Da de Ældste havde besluttet at skabe Væsener, der kunde gøre sig til Herrer over Jorden, maatte de søge at frembringe en Skabning, der, uden at være et Dyr, dog havde Dyrenes Opbygning til Forbillede saavel i astral som i jordisk Henseende; at udskille det fikserede Mørkes Molekylarsvingninger og kun skabe deraf var - paa Grund af Molekylernes ringe Fastholdnings- og Vedhængningsevne - paa Forhaand en Umulighed. Desuden var det molekylare Mørkes Livsprincip ikke i Besiddelse af en tilstrækkelig langvarig Levedygtighed til paa det alene at kunne bygge en nogenlunde regelbunden, fortsat Formering. De Ældste blev derfor nødt til at arbejde baade med det af Lysomhylningen fikserede astrale og molekylare Mørkes Livsprincip, der, sammensmeltet med det af Gud i Lysomhylningen givne Livsprincip, havde frembragt Cellen i dens forskellige Former.
Første Afsnit på Side 250Dette de Ældstes Arbejde i et "dobbelt Materiale" sinkede og vanskeliggjorde i høj Grad deres Hensigt, og da de bestandig for det store Hele "glemte" adskillige Biting, der umuligt kunde udelades, maatte de i lange Tider eksperimentere sig frem med Ordning og Samling af Celler til Knogle- og organisk Væv, inden de naaede til et for dem tilfredsstillende Resultat, et Resultat, som dog paa flere vigtige og afgørende Punkter faldt saa uheldigt ud for Menneskene.
En af disse mange Ufuldkommenheder skal her nærmere omtales, da den er af særlig stor Vigtighed for Mennesket, nemlig: de jordiske Legemers Mangel paa tilstrækkelig Regenerations- og Rekonstruktionsevne af indre Organer, Knogler o.s.v.
    En Del af de Livskim, der fandtes i Lysomhylningen, før Mørkets Hærværk begyndte, var, som tidligere sagt, af Gud bestemt til under Lysets Paavirkning at opstaa paa Jordkloden i forskellige Dyreskikkelser til et fortvarigt Liv i de engang givne Former, uden paa nogen Maade at være udsat for Død eller delvis Destruktion, hvorfor der fra Guds Side, for denne Lysets Dyreverden, ikke var givet nogen Lov for Regeneration hverken af mistede Legemsdele eller af ødelagte Organer, da en saadan Lov vilde have været ganske overflødig i en Lysets Verden. Ved Mørkets Fremkaldelse af de hvilende Kim, der var bestemt til Dyreformer, blev disse paa forskellig Vis underkastet Forgængelighed og Død, og for de højere Dyrearters Vedkommende uden nogen Udsigt til at faa ødelagte eller helt mistede Legemsdele regenereret gennem en fornyet Vækst. Og da de Ældste skabte Mennesket, til Dels med de daværende Dyreformer som Forbillede for den indre Opbygning, glemte de, forvirrede som de var af Mørket, at tage denne Mangel med i Betragtning; derfor blev der fra de Ældstes Side ikke givet nogen Lov for en større Rekonstruktion af det menneskelige Legeme.
Altsaa: i de Tilfælde, hvor Mennesker, ved en ulykkelig Hændelse eller ved en nødvendig Amputation, mister hele Lemmer eller Dele af disse, kan det mistede ikke paa nogen Maade erstattes gennem en fornyet Vækst. Heller ikke kan noget Menneske, hvor høj dets Aand end er, i Kraft af sin Villie og ved Hjælp af sit Aandelegemes Lysudstraalinger, lade nye Dele eller nye Lemmer fremvokse paa de beskadigede Steder. Ligeledes vil ingen Bønner til Gud og ingen Anraaben om Hans Bistand i disse Tilfælde gavne den paagældende det allermindste, da Gud aldrig bryder Loven for Menneskelegemets Opbygning og Bestaaen, den ufuldkomne Lov, som blev givet og fulgt af de Ældste, da de dannede og skabte de første Mennesker, og for hvis Mangler de alene bærer det fulde Ansvar.
Første Afsnit på Side 251Den Mulighed er absolut udelukket, at Gud vil paatage sig noget som helst Ansvar for et saa ufuldstændigt Skabelsesværk som det, der repræsenteres af det menneskelige Legeme, en i alle Maader elendig Efterligning af Guds egne Skabninger.
Hvis Gud havde haft i Sinde at forbedre de Ældstes Skabninger ved, i Kraft af sin Villie, at give en Lov for Regeneration af ekstirperede Organer og amputerede Lemmer, var det her omtalte ikke det eneste, der burde ændres, da Menneskelegemet, saaledes som det foreligger fra dets Skaberes Haand, er overordentlig mangelfuldt paa endnu flere for Menneskene betydningsfulde Punkter.
Havde Gud imidlertid søgt at hæve disse Mangler, samt givet Love for Legemets Fuldstændiggørelse og Rekonstruktion, havde Han derved tillige paataget sig Ansvaret for sine faldne Børns Skabelsesværk; men dette vilde Gud ikke, lige saa lidt som en jordisk Kunstner vil tage Ansvaret for en Elevs eller en Efterligners elendige Makværk og Fuskeri. Derfor ophæver Gud ikke det, der engang er givet af de Ældste, men Han søger gennem den Intelligens, hvormed Han har beriget Menneskene, at raade Bod paa en Del af de talrige Mangler. (Medicinsk og kirurgisk Lægekunst; og i de Tilfælde, hvor Lægens Kunst ikke længer strækker til, har Menneskene lært at tage Tilflugt til mekaniske Hjælpemidler.) _o03">