35. Forsøgte de Yngste ikke at standse den Vranglære, som den Ældste havde indsneget blandt Menneskene?

Men da de Yngste saa deres ældre Broders dybe Sorg over Menneskenes Blindhed, Ufordragelighed og Uforstand, enedes de om for en Tid at samle sig om det ene Maal, at tilintetgøre Mørkets falske Lærdomme og bringe Kristi rene Lære frem.
Flere af de Yngste lode sig i den Hensigt paa ny binde til Menneskelegemer, og de lode sig føde paa Jorden i forskellige Lande og paa forskellige Steder.
Og naar deres Legeme og Aand vare modnede, traadte de frem og kæmpede med Vælde for at tilintetgøre de falske Lærdomme og bringe Sandheden til Erkendelse.
Men kun faa forstode dem, og kun faa fulgte dem, medens mange haanede og spottede dem - ja endog nogle af de forfulgte ihjelsloges.
Og blandt disse var en Mand, kendt af Menneskene under det jordiske Navn Mani.
Denne Mand bragte Menneskene nogle af Lysets Sandheder; og han talede skønne, forstandige Ord om det, der laa bag den jordiske Verden.
Men ogsaa i hans Forkyndelse af de aandelige Sandheder formaaede den Ældste at indsnige falske Lærdomme, og der kom ikke fuldt Lys og ikke fuld Klarhed over Manis Lære.
Mange vare de, der lyttede til hans Ord; nogle fulgte ham, men end flere spottede ham og forfulgte ham; og disse gave ham Døden til Tak for de Sandheder, han søgte at bringe dem.
Side 75Saaledes vedbleve de Yngste paa mangfoldig Vis at stride for den sande Lære.
Men Mørket og den Ældste hindrede Lysets Fremgang; Mørket blindede Menneskene og bandt deres Tanker.
Saaledes kæmpede de Yngste i svindende og kommende Sekler, medens Kristendommen, Sauls falske Lære, bredtes til fjerne Lande.

Da kom det Sekel, i hvilket en af de Yngste, kendt under det jordiske Navn Muhamed, naaede at forkynde den Lære for Menneskene: at Gud var een, at ingen stod over Ham, ingen under Ham og ingen ved Hans Side. Og han forkyndte, at Gud alene var Altets Ophav, Altets Skaber.
Da Muhamed traadte frem for sit Lands Folk med sin Lære, mødtes han af Spot, Vrede og Foragt.
Kun faa lyttede til hans Ord, kun faa fulgte ham.
Men medens Aarene svandt, vandt han flere og flere Tilhængere. Og da hans Fjender frygtede hans stedse stigende Magt, søgte de at ihjelslaa ham. Da Muhamed hørte om deres onde Hensigter, forlod han sin Bolig i Staden Mekka og flygtede til den Stad, der senere kaldtes Medina.
Muhameds Herredømme over Menneskene blev større og større; flere og flere flokkedes om ham, og hans Ord bragtes viden om.
Men den Ældste, Mørkets Tjener, søgte at vildlede hans Tanker, søgte at forurene hans Sind.
Og den Ældste vakte Hovmodet og Magtbegæret i hans Hjerte, vakte hans Legemes hede Længseler, og hans Begær efter skønne Kvinder blev umætteligt.
Mørket sænkede sig over ham, og han vaklede ideligen; thi hans Fod gled i de Snarer, der slyngedes om ham.
Og Muhamed sammenkaldte nogle af sit Lands ypperste Folk, talede til dem og bød dem drage i Strid mod deres Fjender for med Magt at udbrede hans Lære; thi han forkyndte falskeligen: at dette var en for Gud velbehagelig Gerning. Og han lovede, at Gud vilde lønne de tapre Mænd, der ihjelsloges i Striden; lovede, at Gud, for de Sejre, der vandtes, vilde lønne dem med Paradisets skønneste og herligste Glæder.
