24. Har Jesus forudsagt Jordens Undergang og sin Genkomst, saaledes som det er overleveret?

Og det skete, da Jesus en Dag gik ud af Templet i Jerusalem, at en af hans Ledsagere sagde: "Mester, se denne Bygning! se, hvor den er skøn og herlig! intet Tempel er rigere smykket end dette!"
Men Jesus svarede og sagde: "Sandelig, dette Tempel er skønt at skue, og dog siger jeg eder: den Stund skal komme, da Ødelæggelsens Vederstyggelighed skal fare over det, og der skal ikke lades Sten paa Sten tilbage."
Da hans Ledsagere hørte disse Ord, sagde nogle: "Denne Bygning skal sikkerligen staa til fjerne Tider; thi Stenene ere tæt sammenføjede."
Men Jesus svarede dem og sagde: "Vide I ikke, at Profeterne have raabt: Ve, Ve over Jerusalem, over alt Folket, ja over den ganske Jord?"
Og Jesus vedblev at tale.
Og han sagde: "Vide I ikke, at de Dage ville komme, da Jerusalem skal lægges øde, da alt, hvad Menneskehænder have opbygget, skal nedstyrtes og tilintetgøres? Have I ikke hørt, at de Dage ville komme, da Folk skal rejse sig mod Folk, da Broder skal stride mod Broder og Fader mod Søn? Ja, have I ikke hørt, at de Dage ville komme, da Bjergene skulle falde over eder og knuse eder, da Floderne skulle udtørres og Havene styrte ind over Landene og bortskylle alt levende? Sandelig, dette have Profeterne forkyndt eder - og I vide det ikke! Se, jeg siger eder: naar de Dage komme, da skal Jorden ryste i sin Grundvold, da skal alt lægges øde, da skal Solen ikke skinne og Maanen ikke lyse, ja, alle Stjernerne skulde udslukkes. Men da ville I se Himlen aaben, da ville I se mig i min Faders Rige med de himmelske Hærskarer, og da skulle I kende min Magt og min Herlighed. Og I skulle høre en mægtig Røst overalt, ja den skal høres over den ganske Jord. Thi Gud Herren vil kalde alle de døde, og Han vil kalde alle de levende. Da skal Han udsende sine Engle, at de kunne samle alle, der vare, og alle, der ere i den Stund. Og naar alle ere samlede, da skal jeg gaa frem og lede de retfærdige og de gode til vor Faders Rige, og der skal være megen Glæde. Men de uretfærdige og de onde skulle fare til det Sted, der er beredt dem, og dér skulle de lide meget."
Første Afsnit på Side 54Men da Jesus havde talet saaledes, sagde nogle af hans Disciple: "Mester, sig os, naar skal alt dette ske?"
Da saa Jesus paa dem og sagde: "Siger mig: have Profeterne forkyndt eder Dagen og Timen?"
Men de, der kendte de gamle Skrifter, svarede: "Nej, dette have de ikke forkyndt os."
Jesus svarede dem og sagde: "Jeg siger eder: Profeterne have ikke forkyndt dette for eder; thi ingen uden Gud kender Dagen og Timen.
Men jeg siger eder: I skulle vende eder bort fra al Synd, fra alt ondt, og fra alle Ugerninger, at disse Dage ingen Sinde skulle komme. Ja sandelig, jeg siger eder: beder dagligen til eders himmelske Fader, at de Tider ikke skulle komme, da Mænd forbande deres Afkom og Kvinder jamre over de Børn, de have født; thi naar Mænd og Kvinder gøre dette, da er Enden nær."
Saaledes talede Jesus til sine Ledsagere og til sine Disciple om alt det, Profeterne havde forkyndt om Jerusalems, om Folkenes, og om Jordens Ødelæggelse.
Saaledes talede han til sine Ledsagere og til sine Disciple om den Stund, da alle Jordens Slægter skulde se ham i hans Faders Rige og kende hans Magt og hans Herlighed.
Men ingen Sinde talede Jesus til sine Ledsagere eller til sine Disciple om Tider, da han atter skulde vandre paa Jorden blandt Menneskene. _a24">