Side 241Guds Børn - de Ældste, de Yngste og Menneskeaanderne - der er fremgaaede af Hans Faderskød, har alle modtaget det evige Liv som en Gave; men da Gud ingen Sinde paatvinger nogen sine Gaver, har Han tillige udrustet enhver skabt Aand med en fri Villie, Selvbestemmelsesretten; men derved har Han begrænset sin egen Villie og Viden. Ved Selvbestemmelsesretten kan alle Guds Børn, efter som de er naaet til en vis Grad af Modenhed, selv afgøre, om de ønsker at modtage det evige Livs Gave eller foretrækker at synke tilbage i Guds Faderskød.

Denne Sandhed er paa en fejlagtig Maade anvendt i den buddhistiske Lære, hvor Menneskeaanden, efter nogles Udlægning, naar den er naaet til den højeste Fuldkommenhed, hensynker i "Nirwana" - synker tilbage i Guddommen. Buddha selv lærte oprindelig, at Menneskeaanden, naar den gennem talrige Genfødsler var naaet til en fuldkommen Frigørelse fra al jordisk Paavirkning og alle jordiske Ønsker, vendte tilbage til sit Udspring - Guddommen - hvorfra den var udgaaet. Denne Opgaaen eller Tilbagevenden blev af Buddha ikke ment som en Bortslettelse af den enkeltes Individualitet, men som en uløselig Forbindelse med det guddommelige, hvor den, der var vendt tilbage, i kontemplativ Ro og Beskuen fulgte det jordiske Skuespil. Denne Opgaaen i Guddommen kunde af enkelte vidt fremskredne Aander glimtvis erkendes i den menneskelige TiIværelse og var da Tegnet paa, at Aanden gennemlevede sin sidste Inkarnation.

Al Skabelse, den primære (oversanselige) som den secundære (Stjerneuniverserne), samt alt hvad der, ved de Ældstes Fald, er fremkaldt af Mørket, kan, naar som helst Gud vil det, i Kraft af Hans altbeherskende Villie atter opløses i de Bestanddele, hvoraf det er skabt eller fremkaldt.
Da alt det værende og al Tilværelse kun eksisterer i Kraft af Altets Basis: Urtanken og Urvillien - der er første Aarsag, første Begyndelse til det bestaaende - kan Gud, der emanerede sig selv og ved sin Emanation blev i Stand til at skabe, paa hvilket Tidspunkt Han vil det, opløse saavel sin egen Personlighed som den hele Skabelse; altsaa: samtidig med det skabte selv vende tilbage til det, som Han uden Begyndelse var fra Evighed af - Tanke og Villie. Kun saa længe som Gud fastholder det skabte ved sin Tankes altomsluttende Love (Gravitation, Kohæsion, Adhæsion, Centrifugal- og Centripetalkraft o.s.v.), vedbliver Altet at være.
Teoretisk set kan Gud saaledes lade sig selv og al Skabelse synke tilbage i "Logos"; praktisk set vil Han ingen Sinde gøre det, da Han gennem sin uendelige Kærlighed til alle sine mange Børn har bundet sig i al Evighed ved at give dem Løftet om et evigtvarende Liv.
Første Afsnit på Side 242I den Stund Gud emanerede sig selv, drog Han Mørket ind under Lyset i et mægtigt Kredsløb gennem sit flammende Væsen, for saaledes at lade Mørket opsuges og gennemlutres af Lyset.
Da Gud besluttede at danne Stjerneuniverserne, var Mørket langtfra opsuget og elimineret, men fandtes med latente Poler som en svag Understrøm i Lysets bølgende Kredsløb.
Da det af Lyset omsluttede Mørkes Svingninger (Vibrationer), selv de hastigste, er meget langsommere end Lysets laveste Svingningstal, vil Mørket altid ligesom bundfældes i Lyshavet, hvorfor Gud maatte danne de fire Modersoles inderste Kerne af Lysets mindre hastige Svingninger - ikke erkendelige for det menneskelige Øje - der atter omsluttede Mørket med dets endnu flere Grader langsommere Svingningshastighed. Fra Klodernes inderste Kerne til Klodernes yderste Omkreds tiltager Svingningerne i Hastighed; samtidig med det stigende Svingningstal stiger Lyset i Styrkekoncentration og æterisk Lysudstraaling, hvorfor Klodernes yderste Lag bliver som en klartstraalende Omhylning - ikke erkendelig for det menneskelige Øje - uden dog at naa til den Koncentrationsstyrke og æteriske Udstraaling, der udgaar fra de Lyssvingninger, som i Kraft af Guds Villie frembragte Hans eget Rige (Centralkloden).
