VII. Hvorledes blev Guds Børns aandelige Legemer bundet til Menneskelegemer? Og hvorledes bragte de Yngste Lyset til Menneskene?

Første Afsnit på Side 173I det Øjeblik, hvor den første svage Spire til et nyt Menneskelegeme er dannet ved Undfangelsen, modtager den sin Del af den guddommelige Lysstrøm, der binder Menneskeheden til Gud. Samtidig med Fosterets fremadskridende Udformning opsuger det guddommelige Element det fra de Ældste givne svage aandelige Lys, som gennem Mørkets Strømninger ligeledes tildeles ethvert Menneskefoster ved Undfangelsen og derved svagt aandeligt beliver eller levendegør Menneskets astrale Genpart. Selve Genparten opsuges derimod ikke, da den er fuldkommen indvævet med det jordiske Legeme. Den astrale Mørkegenpart løses og fraskilles først efter at det jordiske Legemes Død er indtraadt.

Naar Døden er indtraadt, løsnes den astrale Forbindelse med Legemets Bløddele, Genparten frigives og udskilles. I det Øjeblik den er frigivet, har den det døde Legemes ydre Form og Udseende, men denne Lighed bibeholdes kun en kort Tid - 5 à 20 Minutter -, saa opløses den, bliver taageagtig, opsuges og forsvinder. Opsugningstiden er variabel, da den er afhængig af forskellige Omstændigheder. Dør Mennesket i fri Luft, opløses Genparten hurtig, hvorimod Opløsningen hindres i lukkede Rum.
Hvis Mennesket aflives ved en pludselig, en voldsom Død, uden forudgaaende Sygdom, varer det en længere Tid, før Adskillelsen af Genparten og det jordiske Legeme er fuldbyrdet; dette Tidsrum kan variere fra et Par Timer til henimod et Døgn.

    Ved Barnets Fødsel er det fra de Ældste modtagne Lyselement fuldstændig elimineret af det guddommelige, der omhyller Barnets jordiske Legeme som en svagt lysende Taagesky, hvori man fra oversanselig Side neppe kan skimte de spæde menneskelige Former. Efter som Barnet vokser i legemlig Henseende, vokser i samme Maal den aandelige Lysomhyldning, men bibeholder stadig sit taageagtige Udseende. Naar det fysiske Legeme dør, hvad enten det sker i den spæde Alder, i Oldinge-Alderen eller i de mellemliggende Aldre, løsgives den aandelige Omhylning, idet den samtidig fortættes, til den danner en nøje Kopi af det døde Legeme. En ny Menneskeaand er skabt og har i det afsluttede Jordeliv gjort det første Skridt paa den besværlige Vandring til det fjerne Faderhjem.
Første Afsnit på Side 174Det som her er meddelt om det guddommelige Elements Tilknytning til Menneskelegemet, gælder ethvert Menneskefoster; men i de Tilfælde, hvor en af de Yngste, eller en tidligere skabt Menneskeaand, der skal fortsætte sine Inkarnationer, skal knyttes til det vordende Menneskelegeme, sker denne Tilknytning i den fjerde eller femte Svangerskabsmaaned. Aanden, der skal inkarneres, bringes til Jorden og knyttes til Fosteret ved det "livgivende" Baand - en elastisk Streng formet af Lysets finere Materie og saaledes indvævet med den menneskelige Hjernes Kar- og Nervesystem, at kun Døden kan opløse Sammenvævningen.
Efter at Aanden er bunden til Fosteret, opholder den sig i den svangre Kvindes umiddelbare Nærhed. Medens Fosterets Dannelse skrider frem, udviskes Aandelegemets ydre Former mere og mere, indtil det, i den Stund Menneskebarnet fødes, forenes med Barnelegemet, omhyller det som en Kappe og antager Udseendet af en svagere eller stærkere lysende Taagedannelse, i hvilken man, fra oversanselig Side, skimter Barnets menneskelige Former som et mørkere Legeme.
Naar Aanden ved Barnets Fødsel er forenet med Menneskelegemet, smelter det langsomt, gennem Opsugning, sammen med det guddommelige Element, der var tilført Fosteret i Undfangelsesstunden. Dette guddommelige Element beriger saaledes Aanden ved hver ny Inkarnation, med et større aandeligt Plus, hvis det er en Menneskeaand; er det derimod en af de Yngste, der er knyttet til Barnet, smelter det sammen med Aanden uden at give større aandelig Styrke, da enhver af de Yngste staar uendelig højt over Menneskeaanderne, selv over den mest fremskredne.
    Hvis Fosteret dør, inden det er fuldbaaret, frigives Aanden, der er bundet til det, og antager i Løbet af kort Tid det Udseende, den havde, før den blev knyttet til Fosteret - Inkarnationen fuldbyrdes saaledes ikke. Er Aanden under Barnets Fødsel forenet med det - har antaget dets Udseende - og Barnet dør kort efter Fødselen, bringes Aanden i Barnets Skikkelse, tilbage til Sfærerne og opvokser dér i Plejehjem, til Myndighedsalderen er naaet, og gaar da ind til en ny Inkarnation. Disse Perioder for Aander, der som Børn vokser op i Sfærerne, betragtes som Hvile- og Læretider.
Første Afsnit på Side 175Det her meddelte gælder alle Menneskeaander, hvis jordiske Legeme dør i Barnealderen.
Naar de Yngste ved Døden løses fra den jordiske Tilværelse, beholder deres Aandelegemer det menneskelige Legemes Former, indtil de Yngste efter kortere eller længere Tids Forløb har gjort omhyggelig Rede for, hvad de har udrettet blandt Menneskene; derefter antager Aanden atter det Udseende, som den har modtaget fra Gud. Hvis de Yngste er knyttet til Menneskelegemer, der dør i Barnealderen, opvokser de ikke i Lighed med Menneskeaanderne i Sfærernes Plejehjem, men bringes af Skytsaanden til deres Hjem i den sidste Sfære, hvor de da efter en kort Hvile, i Kraft af Guds Villie, antager den oprindelige Skikkelse. Det modsatte vilde ellers bringe mange unødige Forsinkelser i de Yngstes Arbejde for Menneskehedens Fremgang.
Naar som helst de Yngste ønsker det, eller det af en eller anden Grund gøres nødvendigt, kan de paatage sig hvilken Skikkelse de vil fra tidligere Inkarnationer. De benytter ofte denne Evne, naar de, i de forskellige Sfærer, besøger Menneskeaanderne, for at disse i dem kan genkende den Slægtning, Ven eller Veninde, som de i en samtidig Inkarnation har faaet kær.

