IV. Er Mennesket skabt af Gud? Hvorfra og hvorfor er Synden og Døden kommen til Menneskeslægten?

Tidsevigheder maatte svinde, medens Universet dannedes, førend det Tidspunkt oprandt, da Gud udvalgte Jorden til første Opholdssted for de uskabte Væsener, som endnu var i Hans Tanke.
Da Gud meddelte sine Børn, at Han vilde give dem en vanskelig Opgave at løse, den at lede umyndige Væsener frem til større aandelig Modenhed, stillede Han dem alle overfor Mørket i det Øjeblik, Han i sin Tale til dem sagde: "Naar da Tidens Fylde er kommen, vil jeg blandt eder udvælge nogle - -"
Gud siger ikke, hvem eller hvor mange Han vil overdrage Hvervet til. Han lader det staa hen i det uvisse, for at se, hvorledes Hans Børn vil tage den Mulighed, at nogle af dem kunde udvælges fremfor de andre. Da Gud, ved sine Børns Skabelse, begrænsede sin Forudviden om deres fremtidige Valg til Godt eller Ondt, kunde Han intet vide om, hvilket Indtryk Hans Ord maatte gøre paa de enkelte, førend de selv nøje havde gennemtænkt den stillede Opgave, hvorfor Han, efter at have vist dem den nydannede Verden, der langsomt modnedes til Liv, omstraalet og befrugtet af Lyset, overlod dem en Tid til sig selv, for at de alle kunde gøre sig fortrolige med den paatænkte Gerning.

I Ardors Beretning tales om de Ældste og de Yngste. Disse Navne maa dog nærmest betragtes som adskillende, da alle er skabte paa samme Tid - fremtraadte samtidig som synlige Individualiteter; men før deres synlige Fremtræden ligger dog en Tidsforskel, idet Gud i sin Tanke dannede den ene efter den anden, og først i det Øjeblik Hans Tanke havde dannet den sidste, fremtraadte de, i Kraft af Hans Villie, som synlige Væsener - alle i det samme Nu.
Første Afsnit på Side 157De af Guds Børn, som benævnes de Ældste, havde fortrinsvis lagt sig efter Tankens Abstraktioner og de kosmiske Love. De Yngste er dem, der havde lagt størst Vægt paa Farve-, Form-, Tonekunst o.s.v.

De Ældste kom meget hurtig til den Anskuelse, at de maatte bedst egne sig til at overtage en Ledelse af umyndige Væsener. Gud forstod da, at deres Magtbegær (Udslag af Mørkets Paavirkning) var begyndt at vaagne, og at deres Villie ikke var stærk nok til at begrænse eller standse deres Tankes Begær. Og Gud advarede dem; men da de, overhørende Guds Advarsel, forblev i den Lysverden, der omstraalede Jordkloden, begyndte Mørket langsomt og for dem umærkeligt at bryde frem og udskilles fra Lysets Kredsløb.
Efter som Tiden skred, fik Mørket større og større Indflydelse over de Ældste, hvilket gav sig Udslag i Selvretfærdighed, Utaalmodighed og Magtbegær.
Da Mørket, ved de Ældstes Overhøring af Guds Advarsel, begyndte at udskilles fra Lyset, begyndte tillige dets Hærværk paa selve Jordkloden, altsaa mange Aarmillioner førend det kom til de Ældstes Kundskab. Langsomt - ufattelig langsomt - opsugede Klodens Mørkekerne det indstrømmende Mørke, og langsomt - ufattelig langsomt - i Løbet af Aarmillioner, omdannedes Jorden fra en Lysverden til en Mørkets Verden.

Det Mørke, som tog Jordkloden i Besiddelse og omdannede den, var det astrale og det molekylare. Det astrale Mørke, der er en lavere Form for aandeligt Mørke, har mindre Partikler med noget større Kohæsions- og Adhæsionsevne end det molekylare.