Da alle Kloderne i Stjerneuniverserne, direkte eller indirekte, har deres Udspring fra de først dannede fire Modersole, er de alle fuldkommen ens i deres Opbygning. Men da Æteren (Lyset og det deri bundfældede Mørke) gennemstrømmer og gennemtrænger hele Verdensrummet og dermed samtlige Kloder i Universerne, vil Klodernes mørkere Kerne gradvis svinde, efter som Lysbølgerne i deres Kredsløb fører mere og mere bort til Lutring gennem Guds Flammevæsen.
Efter at Gud havde udvalgt Jorden til Opholdssted for de Væsener, som Han havde tænkt at skabe, dannede Han af Lysets hastige - æteriske - Svingninger en fuldendt skøn Verden, der som en Sfære eller et Kuglelag omsluttede Jorden. Her var det Guds Hensigt, at de af Hans først skabte Børn, der blev udvalgt til Jordboernes Ledere, skulde opholde sig under Udøvelsen af deres Gerning. De æteriske Udstraalinger fra denne oversanselige Verden skulde efter Guds Plan tillige, i Forbindelse med Udstraalinger fra den jordiske Sols æterisk-astrale Lysomhylning, have reguleret de klimatiske Forhold paa selve Jordkloden.
    Men da de Ældste begyndte at eksperimentere med deres Skabelsesforsøg, udskiltes store Mængder af Mørke fra Æteren og ødelagde den af Gud dannede Lysverden uden om Jordkloden. Ved Udskillelsen vaagnede Mørkets Poler til Virksomhed, og medens en Del af det udskilte Mørke langsomt nærmede sig til Jordkloden, vaagnede efterhaanden - paavirket af det sig nærmende polariserede Mørke - de hidtil latente Poler i Klodens Mørkekerne. Efter som Mørket nærmede sig Kernen, blandede det sig mere og mere med Klodens æteriske Lysomhylning, hvorved Omhylningens Svingningshastighed blev betydelig nedsat. Da Mørket naaede Jordkernen, var hele Kloden formørket og tilsyneladende uden nogen lysende Omhylning; (denne Omhylning var kun synlig fra oversanselig Side). Men da Lyset ved Guds Sejer over Mørket aldrig kan tilintetgøres eller overvindes af Mørket, formaaede det ikke at eliminere eller destruere Klodens æteriske Lysudstraaling, men kun at forurene og formørke den.
Første Afsnit på Side 243Skønt Lysomhylningens Svingningshastighed nedsattes og dæmpedes af det indstrømmende Mørke, var Lysudstraalingen endnu saa kraftig, at den fastholdt - fikserede - det Mørke, der smeltede sammen med Klodens Mørkekerne. Paa Grund af denne Fiksering smeltede det polariserede Mørkes Livsprincip sammen med de i Klodens Lysomhylning værende - af Gud givne - Livskim, og Cellen i dens forskellige Former fremkom. Disse Livsceller var dels dobbeltkønnede, dels enkeltkønnede. De dobbeltkønnede Cellers Formering eller Nydannelser skete og sker ved en simpel Deling, Afsnøring o. l.; hvorimod de enkeltkønnede Cellers Nydannelser skete og sker ved en forudgaaende Forening af to Celler af modsat Køn.

Nogle Mikrober har en dobbelt Formeringsmaade, idet f. Eks. en Del sygdomsvækkende Baciller, naar de som Snyltere er indtraadt i et Legeme, formeres ved simpel Deling; derved svækkes efterhaanden deres Livskraft, og Sygdommen hæves, efter som Bacillerne uddør, eller naar deres Livskraft er svækket saa meget, at deres Tilstedeværelse ikke længer forstyrrer Legemets normale Funktioner. Men hvis den syge, inden Bacillerne er uddøde, faar tilført nye af samme Art, sker der en Sammensmeltning af de nye og de gamle med paafølgende Delinger. Er de tilførte Baciller stærkt levedygtige, tilføres der de gamle ny Livskraft; derved blusser Sygdommen op igen, til Bacillernes Livskraft atter svækkes gennem de talrige Delinger. (Selvfølgelig kan Sygdommen svækkes eller hæves paa andre Maader: ved Legemets egen Modgift, ved indgivne Modgifte o.s.v. Her er kun Tale om disse Bacillers normale Livsløb.)
