XIII. Hvorledes skal vi opfatte Fristelsen i Ørkenen?

Da Mørket idelig gennemstrømmer alle Mennesker, kan intet Menneske være syndefrit. Hvor ren og ophøjet en Aand Jesus end var i den for Mennesker oversanselige Verden, maatte han, ligesom alle de Yngste, medens de er bundne til menneskelige Legemer, lide under de Synder, Urenheder og lave Begæringer, som klæber ved Menneskeslægten. Men da Gud var hans Skytsaand, hans Samvittighed, stod Jesus i Renhed saa højt over alle menneskelige Væsener, som kun den kan det, der har "Guds Tanke og Stemme" til Samvittighed.
Naar de Yngste i deres Jordeliv er naaet til en vis Grad af aandelig og legemlig Modenhed, søger Skytsaanden med alle til dens Raadighed staaende Midler at lede sin Myndling ind paa den Gerning, der skal udføres. Kun for ganske enkelte af de Yngstes Vedkommende har der kunnet være Tale om, under deres Menneskeliggørelse, at lede dem ind paa en Forstaaelse af Forbønnen for den Ældste, den faldne Broder. Hvor der før Inkarnationen er bleven aflagt et bestemt Løfte om Forsøg paa at yde den Ældste denne Hjælp, har det først og fremmest været Skytsaandens Opgave, som en Indledning til Myndlingens Gerning blandt Menneskene, at vække hans Erindring om det Løfte, der blev givet, før den jordiske Tilværelse paabegyndtes.
Tidspunktet er altid bleven valgt efter Samraad med Gud, men først efter at Skytsaanden har tilrettelagt alt paa den bedste Maade og Myndlingen i sin menneskelige Tilværelse staar paa sit aandelige Kulminationspunkt. Naar det er naaet, griber Skytsaanden ind i det givne Øjeblik for at støtte og retlede. Som oftest har da Skytsaanden under Angreb eller Fristelser fra den Ældstes Side søgt at vække sin Myndlings Erindring om Bønnen for den faldne Broder; men har Myndlingen ikke formaaet at erindre noget om sit givne Løfte eller at fatte Tilraabet, er det gunstige Øjeblik forspildt - for den Inkarnation - og et nyt Forsøg er overflødigt, da et saadant Forsøg umuligt vil kunne lykkes paa et senere Tidspunkt, naar det ikke lykkedes, dengang Myndlingen havde naaet Kulminationspunktet paa det specielle aandelige Felt, der var nødvendigt som Basis for den lovede Missions heldige Gennemførelse.
Første Afsnit på Side 195Grunden til, at et nyt Forsøg i samme Retning ikke gentages, er den, at da Mørket, i det først valgte Øjeblik, har faaet Overtaget, vil Mennesket i den foreliggende Inkarnation ikke kunne naa højere i aandelig Vækst paa det Omraade, hvor Mørket sejrede. Væksten standser, Mennesket stagnerer - ofte i al aandelig Indsigt - og i de fleste Tilfælde faar Mørket større og større Indflydelse, bliver lettere i Stand til at forvirre og forvanske al Opfattelse og alle Begreber. Den Stund, hvor Mennesket ved at stilles overfor den Ældste eller overfor den paatagne Opgave, skulde erindre sit givne Løfte, bliver saaledes ofte tillige det absolute Kulminationspunkt for dets aandelige Modenhed.
Er Mennesket derimod i Stand til i det givne Øjeblik at erindre sit før Inkarnationen givne Løfte, vil denne første store Sejer over Mørket forlene ham med en endnu større aandelig Styrke end den, han alt er i Besiddelse af; og drager den vundne Sejer nye Sejre over Mørket efter sig, vil Mennesket stige endnu mere i aandelig Styrke, Fasthed og Myndighed. En saadan stedse stigende Vækst - stigende i samme Maal som Mørket besejres - kan da, hvis det gøres nødvendigt for den lovede Missions Udførelse, vedblive, lige indtil Aanden, efter fuldendt Gerning, ved den jordiske Død løses fra al videre Forpligtelse.

