Den Personlighed, som det synlige Menneskelegeme repræsenterer, bestaar altsaa af tre Faktorer: 1) Den psykiske, 2) den astrale og 3) den fysiske Hjerne, af hvilke tre Faktorer kun den sidstnævnte, ifølge Sagens Natur, er synlig i den jordiske Verden.
    1) Den psykiske Hjerne er Sædet eller Udgangspunktet for Tanken og Villien samt for den bevidste Handling, der er ledet af Tanke og Villie. Alt hvad den psykiske Hjerne modtager af Viden, Erfaringer, Kundskaber o.s.v. kan ved Tankens Hjælp omsættes baade i psykiske og i fysiske Værdier og Resultater, idet Tanken, ledet af Villien - til Godt eller Ondt -, gennemarbejder, sammenbinder, nyskaber, afklarer eller udskiller det modtagne og udstraaler det saaledes bearbejdede Materiale i talrige mer eller mindre nuancerede, klart lysende Facetter, alt efter det Tankearbejde, som er gaaet forud. Jo højere den Aand er, hvis psykiske Hjerne er den menneskelige Personligheds Hovedfaktor, jo rigere er Tankearbejdet, jo mere alsidig er Nuanceringen, og jo mere klart lysende er den udstraalende Facettering. Ethvert Tankearbejde, hvor kortvarigt eller ringe det end er, opfattes konkret af det normale Menneske, idet Mennesket, stærkere eller svagere, "føler" sin Tanke arbejde. Alle disse gennemtænkte Tanker er Individets umistelige Eje; de Værdier, som det under Jordelivet har uddraget af sine Erfaringer, Kundskaber o.s.v. bevares af Aanden fra Inkarnation til Inkarnation og forøges ved hver ny Inkarnation.
Første Afsnit på Side 264Igennem Tankens Arbejde opbygger eller former saaledes enhver sin individuelle aandelige Personlighed.

    2) Den astrale Hjerne, Menneskets automatiske Beholder, opsummerer derimod ganske mekanisk alt, hvad den modtager under Menneskets Jordeliv, for ved en eller anden given Lejlighed at reproducere det modtagne, nøjagtig saaledes som den har opbevaret det, uden nogen som helst Tilføjelse.
For at lette Forstaaelsen skal her gives nogle enkelte Eksempler:

Et Menneske betragter f. Eks. en gammel, forfalden Slotsruin. Saafremt Tanken følger med ved Beskuelsen, dannes gennem Synet og den fysiske Hjerne et Billede af det "sete" baade i den astrale og i den psykiske Hjerne. Men hvis Mennesket, saaledes som det meget ofte gøres, ser tankeløst paa Ruinen og dens Omgivelser, fanger kun den astrale Hjerne en Afspejling af det sete; den psykiske berøres ikke, naar Tanken ikke reagerer overfor de astrale Cellers Vibrationer. En Tid efter, ved en eller anden ydre Foranledning (f. Eks. ved Synet af et lignende Landskab) dukker Billedet af Ruinen, som den astrale Hjerne har opbevaret, ganske automatisk frem i den fysiske Hjerne, reproduceret dér, nøjagtig saaledes som den astrale Hjerne i sin Tid modtog det. Fastholder Tanken nu det fremdukkende Billede, fæstner det sig tillige i den psykiske Hjerne, og med det fra det ubevidste fremdukkende Billede af Ruinen som Udgangspunkt, kan Individet da i Kraft af sin Tanke komponere f. Eks. et pragtfuldt Slot med Volde, Grave o.s.v., en sandsynlig Rekonstruktion af det Slot, som engang indtog Ruinens Plads. Det er saaledes Tanken, der har arbejdet og har udnyttet den af den astrale Hjerne opbevarede og automatisk reproducerede Gengivelse af Ruinen, da den astrale Hjerne kun formaar at gentage, og ikke at forme ud af det modtagne.
Første Afsnit på Side 265Ikke alene gennem Synet paavirkes den astrale Hjerne; men ogsaa gennem de øvrige Sanser: Hørelsen, Lugten o.s.v. fæstnes Oplevelser, Begivenheder, Lyde, Toner o.s.v. for ved en given Lejlighed at dukke frem reproduceres nøjagtig, som det er modtaget.
