Menneskets astrale Genpart er, ligesom alle Dyrs, Planters og Tings Genparter, indvævet med de for Menneskene synlige Former. I Genparterne - dannede af det fikserede astrale Mørke og af det Lys, der fikserede Mørket - forefindes og opbevares først og fremmest alle de menneskelige Urdrifter, som er fælles for alle Mennesker, dernæst de i Tidernes Løb erhvervede Instinkter, hvilke ikke er fælles for alle, da de skriver sig fra de enkelte Individers forskellige Erfaringer under Jordelivet. Disse erhvervede Slægtsinstinkter er ubevidst opsummerede Erindringer og Viden, dels af tillærte mekaniske Bevægelser, dels af erfaringsmæssigt erhvervede Følelser og Indtryk.
Ved Menneskenes Forplantning gaar de i Faderens og Moderens astrale Genparter opbevarede Urdrifter, tillige med de fra deres Forfædre arvede Instinkter i Arv til deres Afkoms astrale Genparter, paa samme Maade som de fysiske Legemers Slægtspræg, Særegenheder, Svagheder, sygelige Dispositioner og lignende gaar i Arv fra Legeme til Legeme.

Om Afkommet tager størst Arv efter Faderen og hans Forfædre eller efter Moderen og hendes Slægt, afhænger af flere forskellige psykiske og fysiske Forhold hos Forældrene i de Perioder, hvor Afkommet modtager Livet. (Kopulation og Svangerskab.)
Første Afsnit på Side 256De Ældste formaaede ikke at give helt regelbundne Love for Afkommets "Tagen Arv" efter Forældrene; de paa mange Punkter endnu ufuldkomne Love, der forefindes her, skyldes derfor til Dels Lysets regulerende Indflydelse. Efter som Mørket svinder, vil Lovene træde tydeligere frem, blive mere regelbundne, hvilket Menneskene selv kan iagttage.

Gennem de astrale Genparter arver Menneskene saaledes, for det første, de lavere Urdrifter, som skriver sig direkte fra Mørket, f. Eks. Selvopholdelsesdriften, Forplantningsdriften, den stærkeres Selvhævdelse paa den svageres Bekostning o.s.v.; dernæst hvad der mekanisk eller erfaringsmæssigt er opsamlet i Tidernes Løb gennem Individernes slette, forbryderiske Leve- og Handlemaade, f. Eks. legemlige Uvaner, Lystfølelsen ved at tilføje andre Skabninger Lidelser, forbryderiske Tilbøjeligheder, Drikfældighed, Trang til Udskejelser i sædelig Retning, o.s.v. Men da saavel de fysiske Legemer som de astrale Genparter er fremgaaet af det Mørke, der blev fikseret af Jordens æteriske Omhylning, modtager Menneskene, ligeledes i direkte Arv, gennem de astrale Genparter Urdrifter, der skyldes Lysets ordnende, harmoniserende Indflydelse, f. Eks. Moderens Omhu for Afkommet, Trangen til at beskytte svagere Væsener, Individernes Trang til Sammenslutning under en stærkeres eller en ældres Ledelse, Slægtsfølelsen, Hjemfølelsen og lignende; dernæst hvad der erfaringsmæssigt er opsamlet fra Slægt til Slægt gennem Individernes etisk set gode Leve- og Handlemaade, f. Eks. instinktiv Afsky for alle Slags Uvaner, for Blodsudgydelser, umoralske og forbryderiske Handlinger o.s.v.; samt mekanisk tillærte Bevægelser, der skriver sig f. Eks. fra Udøvelsen af forskellige Livserhverv, der ikke berøres af Mørkets Indflydelse. Alle disse Urdrifter og erhvervede Instinkter til Godt eller Ondt opsummeres i de astrale Genparter og hviler dér i latent Tilstand, indtil de, som oftest ved en ydre Foranledning, dukker frem og giver sig til Kende ved synlige Udslag.