Da Gud saa den begyndende Ødelæggelse af sit Værk, vidste Han, at Hans ældste Børn maatte falde; men skønt de Ældste i deres Utaalmodighed og Magtbegær selv vilde forsøge paa at skabe levende Væsener, vilde Gud ikke slippe dem, og Han advarede dem paa ny - dog med det samme negative Resultat. For hver Gang de Ældste overhørte Guds Advarsler, fik Mørket større og større Magt over dem, saa at de paa det Tidspunkt, da de alle i fuld Enighed besluttede at skabe af Mørket, havde fjernet sig saa meget fra Gud og fra Lysets Indflydelse, at deres Villie til det gode var fuldstændig brudt.
Side 158Ved den forenede Styrke af de Ældstes bevidste Tanke og Villie droges store Mængder af det bundfældede Mørke ud af de dækkende Lysbølger eller - Strømninger - og fuldendte den forlængst begyndte Ødelæggelse; og da de Ældste i deres Magtløshed ikke formaaede at standse eller begrænse det fremvældende Mørke, maatte de alle staa som raadløse og uvirksomme Tilskuere under den frygtelige Katastrofe, der ramte deres skønne Verden. I deres Rædsel over det skete glemte de for lange Tider den egentlige Aarsag til Ødelæggelsen: Ønsket om selv at skabe levende Væsener, og de hengav sig derfor alle til frugtesløse Forsøg paa atter at komme i Forbindelse med Lyset; men trods de mange Anstrengelser lykkedes det ikke for dem, hvorfor de var ude af Stand til at genopbygge eller nyforme den af Mørket ødelagte Lysverden. Da de alle frivilligt havde sat sig i Forbindelse med Mørket, bandt dettes magnetiske Kraft dem fast til sig, og i Lighed med Lyset, der gennemstrømmer Gud, gennemstrømmede Mørket de Ældste, hvorved dets Poler, ved de Ældstes Tanke og Villie til det onde, blev fremdraget af den latente Tilstand - dog uden at de Ældste selv forstod Aarsagen dertil.
Efter saaledes ved egen fri Villie at være bragt ind under Mørkets bindende Indflydelse kunde de Ældste ikke løses, førend de fuldtud havde angret deres syndige Handlinger. Saafremt Gud med Magt havde afbrudt Mørkets Strøm, vilde de med det samme være afskaaret fra nogen Sinde at kunne vende tilbage til deres Fader; dette var da bleven en evig uigenkaldelig Fortabelse, der absolut ikke vilde kunne forenes med Guds Faderkærlighed. Gennem de Ældstes egen frie Villie til Lyset maatte det Mørke, der gennemstrømmede dem, neutraliseres, førend Lyset atter kunde opsuge det.
Neutralt Mørke - i dette Tilfælde neutralt aandeligt Mørke, der frembringes af Mørkets hastigste Svingninger - er Mørke, som paa en eller anden Maade er bleven afpolariseret. Denne Afpolarisering fremkommer bl. a., hvor aandelige Lidelser hos det enkelte Individ vækker Sorgen og dermed Angeren over tænkte syndige Tanker eller udførte syndige Handlinger.
Det aandelige Mørke, der paavirkede de Ældste (identisk med det Mørke, som paavirker Menneskeheden), kan afpolariseres paa to Maader:
1) Gennem den urene, syndige eller forbryderiske Handling, der udøves i det Øjeblik, hvor den tilsvarende Tanke fremdrages til Virkelighed ved Individets Villie til det onde; Handlingen er Udslaget af Tankens og Villiens Møde, og ved Udslaget - Handlingen - afpolariseres Mørket, det mister for en Tid sin Tiltrækningsevne; men det er kun det Gran af Mørke, som paavirkede Individet til Handling, der afpolariseres. Et Øjeblik efter kan en ny Mørkebølge paavirke det samme Individ til den samme Tanke + Handling eller til en anden Mørkets Gerning.
Første Afsnit på Side 1592) Ved Individets Sorg over de urene eller syndige Tanker mister Tanken og Villien den gensidige Tiltrækningskraft til det onde, idet der sker en første Dragning hen imod Lyset, hvorved Mørket afpolariseres. Gennem Angeren elimineres den onde Tanke og den onde Villie, idet Lyset ved Individets Anger sejrer fuldstændig over Mørket.
For muligvis hurtigere at vække denne Sorg og Anger hos de Ældste lovede Gud sine yngste Børn at kalde paa deres faldne Brødre og Søstre; thi saafremt Lyden af Guds Stemme var i Stand til at fremmane Erindringsbilleder i de Ældstes Tanker, og de opdukkende Minder kunde vække Sorgen over det, der var tabt ved deres egenmægtige Handlinger, vilde Angeren hurtig følge efter og afbryde Mørkets Strøm, saa at Lyset atter kunde bære dem tilbage til Faderhjemmets skønne Verden.

De Yngstes Henvendelse til deres Fader skete først flere Aarmillioner efter at Mørkets Udskillelse var begyndt. De Yngste var efterhaanden blevet fortrolige med den Tanke, at Udvælgelsen maatte falde paa deres ældre Brødre og Søstre, og da disse saa ofte, uden de Yngstes Ledsagelse og uden at meddele dem noget om deres Udflugter, havde besøgt den nye, straalende Lysverden om Jordkloden, var de Yngste blevet vante til for lange Tider ad Gangen at undvære deres Brødre og Søstre. Men efter som Tiden svandt, uden at de kom tilbage, blev de Yngste urolige og henvendte sig til Guds Hjælpere; disse gav dem da Underretning om det, der var sket. Og deres Sorg blev grænseløs.
Til Trods for det bestandige Samvær med Gud havde Han intet sagt til sine yngste Børn om de øvriges Fald. I sin uendelige Kærlighed vilde Han ikke lade dem lære Sorgen og den smertelige Adskillelse at kende, førend de selv gjorde Forespørgsler om de borteblevne.