Og han drog med en mægtig Skare til Staden Mekka, gjorde sig til Herre over den og over Folket, og alle, der nægtede at følge ham, dræbtes eller bortjoges.
Men fra den Stund fik Mørket end større Magt over ham. Hans Tanker forvirredes end mere, hans Lære blev end mindre klar, og ofte modsagde han sine egne Ord.
Men Muhameds Herredømme over Menneskene blev ikke ringere, og han æredes meget; dog han selv fandt ingen Fred og ingen Hvile; thi Mørket var over ham; thi den Ældste stred imod ham.
Side 76Og da hans Legem ramtes af den jordiske Død, da sørgede hans frigivne Aand, sørgede over, at han, medens han var Menneske, ikke havde formaaet at bringe den fulde Sandhed; sørgede over, at han ikke havde formaaet at bryde Mørkets Magt.
Men nogen Tid efter Muhameds Død begyndte Folkene at samle og at nedskrive hans Lære. Talrige Ord og Læresætninger fremkom og tillagdes Muhamed; Ord og Læresætninger, han ingen Sinde havde udtalt eller gennemtænkt; og heraf opstod megen indbyrdes Uenighed og mangeartede Stridigheder.
Saaledes blev da ogsaa Muhamedanernes hellige Skrift en Blanding af Godt og Ondt, en Blanding af Muhameds Lære, af Menneskeværk og af Mørkets falske Lærdomme.

Efter Muhameds Død ophidsede den Ældste hans Tilhængere, og de krigedes med Nabofolkene, tilranede sig meget Land, megen Magt og utalte herlige Skatte; og de tvang mangfoldige af de besejrede til at bøje sig for Muhameds Lære.
Men de Kristne saa med Vrede, at Profetens Lære bredte sig mere og mere; og de hørte med Undren, at mange endog frivilligt fulgte den.
Og da den Meddelelse naaede ud blandt de Kristne, at Araberfolket havde gjort sig til Herre over Jerusalem, den hellige Stad, da følte de end mere Vrede i deres Sind, og de sørgede saare, naar de gæstede Staden, for tilbedende at dvæle paa de hellige Steder; og heraf opstod i de kommende Aar mangeartede Stridigheder mellem de Kristne og Profeten Muhameds Tilhængere.
Og end senere, da det Budskab naaede ud over Landene, at et krigerisk, muhamedansk Folkeslag, med Vold og Magt havde røvet Jerusalem, da flammede Hadet og Hævnlysten i de Kristnes Hjerter; mange svore ved Kristi Kors at ville bortjage de fremmede og vinde Staden tilbage; ja de lovede endog at knuse og tilintetgøre alle, der vare Fjender af Kristi Lære.
Da begyndte de grufulde Krige og Kampe mellem de Kristne og Muhamedanerne.
Snart sejrede Profetens Tilhængere, snart sejrede de Kristne. Tusinder og atter Tusinder ihjelsloges; thi den ene Magt vilde ikke bøje sig for den anden; og medens Sekel lagdes til Sekel, udøvedes Vold, Mord og frygtelige Misgerninger i Guds og Kristi Navn.
Men medens Tiderne svandt og de Kristne saa, at det hellige Korses Tegn, hvorunder de kæmpede, ikke formaaede at bringe den Sejer, de ventede, bleve de mere og mere modløse. Og da tvende Sekler vare svundne, maatte de Kristne bøje sig; thi Profetens Tilhængere vare de stærkeste.
Side 77Men under disse talrige og langvarige Kampe fik Mørket atter større Magt over Menneskene.
Bundne til jordiske Legemer søgte de Yngste vedblivende at drage Sandheden og Lyset frem; men de maatte stedse vige for Mørket; thi det havde mange og mægtige Hjælpere blandt de menneskeliggjorte Ældste.
Ej heller formaaede de Yngste at standse de evindelige indbyrdes Stridigheder blandt de Kristne.