Den Aand, der er knyttet til det menneskelige Legeme, giver den enkelte Jegets Særpræg indenfor Slægten; men da en bestandig Vekselvirkning finder Sted mellem Aanden og Legemet - baade det astrale og det fysiske - kan Aanden borteliminere en Del saavel af de lavere Urdrifters som af de slægtserhvervede onde og daarlige Instinkters Styrkegrad til Fordel for Lysets ordnende og harmoniserende Indflydelse. Ethvert Menneske, der vil det, kan, i Kraft af sin Villie, ikke alene rense, højne og forbedre sit eget aandelige Jeg, men kan tillige svække og forædle sit astrale Legemes nedarvede lavere Drifter og udskille de onde Instinkter, samt tilføre sine Efterkommeres astrale Genparter nye Lysinstinkter f. Eks. i etisk Retning. Jo højere den Aand er, som er knyttet til det menneskelige Legeme, jo bedre formaar den at holde de lavere, rent menneskelige Drifter og Instinkter i Ave. Men dersom en Slægt gennem flere Led har faaet Lysinstinkter og -Drifter forøget og forbedret, samt faaet de lavere Drifter og slette Instinkter svækket, fordi høje eller fremskredne Aander har været knyttet til dens Medlemmer, kan, hvis en ung Aand, uudviklet og uøvet i Selvtugt, knyttes til et af Slægtens Medlemmer, Lysinstinkter og -Drifter pludselig svækkes, medens Mørkets Drifter og Instinkter atter træder skarpere frem. Aarsagen til en saadan aandelig Tilbagegang hos Afkommet maa i de fleste Tilfælde søges enten hos en af eller hos begge Forældrene, da enhver Mand eller Kvinde, som ikke af al Evne søger at svække sit Legemes lavere Drifter og Instinkter, og som undlader at hæve sin Personlighed i etisk Henseende, og som kun følger den Arv, de har modtaget, uden at gøre Forsøg paa at forbedre den, ikke kan vente at faa fremskredne eller høje Aander knyttet til det Afkom, de sætter ind i Verden. Denne aandelige Slægtsdepravation viser sig i sin grelleste Form i de Familier, hvor en af de Ældste er bleven inkarneret. Men naar en saadan Indgriben fra Mørkets Side har været uforskyldt, er der, hvis det kunde lade sig gøre, bleven sørget for, som Modvægt mod de Ældstes egenmægtige Inkarnationer, at knytte højtstaaende Aander - de Yngste - til det øvrige Afkom eller til nogle enkelte af Afkommet, for at Mørkets Indflydelse paa de kommende Generationer muligvis derigennem kunde afbalanceres, da Søskende meget ofte er i Stand til under Opvæksten at udøve en gavnlig Indflydelse paa det Individ (Broder eller Søster), til hvis Legeme en Mørkets Aand er bundet.
Første Afsnit på Side 257Hvor der har været indgaaet Forbindelse mellem to Mennesker, til hvilke der har været knyttet henholdsvis en af de Ældste og en Menneskeaand, er der til Parrets Afkom som Regel knyttet høje Aander for at afbalancere Mørkets Indflydelse paa de næste Generationer; men i de Tilfælde, hvor den Ældste er kommet først og har bundet en af sine til det ventede Afkom, er Slægten gennem flere Led bleven draget nedad, og et stort Arbejde har da maattet udføres af de Yngste for paa ny at hæve den opad. Men hvor Arbejdet har vist sig at være for stort, uden at kunne give et nævneværdigt Resultat, har de Yngste, for ikke at splitte deres Arbejdskraft, ikke ladet sig inkarnere i de af Mørket stærkt angrebne Slægter, men tvungne dertil af Nødvendigheden, ladet dem gaa deres Udslettelse i Møde. Paa denne Maade er mange engang meget betydelige Slægter degenereret.
Første Afsnit på Side 258I de Tilfælde, hvor der har været indgaaet Forbindelse mellem to, af hvilke den enes Aand har været en af de Ældste, den andens en af de Yngste, har Mørkets og Lysets Indflydelse paa Afkommets astrale Genparter som oftest stillet Lys- og Mørkeinstinkter og Drifter omtrent lige; men i disse Tilfælde har den Opdragelse, der blev givet Afkommet, kunnet gøre sit til, om Mørkets eller Lysets Indflydelse fik Overtaget.
Den fysiske Hjerne er det Redskab, ved hvis Hjælp den astrale Genparts Urdrifter, Mørke- og Lysinstinkter træder frem i den jordiske Verden; desuden er Hjernen det Redskab, igennem hvilket Individets aandelige Særpræg viser sig. Men der er en betydelig Forskel i den Maade, paa hvilken Drifterne, Instinkterne og Aanden gør sig gældende.
