hans Hjerte.
Da hævede han sine Hænder mod Himlene og forbandede sin Gud og Fader, Altets Ophav.
Da rakte han sine Hænder mod Jorden, forbandede sine Skabninger, forbandede sine yngre Brødre og Søstre, forbandede de Brødre og Søstre, der havde forladt ham og ladet ham ene tilbage.
Men i samme Stund lød Guds Stemme til ham for at advare ham.
Og Gud sagde: "Min Søn, stands dine Forbandelser; thi de gavne dig ikke. Min Søn, jeg, din Fader, siger dig: den Stund vil komme, da du i Ydmyghed, med Sorg og Anger, vil bøje dig dybt for Menneskene og søge at vinde deres Tilgivelse. Min Søn, gør det ikke sværere for dine Skabninger at tilgive dig, ved at føje dine Forbandelser til det onde, du alt har beredt dem: Synd, Lidelser, Elendighed og Dødens Bitterhed. Min Søn, stands dine Forbandelser; thi de gavne dig ikke, og jeg, din Fader, sørger over dig."
    Den Ældste hørte Guds Stemme; men han svarede ikke; thi Mørket og Hadet bandt hans Sind og hans Tanker.

Tunge Tider oprandt for Menneskene; thi de Ældste voksede op iblandt dem, og de bleve større end Mennesker, større i Synd, større i Had, og de saaede Mørkets onde Sæd overalt.
Nogle af de Ældste fødtes til at herske; og de svang Magtens Svøbe over alle, der stode under dem; og de lagde Trældommens Aag paa Mænd og paa Kvinder, at de kunde tjene dem og være Slaver for deres onde Lyster og Begæringer. Og de omgave sig med megen Pragt og megen Herlighed; de toge mange Kvinder, mishandlede og ihjelsloge talrige Mænd og Kvinder; de stredes ideligen med Nabokonger og Nabofyrster, røvede meget Land, mange Stæder og mægtige Rigdomme, røvede alt med Magt og ved List. Og de sendte Tusinder og atter Tusinder af Stridsmænd i Døden; thi deres Begær var umætteligt; thi de vare onde og grusomme, hovmodige og stolte.
Men i deres Hjerter vare de fejge og usle; thi Mørkets Angest og Rædsel var over dem.
Mange af de Ældste fødtes til at tjene i Templerne, fødtes til at være Gudernes Præster og Præstinder. Og de svang Magtens Svøbe over Folkene, over Kongerne, over Fyrsterne; thi de talede med megen Myndighed; thi de truede med deres Guds eller Guders strenge Straffe. Og alle bøjede sig for dem, bøjede sig i Frygt og i Lydighed.
Første Afsnit på Side 24Præsterne vare Kongernes, vare Fyrsternes Raadgivere; men de gave onde og slette Raad.
Og de søgte at dække over de syndige Gerninger, der øvedes i Templernes skjulte Kamre; thi nogle af Gudernes Præstinder vare Skøger.
Præsterne samlede store Rigdomme, røvede dem med Magt og ved List; og de hobede Guldet op i Templernes Skatkamre.
Men de vedbleve endda at søge flere Rigdomme, at søge større Magt; thi deres Begær var umætteligt; thi de vare onde og grusomme, hovmodige og stolte.
Men i deres Hjerter vare de fejge og usle; thi Mørkets Angest og Rædsel var over dem.

Tunge Tider oprandt for Menneskene.
Atter brød Jordens indre Kræfter frem i flammende Udbrud, atter sank et mægtigt Rige i Havet, Tusinder og atter Tusinder af Mennesker fandt Døden, medens Bjergenes Stene knuste de herlige Templer, knuste de skønne Boliger, medens Vandene bortslettede og bortskyllede alt. Kun faa Mennesker formaaede at flygte; men de, der flygtede, spredtes viden om og droge i mindre Skarer over nærliggende Øer til Lande, der for dem vare nye og ukendte.
Men de Yngste sørgede meget over det, der tabtes, sørgede meget over de Ældstes onde Sæd; thi de saa den fremspire overalt, og de saa den bære mangefold Frugt.
Men Gud, deres Fader, trøstede dem og styrkede dem, og de vandrede videre, stridende for Lyset, stridende for det gode.