Baciller af hinanden nærstaaende Arter kan ligeledes smelte sammen eller indsuges af hverandre med paafølgende Delinger. Paa denne Maade opstaar nye Arter, der giver nye Sygdomme.

Første Afsnit på Side 244Hver enkelt af de Livskim, som Gud i Kraft af sin Tanke og Villie havde tilført Jordens æteriske Lysomhylning, bar i sig selv Billedet af det Dyr eller den Plante, altsaa den Form, i hvilken de paagældende Kim, til det af Gud fastsatte Tidspunkt og i Kraft af Hans Villie, skulde være fremkaldt i den Lysverden, som Han vilde skabe paa Jorden. Da disse Kim fremkaldtes til jordisk Liv ved Sammensmeltning med Mørkets Livsprincip, blev Kimene underkastet Mørkets forvrængende, forgrimmende og nedaddragende Indflydelse. Men da Lysomhylningen havde fikseret det Mørke, der omdannede Jordkloden, beholdt Lyset en ordnende, fremaddragende, udskillende og harmoniserende Indflydelse paa de ved Sammensmeltningen af Kimene og Mørkets Livsprincip fremkomne dobbelt- og enkeltkønnede Celler og deres Nydannelser.
De dobbeltkønnede Celler repræsenterede Mørkets laveste Livsformering, som ikke kunde føre til højere eller mere komplicerede Former, og som derfor ikke var i Stand til at frembringe selv den svageste Afglans af de Urbilleder, der fandtes i de af Gud givne Livskim. De enkeltkønnede (hanlige og hunlige) Cellers Forening, bundet og ledet af Lysomhylningens ordnende, harmoniserende Indflydelse, er Mørkets blinde, mekaniske Efterligning af Urtankens og Urvilliens bevidste villede Forening, der resulterede i Guds Fremstigen som Personlighed.
    Under Paavirkning af Lysomhylningen dannedes i Aarmillionernes Løb, gennem den sammenhængende Celledeling og Celleopbygning efter en forudgaaende Forening af hanlige og hunlige Celler, de mere og mere sammensatte Livsformer, de forskellige og komplicerede Cellevæv, der danner Knogler, Muskler, Nerver o.s.v., samt alle de forskellige Former for Fordøjelse, Forplantning o.s.v., o.s.v., baade i Dyre- og Planteverdenen, Former, der bestandig stræber hen imod de i Urkimene værende, af Gud givne, Forbilleder. Denne Stræben blev og bliver endnu bestandig hæmmet og forstyrret af Mørkets nedaddragende Tendenser, og saa længe Mørkets Herredømme paa Jordkloden var saa overordentlig meget større end Lysets, blev Celleopbygningen ført ud i de uhyggeligste og mest bizarre Former, blandt andet ved at Dyrene parredes i Flæng, saa at de paa mange Maader fjernede sig fra i Stedet for at nærme sig til de i Kimene værende Urbilleder. Efter som Lyset faar større Magt over det "udskilte Mørke", vil Mørkets ikke regelrette Former fjernes; det vil sige, at de mange hæslige og skadelige Dyrearter i de kommende Aartusinder eller Aarmillioner ganske langsomt vil uddø. (Det samme vil ske indenfor Planteverdenen).

Første Afsnit på Side 245Da den menneskelige Intelligens begyndte at beskæftige sig med at skabe Nydannelser indenfor de bestaaende Dyre- og Plantearter, foregreb Menneskene paa mange Punkter Lysets Indflydelse. Saafremt disse Nydannelser skal kunne naa til en naturlig, selvstændig fortsat Formering indenfor de opnaaede Former, maa de i Aarhundreder, Aartusinder - maaske i Aarmillioner - udsættes for den samme Røgt og de samme Behandlingsmaader, for hvilke de nu udsættes, da de ellers, naar de atter overlades til sig selv, i Løbet af kortere eller længere Tid, vil vende tilbage til de Former, hvortil de var naaede gennem Lysomhylningens, om end langsomme, saa dog stedse fremadskridende Ordning, Udskilning, Tilpasning og Harmonisering.
De jordiske Former vil dog aldrig nogen Sinde naa de af Gud givne Forbilleder i Urkimene, dels fordi disse (f. Eks. i Dyreverdenen) var bestemt til et Liv uden Formering og uden Død, dels fordi Mørket ikke kan elimineres fuldstændigt, før selve Jordkloden bliver destrueret og opløst.