Nye Læresætninger udtænktes og vakte nye Stridigheder. Bisperne og Præsterne tilreve sig større og større Magt, flere og flere Rigdomme. Og højt hævet over dem alle, over Folkene, Fyrsterne, Kongerne og Kejserne, stod den øverste af Bisperne, den saakaldte Pave i Staden Rom; og mod alle, der ikke vilde anerkende hans Magt og Vælde, slyngede han sine mægtige Forbandelser; thi Guds og Kristi Statholder glemte Kristi Ord: Tilgiver eders Fjender!
Og med uudslukkeligt Had forfulgte de Kristne alle, der ikke vilde bekende sig til Kristendommen. Mangfoldige Steder i Landene flammede Baalene, hvor Muhamedanere og Jøder, de saakaldte Kættere, pintes og opbrændtes til Guds og Kristi Ære; ja endog flere Kristne, der søgte at skærme de forfulgte, maatte ledsage de dømte paa Baalet og lide de samme Pinsler, den samme grufulde Død; thi Menneskene glemte Kristi kærlige Ord: Elsker hverandre som Brødre og Søstre!
I Sandhed, Mørkets Magt var forfærdelig!

Tungere og tættere sank Mørket over Jorden, forblindede Menneskene, sløvede og bandt deres Tanker.
Mangfoldige Kristne bøjede sig tilbedende for de malede og formede Billeder af Jesu Moder Maria, bøjede sig tilbedende for de talrige Billeder af hellige Mænd og Kvinder.
Men i al denne Afgudsdyrkelse glemte de ofte at bede til Gud den Almægtige, glemte at bede til deres Gud og Fader, glemte at bede til Ham, der ene formaaede at bønhøre dem.
Første Afsnit på Side 78Flere og flere fromme Mænd og Kvinder - Munke og Nonner - droge sig tilbage fra Verden og levede i egne Boliger, under deres Samfunds egne Love. Men om end disse Mænd og Kvinder lovede at leve i legemlig Renhed, formaaede de dog ikke alle at holde det givne Løfte. Kun faa vare rene af Sind, kun faa fandt Vej til deres himmelske Fader, kun faa støttede de fattige af Kærlighed og Barmhjertighed, kun faa plejede de syge af Medlidenhed med deres Smerter.
Tungere og tættere lagde Mørket sig over Jorden, og kun faa af de Yngste vovede, i menneskelig Skikkelse, at stride imod det onde.
Da kom den Stund, da mange af de Yngste atter vare samlede hos deres ældre Broder i det sidste Opholdssted om Jorden.
Og de talede meget med hverandre om det, der skete i den jordiske Verden, talede med hverandre om, hvilken Vej de skulde følge for at lede Menneskene ud af Mørket.
Men de vare alle meget modløse.
Og en af dem sagde: "Lader os standse vor Gerning blandt Menneskene; thi vi formaa ikke at føre dem til vor Faders Rige. Atter og atter lade vi os binde til jordiske Legemer, men endnu har ingen af os, medens vi vare Mennesker, formaaet at bryde de Forbandelser, vor ældste Broder har udslynget; endnu har ingen af os, medens vi vare Mennesker, formaaet at bede for vor Broder og saaledes løse ham fra Mørkets bindende Magt. Ved vor Gerning blandt Menneskene have vi kun bragt Sorger og Lidelser over os selv; lader os derfor vende tilbage til vor Faders Rige, at Jordens Børn kunne vandre deres egne Veje."
Men da han tav, traadte Kristus, den ældste af de Yngste, frem.
Og han sagde: "Om end I alle vende eder fra Menneskene, vil jeg dog ikke forlade dem; om end ingen af eder vil hjælpe mig at bære de Byrder, Menneskene dynge paa mine Skuldre, vil jeg dog ingenlunde kaste Byrderne fra mig, men bede vor Fader hjælpe mig, at jeg kan bære dem alle.