De absolute Urdrifter: Selvopholdelsesdriften, Forplantningsdriften o.s.v. er efterhaanden i Tidernes Løb indgaaet i den menneskelige Aands Bevidsthed som et den hele Menneskehed tilhørende Fælleseje, hvorfor Urdrifterne - baade Lysets og Mørkets - ikke alene opbevares i den astrale Genparts Hjerne, men tillige findes som svage Erindringstanker og Følelser i den menneskelige Aands Hjerne (den psykiske). I det Øjeblik Mennesket, f. Eks. ved en ydre Foranledning, første Gang har Brug for en af Urdrifterne, vaagner den automatisk i de Celler i den astrale Hjerne, der opbevarer den latente Viden om Urdrifterne. Ved Opvaagningen vibrerer de paagældende Celler; denne de astrale Cellers Vibrationer forplanter sig til den fysiske Hjernes tilsvarende Celler - indvævede med de astrale - der saaledes modtager den astrale Genparts ubevidste Viden. Hjernen (den fysiske) lader de modtagne Vibrationer gaa videre til de i det foreliggende Tilfælde implicerede Nerver, Muskler og Organer; men samtidig med at de astrale Hjernecellers Vibrationer forplanter sig til den fysiske Hjerne, forplanter de sig gennem Opsugningslaget (Hylsteret) til Aandens psykiske Hjerne (det store Nervecenter) og kalder paa en, til Urdriften svarende, Erindringstanke eller Følelse hos den Aand, der er knyttet til det menneskelige Legeme. Det normale Menneske føler eller handler da bevidst, efter at have modtaget den dobbelte Tilskyndelse, dels gennem sin astrale Genparts ubevidste Viden, dels gennem Aandens opdukkende bevidste Erindringstanker, der skriver sig fra Erfaringer samlede i tidligere Jordeliv. Med disse Erfaringstanker som Basis bliver det Jegets Opgave at holde Mørke-Urdrifterne i Ave - gøre sig til Herre over dem - saa at de, ved at dirigeres af det aandelige Jeg, enten kan undertrykkes, som f. Eks. Selvhævdelse paa den svageres Bekostning - eller forædles, som f. Eks. Forplantningsdriften.

Første Afsnit på Side 259Fra det ovenfor meddelte maa dog undtages Selvopholdelsesdriften, der hos det spæde Barn selvfølgelig er ubevidst; først senere hen, naar det aandelige Jeg vaagner til Bevidsthed i den jordiske Verden, bliver Driften bevidst for Individet.

En ydre Foranledning behøver ikke altid at være det Stød, der vækker Mørke-Urdrifterne, saa at de paa en eller anden Maade giver sig Udslag. Hvis f. Eks. en meget ung Menneskeaand eller en af de Ældste er knyttet til det menneskelige Legeme, sker Fremkaldelsen ikke saa sjældent gennem Aandens Tankeerindring; denne Erindring, som dukker op hos den i Selvtugt uøvede Aand, paavirker da den astrale Hjerne, der lader de modtagne Tankevibrationer gaa videre til den fysiske Hjernes tilsvarende Celler - og Driften bliver Individet bevidst.
Den rent instinktive Paavirkning af den fysiske Hjerne skriver sig alene fra den astrale Hjernes ubevidst opsummerede Erfaringer og Viden, uden at Aanden er medvirkende. Mørke- eller Lysinstinkter giver sig derfor Udslag i Handlinger og Bevægelser, bag hvilke der i Handlingsøjeblikket ikke findes nogen Tanke som Basis. F. Eks.: bliver et Menneske overfaldet med Slag eller lignende, vil den overfaldne ifølge Forsvarsinstinktet i de fleste Tilfælde slaa fra sig uden at gøre sig nogen Tanke om, hvor Genslaget rammer, eller om det rammer; Handlingen er da rent instinktiv; men saafremt den overfaldne først tænker over Situationen - selv om det kun drejer sig om Secunder - for at overveje, hvorledes Overfaldet bedst kan afpareres ved Genslag, Spark eller lignende, træder Aanden til, og ved Tanken bliver den efterfølgende Handling: Genslaget, Sparket el. lign. udført bevidst. Men ved en saadan bevidst udført Handling bliver Jegets Ansvar for Udfaldet af Handlingen langt større end ved den rent instinktive.
