33. Hvorledes opstod Forsoningslæren?

Af Frygt for Raadets Vrede vovede Saul ikke at drage tilbage til Jerusalem; thi han havde tilintetgjort det Brev, han skulde bringe de øverste i Damaskus. Ej heller vovede han at fremstille sig for Jesu Ledsager, thi han ængstedes for, at de ikke vilde tro Sandheden af hans Omvendelse. Derfor besluttede han at drage bort en Tid og opholde sig hos nogle fjerne Slægtninge.
Og han udførte det, han havde besluttet.
Og dér i det fremmede, fjernt fra al Larm og al Strid, granskede han sit Hjerte, grublede og tænkte meget over det, han havde hørt og set.
Og han søgte at udgranske det skjulte, der laa til Grund for Jesu Menneskevorden.
Men den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side, og langsomt fremstod i Sauls Sind de Tanker: at Jesus, Guds Søn, var sendt til Jorden i den Hensigt at forsone Gud med hans jordiske Børn, de vanartede og ugudelige Mennesker; thi Mennesket Saul var en meget skriftklog, meget lovkyndig Mand, og han formaaede ikke fuldtud at bortkaste alle de gamle jødiske Lærdomme. Og den Højeste var og vedblev for ham at være en Vredens Gud, hvis retfærdige Vrede ideligen maatte mildnes ved blodige Ofringer og duftende Røgelse.
Derfor blev Jesus i Sauls Udlægning af det skete Slagtofferet, Lammet, der ved sin frivillige Død løskøbte Menneskene fra Dom, Straf og Fortabelse; ja, han blev det Lam, hvis Blod aftvættede al menneskelig Synd og Urenhed.
Men Saul forstod ikke, at den Ældste, Mørkets Tjener, havde indsneget denne falske Udlægning i hans Sind; thi Saul var en saare selvretfærdig Mand, og selvretfærdige Mennesker formaa ingen Sinde tilfulde at skelne, om de Tanker, der indgives dem, ere af Lyset eller af Mørket; thi de glemme ofte at raadspørge Gud i det største, om end de erindre Ham i det mindste.
Og saaledes blev da Sauls Lære om Jesus af Nazareths Menneskevorden en Blanding af Lys og af Mørke.

Da Saul, efter at have opholdt sig nogle Aar i det fremmede, vendte tilbage til Damaskus, begyndte han dér at forkynde sin Lære om Jesus; og han forkyndte den for mange - for Jøder og for de saakaldte Hedninge. Meget Folk hørte hans Ord og troede hans Udlægning, ja, mange, der forhen vare Disciple af Jesu Ledsagere, vendte sig fra dem og fulgte ham.
Første Afsnit på Side 70Og da han senere havde nogle Samtaler med Simon Peter og andre af Jesu Ledsagere og Disciple, formaaede disse dog ikke at rokke hans Opfattelse af Jesus: at han var Menneskenes Frelser og Forsoner; og Saul vedblev at forkynde sin Lære efter de Ord og Tanker, han mente at have modtaget fra Gud og fra Jesus selv.
Senere, da de saakaldte Minde- eller Kærlighedsmaaltider optoges af de Menigheder, Saul havde stiftet, søgte han paa vanlig Vis at udgranske og klargøre, i hvilken Hensigt Jesus havde sammenkaldt sine Ledsagere til Maaltidet paa de usyrede Brøds Dag.
Og han udlagde denne Handling saaledes: at Jesus, da han uddelte Brødet til sine Ledsagere, dermed tilkendegav dem, at ligesom han nu mættede dem med sit Brød, for at de ikke skulde hungre og dø, saaledes vilde han og hengive sit Legem for dem og ved sin Død mætte dem med det evige Liv. Og da Jesus gav sine Ledsagere Vin at drikke af sit Bæger, tilkendegav han dermed, at han vilde udgyde sit Blod for dem og saaledes slette deres Syndeskyld.
Og i Sauls Sind og Tanker undfangedes og fødtes Ordene: mit Legem og mit Blod vil jeg give for eder til en ny Pagt mellem Herren og eder.
Og han gav sine Disciple denne Udlægning af det stedfundne, og de modtoge Ordene, og de anvendte dem ved deres Kærlighedsmaaltider, og de bragtes viden om fra Menighed til Menighed.
Og Folkene gemte Ordene i deres Hjerter, thi de mente, de vare udtalte af Jesus selv. Og da de Tider kom, da Mænd nedskreve Beretninger om Jesu Vandring paa Jorden, tillagde de ham disse Ord, der af den Ældste falskeligen vare indsnegne i Sauls Sind og Tanker.
Saaledes grundlagde Saul Kristendommen med sin Lære.

Mange Menigheder stiftedes blandt Hedningene, meget Folk vandtes, og Kristendommen bredtes viden om; thi Saul trættedes ikke, men drog langvejs om paa farefulde og besværlige Rejser. Og hvor han end kom, forkyndte han sin Lære om Jesus af Nazareth, der var Guds Søn, en Frelser og Forsoner for Menneskene.
Men ingen af Jesu Arvtagere - ikke hans Ledsagere, ej heller Saul - formaaede at samle alt Folket til een Menighed, der i dyb Ydmyghed og barnlig Kærlighed i Fællig bøjede sig for deres himmelske Fader, en Menighed, der med inderlig Tillid gav sig ind under Guds Styrelse, en Menighed, hvor Næstekærligheden sejrede over det jordiske Jegs Selviskhed, Magtbegær og Synd.
Første Afsnit på Side 71Og saaledes blev det Bud, der af Jesus var kaldet det ypperste: Kærligheden til Gud, Kærligheden til Næsten overskygget af Mørket; thi lige fra de ældste kristne Menigheders Tid kendtes indbyrdes Vrede og Had, kendtes Magtbegær og Selvretfærdighed.
Saaledes vanrøgtedes og vantrivedes Jesu enkle og skønne Kærlighedslære! _a33">