Seklerne svandt, Aartusind lagdes til Aartusind, Menneskene bredte sig mere og mere hen over Jorden, fjernede sig mere og mere fra de første Boliger og Hjemsteder; og de dannede nye Riger, nye Samfund, og hvert Samfund levede efter egne Love, styret under een Mands eller flere Mænds Herredømme.
Men de Mennesker, der havde fjernet sig meget fra de første Hjemsteder, kendte intet til deres Forfædre, og de formaaede ikke længer at følge den Tale, deres Fædre førte.

Tunge vare Tiderne paa Jorden; thi de Ældste vedbleve at lade sig menneskeliggøre blandt Menneskene, og megen Ondskab, megen Slethed bredtes overalt.
Og naar de Ældste ved Døden frigjordes fra de jordiske Legemer, droges de af Mørket tilbage til det ødelagte Rige. Men de bønfaldt deres ældste Border om atter at binde dem til nye Legemer; thi de længtes efter at færdes i Jordens Lys, i Magt og Herlighed.
Første Afsnit på Side 25Og den Ældste, der var Mørkets lydige Tjener, bandt dem paa ny til endnu ufødte Menneskelegemer; men ofte bandt han dem mod sin Villie; thi hans Had var vendt imod dem, der havde svigtet ham, og Mørket tvang ham; thi Mørkets Magt er stor.
Men for hver Gang de Ældste efter endt Jordeliv vendte tilbage til det ødelagte Rige, blev Mindet om de Tider, der vare før deres første Menneskeliggørelse, svagere og fjernere; thi den Ældste formaaede ikke at gengive dem alt det, han havde bortslettet af deres Erindring.
Minderne bleve stedse svagere, stedse fjernere; men Mørkets Angest og Rædsel forlod dem ingen Sinde.
Og medens Seklerne svandt, bleve nogle af de Ældste trætte af Livet blandt Menneskene, og disse forbleve i det ødelagte Rige; thi de frygtede for at lade sig menneskeliggøre; thi de vovede ikke at høste den onde Sæd, de selv havde saaet.
Og ved Tankevilliens Kraft søgte de at efterligne og efterbygge jordiske Boliger og Stæder, og i disse Boliger og i disse Stæder efterlevede de Livet paa Jorden.
Men ved deres onde Tanker vedbleve de at drage Mørket tættere om Menneskene, deres egne Skabninger.

Tunge vare Tiderne paa Jorden.
Atter brød Jordens indre Kræfter frem i mægtige Udbrud.
Atter bortslettedes et af Menneskenes mægtige Riger. Flammende Ild og glødende Stene ødelagde og tilintetgjorde alt, medens Jorden aabnede sig i gabende Kløfter, medens stolte Boliger og herlige Stæder omstyrtedes og bortslettedes. Tusinder og atter Tusinder af Mennesker fandt Døden, kun faa formaaede at flygte for de altfavnende, glødende Ildstrømme.
Og de Yngste sørgede over det, der tabtes.
Men de søgte vedblivende at drage Lyset til Jorden; thi Gud, deres Fader, gav dem end større Styrke, gav dem end større Magt, og de strede med Vælde mod de menneskeliggjorte Ældste.

Sekel lagdes til Sekel, Aartusinder til Aartusinder.
Atter maatte de Yngste lære Menneskene at danne Riger, at rejse nye Stæder, at danne nye Samfund.
Og de bragte stedse flere og flere Kundskaber til Menneskene; lærte dem at skue ud i det mægtige Rum, lærte dem at følge de funklende Stjerners Veje og Baner. Men kun svagt formaaede Menneskene at skimte noget af den Storhed, der omgav den Verden de beboede.
Tunge vare Tiderne paa Jorden; thi de synliggjorte Ældste vandt større og større Magt over Menneskene; thi de nedbrøde hvad de Yngste opbyggede; thi de vedbleve at saa deres onde Sæd overalt, og deres Sejre over de Yngste bleve større og større.