Sandelig, jeg siger eder: bryder ikke eders Løfte; thi er Mørkets Magt stor, da er Lysets end større; og vor Faders Ord til os vare disse: at ville vi, da kunne vi og lede Menneskene til Hans Herlighedsrige og sejre over Mørket. Og vor Faders Ord ere urokkelige! Men ville I følge mig, da bede vi vor Fader vise os Vejen; thi den er atter svunden bort i Taagen."
Da han havde talet, tav de alle; thi de ransagede deres Hjerter.
Men i Stilheden lød Guds Stemme til dem.
Og Gud sagde: "Mine Børn, værer taalmodige! thi kun de taalmodige ville sejre! Svigter ikke hverandre, svigter ej heller eders ældre Broder, og bryder ingen Sinde det Løfte, I have givet mig, eders Fader; thi I skulle erindre, at min Velsignelse er over eder, min Tanke følger eder og min Haand støtter eder, medens I stride for Lyset, for det sande og for det gode.
Første Afsnit på Side 79Mine Børn! lytter alle til mine Ord, og jeg vil vejlede eder!
Se, jeg siger eder: I skulle atter bringe Aandens Lys og Tankens Klarhed til Menneskene; thi de formaa ikke længer at tænke klart; thi de formaa ikke at skelne det sande fra Løgnen, det rene fra det urene. Lærer Menneskene dette! Og langsomt skulle I lære dem at udgranske nogle af de evige Love, lære dem at løse og at udnytte nogle af de mange skjulte Kræfter. I skulle lære dem at skue ud i det mægtige Rum, lære dem at følge og udmaale Himmellegemernes Veje og Baner. I skulle oplade Menneskenes Øjne for de jordiske Formers rene Linier, for Farvernes Pragt og Mangfoldighed. I skulle lære dem at lytte til Tonernes Skønhed og Fylde.
Og naar I have lært Menneskene noget af alt dette, da ville de selv begynde, med vaagne Øjne og klare Tanker, at gennemskue det Væv af Løgne, Mørket har spundet om dem; da ville de selv begynde at granske de gamle Skrifter, selv oplede de gyldne Korn, og selv søge at bortkaste Mørkets Slagger.
Mine Børn! jeg, eders Fader, har vist eder Vejen, følger den! thi gøre I dette, da skal min Velsignelse være med eder."
Men da Guds Stemme tav, svarede de alle: "Fader, vi ville følge den Vej, du har vist os! støt os, at vi ingen Sinde skulle svigte!"
Atter lode mange af de Yngste sig binde til jordiske Legemer, for paa ny at bringe Aandens Lys og Tankens Klarhed til de af Mørket og af de Ældste vildledte Mennesker.
Men naar disse havde bragt Menneskeheden større Viden og flere Kundskaber og spredt noget af det Mørke, der omgav den, vilde andre af de Yngste følge efter og søge at bortkaste nogle af den Ældstes falske Lærdomme, og saaledes berede Vejen for Menneskenes Selvgranskning af de fra Fædrene arvede hellige Skrifter.

De første, der vovede sig frem for at tale til Jordens Børn om det, der endnu var over deres Tanker, bleve ilde modtagne, og de mødtes af vanlig Haan, Vrede og Foragt.
Men flere og flere traadte frem med det, de havde lovet at bringe.
Nogle af de Yngste lærte Menneskene at forme Skrifttegn i Træ og Metal, for derover at mangfoldiggøre de haandskrevne Ord og saaledes give dem i fleres Eje. Andre bragte dem større Kendskab til den Verden, de beboede, og under farefulde Rejser fandtes nye Lande, og skjulte Rigdomme fremdroges af Jordens Skød.
Side 80Nogle af de Yngste bragte Menneskene nye og nyttige Hjælpemidler, hvorved det daglige Liv blev lettere at leve. Andre søgte at drage de svundne Tiders tankevægtige Skrifter frem fra Glemselens Dyb.