I de Aarmillioner, som svandt, medens de Ældste forgæves søgte at nyskabe deres Rige og udrense Mørket, strømmede dette tættere og tættere ind over Jordkloden, forenede sig med dens Mørkekerne og levendegjorde en Del af de Livskim, der var givet af Gud. Disse Livskim, saavel de, der var bestemt til at blive Dyreformer, som de, der var bestemt til Planteformer, vilde, hvis de var bleven fremkaldt under Lysets direkte Bestraaling, ikke have været underkastet Død og Forraadnelse, da det var Guds Tanke, at de skulde forblive i de Skikkelser, hvori de var fremkaldt, til Glæde og Nytte for de Lysvæsener, som Han havde tænkt at skabe. Naar da Jordens Rolle som første Opholdssted for disse Væsener engang var udspillet, vilde Dyre- og Planteverdenen, i Kraft af Guds Villie, atter opløses og opsuges af Lyset.
Første Afsnit på Side 160Da det imidlertid blev Mørket, der befrugtede de hvilende Kim og kaldte dem frem til Livsvirkelighed, blev intet, saaledes som Gud, ved sin Tanke, fra første Færd havde bestemt det til at blive; alt blev forvrænget, forgrimmet og meningsløst, ligesom alle fremkomne Dyre- og Planteformer, paa Grund af Mørkets ringe Kohæsions- og Adhæsions- samt Regenerationsevne, underkastedes en mere eller mindre kortvarig Levetid.

Efter at de mange Forsøg paa at rekonstruere det ødelagte Rige ikke gav de Ældste noget positivt Resultat, besluttede de at stige ned paa Jordkloden for at undersøge den dér skete Ødelæggelse.
Foruden de i Ardors Beretning omtalte Uhyrer fandtes tillige nogle Mikroorganismer, f. Eks. Forraadnelsesbakterier. Men Flertallet af de sygdomsvækkende Sporer er opstaaet i de følgende Tider, fremkaldt af Mørket, ofte udtænkt og skabt af de Ældste. Talrige Arter er opstaaet, degenereret eller ganske gaaet til Grunde, medens nye er kommet til; og saaledes vil det vedblive at være i uoverskuelige Tider, men aftage i samme Maal som Mørket elimineres. Dog vil enkelte Mikroorganismer, som f. Eks. de tidligere omtalte Forraadnelsesbakterier eller lignende Arter, findes, saa længe som der er Liv paa Jorden.
I de Aarmillioner, der svandt fra den Stund Mørket begyndte at brede sig hen over Jordkloden, udvikledes efterhaanden de talrige Dyre- og Planteformer, som fandtes paa det Tidspunkt, hvor de Ældste opdagede den paa Jorden skete Ødelæggelse. Udviklingen foregik meget langsomt gennem mange og forskellige Udviklingstrin, fra enkeltcellede til flercellede, til mere og mere sammensatte Organismer og Former. Og efter som Mørket yderligere koncentreredes om og paa Kloden, fremkom de grufulde, gigantiske og fantastiske Dyreskikkelser.
Nogle af disse Dyreskabninger, der forfærdede de Ældste ved deres frygtindgydende Udseende, blev Stamfædre til flere af de senere Tiders Dyreslægter, men en Del af disse senere Dyreformer udvikledes ved Mørkets fortsatte Befrugtning af de endnu værende latente Livskim. Denne Udvikling skete ligeledes meget langsomt fra usammensatte til højere Organismer. Mørkets jordisk materielle Udslag svækkedes ikke, førend den ved de Ældstes Fald afbrudte Forbindelse mellem Lyset og Jordkloden paa ny var bleven genoprettet.
Første Afsnit på Side 161Indtil Kloden atter var bleven draget ind i Lysets Kredsløb, parredes Dyrene i Flæng; ved disse Krydsninger opstod et Utal af Arter. Først efterhaanden som Lyset senere hen fik større ordnende Indflydelse, skabtes Betingelser for en mere regelbunden Formering indenfor de da bestaaende Arter, hvorved Dyreverdenen - ligesom Planteverdenen - paa mange Maader blev forbedret og forædlet.