Første Afsnit på Side 26Tungere og tungere lagde Mørket sig over Jorden, Menneskene bleve slettere og slettere, sank dybere og dybere.
Og de Tider kom, da mange af Menneskeaanderne, naar de ved Døden frigjordes fra de jordiske Legemer, ikke formaaede at hæve sig til de Boliger, Gud havde givet dem i Opholdsstederne om Jorden; thi deres Laster og onde Begæringer bandt dem til Stederne, hvor de forhen vandrede, medens de dødelige Legemer end vare i Live.
Og da begyndte de dødes Aander at færdes blandt de levende Mennesker, at færdes i Hjemmene, i Templerne, i Kongernes og i Fyrsternes Boliger. Overalt hvor Menneskene vare, der fulgtes de af de dødes Aander, der tilhviskede dem onde og syndige Tanker, ja, de søgte endog at friste Menneskene til at øve Mørkets grufulde Gerninger.
Og der opstod megen Uorden og Forvirring.
Men nogle Mennesker formaaede at se de døde, og de talede til andre derom, og de frygtede meget; thi dette bestyrkede mange i Troen paa en ond Guddom, der stredes med den øverste Gud om Herredømmet over Menneskene, om Herredømmet paa Jorden.
Og megen Angest fødtes i Menneskenes Hjerter.

Tunge vare Tiderne paa Jorden, og de Yngste sørgede over det ondes Fremgang, og kun faa vovede sig til Jorden for at stride mod Mørkets Magter.
Men disse faa medbragte megen Viden og mange Kundskaber.
Og de lærte Menneskene at gruble over Alnaturens Væren og Tilværelse, søgte at aabne deres Øjne for godt og ondt, for rent og urent. Søgte med klare Ord og myndig Tale at styrke dem i Troen paa en retfærdig, altfavnende Guddom, søgte at lære dem noget om Lysets og Mørkets evindelige Kampe.
Og de lærte Menneskene at udgranske nogle af Naturens skjulte Love og at drage Nytte af den opnaaede Viden. Lærte dem at forme deres Tanker, deres Længsler, Glæder og Sorger i klangfulde rytmiske Strofer, lærte dem at gengive Tankens dybe Granskninger i vise og fastformede Læresætninger.
Og de lærte Menneskene at opbygge skønne Templer, skønne Boliger, mægtige Hvælvinger, med herligt svungne Buer, baarne af slanke Søjler og rigt prydede med mangeformede Gengivelser af Dyr og saare kunstfærdigt sammenslyngede Blade, Blomster og Frugter.
Og de lærte dem med Omhu og Kunst at forme og udhugge de menneskelige Legemer og de tænkte Skikkelser af deres Guder og Gudinder i Marmorets hvide Sten. Og med disse herlige Værker smykkede Menneskene deres Templer og deres Boliger.
Første Afsnit på Side 27Men de Yngste formaaede ikke at bryde Mørkets Magt.
Og da noget over hundrede Sekler vare svundne fra de Ældstes første Menneskeliggørelse, vare de Yngste meget modløse, og kun faa vovede sig til Jorden for at stride mod Mørket.