Nogle af de Yngste glædede Menneskene ved at gengive Formernes rene Linier i Ler, i Træ og i det haarde Marmor.
Andre gengave i herlige Billeder de hellige Skrifters Mænd og Kvinder, Kristi Liv og Vandring paa Jorden; gengave Menneskenes Liv og Færden - alt ved Farvernes Mangfoldighed, Pragt og Skønhed.
Atter begyndte Menneskene at vaagne; Øjnene aabnedes, Tankerne bleve friere og klarere. Men kun langsomt vandt Lyset frem; thi den Ældste, Mørkets Tjener, søgte vedblivende at hindre dets Fremgang.
Tættere og tættere drog han Mørket hen over Jorden, og han saaede end mere af sin onde Sæd. Og Had, Vrede, Vold, Mord og Misgerninger vedbleve at være blandt Menneskene.
Og den Ældste styrkede de Kristne i deres Tilbedelse af Jomfru Maria, styrkede dem i Troen paa de hellige Mænds og Kvinders Hjælp og Forbød, for saaledes at hindre dem i at henvende sig til Gud alene. Og han styrkede dem i Troen paa Helvedes Pine og Lidelser for ved den Frygt og Rædsel, der fødtes i deres svage Hjerter, at vinde end større Magt over dem. Og mange Kristne søgte i deres Angest for Helvede at frigøre sig for de tilkommende Straffe ved for Guld, Sølv og rige Gaver at købe Syndernes Forladelse af de mægtige Paver.
Men de Yngste vedbleve at arbejde for Lysets Fremgang; thi Gud styrkede dem og Gud støttede dem.
Og de lærte Menneskene paa ny at opføre herlige Templer til Guds Ære, lærte dem at bygge skønne Boliger til deres Fyrster, Konger og Kejsere, lærte dem at pryde Templer og Paladser med mægtige Hvælvinger, med knejsende Taarne og spinkle Spir.
Og Menneskene frydede sig over det skønne, de saa.

Men tungt laa Mørket over Jorden.
Kamp og Strid herskede overalt.
Landenes Fyrster fejdede mod hverandre; Paverne stredes med de gejstlige, der stode under dem, stredes med hverandre, stredes med Kejsere, Konger og Fyrster, medens mægtige Forbandelser udslyngedes mod alle, der ikke vilde bøje sig.
Og den Ældste, Mørkets Tjener, vedblev at styrke Menneskene i Troen paa den Magt, Helvedes Fyrste ejede over alle Syndere. Og han indgav de frygtagtige de Tanker, at mangfoldige Mænd og Kvinder formaaede at skade Fjender og Uvenner ved at tilkalde den Ondes Hjælp, og de saakaldte Troldmænd og Hekse forfulgtes med megen Strenghed. Mange pintes og opbrændtes for Misgerninger, de ingen Sinde havde begaaet; thi de mente at se onde Aander og Djævle, hvorhen de end vendte deres Øjne.

Første Afsnit på Side 81Men de Yngste vedbleve med Taalmod at arbejde for Lysets Fremgang; thi Gud styrkede dem, og Gud støttede dem.
Og de lærte Menneskene paa ny at skue ud i Himmelrummets uendelige Dybder, lærte dem at følge de funklende Stjerners Veje og Baner. Men i mange Tider vedbleve disse Kundskaber at være meget ufuldstændige; thi endnu ejede Menneskene kun faa og svage Midler, hvorved de kunde udspejde Himmellegemernes Gang, udmaale og beregne deres Stilling og Baner.
Nogle af de Yngste gengave deres Aands Tanker og Længsler i skøntformede, klangfulde og rytmiske Strofer; og mange Mennesker glædede sig over det skønne, det nye, de modtoge.

Og de Tider kom, da de Yngste, der havde lovet at bane Vej for Menneskets Selvgranskning, traadte frem og søgte at udskille nogle af de gyldne Korn fra Mørkets tunge Slagger.