    Aandens selvstændige Tankemeddelelser til den astrale og den fysiske Hjerne foregaar igennem Baandet (det livgivende Baand), der binder Aanden til det menneskelige Legeme. Baandet har sit Udspring i Aandelegemets store Nervecenter - der svarer til den fysiske Hjerne - derfra gaar Baandet igennem Hylsteret og har sit Endepunkt i den astrale Hjerne, der, som tidligere sagt, er fuldkommen indvævet med den fysiske.
Første Afsnit på Side 260Baandet, der saaledes skal være den tankeførende Ledning mellem Aandens store Nervecenter og det menneskelige Legemes Hjerne, er ikke fuldstændig indvævet i Nervecentrets forskellige Afdelinger og Forgreninger, men kun partielt. Hvilke Partier af Nervecentret der skal inddrages under Baandets eller Ledningens Omraade, afhænger af det aandelige Standpunkt, som det Menneske, hvortil den paagældende Aand er knyttet, skal indtage under Jordelivet. Særlig for de Yngstes Vedkommende - Menneskehedens Foregangsmænd - er denne Foranstaltning af stor Vigtighed. At lade de Yngste, naar de gaar ind til det jordiske Liv, medtage alt det, som ligger indenfor deres aandelige Bevidsthed af Viden, Erfaringer, geniale kunstneriske Evner o.s.v., vilde gøre dem aldeles uskikkede til at leve iblandt Mennesker; derfor medtager de af deres egentlige Individualitet kun saa meget, som der er Brug for i den foreliggende Inkarnation, hvad enten de nu skal gøre Fyldest som Kunstnere, Videnskabsmænd, Opfindere, religiøse Reformatorer, geniale Statsmænd eller Regenter o.s.v. Naar Bestemmelsen er taget med Hensyn til den Mission, der skal udføres under Jordelivet, og Aanden derefter knyttes til et vordende Menneskelegeme, fastvæves Baandet til de Dele af det store Nervecenter, hvis aandelige Ballast skal præge det vordende Menneske og gøre det skikket til at udføre den Gerning, som er paataget af den til Mennesket knyttede Aand. Viser det sig, at Mennesket kommer ind paa den rette Vej og at det er i Stand til, trods Mørkets Angreb, at kunne gøre Fyldest ud over det, der var bestemt før Inkarnationens Begyndelse, kan der i Kraft af Guds Villie ske en yderligere Udvidelse af Forbindelsen mellem Baandet og andre Dele af Aandens store Nervecenter, saa at Menneskets individuelle Personlighed vokser paa det Omraade, der er dets Arbejdsfelt. Ligeledes kan endnu flere Dele af den psykiske Hjerne indvæves med Baandet under Jordelivet, hvis det bliver nødvendigt at hæve Menneskets Personlighed paa flere forskellige aandelige Felter, der paa en eller anden Maade berører den paatagne Gernings Omraade.
    Ved Hjælp af Isolationslaget - den Side af Hylsteret, som vender mod Aanden - forhindres de øvrige Dele af Aandens Nervecenter i at gøre sig gældende gennem den fysiske Hjerne, saa at kun de Dele, hvormed Hjernen staar i direkte Forbindelse gennem Baandet, kan præge den menneskelige Personlighed.

Alt hvad der holdes tilbage af Aandens Viden, Erindringer fra fortidige Liv, Kundskaber o.s.v. ligger saaledes udenfor den menneskelige Bevidsthed; i Tilfælde, hvor Isolationslaget paa en eller anden Maade er blevet læderet af Mørkets Paavirkning, kan mere eller mindre af det tilbageholdte trænge ind i Menneskets Bevidsthed og virke forstyrrende paa dets Personlighed. Normalt skal Mennesket intet erindre om sine tidligere Tilværelser, da saadanne Erindringer meget ofte vilde hindre Individet i at udnytte det foreliggende Jordeliv paa den bedste Maade. Har f. Eks. et Menneske i sin sidst afsluttede Inkarnation været Forbryder, vil denne Erindring kun virke pinligt og hæmme den paagældendes aandelige Udvikling; eller har Mennesket været en højtstaaende Personlighed med mange materielle Goder, levet et Liv i Lediggang, maaske uden Tanke for sine mindre heldigt stillede Medmennesker, og saa i den foreliggende Inkarnation f. Eks. er en fattig Arbejder, vil vedkommende let fristes til idelig at drage Sammenligninger med det foregaaende og det nuværende; Resultatet vil da blive en bestandig Misfornøjelse med det bestaaende og en Hindring for al aandelig Fremgang.