__________

Da kom en Stund, da mange af de Yngste vare samlede i det sidste Opholdssted om Jorden. Og de talede meget om de tunge Tider, der vare, og om de tunge Tider, der vilde komme. Og de raadsloge om, hvilke Veje de skulde følge, at de kunde sejre over Mørket.
Men de vedbleve at være meget modløse, og en af dem sagde: "Vi formaa ikke længer at lede Menneskene; thi vi have ingen Magt dertil. Se, hvilken Uorden og Forvirring der er overalt!
Mange Menneskeaander bryde de Love, vor Fader har givet dem. Se, Tusinder og atter Tusinder af deres Boliger i Opholdsstederne staa tomme, medens Aanderne, bundne af deres Laster og Begæringer, færdes paa Jorden blandt de levende Mennesker. Men vi formaa ikke at kalde vore jordiske Brødre og Søstre tilbage, ejheller formaa vi at løse dem fra Mørkets Magt.
Og se, i det ødelagte Rige have nogle af vore ældste Brødre og Søstre, ved Tankevilliens Kraft, søgt at efterligne jordiske Egne, Stæder og Boliger, og i disse Skyggeriger efterleve de atter og atter deres sidste Jordeliv. Til disse Skyggeriger drage de ved Tanken og Villien mangfoldige af de syndebundne Menneskeaander, at de kunne være Slaver for deres onde Lyster og Begæringer. Og vi vide, at vore Brødre og Søstre forblive i det ødelagte Rige for at unddrage sig de Love, de ved deres første Menneskevorden frivillig underkastede sig.
Vi vide, at de handle saaledes for ikke at høste den onde Sæd, de selv have saaet, for ikke at rammes af deres egne slette Gerninger. Vi vide alt dette; men vi have ingen Magt til at drage vore Brødre og Søstre ind under de Love, de have forladt. Vi formaa ingen Sinde at ordne dette!
Ej heller formaa vi at retlede Menneskene, ja, endog naar vi paa vor Faders Bud viste os for dem i vor fulde Skønhed, uden jordisk Iklædning, for at styrke dem i Troen paa vor Faders Guddom, formaaede vi kun for en kort Stund at vække dem til Eftertanke; snart sank de atter tilbage i Synd og i Laster.
I Sandhed: vi have stridt - men vi have ikke sejret. Menneskene ere fortabte."
Da talede den ældste af de Yngste.
Og han sagde: "Menneskene ere ikke fortabte, naar vi ikke bryde det Løfte, vi have givet vor Fader. Og vi ville ingenlunde bryde det; thi gøre vi det, da ere vi ikke værdige til Hans Tillid.
Første Afsnit på Side 28Og I skulle mindes: I have alle lovet at følge mig, eders ældre Broder; se, jeg siger eder: lader os bede vor Fader hjælpe os; thi Han alene ved Raad, Han alene formaar at ordne alt dette. Lader os bede vor Fader om Hjælp; thi Han har lovet at støtte os; thi Han har lovet at lede os. Sandelig, jeg spørger eder: hvor ofte har Han ikke staaet ved vor Side, rejst de faldne, styrket de svage og trøstet de modløse? Hvor ofte har Han ikke vist os Vejen, naar vi saa den svinde i Mørket? Ja, lader os bede Ham give os end større Styrke og end større Magt, at vi kunne sejre; thi I skulle erindre: vi have ikke alene lovet at lede Menneskene til vor Faders Rige, vi have og lovet at vinde vore ældre Brødre og Søstre tilbage; og naar vi færdes lig Mennesker blandt Menneskene, da kunne vi tillige yde vore Brødre og Søstre megen Hjælp under deres tunge Jordelivs Vandringer. Vi kunne møde dem med Kærlighed, vi kunne hjælpe dem at bære deres Byrder, søge at fjerne Stenene fra deres Vej; vi kunne støtte dem og drage dem med os. Og jeg spørger eder alle: hvilke Glæder have vi, saa længe vor ældste Broder er imod os, saa længe vi føle hans Had og hans Forbandelser? Ja, lader os alle bede vor Fader om Hjælp; thi Han alene ved Raad."