Men blandt disse vare to, der ere kendte under Navnene: Luther og Zwingli.
Disse to sørgede meget over Menneskenes Blindhed, sørgede over deres dybe Fornedrelse; og de søgte begge at sønderbryde det Trældommens Aag, Mørket havde lagt paa Menneskeheden.
Og i deres store Nidkærhed vendte de sig begge mod Kirkens øverste, viste, hvor smaa og usle Paverne vare trods deres Magt og Vælde; viste, hvor elendige de vare i deres Vrede, Had og Magtbegær; og de hævdede begge, at Paverne, Guds og Kristi Statholdere, ingenlunde vare ufejlbare.
Og de søgte at vise de saakaldte Kristne, hvilke Afgudsdyrkere de vare blevne ved Tilbedelsen af de hellige Mænds og Kvinders talrige Billeder; thi mange bøjede sig kun for disse hellige og glemte at bøje sig for Gud den Almægtige.
Luther og Zwingli vandt mange Tilhængere ved deres klare Skrifter og myndige Taler; thi de vakte Menneskene til Eftertanke.
Men den Ældste, Mørkets Tjener, søgte at fjerne dem fra hinanden. Og disse to, der, før deres Jordelivs Vandring begyndte, havde lovet deres himmelske Fader at følges Haand i Haand, bleve bitre Modstandere; thi den Ældste stod imellem dem, og han drog Mørket tættere om dem, saa de ikke formaaede at mødes i een fælles Lære; thi de vare uenige i mangt og meget; thi de stredes med hinanden om flere af de gamle Læresætninger.
Og medens Aarene svandt, fik de og mange Fjender og Modstandere.
Dog Luther var en vældig Stridsmand, og han besvarede alle Angreb med haarde Ord, med flammende og strenge Taler; thi ingen formaaede at bøje hans stolte Aand.
Første Afsnit på Side 82Men om Luther end til Tider selv fejlede, søgte han dog vedblivende at lede Menneskeheden fremad mod Lyset; saaledes lod han nogle af de gamle Skrifter mangfoldiggøre, at Menneskene kunde søge Trøst og Støtte ved Granskning af de fra Fædrene arvede Ord og Læresætninger.
Om end Luthers Magt og Myndighed var stor, om end han var haard og ubøjelig mod sine Fjender, vedblev han dog stedse at være svag i sit Hjerte, naar han var ene; thi han fornam, at Guds fulde Styrke ikke var over ham. Stundom grebes han af Angest og Rædsel for det Mørke, der strømmede imod ham, og han følte sig bunden af det Had, der mødte ham fra den Ældste, Mørkets Tjener, saa han stundom glemte at lytte til den Stemme, der søgte at vejlede ham.
Og Mørket sænkede sig end tættere om ham. Haarde og fordømmende Ord løde fra hans Læber. Og da nogle af de arbejdende og lidende Mennesker sluttede sig sammen for at tilkæmpe sig flere og større Rettigheder, vrededes han imod dem, og i sin Vrede udraabte han: at disse uværdige skulde ihjelslaas, at deres onde Hensigter kunde tilintetgøres.
Men trods Mennesket Luthers mange og store Fejl naaede han dog at bortkaste nogle af den Ældstes falske Lærdomme, og han og Zwingli naaede tilsammen at bringe Menneskene nogle Skridt fremad mod Maalet.
Men ingen af dem formaaede at udføre det Storværk, der var planlagt, førend de fødtes til Jorden, det Storværk, de tilsammen skulde have øvet blandt Menneskene.
- Da Luther og Zwingli atter mødtes i de himmelske Boliger, efter at Døden havde nedbrudt deres jordiske Legemer, sørgede de begge meget over det Fjendskab den Ældste havde fremkaldt mellem dem, medens de færdedes paa Jorden. -
Men end flere af de Yngste søgte at støtte deres Brødre i Striden mod Pavedømmet, og en af disse er kendt under Navnet Calvin.