Da Opholdet i Sfærerne for de unge og uudviklede Aander, normalt, er temmelig kortvarigt (fra 5-30 Aar), kan Menneskene ikke vente efter hver Inkarnation at træffe alle de forudgangne Slægtninge og Venner; men der bliver altid sørget for, at de Mennesker, som i de jordiske Inkarnationer elskede hinanden eller var Venner, af og til kan mødes under Opholdet i Sfærerne.
Menneskeaander, som i de jordiske Tilværelser har haft fælles aandelige Interesser, sympathiske Forbindelser og lignende, slutter sig ofte sammen i større eller mindre Kredse. Kredsenes forskellige Medlemmer vil da mødes, snart i den jordiske, snart i den oversanselige Tilværelse; og naar de alle i Kraft af deres Villie til Lyset har overvundet Mørkets Magt og saaledes har fuldendt de mange Reinkarnationer, bliver de, der har sluttet sig sammen, alle samtidig overført til en af Kloderne i de fjerne Stjerneuniverser for dér at fuldstændiggøre deres aandelige Udvikling.

Menneskeaanderne beholder som frigjorte Præget af det jordiske Legeme, indtil en ny Inkarnation begynder, hvor de da, som meddelt, antager det nyfødte Menneskebarns Udseende og formes efter Barnet, medens dette vokser til og lever sit Liv.
Side 176Dør Mennesket i den ældre Alder eller i Oldinge-Alderen, beholder den frigivne Aand det ældede Præg, indtil den har gjort Rede for sit Jordeliv, hvorefter den antager det Udseende, som Menneskelegemet havde i 30-40 Aars Alderen.

Ved det livgivende Baand er Aanden under spontan Frigørelse ved alvorlige Sygdomme, hvor Legemet under Feberanfald er bevidstløst, eller ved Ulykkestilfælde, hvor den tilskadekomne besvimer, under Narkose eller lign., dog stadig forbunden med Legemet. Enkelte Mennesker bevarer undertiden svage Erindringer fra denne Aandens og Legemets Adskillelse.
Ligeledes under Søvnfrigørelse er Aanden bunden til sit fysiske Legeme ved Baandet, selv om den under Legemets Søvn opholder sig i Sfærerne. En saadan natlig Søvnfrigørelse tillades i Tilfælde, hvor Aanden har paataget sig en eller anden Mission i sin menneskelige Tilværelse; den kan da af og til, naar det gøres nødvendigt, vende tilbage til sin Bolig i den oversanselige Verden, hvor den gennem Samtaler med sine aandelige Ledere styrkes i sin jordiske Opgave.