Men da han havde talet, tav de alle en Stund; thi de ransagede deres Hjerter.
Og atter talede de meget med hverandre, til alle vare enige; da sagde de: "Broder, vi ville følge dig; thi vi vide, at dine Ord ere sande!"
Og de droge alle til Guds Rige.
Men den ældste af de Yngste traadte frem.
Og han sagde: "Fader, vi komme til dig med vore Sorger; thi Mørket har sejret over os. Vi komme til dig for at bede dig give os større Magt og større Styrke, at vi kunne naa vort Maal."
Da saa Gud, deres Fader, kærligt paa dem alle.
Og Han sagde: "Mine Børn, værer taalmodige, thi kun de taalmodige ville sejre."
Og Gud vandrede iblandt dem, og Han talede til hver enkelt, og Han sagde til dem alle: "Jeg, eders Fader, takker eder, at ingen af eder brød det Løfte, I have givet mig; thi Fristelsen dertil var saare stor. Mine Børn, jeg siger eder: stoler ikke for meget paa eders egen Magt og Styrke, men erindrer, at jeg, eders Fader, vil give eder al den Magt og al den Styrke, I have behov, saa længe I stride for Lyset, for det gode og for det sande!"
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: "Jeg, eders Fader, tvinger ikke Menneskene til at følge de Love, jeg har givet for deres Fremgang. Frivilligt maa de vandre under Lovene; men for at lette eder Arbejdets Byrder vil jeg, den sidste Stund i hvert svindende Sekel, lade min Stemme lyde til alle af Synd bundne Menneskeaander, og tale til dem, at Angeren kan vaagne i deres Hjerter, at Lyset kan drage dem tilbage til de Boliger, der ere tomme."
Første Afsnit på Side 29Og Gud trøstede de svage, og Han styrkede dem alle.
Og Han talede end mere.
Og Han sagde: "Mine Børn, naar I atter ere Mennesker blandt Menneskene, da beder for dem, der ere bundne af det onde; thi eders Bøns kærlige Tanker ville vække Angeren i deres Hjerter, og da kunne Lysets Strømme bære de angrende tilbage til de Boliger, der ere tomme. Mine Børn, jeg, eders Fader, beder eder: søger alle, medens I vandre blandt Menneskene, at mindes eders ældste Broder, og at bede for ham; thi da ville I sejre!"
Og Gud vendte sig til den ældste af de Yngste, og Han sagde: "Min Søn, se, jeg sender en Hærskare af dine Brødre og Søstre til Jorden, at de kunne retlede Menneskene. Og mange sender jeg til Jødefolket; thi derfra lyde de fleste Raab til mig om Hjælp og Bistand; thi dér sukker Folket under Syndens Trældomsaag. Min Søn, gør dig rede; thi om føje Stund skal du følge dine Brødre og Søstre. Tiderne ere onde, og Menneskene trænge til meget."
Men Sønnen svarede Ham og sagde: "Fader, jeg er rede, din Villie ske!"
Da velsignede Gud dem alle.
Og Han sendte en Hærskare til Jorden. Og mange sendte Han til Jødefolket.