Hans Tanker vare klare og skarpe, og med kloge Ord udformede han den nye Lære.
Men han var ikke fuldtud enig med Luther, ej heller var han fuldtud enig med Zwingli; thi paavirket af den Ældste fremdrog han nogle af de gamle forkastede Læresætninger, udformede dem paa ny og forsvarede dem med megen Myndighed.
Mange sluttede sig til ham, og han æredes meget.
Men Calvin var en streng Mand, og han fordrede meget af sine Tilhængere, fordrede Renhed, Fromhed og Lydighed. Og han var ubøjelig i sin Strenghed; thi den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side og forhærdede hans Hjerte, saa han fældede haarde Domme over alle, der vare imod ham; ja, i sit Hjertes Haardhed lod han endog en af sine Modstandere lide Døden paa Baalet; thi han glemte Kristi Ord: Tilgiver eders Fjender!
Første Afsnit på Side 83Saaledes formaaede ej heller Calvin at bryde Mørkets Magt, at bryde den Ældstes Forbandelser.
Men om Luther, Zwingli og Calvin end ikke formaaede at bringe den fulde Sandhed, naaede de dog at fremdrage nogle af de gamle Skrifters gyldne Korn, naaede de dog at lære de Kristne selv at granske og at vrage flere af de falske Lærdomme. Og saaledes spredtes noget af det Mørke, der omgav Menneskene.
Men ved de Angreb, disse uforfærdede Mænd rettede imod Pavedømmet og mod den kristne Læres talrige Vildfarelser, opstode paa ny, mangfoldige Steder i Landene, langvarige og forfærdelige Kampe og Stridigheder; thi medens Aarene svandt og flere og flere sluttede sig til de nye Former for Kristendom, søgte nogle af den gamle Tros Tilhængere at støtte det vaklende Pavedømme.
Flere og strengere Munkeordener oprettedes, enkelte af de gamle Vildfarelser bortkastedes, og der gaves nye og strengere Love, Love, der krævede større Renhed, større Fromhed, større Lydighed.
Og Pavekirkens Tilhængere søgte ved grusomme Forfølgelser, Pinsler og Drab at straffe de frafaldne og standse den nye Kristendoms Fremgang.
Atter lagde Mørket sig tættere og tungere over Jorden.
Atter flammede Kætterbaalene til Gud den Almægtiges Ære. Tusinder og atter Tusinder ihjelsloges. Og i deres blinde Had og Hævnlyst lode enkelte af Pavedømmets Tilhængere flere Tusinde Modstandere ihjelslaa paa een eneste Nat.
I Sandhed, Mørkets Magt var forfærdelig!

Og der kom atter Tider, da Folk rejste sig mod Folk, Broder mod Broder, Hersker mod Hersker.
Og medens Lovsange tonede i Kirkerne til Guds Ære, udøvedes i Hans Navn Mord, Plyndringer og de frygteligste Misgerninger.
Mørket lagde sig tættere og tungere over Jorden; i Landene var Nød og Elendighed.
Menneskenes Frygt blev end større, og de ængstedes end mere for Helvedes Fyrste, ængstedes end mere for alle hans Medhjælpere; og Troldmænd og Hekse pintes og opbrændtes.
Overalt var Mørke, overalt vare Lidelser; thi den Ældstes onde Sæd spirede og bar Frugt.
Men de Yngste vare ikke længer modløse; thi de stolede paa Gud, deres Fader; thi Han styrkede dem, og Han vejledede dem.
Omgivne af Lidelser, Kampe, Død og Elendighed vedbleve de at arbejde for Lysets Fremgang, vedbleve de at bringe Menneskene større Viden og flere Kundskaber.
Og naar de efter endt Jordeliv vendte tilbage til de himmelske Boliger, toge mange af dem ikke imod den Hvile, der med Rette tilkom dem; thi de længtes alle meget efter at bryde Mørkets Magt; thi de længtes alle meget efter at bryde den Ældstes Forbandelser; og de lode sig hastigen binde til nye jordiske Legemer for at drage Menneskene fremad mod Maalet.