Et Eksempel, taget fra de talrige automatiske Bevægelser, som Menneskene ved Hjælp af den astrale Genparts Hjerne udfører i det daglige Liv, gives her: I en Stue findes to Servanter adskilt fra hinanden ved et Skab; over den ene Servante har et Spejl sin Plads paa et Søm. En af Stuens Beboere kommer ind; Individets psykiske Hjerne arbejder i det givne Øjeblik med en Tankerække, der ligger meget langt borte fra de stedlige Omgivelser; men Spejlet, som ved Individets Indtræden i Stuen ligger f. Eks. paa et Bord (hvor det ikke skal være), fanges af Øjet. Straks fremsender den astrale Hjerne et Billede af Spejlet hængende paa Væggen, og uden at afbryde sin Tankes Arbejde tager den indtrædende Spejlet - ganske automatisk - gaar hen mod en af Servanterne, rækker Spejlet op og lader det glide ned langs Væggen, for at Snoren kan blive hængende paa Sømmet. Bevægelsen mislykkes og gentages derfor 3-4-5 Gange, stadig fuldstændig automatisk, men ved denne flere Gange gentagne Bevægelse vækker de astrale Hjernecellers Vibrationer Individet af hans Tanker, den forlængst paabegyndte Tankerække afbrydes i et Nu, og i Kraft af sin Villie giver han den standsede Tanke en ny Retning. Haanden med Spejlet sænkes, Individet ser op paa Væggen, og ved den koncentrerede Tankebevidsthed opdages det, at der overhovedet ikke findes noget Søm at hænge Spejlet paa, da Sømmet findes over den anden Servante. Den astrale Hjerne - det ubevidste Menneske - har ikke haft Evne til at kombinere saa meget som saa: at naar Spejlet ikke vilde hænge fast, var der ikke noget at hænge det paa. Først naar de flere Gange gentagne resultatløse Bevægelsers Vibrationer vækker Individets Bevidsthed (Aanden), kan den astrale Hjernes ubevidste Fejltagelse rettes.
Til sidst et Eksempel paa, hvorledes et Menneske, til hvis fysiske Legeme en uudviklet Aand er knyttet, kan suggerere sig selv til Troen paa at have "set" en Begivenhed i alle dens Enkeltheder, skønt det forefaldne kun er opfattet i Brudstykker.
Individet bliver f. Eks. Øjenvidne til et Ulykkestilfælde, som skyldes flere sammentræffende "Tilfældigheder". Skrækken ved at overvære et eller flere Medmenneskers Lemlæstelse eller voldsomme Død bevirker, at Individet uvilkaarlig lukker sine Øjne - maaske kun for nogle faa Secunder. Det Billede, som gennem Synet og den fysiske Hjerne fæstner sig i den astrale og den psykiske Hjerne, bliver da meget mangelfuldt, idet de kun modtager et Billede af det, som Individet har "set". Ved senere at genkalde sig det stedfundne og oplevede søger Individet ved sin Tanke at samle de opbevarede Brudstykker; han var jo "Øjenvidne" og maa derfor vide, hvad der er sket, og da han ikke har nogen Erindring om at have lukket Øjnene - maaske netop i det afgørende Øjeblik - arbejder hans Tanke paa at tilvejebringe et antageligt Helhedsindtryk: saadan og saadan gik det til. - - Men ved de idelige Tankegentagelser fæstnes - gennem Tankeledningen, Baandet - nye Billeder i den astrale Hjerne; disse Billeder dukker frem, hvergang Øjenvidnet gentager det oplevede, og understøttede af Tanken bliver de stadig klarere, saa at Individet lever sig ind i den Forestilling, at han har set Ulykken i alle dens Enkeltheder; og skønt han meget godt ved, at hans Tanker i lange Tider har kredset om det samme Emne, narres han dog af den Billedrække, som hans Tanke har komponeret. Det er som Regel unyttigt, at et andet Øjenvidne opruller Begivenheden for ham, saaledes som den virkelig er passeret, han vil, i de allerfleste Tilfælde, bestemt holde paa, at hans er det rette.
Første Afsnit på Side 266Ved et saadant ukritisk Tankearbejde opnaar Individet kun at trænge den astrale og den psykiske Hjernes første nøjagtige Gengivelse af Brudstykkerne tilbage og drage en Række selvkomponerede Billeder frem, som intet har med Virkeligheden at gøre.

Hvis en mere fremskreden eller en høj Aand er knyttet til det fysiske Legeme, vil en saadan Selvsuggestion ikke kunne finde Sted, da det aandelige Jeg hurtig vil overskue Situationen og forstaa, at det har modtaget det stedfundne i Brudstykker. Og saafremt Individet forsøgte at samle Indtrykket til en Helhed, vilde han ligeledes være klar over, at det var hans Tanke, der havde udfyldt Hullerne.
Altsaa: den astrale Hjerne - det ikke bevidste Menneske - vil af den ubevidst opsummerede Viden: Indtryk, Kundskaber, Bevægelser, set, hørt, læst o.s.v. aldrig nogen Sinde være i Stand til at forme, sammenbinde eller nyskabe, idet den kun formaar at reproducere det modtagne.