For at de Yngste og Menneskeaanderne kan blive i Stand til at eliminere det Mørke, der uafladelig gennemstrømmer Menneskelegemerne, dannes, i Kraft af Guds Villie, ganske mekanisk samtidig med Barnets Fødsel, et Opsugningslag, formet af Lysets finere Materie; dette Opsugningslag omgiver hele Legemet som et tætsluttende Hylster paa ca. 1/8 Millimeters Tykkelse. Hylsteret omsluttes atter af Aanden, der, efter at være forenet med Barnet og efter at have opsuget det guddommelige Element, bestandig opsuger og, i mer eller mindre høj Grad, eliminerer det gennem det astrale Legeme idelig fra de Ældste strømmende Mørke; dette Mørke blev i sin Tid afpolariseret ved det aandelige Lysmoment, der laa til Grund for Menneskenes Skabelse.

Set fra oversanselig Side ligner Mennesket en ægformet, stærkere eller svagere lysende Taagedannelse, hvori de menneskelige Former kun svagt skimtes. Først ses i Taagedannelsen Aanden i menneskelig Skikkelse, noget svagere lysende end Lysomhylningen, og indenfor Aandelegemets Konturer et mørkere Legeme: selve Mennesket+den astrale Genpart indrammet af en lysende Linie - Hylsteret. Jo højere og renere den Aand er, som er knyttet til Mennesket, jo stærkere lysende er Taagedannelsen og Aandelegemets Udstraalinger (Aura).

Opsugningslaget tjener tillige som Isolationslag, idet den Side af Hylsteret, der vender imod Aanden, er af en saadan Beskaffenhed, at det normalt skal kunne tilbageholde den Viden, de Egenskaber, Erindringer og Erfaringer, som den til Legemet knyttede Aand er i Besiddelse af, og som ikke skal ledes til den menneskelige (fysiske) Hjerne igennem det livgivende Baand. Forbindelsen mellem Aanden og det jordiske Legeme er ordnet paa en saadan Maade, at kun saa meget kan slippe igennem af Aandens Intelligens, som er nødvendigt til at frembringe den menneskelige Personlighed i det foreliggende Jordeliv. Gennem Hjernen staar Mennesket i Rapport med sin Aand, saa at alt, hvad Mennesket tilegner sig af Viden og Erfaringer under de mange Jordeliv, bliver Aandens umistelige Eje.
Første Afsnit på Side 177Hvis Aanden, medens den er knyttet til et Menneskelegeme, ikke var beskyttet af Isolationslaget, vilde den komme i for stærk Rapport til den fysiske Hjerne, hvorved, særlig for de Yngstes Vedkommende, Lidelserne ved at opholde sig i de jordiske Omgivelser vilde blive ganske uudholdelige. Erindringen om Livet i Guds Rige samt Længselen efter at vende tilbage maatte da nødvendigvis virke saa knugende og nedtrykkende, at de Yngste vilde blive ude af Stand til at gennemføre deres Arbejde for Menneskehedens Vandring mod Lyset.
Ved Dødens Indtræden løses Isolationslaget og opsuges af Lyset i et Tidsrum af 3-6 Timer. Dog har der været Tilfælde, hvor Lyset paa Grund af Mørkeophobninger ikke har været stærkt nok til at opsuge Isolationslagene i den normerede Tid, hvorfor disse Hylstre, tit i Aaringer, har holdt sig paa de Steder, hvor de tilsvarende jordiske Legemer var døde. Da Hylstrene har en umiskendelig Lighed med Legemerne, som de engang omsluttede, er det hændt, at clairvoyante Mennesker fejlagtig har antaget dem for de dødes Aander (Spøgelser).
Altsaa: et Menneske bestaar foruden af det jordiske Legeme og dets astrale Genpart tillige af et Opsugnings- og Isolationslag, der sætter Aanden i Stand til at eliminere det fra de Ældste gennemstrømmende Mørke, samt hindrer Erindringer om tidligere Inkarnationers Oplevelser i at virke forstyrrende paa Individets Livsførelse; dernæst af det aandelige Jeg (Tanke, Villie og Aandelegeme), der repræsenteres henholdsvis af en nyskabt eller mere fremskreden Aand, og som er bunden til det menneskelige Legeme ved en Streng eller et Baand, der sønderrives og opløses i Menneskelegemets Dødsstund.

I den jordiske tredimensionale Verden har Hylsteret, Aandelegemet, Baandet og den aandelige Lysomhylning ingen rumopfyldende Evne.
Side 178Da Dyrene ikke er begavede med et evigtvarende aandeligt Liv - ingen Aand er knyttet til Dyrelegemerne - har Dyrene i Modsætning til Menneskene intet Opsugnings- og Isolationslag.
Dyrenes "Intelligens" eller Instinkt opbevares fra Individ til Individ i de astrale Genparters Hjerne, der paavirker Dyrenes jordiske Hjerne, saa at disse lever det jordiske Liv fuldkommen instinktivt og driftsmæssigt. (En nærmere Forklaring findes i Oversigten pag. 276-77.)





















_ko07">