Første Afsnit på Side 84Medens Sekel lagdes til Sekel, søgte de Yngste paa mangfoldig Vis at uddybe de Kundskaber, de alt havde bragt Menneskeheden.
Og de gave Menneskene end flere skønne og farverige Billeder, hvormed de smykkede Kirker, Paladser og Fyrsters Boliger.
Langsomt lærte de Yngste Menneskene at udgranske Legemets Bygning, dets Væv og Kar; lærte dem at finde Lægedom for nogle af Legemets mange Lidelser. Lærte dem at følge de flygtige Tankers bugtede Veje; lærte dem med kloge Ord at forme, klargøre og fastholde det engang tænkte.
Og de lærte dem at lytte til Tonernes Skønhed og Fylde; lærte dem at danne større og mindre Redskaber, ved Hjælp af hvilke de formaaede at frembringe et Væld af rene, fyldige Toner, en Mangfoldighed af skønne, harmoniske Klange.
Lærte dem at danne Redskaber, ved Hjælp af hvilke de bedre formaaede at udspejde de funklende Stjerners Veje og indbyrdes Stilling i det fjerne Rum.
Og de lærte Menneskene at løse nogle af de skjulte Kræfter og at drage Nytte af Kendskabet dertil; lærte dem at granske Naturens mangeartede Livsformer; lærte dem at finde nogle af de Love, der bære og binde det skabte - det mindste og det største.
Medens Seklerne svandt, lærte Menneskene at danne og forbedre Veje og Forbindelser mellem Jordens mange Riger og Lande; lærte at oplede og fremgrave nogle af de svundne Tiders skønne Stæder, mægtige Templer og stolte Boliger; talrige skjulte Skatte fremdroges af Jordens Skød, Skatte, der bragte Bud om Forfædrenes Liv og Færden.
Saaledes bragte de Yngste stedse større Viden og flere Kundskaber til Menneskene.
Og medens Aarene svandt, begyndte Lyset atter langsomt at brede sig hen over Jorden.
Men endnu fandtes Strid og Tvedragt, endnu udøvedes Mord, Drab og Ugerninger. Endnu formaaede Fyrster, Konger og Kejsere at rejse Folk mod Folk i Kampe og hærgende Krige.
Endnu bøjede mangfoldige Kristne sig tilbedende og anraabende for de hellige Mænds og Kvinders livløse Billeder. Endnu stredes mange med myndige Ord og flammende Tale om gamle og nye Læresætninger; og talrige Former for Kristendom fremstode.
Men endda vedblev Lyset at brede sig hen over Jorden - og langsomt begyndte Mørket at vige.
Men den Ældste, Mørkets Tjener, vedblev at dryppe sin Gift i Menneskenes Hjerter. Og i nogles Sind indsneg han de Tanker: at Gud ikke var. Og de, der troede ham, stode frem, og i deres Uforstand forsvarede de med megen Myndighed disse bespottelige Tanker.
Første Afsnit på Side 85Dog, Mørket vedblev at vige; og den Ældste forstod, at han ikke længer formaaede at standse Lysets Fremgang, og han vidste, at den Stund nærmede sig, da Mørkets Magt maatte brydes.
Da fødtes Angesten og Rædselen i hans Hjerte; thi han vidste, at sejrede Lyset over ham, da maatte han selv høste den onde Sæd, han havde saaet blandt Menneskene, da maatte alle de Forbandelser, han havde udslynget, vende sig imod ham selv. Og han frygtede, at Gengældelsen vilde knuse og tilintetgøre ham for Tid og Evighed; thi han mente, at for hans Synd gaves ingen Tilgivelse, thi han glemte sin Faders uendelige Kærlighed, glemte Hans Almagt, glemte Hans Barmhjertighed. _a35">