XXV. Var det forud bestemt, at Judas skulde forraade Jesus? I hvilken Hensigt og med hvilke Ord indstiftede Jesus Nadveren?

Indtoget i Jerusalem, der i Evangelierne indleder Paaskemaaltidet, er Legende, dannet over en Tildragelse fra en tidligere Paaskefest.
Side 206To Aar før sin Død beskadigede Jesus sin Fod ved at snuble over en Sten, da han nogle Dage før "de usyrede Brøds Højtid" kom vandrende ad Vejen til Jerusalem. Da Foden smertede meget og han ikke kunde støtte paa den, bad han nogle af de Apostle, der ledsagede ham, om at skaffe ham et Æsel.
Dette menneskelige Uheld ligger altsaa til Grund for Legenden om det "palmestrøede Indtog". (Sammenlign Joh. 12. 16. V.).

Under Paaskemaaltidet sad Jesus og hans Apostle ved smaa lave Borde, der var stillet saaledes sammen, at de dannede et fælles aflangt Bord. Skønt Jesus ofte deltog i Maaltider, hvor Deltagerne spiste liggende paa Løjbænke, skete dette aldrig, hvor han selv var Vært; alle sad da paa en Art høje Skamler eller Taburetter, som det var Skik og Brug i hans Fødeby Nazareth.
Af Jesu Samtale med Apostlene under Maaltidet er i Ardors Beretning kun medtaget det, der kan have en almenmenneskelig Interesse; den er derfor kun gengivet i Brudstykker.
I sin Afskedstale til Apostlene, efter at han havde paabudt dem at forkynde hans Lære, paalagde han dem ogsaa at forkynde den for Hedningene; men han opfordrede dem ikke til at døbe de omvendte, som det fortælles i Evangeliet.
Paabudet om Hedningemissionen skete saaledes ved Afskeden og ikke, som det urigtig meddeles i Evangeliet, ved Jesu Tilsynekomst efter Døden.
Men da Jesus gav Apostlene dette Paabud, tænkte han kun paa de nærmest omboende ikke-jødiske Folkeslag, samt paa Grækerne og Romerne, hvis Tilbedelse af de mange Guder var ham velkendt.
Paa Jesu Tid var Verden meget lille; følgelig kunde han i sin Tanke kun rumme de menneskelige Væsener, hvis Tilværelse han havde Kendskab til. Derfor kan Hedningemissionen, saaledes som den ofte er bleven og ofte bliver praktiseret, ikke komme i den rette Samklang med Jesu Tanke, da han ikke havde det ringeste Kendskab til Jordens lavt- og laveststaaende Folkeracer, blandt hvilke Kristendommen i de sidste Aarhundreder er forsøgt indført ved et omfattende og tit farefuldt Missionsarbejde.
Endnu mindre kan dette Arbejde, udøvet blandt lidet udviklede Hedningefolk, komme i Samklang med den Maade, hvorpaa Gud søger at opdrage Menneskene: et Skridt frem gennem hver Inkarnation, fra uudviklede Væsener til mere aandsklare, mere frittænkende Individualiteter, ved hvilken Fremgangsmaade de bedre og bedre bliver i Stand til at forespejle sig en fuldkommen, en ophøjet Guddom, efterhaanden som det aandelige Ego modnes gennem sin Vækst og hæver sig til bevidst Erkendelse af dets guddommelige Oprindelse og evigtvarende Eksistens. Set fra et overmenneskeligt Standpunkt bliver det religiøse Missionsarbejde blandt lavtstaaende Hedninger saaledes ganske overflødigt, lige saa overflødigt som en Moders Tale til Barnet i Vuggen om dets guddommelige Oprindelse og dets himmelske Fader. De Menneskeaander, der besjæler disse Folkeracer, er som Regel saa unge og uforstaaende, at Resultatet af et Forsøg paa at gøre dem f. Eks. den kristne Religion indlysende, i de allerfleste Tilfælde vilde blive lig Nul. En Omvendelse fra Hedningetroen til Kristendommen eller til andre højtstaaende Religioner vil derfor ikke gavne disse menneskelige Skabninger det allerringeste. Saafremt de religiøse og etiske Tanker ikke er gaaet ind i deres Aands Bevidsthed som en Selvfølgelighed, saafremt de ikke er bleven til eet med deres inderste Væsen og derigennem har højnet deres etiske Standpunkt, vil de i diskarneret Tilstand have lige saa lidt Udbytte af disse Forestillinger og Tanker, som Barnet - senere hen - vil have Udbytte af sin Moders religiøse Meddelelser fra et Tidspunkt, hvor dets menneskelige Bevidsthed endnu ikke var vaagnet til en klar Erkendelse af dets egen Tilværelse i den jordiske Verden.
Første Afsnit på Side 207Men efterhaanden som de unge Menneskeaander skrider frem i deres Inkarnationer, efterhaanden som deres Aand modnes til større Indsigt og større Klarhed, vil ogsaa de blive gjort delagtige i de Sandheder, der endnu ligger langt over deres Fatteevne, baade som Mennesker og som diskarnerede Væsener.
Missionsgerningen blandt lavtstaaende Menneskeracer vil derfor, saaledes som den udøves, aldrig komme til at staa paa Højde med det opofrende Arbejde, der er bleven ydet og stadig ydes fra mange forskellige Sider og paa utallige Maader, baade i Retning af aandelige og materielle Værdier. De faa virkelig gode Resultater (kun Gud, ikke Mennesker, kan afgøre, hvor dybt en Omvendelse bunder) kan ikke paa nogen Maade opveje de mange Menneskeliv, som i Tidernes Løb er ofret paa Hedningemissionens Alter. Som oftest er det Missionærerne selv, der har størst Udbytte af den religiøse Missionsgerning, da denne Gerning tit beriger de udøvende med store aandelige Værdier. (Taalmodighed, Medfølelse, Opofrelse o.s.v.).
Derimod vil et almindeligt Oplysningsarbejde blandt lavtstaaende (ikke for lave) Racer muligvis virke opdragende i kulturel Henseende og derigennem skaffe disse ofte ulykkeligt stillede Væsener bedre Betingelser for deres og deres Efterkommeres Livsførelse. Hvis der saa til dette Arbejde knyttes en let fattelig og enkel Lære om det oversanselige, kan meget vindes. Disse aandeligt uudviklede Skabninger har nok, naar de lærer, at en kærlig Gud og Fader vaager over dem, og at de i Bønnen, selv om den er aldrig saa barnlig og enkel, stedse kan henvende sig til Ham om Hjælp og Beskyttelse mod det onde i den jordiske Tilværelse.
Side 208Som det fremgaar af Ardors Beretning, var Judas Iskariot ikke forud bestemt til at forraade Jesus. En saadan Forudbestemmelse er absolut uforenelig med Guds Fader- og Alkærlighed.
Judas alene bærer Skylden, da han handlede af egen fri Villie; den Ældste fristede ham ikke dertil, saaledes som Jesus antog.
Judas hadede Jesu elleve Apostle, der alle undgik ham saa meget som muligt, og ingen af dem forstod den Kærlighed og Omsorg, som Jesus viste ham, da han i hele sin Fremtræden var af en mørk, utiltalende og frastødende Karakter. Den Ringeagt og Uvillie, der bestandig mødte Judas fra de elleve Apostle, vakte til sidst hans Vrede, ikke alene mod Medapostlene, men ogsaa mod Jesus.
Jesus, der ængstedes over Judas' mere og mere indesluttede Væsen, frygtede for, at han vilde optræde som Angiver og Anklager, hvorfor Jesus ved Afskedsmaaltidet advarede ham mod de onde Tanker, der truede med at overmande ham. Resultatet blev lige det modsatte af det, Jesus tilstræbte og ønskede. Judas blev endnu mere forbitret - og han gik bort for at meddele Raadet, hvor Jesus kunde findes.
Jesu Domfældelse og Død var dog ikke paa nogen Maade afhængig af Judas' Forræderi. Paa dette Tidspunkt havde flere af Raadets Medlemmer besluttet at fælde Nazaræeren.
I Fortvivlelse over sin Falskhed mod Jesus dræbte Judas sig selv.
De elleve Apostle har alle Skyld i Judas' Handlemaade; hvis de havde søgt at efterligne Jesu Kærlighed og Mildhed, i den alvorlige Hensigt at gøre Judas til en af deres egne, i Stedet for bestandig at støde ham tilbage, var han neppe bleven det, som han blev: Forræder og Selvmorder.