Mørkets Molekylarsvingninger (Svingninger med Mørkets største Partikler), der frembragte og frembringer de for det menneskelige Øje synlige jordiske Former og Skikkelser, fast- og sammenholdes af det astrale Mørkes noget hastigere Svingninger.
Saafremt Mørkets Molekyler ikke fastholdtes af det
astrale Mørke, vilde Molekylerne paa Grund af det lavere Svingningstal meget let løsnes og adsplittes. Derfor har alle jordiske Dyre- og Planteformer, alle organiske og uorganiske Stoffer og hvad deraf er formet eller forarbejdet, en astral Genpart (ikke synlig for Menneskeøjet), dannet af det astrale Mørkes hastigere Svingninger: mindre Partikler med større Kohæsions- og Adhæsionsevne. Disse astrale Genparter er saaledes sammenvævede med den jordiske Materie, at det endog fra oversanselig Side vanskeligt kan paavises, hvor det ene begynder og det andet hører op.

Det astrale Mørkes Svingningstal ligger omtrent midt imellem Mørkets laveste og højeste Svingningstal. Det aandelige Mørke har højest Svingningstal og er det Mørke, der paavirker Tanken og Villien til at synde. I Ardors Beretning gøres ingen Forskel paa aandeligt og astralt Mørke.

Naar de jordiske Skabninger og Former angribes af sygelige Tilstande - Mørkeophobninger, Mikrobeangreb, Underernæring, Hede, Tørke, Kulde o. l. - slappes Forbindelsen mellem de astrale Genparter og de jordiske Molekylarfrembringelser, idet Molekylernes Svingningshastighed nedsættes. Saafremt de sygelige Tilstande o.s.v. ikke kan ophæves, saa at den slappede Forbindelse atter kan strammes og paa ny fungere normalt, dør det levende bort, bliver livløst. Genparterne af de døde Legemers og Planters blødere Dele frigives og udskilles, hvorpaa de, efter kortere eller længere Tids Forløb, opsuges af Mørket for derefter at gaa over til eller fremstaa under andre Former.
Første Afsnit på Side 162Ved de astrale Genparters og de jordiske Formers Adskillelse sker atter en betydelig Nedsættelse af Mørkets Molekylarsvingninger, saa at Molekylerne helt mister Evnen til Modstand overfor Angreb af Mikroorganismer; de døde Legemers Bløddele og de visnede Plantedele gaar da i Forraadnelse, (hvis de ikke opbevares ad kunstig Vej, f. Eks. ved Tørring, Frysning eller ved Kemikalier), hvorefter de opsuges af Jorden og de atmosfæriske Lag, for atter at gaa over i andre Former, dels jordiske, dels astrale.
Genparterne af de døde Legemers og Planters fastere Substanser, som Knogler, Hornvæv, Tænder - Bark og Ved frigives ikke, før disse Genstande paa en eller anden Maade ødelægges, f. Eks. ved Hensmuldring, Svampeangreb, Opbrænding o. l., men Forbindelsen mellem Genparterne og de jordiske Former vedbliver at være slap, d. v. s. den noget nedsatte Svingningshastighed bibeholdes. Naar disse Genparter efterhaanden frigives, opsuges de ligeledes af det astrale Mørke.

Skønt de Ældstes tidligere Lysverden var bleven fuldstændig gennemsyret af det indstrømmende Mørke, var de Ældste dog, paa Grund af deres guddommelige Oprindelse, i Stand til at skelne i Mørket, ligesom alle Former i det ødelagte Rige var faste og virkelige for dem; hvorimod alt paa Jordkloden, der var fremkaldt af Mørkets Molekylarsvingninger, forekom dem at være taagede og uvirkelige Livsformationer.

Da de Ældste paa deres Vandringer hen over Jordkloden havde set, at det af Mørket fremkaldte Plante- og Dyreliv var forgængeligt, forstod de, at de ikke kunde skabe udødelige Væsener i deres egen Lignelse; men trods denne Viden besluttede de alligevel at skabe. Deres Forsøg mislykkedes dog bestandig, indtil de enedes om at tage Dyrene til Forbillede, særlig i alt, hvad der angik Forplantnings- og Ernæringsspørgsmaalet.
Henved to Millioner Aar - en lang Tid efter menneskelig Opfattelse - arbejdede de Ældste paa at forme deres Tanker i det astrale og det jordiske Materiale. Omsider lykkedes det for dem at skabe de første levedygtige Individer af Menneskeslægten - dyrelignende Skabninger. Men da de var mange om Arbejdet, og da deres Skønheds- og Formsans, paa Grund af Mørkets forvirrende og forvrængende Indflydelse, ikke længere stod paa Højde med den enkeltes Evne til at ville, skabtes flere meget forskellige Typer, som alle kun stod nogle faa Grader over Dyrene.
Første Afsnit på Side 163Altsaa: Menneskeslægten nedstammer ikke gennem forskellige Udviklingstrin fra Dyrene, men er fremgaaet af skabte Væsener.
Hvorledes de Ældste udførte denne Skabelse, vil ingen Sinde blive forklaret for Menneskene. _ko04">