Men de alle de Yngste vare bortdragne, lod Gud sin mægtige Stemme lyde over den ganske Jord til alle de Menneskeaander, der vare bundne af Synden, bundne af Mørket; og de standsede alle i deres Færden; thi Gud kaldte paa hver enkelt; thi Han nævnede hver enkelts Navn.
Mange vare de, der fulgte Guds kaldende Stemme; men end flere forbleve i Mørket; thi de formaaede endnu ikke at angre, og kun de, der svarede Gud, deres Fader, bares af Lysets strømmende Bølger tilbage til de Boliger, der vare tomme.
Og de forbleve en Stund i Opholdsstederne for at lutres, for at hvile og for at lære - til de atter skulde vandre videre i nye Jordeliv.

Men inden et Sekel var svundet, kaldte Gud paa den ældste af de Yngste.
Og Han sagde: "Min Søn, er du rede? Thi Stunden er nær, da du efter dit Løfte til mig, din Fader, skal færdes paa Jorden blandt Menneskene.
Lær Menneskene at elske hverandre som Brødre og Søstre, lær dem at elske Lyset og at sky Mørkets onde og syndige Gerninger. Styrk dem i det gode, styrk dem i det sande. Lær dem at have Tillid til mig, deres Gud, deres Aands Fader."
Første Afsnit på Side 30Men Sønnen svarede Ham og sagde: "Fader, jeg er rede!"
Da talede Gud end mere.
Og Han sagde: "Min Søn, kan hænde din Vandring bliver saare tung og besværlig; thi mange ere de Veje, ad hvilke du kan vandre blandt Menneskene. Tiderne ere onde; thi Mørket hersker overalt paa Jorden, og det vil blive vanskeligt for dig at finde den rette Vej. Min Søn, er du rede?"
Men Sønnen svarede: "Fader, sig mig: vil jeg vælge den rette?"
Gud saa kærligt paa ham og sagde: "Jeg, din Fader, skal ikke vælge Vejen for dig, kun vise dig, hvilken Vej der kan føre til Maalet; og ingen kan forud vide, om du formaar at fuldføre din Gerning.
Min Søn, hør mig, thi jeg vil søge at vejlede dig: beder du, medens du er Menneske, for din ældste Broder, da vil din Bøns kærlige Tanke vække Angeren i hans Hjerte, da vil han vende tilbage til sit rette Hjem i mit Rige. Og er din Broder løst, da har Mørket ingen Tjener, der kan stride imod dig, da vil din Vandrings Vej blive lettere og lysere; thi da ville Menneskene i dig se den, du er. Mange ville elske dig, kun faa ville hade dig."
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: "Min Søn, mindes du ikke din Broder og glemmer du at bede for ham, da vil han stride imod dig, da vil din Vandrings Vej blive stenet og støvet. Tornene ville stinge dig, kun faa ville elske dig, mange ville hade, spotte og forfølge dig - ja, Menneskene ville give dig Døden - Korsets Død. Dette vil være den Tak, de give dig for de Gaver, du bringer dem.
Min Søn, din Fader spørger dig: er du endda rede?"
Da bøjede Sønnen sit Hoved, og han stod tavs en Stund; thi han ransagede sit Hjerte.
Men Kærligheden til de lidende Mennesker drog ham. Han saa fast paa sin Fader og svarede: "Fader, jeg er endda rede. Men Fader, tilgiv mig, ifald jeg under mit Jordeliv ikke formaar at finde den rette Vej; thi du kender Mørket; thi du ved, dets Magt er forfærdelig."
Da tog Gud Sønnen i sin Favn og sagde: "Jeg, din Fader, vil lede dig, at din Vandring ikke skal blive for tung; men jeg siger dig: følg stedse min Stemme, naar den lyder til dig; thi da farer du ikke vild."
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: "Min Søn, se, jeg vil bede en af dine Brødre ledsage dig paa din Vandring, at han kan bære nogle af dine Byrder, at han kan fjerne nogle af Stenene fra din Vej."
Og Gud udvalgte en af de Yngste. Og denne lovede at ledsage sin Broder.
Da talede Gud til dem begge.
Side 31Og Han sagde: "Støtter hinanden, bærer hinandens Byrder, svigter ikke!"
Og Gud velsignede dem, og Han tog deres Erindring; men Han lod dem beholde et svagt Minde om de Tider, der vare før Menneskenes Skabelse. Dette gjorde Gud, for at den ældste af de Yngste ingen Sinde skulde tvivle om, hvem han var, ej heller tvivle om Sandheden af de Ord, han skulde tale til Menneskene. Dette gjorde Gud for at lette deres Samarbejde, for at den yngre Broder ikke skulde svigte den ældre.
Og Han sendte dem begge til Jødefolket.
Men den ene kaldtes: Jesus af Nazareth, og den anden var Josef af Arimatæa.

En Stund før Gud sendte de to Brødre til Jorden, kaldte Han paa en tredie af de Yngste.
Og til ham sagde Gud: "Se, din ældre Broder ængstes; Tiderne ere onde; thi Mørket hersker overalt paa Jorden. Jeg, din Fader, spørger dig: vil du berede Vejen for ham? Vil du søge at fjerne nogle af Stenene fra hans Vej, at hans Fod ikke skal vakle under Vandringen? Min Søn, vil du ledsage din Broder?"
Sønnen svarede Ham og sagde: "Fader, jeg er rede; giv mig din Velsignelse, og jeg skal ledsage mine Brødre."
Men da han havde svaret saaledes, talede Gud end mere.
Og Han sagde: "Lær Menneskene at sky Mørkets Gerninger; lær dem at vende sig fra de falske Guder; lær dem at angre det onde, de have gjort, at de kunne vandre den lige Vej til mit Rige. Min Søn, bed for alle, der ere bundne af Mørket; min Søn, søg at mindes din ældste, din faldne Broder."
Og Gud tog hans Erindring, men Han lod ham beholde et svagt Minde om den Broder, han elskede, og for hvem han skulde berede Vejen. Dette gjorde Gud, for at han skulde kende den ældste af de Yngste, naar de mødtes paa deres Jordelivs Vandring.
Og Gud sendte ham til Jødefolket, og han kaldtes Johannes med Tilnavnet: Døberen. _a09">