Fortællingen om de tredive Sølvpenge er Legende.
Visionen i Getsemane Have er ligeledes Legende.
Jesus var sørgmodig ved Tanken om det, der ventede ham, men fuldkommen rolig. Han knælede, medens han bad en inderlig Bøn om Styrke til at møde det kommende. De Apostle, der ledsagede ham her, sov eller hvilede sig, medens Jesus var hensunken i Bøn.
Jesu Ord i Getsemane: "Min Fader! er det muligt, da gaa denne Kalk mig forbi; dog ske ikke, som jeg vil, men som du vil", er senere hen lagt Jesus i Munden for at give en Forklaring paa, hvorfor Gud ikke frelste sin Søn fra Korsets Død. Ved Ordene: "Ske ikke, som jeg vil, men som du vil", skulde det bevises, at Jesus frivillig bøjede sig under Guds Villie og at Jesu Død paa Korset var en Forudbestemmelse fra Guds Side. Men Jesus har aldrig udtalt sig saaledes; det faldt ham end ikke ind at bede Gud om Hjælp til at undgaa de truende Lidelser eller den sig nærmende Død.
Side 209Fra den Stund, hvor Jesus ikke formaaede at bede for den faldne Broder og derfor ikke sejrede over Mørket, bar han Nederlagets Sorg i sit Hjerte. Dette i Forbindelse med, at han, skønt sikker paa at være Guds Udsending, dog tvivlede om at være den ventede Messias, prægede hans Forhold baade overfor Mennesker og overfor Gud, og skønt Jesus i sit Jordeliv ofte talte om Tvivlens svækkende Indflydelse paa Haabet og Tilliden, tvivlede han dog selv paa dette for ham saa afgørende Punkt. Fastheden i hans Fremtræden og Fastheden i hans Ord blev derfor mindre end paaregnet, ligesom hans eget Gudsforhold led derunder. Det blev af den Grund umuligt for ham at finde en Vej mellem de to for hans Jordeliv givne Yderpunkter, om end Gud, som hans Skytsaand og Leder, paa mange Maader søgte at støtte og vejlede ham. Jesu Sorg over ikke at have naaet det tilsigtede overskyggede mere og mere hans Sind og gjorde ham modløs, saa at han til sidst kun saa een Udvej til at imødegaa Menneskenes Tvivl, Had og Forfølgelse: ved sin Død at bekræfte Sandheden af sin Lære. Og han vandrede mod sin Død uden Angest og uden Vaklen; han indsaa klart, at hans Styrke, hans aandelige Myndighed var for ringe til at sejre over den menneskelige Forblindelse.