Da de Ældste skabte Menneskene, var det deres Tanke, at de Typer, som de skabte, skulde bibeholdes gennem Forplantningen; de gav derfor de menneskelige Kønscellers hanlige og hunlige Livskim et Præg, en Form, der svarede til den Mennesketype, som de paagældende Kim repræsenterede. Disse Kim-Urbilleder (usynlige for al menneskelig Iagttagelse) skulde saaledes være det bærende Grundlag for de Ældstes Skabninger og gennem Forplantningen genfødes og bibeholdes i de kommende Generationer, saalænge som Jorden var i de Ældstes Vold. Men da Gud antog sig Menneskeslægten og knyttede et guddommeligt Element til det fysiske Legeme, blev dette draget ind under Lysets harmoniserende Indflydelse. Og efter som de Yngste i større og større Antal lod sig inkarnere blandt Menneskene, fik, gennem Forplantningen, den Skønhedsfylde, som de alle indebar i deres Tanke, ligeledes en stor Indflydelse paa de Ældstes Urbilleder i de menneskelige Livskim. Denne Indflydelse gik særlig i en legemligt forskønnende og forædlende Retning. I de mange Aarmillioner de menneskelige Legemer saaledes har været underkastede Lysets og de Yngstes fremaddragende og forskønnende Indflydelse har de Ældstes Urbilleder efterhaanden fjernet sig noget fra det oprindelige karikerende Mørkepræg. Denne Forædling træder tydeligst frem i de Racer, i hvilke de Yngste til Stadighed lader sig inkarnere.
Første Afsnit på Side 246De menneskelige hanlige og hunlige Livskim er tillige paa ethvert givet Tidspunkt et nøje Udtryk for det paagældende Individs Særpræg. Alt hvad det enkelte Individ indenfor de forskellige Slægter har modtaget fra sine Forfædre af ydre og indre Præg og Anlæg, samt hvad det selv har erhvervet i sit Jordeliv, hviler latent baade i de fysiske og de astrale Livskim og kan gennem Forplantningen overføres til Afkommet. Ved forskellige sammentræffende indre og ydre Forhold kan saaledes de hvilende Præg og Anlæg træde frem hos de nye Individer; men saavel ydre Præg som indre Anlæg kan ligeledes af forskellige sammentræffende Aarsager holdes tilbage i flere Slægtled, for senere hen, under nye Konstellationer, atter at træde frem hos enkelte eller hos flere af Slægtens Individer.
Ved de Yngstes Inkarnationer drages det menneskelige Kim-Urbillede længer og længer bort fra dets oprindelige Udseende (baade astralt og fysisk); men saafremt de Yngste ophørte med deres Inkarnationer, vilde det Skønhedspræg, som de har tilført de menneskelige Legemer, meget hurtig forsvinde og Legemet paa ny nærme sig det oprindelige Urbillede. Ligeledes vilde alt det psykiske, som de Yngste, gennem den astrale Genpart, har tilført Menneskene, langsomt udviskes for til sidst saa godt som helt at forsvinde. Men saafremt Gud tillige borttog det guddommelige Element, vilde Menneskene i forfærdende kort Tid (nogle faa Aartusinder) falde tilbage til det Præg, som de havde modtaget fra de Ældstes Haand, et Præg, der vilde være langt ringere og mere dyrelignende end de nuværende laveststaaende Folkeslags; samtidig vilde de sidste Rester af det psykiske Liv, der var tilført Menneskene gennem de Yngstes Inkarnationer, fuldkommen forsvinde: Menneskeheden vilde da atter fuldt og helt være de Ældstes Skabninger.
Altsaa: i Dyre- og Planteverdenen sker der under Lysets fremaddragende og lovordnende Indflydelse en langsom Nærmelse til de Urbilleder, som Gud ved Jordens Skabelse gav for det Dyre- og Planteliv, som Han dér vilde fremkalde. Hvorimod der i den menneskelige Verden, under Lysets og de Yngstes lovordnende og skønhedsprægende Indflydelse, sker en langsom Bortfjernelse fra de Urbilleder, som de Ældste gav ved Menneskehedens Skabelse.