Første Afsnit på Side 261Kun i ganske enkelte Tilfælde, hvor det fra oversanselig Side menes at være formaalstjenligt, kan Mennesket modtage Meddelelser om een eller nogle faa af sine fortidige Inkarnationer; men disse Meddelelser gives kun af Lysets Aander, naar al Misbrug af det meddelte er ganske udelukket. Menneskene opfordres derfor paa det indstændigste til ikke selv at søge Oplysninger om tidligere Tilværelser.
Meddelelser om fremtidige Jordeliv kan ikke gives af Lysets Aander, da Gud aldrig planlægger mere end eet Jordeliv ad Gangen for Menneskene, og det planlagte Liv er altid baseret paa det foregaaende.
I den oversanselige Verden har Mennesket et klart Overblik over sine tidligere Tilværelser. (Se i øvrigt Oversigten pag. 251-52.)

Ved den astrale Hjernes ubevidste Opsummering af Erfaringer og Viden, samt ved Aandens bevidste Tilegnelse af Viden, Kundskaber og Erfaringer under Jordelivet spiller Menneskets fysiske Hjerne en stor Rolle som Optager og Meddeler.
For at lette Forstaaelsen af, hvorledes Genparternes opsummerede Erindringer og ubevidste Viden, som i de følgende Slægtled gaar over til at blive Instinkter - Mørke- eller Lysinstinkter - erhverves igennem den fysiske Hjerne, skal her gives en nærmere Forklaring.

Hvis et Menneske som Livserhverv har et eller andet bestemt Haandværk, f. Eks. Skomager-, Skrædder-, Murer-, Snedkerhaandværk eller lign., eller udfører andre legemlige Arbejder i det daglige Liv, f. Eks. koreografiske eller plastiske Bevægelser, sportslige, tekniske, manuelle Øvelser o.s.v., bliver Arbejdets eller Øvelsernes forskellige Bevægelser, medens de læres, udført med bevidste Tanker. Ved Hjælp af Synet tilegner det normale Menneskes fysiske Hjerne sig et Billede af det, der skal udføres; gennem de fysiske Hjernecellers Vibrationer forplanter det sete sig til den astrale Hjernes Celler. De astrale Hjernecellers Vibrationer opfanges af Hylsterets Opsugningslag - den Side, som vender mod den astrale Genpart - og overføres derfra til Aandelegemets store Nervecenter, den psykiske Hjerne. Aanden fastholder ved Tanken det modtagne Billede, og gennem den tankeførende Ledning - Baandet - lader den Tanken nøje følge med under Udøvelsen af Arbejdets Bevægelser for at tilegne sig hver Enkelthed; men har Legemet under Tankens og Villiens Ledelse lært at udrette Arbejdet, saa at Tanken ikke længer behøver at være Dirigent, gaar de enkelte Bevægelser over til at blive ganske automatiske og gengives da uden nogen Tankeforbindelse. Eftersom den astrale Genpart er fuldkommen indvævet med det fysiske Legeme, tilegner Genparten sig Bevægelserne samtidig med det fysiske. Den ubevidste Erindring om disse mekanisk erhvervede Bevægelser opbevares i den astrale Hjernes Celler og gaar i Arv til Efterkommerne, hos hvilke den hviler i latent Tilstand, indtil den ved en ydre eller indre Foranledning vaagner hos Individet som Instinkt. Selv om der i de første Slægtled ikke findes nogen, der beskæftiger sig med det Arbejde, hvis mekanisk eller automatisk tillærte Bevægelser hviler latente i Genparternes Hjerne, kan Erindringen herom dog bevares hos Individerne i de nærmest følgende Led og dukke frem, naar en eller anden af Slægten faar Brug derfor. Individet vil da hurtig og let finde sig til Rette med det foreliggende Arbejde, vil tage paa de forskellige Redskaber og udføre de Bevægelser, der kræves, eller indtage de Stillinger, der er nødvendige, som om det hele allerede var tillært. Hvorimod et Individ, hvis Forfædre ikke har udøvet et saadant Arbejde, vil gøre de samme Bevægelser paa en klodset og ubehjælpsom Maade, indtil Arbejdet ved Tankens Hjælp er bleven tillært.