    3) Den fysiske Hjerne - Optageren og Meddeleren - er tilsyneladende den menneskelige Personligheds eneste Faktor, et Organ som Menneskene med Lethed kan underkaste videnskabelige Undersøgelser. Men da de to andre tilstedeværende Faktorer ikke kan underkastes en saadan haandgribelig Undersøgelse, som kan blive den fysiske til Del, har Mennesket hidtil ikke været i Stand til at erkende de to - ikke synlige - men meget vigtige Faktorer, vigtige, fordi overordentlig meget i den menneskelige Personlighed ene og alene kan forklares og forstaas gennem Tilstedeværelsen af disse to ovenfor omtalte Faktorer.
Første Afsnit på Side 267Hvis de Ældste, da de skabte Menneskene, havde - som de paatænkte - udskilt det materielle Mørke (Molekylarmørket) fra det astrale og derefter foretaget deres Skabelse, vilde Menneskene kun have været i Besiddelse af en fysisk Hjerne. (Her tales om Mennesket uden den af Gud givne aandelige Bevidsthed). Denne Hjerne vilde kun have formaaet at optage - men ikke at opbevare noget som helst. Ethvert nyt Indtryk vilde straks udslette det foregaaende, og selv om den fysiske Hjerne daglig udsattes for de samme Indtryk, vilde disse bestandig være lige nye for Individet. Ingen Erfaringer, ingen Viden, intet, absolut intet vilde saadanne Individer kunne lade gaa i Arv til Efterkommerne. Menneskene var da blevet ringere end Dyrene, hvis astrale Genparts Hjerne opbevarer Drifter, Instinkter, Følelser o.s.v., der kan gaa i Arv til Afkommet og derigennem virke ordnende og forbedrende.
Da de Ældste dog snart overbeviste sig om, at de ikke kunde skabe af det materielle Mørke alene, skabte de af det dobbelte Materiale, og Menneskene fik ligesom Dyrene en automatisk Beholder - den astrale Hjerne - der gennem de fysiske Hjernecellers Vibrationer optager og bevarer de Værdier, der ellers vilde forsvinde lige saa hurtigt, som de kom.
Efter at Gud havde knyttet et aandeligt Væsen til de fysiske Menneskelegemer, blev Legemets Hjerne tillige et Redskab for Aanden, saa at det fysiske Menneske ikke alene kunde paavirkes af de jordiske Omgivelser, men ogsaa af de oversanselige.
Igennem den astrale Genpart kan Mennesket altsaa, som tidligere forklaret, tilføre sine Efterkommere instinktive Færdigheder, der i de kommende Generationer kan blive til Gavn og Glæde for de enkelte. Igennem denne Arv skabes det menneskelige Talent, hvad enten det gælder et Haandværk, der kan forskønnes og forædles ved Talentet, eller en og anden Kunstart, f. Eks. Digtning, Farve-, Form- og Tonekunst. Af den Maade, hvorpaa den enkelte forstaar at frugtbargøre sine Evner, sit Talent, sin Begavelse, vil det klart og tydeligt fremgaa, i hvor høj Grad vedkommende ved Hjælp af sin Aand formaar at drage sine Frembringelser ind under Lysets Indflydelse og bort fra Mørkets. Jo bedre det talentfulde Menneske i sine Produktioner formaar at nærme sig til det naturlige, det skønne, det ophøjede, harmoniske og rene, jo større er Lysets Indflydelse paa det, der ydes. Hvorimod unaturlige, forvredne, uskønne Former og Linier, disharmoniske Toner og Lyde, urene, skurrende Klange viser Mørkets Indflydelse i dekadent Retning. Det samme gælder Digterværker, der fremdrager og forherliger det uskønne i Livet, der forsvarer det umoralske og giver nedaddragende Tanker og Forestillinger.
Første Afsnit på Side 268For alle de saaledes produktive Mennesker gælder den samme Regel: Værkets Skaber viser sig i sit Værk som den han er - Lysets eller Mørkets Talsmand.
Til at skabe nyt indenfor en eller anden alt bestaaende Kunstart, Videnskab og lignende, eller til at skabe noget fuldstændig nyt, hidtil ukendt, hvad enten det er paa det kunstneriske, det videnskabelige eller andre Omraader, kræves Geniet, som kun de Yngste og de Ældste er i Besiddelse af. Men af det geniale Menneskes Frembringelser kan det ligeledes ses, om Arbejdet er udført i Lysets eller i Mørkets Tjeneste.
Talentet kan saaledes arves fra Slægt til Slægt, hvorimod Geniet aldrig kan arves; men Geniet kan bæres frem af Talentet at de høje Aander ofte lader sig inkarnere i Familier, hvor de ved Hjælp af de medfødte (arvede) Talenter hurtigere og lettere kan udfolde deres Genialitet i den forønskede Retning.