Under de nye Individers Dannelse kan ved sammenstødende Omstændigheder under Mørkets Indflydelse ske Tilbagefald (astralt og fysisk) hen imod de oprindelige Urbilleder. Ligeledes kan Mørkets Angreb være saa kraftigt, at der kan fremkomme Afvigelser fra disse Urbilleder, hvorved Afkommet kan fremtræde som Vanskabninger; er Mørkets Indgriben saa indgaaende, at det har ødelagt Urbilledets Basis, kan baade de astrale og de fysiske Ændringer, Misdannelser og Mangler gaa i Arv til Afkommet. Men saafremt Menneskelegemet paa en eller anden Maade er blevet misdannet eller mangelfuldt i det jordiske Liv (f. Eks. paa Grund af Amputationer, ekstirperede Organer, gennem Misdannelser foraarsaget ved Brandskader o. l.) forandres Urbilledet ikke; kun hvor Mørket direkte griber ind og forvansker Prototypen, kan det ændrede Præg blive Grundlag for Arv.

Første Afsnit på Side 247Paa Grund af Lysomhylningens Fiksering af det astrale og det molekylare Mørke fremstod alt jordisk Liv, alle organiske og uorganiske Stoffer som Dobbeltheder, saa at de Former, der alene skyldtes det fikserede materielle Mørkes Molekylarsvingninger - Svingninger med større Partikler - antog en tilsyneladende fast Konsistens i den jordiske Verden, medens disse, set fra den oversanselige Verden, blev taageagtige og uvirkelige; hvorimod de Genparter, der formedes af det fikserede astrale Mørke - hastigere Svingninger med mindre Partikler - i Forbindelse med den forurenede Lysomhylnings nedsatte og dæmpede Svingninger antog faste, synlige Former og Skikkelser, sete fra oversanselig Side, men forblev usynlige i den jordiske Verden for de senere tilkommende Menneskers Øjne.
Altsaa: Jordklodens æteriske Lysomhylning fastholdt det med Jordkernen sammensmeltede Mørke; derved sammenknyttedes Mørkets hastigere og mindre hastige Svingninger, saa at Mørkets Molekylarfrembringelser styrkedes gennem det astrale Mørkes noget hastigere Svingninger, mindre Partikler samt større Kohæsions- og Adhæsionsevne. Men derved skabtes en Mulighed for, at Lyset efterhaanden kunde faa en større ordnende og afbalancerende Indflydelse paa Mørkets Molekylarfrembringelser paa Jorden, idet Molekylernes Evne til indbyrdes at fastholde hinanden i den roterende Svingningsbevægelse, samt deres Evne til indbyrdes Vedhængning, f. Eks. ved Celleopbygning, blev betydelig styrket gennem Lysomhylningens Fiksering og Forstærkning af de astrale Mørkepartiklers Evne til Fastholdning og Vedhængning. Tillige skabtes derved en Mulighed for, at Lyset, hvor sygelige Tilstande - Angreb af Mikroorganismer eller andre abnorme Tilstande - maatte true med at opløse Forbindelsen mellem Mørkets Molekylarfrembringelser og de astrale Genparter, gennem sin stærke Livsenergi, Fastholdnings- og Vedhængningskraft, kunde modvirke eller standse den begyndende Adskillelse; og i de Tilfælde, hvor Aarsagen til den begyndende Adskillelse kunde bortskaffes eller tilintetgøres, vilde Lysets større Evne til Fastholdning og Vedhængning atter kunne sammenknytte den løsnede Forbindelse mellem Mørkets Molekylarfrembringelser og de astrale Genparter, hvorved den fuldkomne Adskillelse, der ellers maatte resultere i Død og Tilintetgørelse, forhindredes, saa at f. Eks. de jordiske Dyre- og Planteformers Livsvarighed kunde forlænges gennem den af Lyset paa ny fæstnede Forbindelse med de astrale Genparter.
Første Afsnit på Side 248Ved Lysomhylningens Fiksering af det over Jorden indstrømmende Mørke og dets deri værende Livsprincip blev Mørkets Molekylarfrembringelsers Livsmulighed saaledes forbedret og forlænget.