Skønt Jesus fuldtud var Mand - følte, led og begærede som Mand - var hans Tanker dog rene. Den Ældstes Forsøg paa at indgive ham syndige og urene Lyster maatte derfor strande paa hans Væsens Renhed. Men den Ældste gjorde stadig nye Forsøg paa at gøre Jesus uskikket til den Mission, som han havde paataget sig; og selv om den ældste af de Yngstes Kærlighed til den faldne Broder og til den lidende Menneskehed var dyb og inderlig, var han som Mennesket Jesus dog endnu ikke i Stand til, ved sin Kærlighed og Medlidenhed, at bortstøde det Mørke, som den Ældste samlede om ham, hvorfor han i det givne Øjeblik misforstod sin Samvittigheds, Guds, manende Røst. Og den Stund forspildtes, hvor Jesus ved en Bøn om Hjælp ikke for sig selv, men for den Ældste, Fristeren, kunde have kaldt Angeren til Live hos ham og derved løst ham ud af Mørkets Tvang.
Første Afsnit på Side 196Gud valgte at minde Jesus om Bønnen for den faldne Broder, i det Øjeblik denne fristede Jesus haardest ved sit Forsøg paa at indgive ham hovmodige Tanker om den Gerning, der var betroet ham blandt Menneskene. Jesu Kærlighed til og Medlidenhed med Menneskeheden havde altsaa paa det Tidspunkt naaet Kulminationspunktet. Han stod da højt ophøjet i sin Kærligheds og Medlidenheds hele Fylde ved Indgangen til sin Gerning, stolende paa Guds Hjælp, og i den faste Tro, at han ved sit Vidnesbyrd om Guds uendelige Kærlighed og Barmhjertighed kunde lære Menneskene at elske hverandre, at leve i indbyrdes Fred og Forstaaelse under den Højestes Ledelse. Opfyldt af glade Forhaabninger var Jesus søgt ud til et ensomt Sted for at tænke over, hvorledes han bedst kunde træde frem med det, han havde paa Hjerte.
Men Fristeren fulgte ham, og da menneskelig Angest og menneskelig Egenkærlighed fik Jesus til at anraabe Gud om Hjælp for sig selv, drog Gud i Kraft af sin Villie Mørket bort fra den Ældstes Aasyn - og Jesus genkendte ham; i samme Nu erindrede han sit givne Løfte - Bønnen for den faldne Broder - men da var det for sent, Mørket havde sejret over ham.
For at minde Jesus om den Mulighed, at den Ældste kunde sejre endnu mere over ham ved at vildlede Menneskene og sætte dem op imod ham, gentog Gud de Ord, Han havde sagt til ham ved Samtalen førend hans Inkarnation: Menneskene ville give dig Døden, Korsets Død. Ved denne Paamindelse skulde Jesus bestandig have for Øje, at det ikke var Gud - men den Ældste og Menneskene, der vilde give ham de Lidelser og den Død, der muligvis ventede ham.

Ved hver Inkarnation, gennemlevet af Kærlighed til den Ældste og af Medlidenhed med Menneskene, bryder enhver af de Yngste en Del af Mørkets Magt, saa at de ved hver ny Inkarnation i stedse stigende Grad kan tilbagevise Mørkets Angreb. Den ældste af de Yngste, der ved sin frivillige Fremtræden og ved sit frivillige Løfte paa Guds Spørgsmaal om Hjælp til de Ældstes Skabninger gjorde den første og tillige den største Indsats for sine faldne Søskendes og for Menneskehedens Frelse, viste sig ved denne Handling at være den skønneste, reneste og ypperste Genspejling af Guds egen Kærlighedsfylde. Han blev saaledes selvskreven til at være den, for hvem det engang maatte lykkes at frigøre den Ældste og alle, der var faldet med ham.
Igennem den Førerstilling, han saaledes kom til at indtage blandt sine Søskende, skabtes der en Mulighed for, at han ved sin enestaaende Kærligheds- og Medlidenhedsfølelse, efter kun at have gennemlevet nogle faa Inkarnationer, kunde naa til at sejre over Mørket. Der var derfor en Mulighed, selv om den kun var svag, for, at han allerede i sin femte Inkarnation - Inkarnationen som Jesus af Nazareth - kunde have opfyldt sit Løfte: som Menneske at føle Medlidenhed med sin faldne Broder og ved en inderlig Bøn om hans Frelse vække hans Anger og vinde ham tilbage. Men, som alt sagt, Mennesket Jesus formaaede ikke helt at frigøre sig for Mørkets knugende Tryk, og skønt Jesu Kærligheds-, Barmhjertigheds- og Medlidenhedsfølelse overfor den lidende Menneskehed ingen Sinde svækkedes, svækkedes efterhaanden hans Tillid til og Tro paa, at hans Gerning blandt Menneskene vilde bære synlige Frugter, og mod dette saarbare Punkt rettede den Ældste sine Angreb, saa at Jesus i sin Fremtræden, særlig overfor Modstandere og Spottere, ikke altid formaaede at optræde med tilstrækkelig overbevisende Myndighed, men ofte tav uden at indlade sig paa nogen om helst Argumentation hverken for sit eget eller imod de andres. Paa Grund af denne hans Modløshed kunde den Ældste som "Mørkets Tjener" vedblivende udnytte sin Magt over Menneskene til at imødegaa Jesu Gerning med en - i Forhold til Jesu tiltagende Modløshed - stedse stigende Modstand, en Modstand, som til sidst nedbrød Jesu aandelige Myndighed og bragte ham Døden paa Korset.

Første Afsnit på Side 197Jesus var clairvoyant, saa altsaa til Tider med sit "indre Syn". Da Aanden omslutter det jordiske Legeme, bliver Udtrykket paa en Maade misvisende; men da denne Betegnelse for Aandens Syn har vundet Hævd i Sproget, er den benyttet i Ardors Beretning, hvor andre Udtryk og Former vilde bryde Stilens Rytme. _ko13">