Den ældste af de Yngste var altsaa sendt til Jorden for som Jesus af Nazareth at gøre Fyldest i en Gerning, der faldt i to Dele. Den første: at bede for sin ældste faldne Broder, den anden: at bringe Kærlighedsevangeliet til Menneskene.
    Selv om den første Del af Jesu Opgave mislykkedes, havde han dog muligvis kunnet fuldføre den anden, hvis han fuldt og helt havde vovet at tro paa den indre Stemme - Guds Stemme -, der idelig tilhviskede ham, at han var Messias. Igennem denne sin faste Tro paa det sande og ophøjede i sit inderste Væsen vilde han have opnaaet at komme i fuld harmonisk Samklang med Gud og Guds Villie, og efterhaanden som han havde indlevet sig i Messiastanken, vilde hans Fremtræden være blevet præget af en saa guddommelig Styrke og Fasthed, at han under Udøvelsen af sin Opgaves sidste Del vilde have sejret over Mørkets Indflydelse, saa at Døden paa Korset var undgaaet, til Trods for at Mørket paa et tidligere Tidspunkt havde hindret ham i at erindre Bønnen for den faldne Broder.
Jesu faste Tro paa, at han og ingen anden var Messias, skulde have været Basis for den anden Del af hans Mission, og Kulminationspunktet for hans aandelige Modenhed som Reformator og Religionsstifter vilde være naaet i det Øjeblik, hvor han fuldt og helt hengav sig til Troen paa Messiastankens Sandhed.
Side 210Men Jesu dybe Sorg over det lidte Nederlag satte Messiastanken i Skygge og hindrede ham i at naa til den aandelige Modenhed, der krævedes for hans Fremtræden som Reformator. Derfor lykkedes det ikke for ham at vinde de førende og ledende for sin Kærlighedslære, saa at han heller ikke helt naaede at fuldføre den anden Del af den Gerning, som han havde paataget sig.
Jesus vovede aldrig at opfordre Mennesker til at bede for den Onde; han vidste, at ingen vilde forstaa ham, da han i sin jordiske Tilværelse ikke evnede at forklare Hensigten med en saadan Bøn, og da han tilmed havde en klar Følelse af, at en Forbøn intet vilde gavne, naar den ikke fuldtud kom fra Hjertets Dyb som Udtryk for den bedendes Forstaaelse af og Medlidenhed med den Ondes Lidelser - saa tav han, fordi han vidste, at alle, der omgav ham, kun havde Afsky og Rædsel til overs for Satan, og fordi han følte, at han selv - som Menneske - ikke fuldtud havde den nødvendige Medlidenhed med den faldne Broder.

    Som det gik den ældste af de Yngste i denne Inkarnation, saaledes er det ofte gaaet for de Yngste i de forskellige Missioner, de har paataget sig blandt Menneskene. En Tvivl om deres Personligheds Magt, en Tvivl om Sandheden af deres Ord eller Tvivl om Guds absolute Hjælp i de kritiske Øjeblikke har bragt dem til at vakle, hvorved de langsomt bragtes ind under Mørkets Indflydelse, og Menneskene har da takket dem for deres Offervillighed ved paa forskellig Vis at martre dem aandeligt eller legemligt - eller ved at give dem Døden.
Den svageste Tvivl, den mindste Vaklen vil altid svække Styrken af den Lysbølge, der, gennem den af Gud banede Lysvej til Jorden, fra Ham strømmer til ethvert Menneske, hvad enten det menneskelige Legemes Personlighed er en af de Yngste, en Menneskeaand eller en af de Ældste, der inkarneres under Gengældelsesloven.
Derfor: jo større Tillid den enkelte ejer til det guddommelige i Jeget, jo større bliver Styrken og Hjælpen fra Gud, og desto lettere bliver Sejeren over menneskelig Fordom, Mistro og Spot, ja, over alt hvad der hører Mørket til. _ko25">