Hvis Klodens æteriske Lysomhylning ikke havde været stærk nok til at fiksere Mørket, havde Lyset ingen Sinde kunnet faa nogen som helst Indflydelse paa det af de Ældste udskilte Mørke; Jordkloden var da, hvis den ikke var bleven adsplittet og opløst, fuldstændig kommet i Mørkets Vold, idet den æteriske Lysomhylning, der ikke kan elimineres af Mørket, var bleven suget tilbage af Æteren; i hvilket Tilfælde Gud kun havde haft een eneste Udvej til atter at bringe Orden i den skete Ødelæggelse, den nemlig: i Kraft af sin Villie at opløse og bortslette Jordkloden, det ødelagte Rige og sine ældste faldne Børn; thi paa Grund af Æterens Tilbagesugning af det ødelagte Riges og Jordklodens æteriske Lysudstraaling vilde det af Mørket erobrede Felt fuldstændig være afskaaret fra al videre Forbindelse med Lyset. Men da Gud har givet alle sine Børn en fri Villie og derved begrænset sin Magt over dem, kunde Han ikke, uden at bryde det givne Løfte, tilintetgøre de Ældste, hvor dybt de end var faldne, hvorfor denne Udvej til at oprette det stedfundne Fald og den skete Ødelæggelse ingen Sinde kunde realiseres, da Gud, saafremt Han havde udslettet de Ældste af Tilværelsen, maatte have gjort det imod deres Ønske og Villie.
I sin Alvidenhed havde Gud forudset dette, hvorfor Han ved uden om Jordkloden at lægge en Lysverden - det af Mørket ødelagte Rige - dannet af Lysets hastige, æteriske Svingninger, tilførte Klodens æterisk-astrale Omhylning en langt større Lysstyrke, end de øvrige Sol- og Stjernekloder samt Planeter var i Besiddelse af. Derved blev Jordklodens Lysomhylning saa koncentreret, at den, fra at have været æterisk-astral, blev æterisk og derfor i Stand til at fastholde det indstrømmende Mørke; derved skabtes en Mulighed for - hvis nogle af Guds Børn skulde falde for Mørket - at bringe alt tilbage i de rette Forhold gennem en i Tidernes Løb stedse stigende Indflydelse fra Guds og Lysets Side, selv om denne Tilbageerobring fra Mørket maaske kom til at strække sig over adskillige Tidsevigheder, da der selvfølgelig ikke kunde være Tale om at udøve nogen som helst Tvang mod de faldnes frie Villie.
Første Afsnit på Side 249Ved denne Forudordning opnaaede Gud saaledes at redde sine ældste Børn fra den absolute Fortabelse.
Det øvrige astrale Mørke, der indhyllede Kloden, og som ikke var smeltet sammen med Kernen eller fikseret af Lysomhylningen, absorberede til Dels Straalerne fra den jordiske Sols æterisk-astrale Lysomhylning, saa at den astrale Genpart af Jordkloden, med alt hvad dér fandtes af Genparter fra det jordiske Liv, henlaa uoplyst uden nævneværdig Forskel paa Dag og Nat. Straalerne fra Solens mindre lysende Kerne, der bestaar af det bundfældede Mørke, omsluttet af Lysets langsomme Svingninger, formaaede derimod næsten uhindret at passere gennem det astrale Mørke og oplyse den jordiske Verden, uden dog at være i Stand til at oplyse den astrale Genpart af Kloden. (De langsomste Lyssvingninger, der omslutter Solkernen, vil med Tiden kunne ses af Menneskets Øje).

For at Billedet af Urtilstanden paa Jordens astrale Genpart kan blive mere forstaaelig for den menneskelige Tanke, skal her drages en Sammenligning mellem de astrale Forhold og et jordisk Sceneri, der nogenlunde kan anskueliggøre Tilstanden: Under et Uvejr, f. Eks. et Tordenvejr - et for Mennesker synligt Udslag af Mørkets Kræfter - udelukker de mørke Uvejrsskyer mer eller mindre, alt efter Uvejrets Voldsomhed, de Solstraaler, der ellers, under normale Forhold, er synlige for det menneskelige Øje. Selv om Sollyset tilsyneladende er forsvundet, findes Solen og dens Straaler ligefuldt bag den tætte Skymur. Paa lignende Maade tilbageholdt det astrale Mørke om hele Jordkloden Solens æterisk-astrale Lysudstraalinger, saa at de ikke naaede hverken til Jorden eller dens astrale Genpart.
Efter Guds Plan var det den jordiske Sols æterisk-astrale Udstraalinger, der skulde have oplyst og bestraalet Jordkloden.

De svagest lysende Straaler fra Solens Mørkekerne vil, ligesom de stærkest lysende Straaler fra Solens Lysomhylning, aldrig kunne opfanges hverken af Menneskers eller Dyrs Synsorganer. _o02">