11. Hvilke var Jesu egne Tanker om hans Gerning paa Jorden?

I onde Tider fødtes han til Jorden.
I onde Tider voksede han op blandt Menneskene.
Hans Tanker vare rene. Hans Øje saa og hans Øre hørte mere end Menneskers svage Øjne og døve Øren.
Kærlighed og Barmhjertighed fyldte hans Sind. Og hans Hænder bare Lægedom til mange.
Men hans Aasyn var sorgfuldt; thi han bar den tungeste Byrde paa sine Skuldre.
Og han var en fremmed blandt Menneskene.
Hans Øje saa megen Synd, mange Sorger og mange Lidelser.
Og han hørte Folkene i Synagogen og i Hjemmene raabe til deres Gud om at fri dem fra Trældommens Aag og snart, snart sende dem Messias, den lovede, den længe ventede.
Langsomt kaldte Gud de Tanker til Live i Jesu Sind, at han var sendt til Jorden for at frelse Folkene fra Syndens Trældomsaag og rense deres Hjerter for alt urent; at han var sendt til Jorden for at lære Menneskene at elske hverandre; for at styrke deres Tillid til deres himmelske Fader.
Langsomt vaagnede det Haab i Jesu Hjerte, at han var den lovede, den længe ventede.
Men han vovede ikke fuldtud at fæste Lid til dette Haab.
Og han grundede meget over disse Tanker.

Ofte sad han i Synagogen og granskede de gamle Skrifter. Og han lyttede til de ældstes, til de skriftkloges Udlægninger af Ordene.
Men han fandt ikke den Fred, han søgte.
Meget og længe granskede han de gamle Skrifter. Og hans Hjerte blev tungt derved; thi Skriftens Gud var ofte hævngerrig, og han var ingenlunde retfærdig.
Dog Jesus trættedes ikke, men vedblev at søge, til han svagt skimtede et mildt, et kærligt Aasyn - Sandhedens, Kærlighedens og Barmhjertighedens Gud.
Men den Lysets og Sandhedens Gud, hvis Aasyn han skimtede bag Vredens og Hævnens Herre, mindede ham om den Fader, hvis Billed han bar i sit Hjerte.
Første Afsnit på Side 33Og til denne Fader bad han inderligt om Hjælp, om Fred og om Styrke.
Og Gud hørte hans Bøn.
Og Han skænkede ham Hjertets Fred, Styrke og Klarhed.

Men i den Stund Jesus kendte sig styrket, vandrede han op til Synagogen, og han stod frem, og han talede mod de ældste, mod de skriftkloge.
Og alle, der hørte hans Ord, undredes meget; thi hans Ord vare klare, og han talede med megen Myndighed.
Men nogle af Jesu Ord vare disse: "Se, jeg siger eder: den Gud, I frygte og tilbede, er ikke en Sandhedens, men en Løgnens Gud! Thi jeg siger eder: ville I med Omhu granske de gamle Skrifter, der tale om denne eders Gud, da ville I se, hvor svag og vaklende han er. Snart svinger han Hævnens og Straffens Svøbe over eders Fædres Hoveder. Snart jager han sit Folk i Landflygtighed, snart kalder han det tilbage, og snart byder han, ved Profeterne, de ledende at drage mod Nabofolkene for at plyndre, røve og ihjelslaa. Og naar han saaledes en Stund har raset med Magt og megen Vælde, da angrer han sin Fremfærd, angrer det onde, han har gjort, da lover han at mildne sin Vrede, lover at vise større Barmhjertighed. Sandelig, sandelig, jeg siger eder: denne er ikke Sandhedens, er ikke Retfærdighedens Gud! - -
    Og hvilken Tilbedelse kræver han ikke af eder!
Hvor mange Dyr byder han eder ikke at slagte for sit Aasyn, at dette Offer kan være ham til Velbehag! Hvor meget Blod er ikke udgydt ved hans Altre, at Duften deraf kunde stige til Himlene og fryde hans Hjerte! - - - - -
Se, jeg spørger eder: er det ikke sagt til eder ved Mose Lov, at I ikke skulle ihjelslaa hverandre? Og hvor ofte har ikke eders Gud, ved Profeterne, talet til eders Fædre og budt dem at ihjelslaa Tusinder og atter Tusinder af deres Fjender! Og har han ikke lovet eders Fædre at lønne dem for disse onde Gerninger med megen Herlighed, mange Rigdomme og meget Land! Sandelig, jeg siger eder: den Gud, der siger, du skal ikke ihjelslaa, og den Gud, der byder dig at ihjelslaa, er ikke den samme; thi den Gud, der byder eder at ihjelslaa eders Fjender, han er af det onde, og I skulle sky ham."
Og Jesus vedbleve at tale; thi der var falden stor Tavshed over alle.
Og han søgte ved Skriftens Ord at vise dem Kærlighedens, Sandhedens og Lysets Gud, den Gud, der i fuld Retfærdighed straffer Menneskenes Lovovertrædelser; søgte at vise dem den Gud, hvis Favn staar aaben for hver angrende Synder, den sande, den højeste, den eneste Gud, Han der ikke alene var Jødefolkets, men Alverdens - ja, endog Hedningenes Gud.
Første Afsnit på Side 34Men da han tav, forfærdedes alle.
Og de skriftkloge talede haarde og fordømmende Ord til ham.
Og den øverste traadte frem og forbød ham oftere at tale i Synagogen, ja forbød ham at udlægge Skriftens Ord.
Men Jesus svarede ham og sagde: "Ingen har Magt til at byde mig at tie i min Faders Hus."
Da forfærdedes de alle end mere, og nogle raabte: "Se den onde er faret i ham og taler af hans Mund; hør, hvor han spotter det hellige og haaner det ophøjede!"
Og de søgte at drive ham ud af Synagogen.
Men Jesus svarede dem ikke. Og han vandrede frivillig ud af sin Faders Hus.

Da Folkene i Staden hørte om det, der var sket, undredes de meget, og mange vrededes derover.
Men Jesu Forældre, Tømmermanden Josef og hans Hustru Maria, dadlede ham strengt for de Ord, han havde talet i Synagogen mod de ældste og de skriftkloge.
Men Jesus svarede dem og sagde: "Vide I ikke, at jeg elsker eder, og har jeg ikke søgt at holde eders Bud? hvor meget mere skulde jeg da ikke søge at holde Hans Bud, der sendte mig? hvor meget mere skulde jeg da ikke elske min himmelske Fader, elske Ham, der hersker over alle Himlene?"
Men de forstode ham ikke, og de sørgede meget; thi de mente, hans Tanker vare forvirrede. _a11">