Efterhaanden som den fysiske Hjerne udvikles gennem Legemets Vækst fra Barnealderen til den mere modne Alder, bliver den et mere brugbart Redskab for den Aand, som er knyttet til det fysiske Legeme. Individets Særpræg træder tydeligere frem, Jeget bliver bedre og bedre i Stand til gennem den fysiske Hjerne at optage Indtryk og til, gennem Tankeledningen, at frugtbargøre de fra den oversanselige Verden medbragte Evner, samt til, i Kraft af sin Villie, at hæve sig i etisk Retning, og til, muligvis, at gøre Brug af de slægtserhvervede Talenter. Men hvor veludviklet den menneskelige Hjerne end kan blive, vil den aldrig kunne opnaa nogen som helst Værdi som selvstændigt Tanke-Organ, da den selvstændige Tænkning ene og alene skriver sig fra den til Menneskelegemet knyttede Aand.
Menneskets fysiske Hjerne - som Redskab for Aanden - kan bedst lignes med et Musikinstrument, f. Eks. en Violin. Et saadant Instrument kan ikke selvstændig frembringe en eneste Lyd, det toner først i det Øjeblik Buen føres over Strengene, og de Toner, som da fremkommer, staar i nøje Forhold til den spillendes musikalske Evner. Geniet vil med største Lethed fremkalde et Væld af harmoniske Toner og Klange, der forenes til et skønt Hele, medens det umusikalske Menneske, paa det samme Instrument - selv om det er den fineste Kremoneser -, kun kan fremlokke en Række Dissonanser. Fra Geniet til den umusikalske strækker sig en Skala af mer eller mindre musikbegavede og musikkyndige Individer, der hver for sig vil behandle Instrumentet efter sin individuelle Evne og Færdighed; men springer en Streng, kan selv det største Geni kun fremkalde hæse og skrattende Lyde af den sønderbrudte Streng. Paa lignende Maade er den fysiske Hjerne Aandens Instrument. Jo højere Aand, jo fyldigere og bedre kan Hjernen benyttes til Omsætning af Aandens Tanker, saa at de kan træde frem i den jordiske Verden; men ødelægges Dele af Hjernen ved Sygdom eller Alderdom, vil selv den højeste Aand være ude af Stand til virkningsfuldt at benytte de ødelagte Cellevæv.
Første Afsnit på Side 269Saafremt et Menneske allerede i Barnealderen viser Tegn paa at være i Besiddelse af betydelige Evner i en speciel Retning, bør dets Opdragere sørge for, at disse Evner ikke udvikles for tidlig, da dette vil ske paa det øvrige Hjernevævs Bekostning, idet Hjernen meget let svækkes, naar der under Barnets Opvækst gives den en ensidig Udvikling, og Individet staar da i Fare for at lade en svag, ikke udviklingsdygtig Hjerne gaa i Arv til sine Efterkommere.
    Vekselvirkningen mellem Aand og Hjerne bliver mer eller mindre ufuldstændig, hvor det drejer sig om defekte eller helt unormale Hjerner, og jo mere ufuldstændig Vekselvirkningen er, jo nærmere kommer Mennesket til Dyrene i sin Handle- og Væremaade. Viser det sig (for Lysets Aander) under Fosterets Dannelse, at dets Hjerne vil blive abnorm eller disponeret til forskellige sygelige Tilstande, som senere hen i Livet, delvis, maaske helt, vil ødelægge eller forhærde Hjernevævet, bliver der som Regel sørget for, at en yngre, mindre udviklet Aand knyttes til Individet. Den paagældende Aand vil da ikke lide under den bristende eller manglende Evne til at modtage Indtryk og Kundskaber, eller til at kunne gøre sig tilstrækkelig gældende i den jordiske Verden. Men hvis et Menneske i et af sine Jordeliv ved egen Skyld, f. Eks. paa Grund af daarligt Levned, Drukkenskab, forskellige legemlige Udskejelser o.s.v. har givet et svagt, sygeligt disponeret Legeme + Hjerne i Arv til sine Efterkommere, vil vedkommendes Aand, der ikke ydede tilstrækkelig Selvtugt hverken over sit Jeg eller over det Legeme, der var Jegets synlige Repræsentant i Livet, ifølge Gengældelsesloven atter og atter blive knyttet til Slægtens delvis eller helt degenererede Legemer, hvis begyndende Ødelæggelse skyldtes vedkommende selv. I de Tilfælde, hvor en højere Aand er Skyld i Slægtens Dekadance, vil Aanden lide under den bristende eller manglende Evne til at gøre sig gældende i det jordiske Liv. Mange af de Ældste, som ved deres egenmægtige Inkarnationer har bragt Ødelæggelse ind i ellers sunde Slægter, har, efterhaanden som de er gledet ind under Gengældelsesloven, maattet sone deres syndige, forbryderiske Leve- og Handlemaade fra tidligere Inkarnationer, ved at lade sig knytte til halvt eller helt degenererede Menneskelegemer. _o06">