Første Afsnit på Side 262Herfra gives dog Undtagelser, idet Mennesker uden Tankens Hjælp kan lære at udføre lidet indviklede Arbejder under "Dressur" i Lighed med den Dressur, der udøves overfor Dyr. (Pinsler og Slag er selvfølgelig udelukket fra denne Sammenligning.) Dette gælder svagt aandsbegavede eller helt aandsfattige Mennesker Mennesker med en uudviklet eller abnorm Hjerne, saa at Aanden ikke kan komme i tilstrækkelig nøjagtig Kontakt og Korrespondance med den, hverken gennem Opsugningslaget eller gennem Tankeledningen.
    Altsaa: Meddelelser fra Aanden til den astrale og den fysiske Hjerne ledes igennem Baandet, hvorimod Meddelelser fra den fysiske eller fra den astrale Hjerne ledes til Aanden gennem Hylsterets Opsugningslag.

Tab af Hukommelsen, der ikke skriver sig fra Sygdom, fra Slag eller fra en vidt fremskreden Alderdom, skriver sig gerne fra en mangelfuld Brug af de astrale Hjerneceller og de Felter i Aandens store Nervecenter, der opbevarer det, som tilsyneladende er glemt.
Side 263De Kundskaber, Oplevelser o.s.v., som gennem den fysiske og den astrale Hjerne er tilflydt Aandens store Nervecenter, opbevares dér i bestemt afgrænsede Felter; disse Felter staar ved fine Fibre eller Traade i Forbindelse med Baandet - Tankeledningen - saa at Aanden, i Kraft af sin Tanke og Villie, kan reproducere det tilegnede og opbevarede til den astrale og den fysiske Hjerne. Naar denne Reproduktion af Kundskaber, Oplevelser o.s.v. ikke vedligeholdes gennem Meditation, Tilbageskuen eller lignende, slappes Nervecentrets fine Fibre og bliver saaledes ude af Stand til at reproducere det opbevarede; den astrale Hjernes tilsvarende Celler sættes derved ud af Funktion og mister deres Elasticitet, det vil sige, at de ikke længer kan præstere det nødvendige Antal Vibrationer, hvorfor det tilegnede og opbevarede træder tilbage i Erindringen, eller synker ned under Erindringens Grænse.
Ad hypnotisk Vej vil det i mange Tilfælde kunne konstateres, at det, som tilsyneladende er glemt, dog findes opbevaret i Aandens Erindring - det store Nervecenter - og altsaa ikke er gaaet tabt, men atter kan fremkaldes paa ovennævnte Maade, idet Aanden, paavirket af Hypnotisørens stærkere Villie, modtager en større Energi, saa at den ikke hæmmes saa meget af det fysiske Vedhæng som ellers. Ved denne forstærkede Energiudfoldelse kan Aanden da, i Kraft af sin egen Villie og Tanke, atter blive i Stand til at reproducere det opbevarede - dog som Regel kun saa længe som Hypnosen varer. Ved gentagen Hypnose vil Baandfibrene og de astrale Celler kunne styrkes saa meget, at det glemte ogsaa i den normale Tilstand atter kan træde frem over Erindringens Grænse; men flere Gange gentagne Hypnoser er ikke tilraadelige, da de paa mange psykiske Omraader kan blive til stor Skade for Individet; f. Eks. kan de tit virke ganske nedbrydende i moralsk Henseende, idet en samvittighedsløs Hypnotisør uden Skrupler benytter sit Objekt i Tide og Utide, hvorved dets Villie slappes, saa at det i eet og alt bliver afhængigt af Hypnotisørens Villie.
Under stærk Narkose og stærke Feberanfald kan det glemte ligeledes træde frem over Erindringens Grænse, men som Regel synker det atter tilbage under Grænsen, naar den normale Tilstand indtræder; dog bevares til Tider en svag Erindring om det saaledes for en Tid genfremkaldte. _o05">