Under Søvnen tilføres der Legemet, gennem Lysets Indflydelse, en fornyet Livsenergi som Erstatning for det Energitab, som Legemet lider ved aandeligt eller legemligt Arbejde i den vaagne Tilstand. Jo yngre Legemet er, jo lettere og bedre udlignes Tabet ved ny Tilførsel af Livsenergi; men er Legemet ældre eller sygeligt, bliver den Erstatning, der kan tilføres, ikke saa fuldkommen, da Legemets Organisme i den ældre Alder eller under sygelige Tilstande ikke kan opsuge Lysstrømmene i samme Maal som det yngre eller sunde Legeme. Og naar det Tidspunkt indtræder, da Legemet paa Grund af Alderdom eller alvorlig Sygdom bliver ude af Stand til at reagere over for Lysets Paavirkning og saaledes ikke kan faa Livsenergien fornyet, gaar det sin Opløsning i Møde, en Opløsning, der fuldstændiggøres gennem Døden.

Saalænge det fysiske Legeme er i Vækst, og saalænge Stofskiftet foregaar hurtigt, tiltrænger Legemet megen Søvn, for at det gennem de indsugede Lysstrømme (fra Jordens Lysomhylning og Lysæteren) kan udvikles sundt og harmonisk. Naar Væksten er standset og Stofskiftet er trægere, kan det udvoksede og det ældede Legeme ikke indsuge Lysstrømmene i samme Maal som tidligere, hvorfor Mennesket kan nøjes med mindre Søvn, jo ældre det bliver. Dog burde et Tidsrum paa ca. 6 Timer være Minimum, da en utilstrækkelig Søvn for tidlig kan svække det aldrende Legeme, naar det ikke er i Besiddelse af et Overmaal af Sundhed. Efter langvarige Sygdomme trænger Legemet til noget længere Søvnperioder end normalt, for om muligt at faa tilført det svækkede Legeme det fornødne Kvantum af Lysets Energi.
Første Afsnit på Side 272Meget gamle Mennesker kan undertiden i deres sidste Leveaar blive saa legemlig trætte, at de bestandig "smaasover". Denne Trang til hyppig Søvn skriver sig gerne fra en aandelig Sløvhed; Jeget har ikke længer Energi nok til at beskæftige sig aandeligt eller legemligt. Denne Gammelmandssøvn styrker ikke, men svækker kun Legemet endnu mere og fremskynder derfor dets Opløsning.

Søvnen er altsaa den Tilstand, i hvilken det menneskelige Legeme bedst kommer i Kontakt med den omgivende Æters Lysstrømme, hvorfor Søvnen altid bør være en virkelig og tilstrækkelig langvarig Hvile for det ved Energitab svækkede Legeme. For det normale Menneske skal Søvnen tillige være en Hvile for den Aand, der er knyttet til Legemet. Hvis Aanden - der under Jordelivet bestandig trættes ved at opholde sig i Jordens Mørkeatmosfære - ikke faar den nødvendige Hvile og Lystilførsel samtidig med det jordiske Legeme, vil Mennesket efter Søvnen føle sig aandelig træt, ude af Stand til at varetage sin jordiske Gerning med tilstrækkelig aandelig Interesse.

Under Søvnen giver Skytsaanden ofte Advarsler til de Mennesker, der er slaaet ind paa Livsveje, som kan føre dem bort fra den Plan, der er lagt for deres Jordeliv. Disse Advarsler kan forme sig som visionære, symbolske Drømme eller advarende Ord, der undertiden ved Menneskets Opvaagning kan staa klart og fast indprentede i Erindringen. Men ikke alle kan lige klart genkalde sig de givne Advarsler, hvad enten de er givne i Syner eller i Ord; dog har disse Mennesker gerne en Følelse af, at et eller andet ikke er, som det bør være. Ved at gennemtænke den nærmest tilbagelagte Tidsperiode eller ved en fornyet Gennemtænkning af de lagte Fremtidsplaner kan det af Skytsaanden under Søvnen advarede Menneske meget ofte finde det, der er Skyld i den givne Advarsel. Det bliver derefter Menneskets Opgave, at rette de begaaede Fejl eller føre sit Liv ind paa andre Veje, eller ogsaa paa anden Maade drage Nytte af det meddelte.
Skytsaandens Drømmemeddelelser kan ogsaa være af en trøstende, opmuntrende, dadlende eller profetisk Art.
Under Legemets Nattesøvn har mange Mennesker, forledte dertil af de Ældste og hjulpne af dem eller af de jordbundne Aander, løst sig ud fra det Legeme, som de var knyttet til, og foretaget Ekskursioner paa egen Haand. De Indtryk, som Aanden modtog paa disse natlige Udflugter - f. Eks. fra Samværet med de jordbundne Aander - forplantede sig gennem Baandet til det sovende Legemes Hjerne og fremkaldte paa denne Maade mer eller mindre tydelige og sammenhængende eller ogsaa ganske forvirrede Billeder af det oplevede, som da til Tider, gennem den astrale Genparts Hjerne, kunde erindres i den vaagne Tilstand som Drømme.
Første Afsnit på Side 273Gennem hæslige, obscøne Drømmebilleder har de diskarnerede Ældste og de jordbundne Aander ligeledes søgt at forurene Menneskenes Sind og Tanker for derigennem at faa større Herredømme over Menneskene.
Mange Drømme skriver sig fra Legemets sygelige Tilstande eller fra at Legemet indtager en forkert Stilling under Søvnen, saa at Blodet strømmer for stærkt til Hjernevævet, hvorved Hjernen, i Stedet for at hvile, reagerer overfor det forøgede Tryk. Ved denne unormale Tilstand dukker fra den astrale Hjerne en Del taagede Erindringer frem, som næsten altid kan henføres til et eller andet oplevet, set, læst eller hørt. Stærke Lyde, Hede- eller Kuldefornemmelser kan ligeledes vække den astrale Hjerne til at fremsende en Del Erindringsbilleder. Mere sammenhængende Drømme kan skrive sig fra den ikke hvilende Aands Tanker, idet Aanden søger at korrigere de forvirrede Billeder, som fremsendes af den astrale Hjerne; men da Forbindelsen mellem den psykiske og den fysiske Hjerne altid slappes en Del under det fysiske Legemes Søvn, lykkes det sjældent for det aandelige Jeg at bringe en tilfredsstillende Orden i Drømmenes Kaos.
I sjældne Tilfælde kan det sovende Menneskes psykiske Hjerne fremsende Erindringer fra tidligere Jordeliv.

Saalænge Aand og Legeme er forenet, kan det "livgivende Baand", der forener dem, ikke ses fra oversanselig Side; men saa snart som Aanden løses fra Legemet, f. Eks. under Søvnen, udvikles eller udspindes Baandet mere og mere - ligesom en Edderkops Traad - idet Baandet indsuger den Lys- eller Mørkeomhylning, der omgiver Aandelegemet. Naar hele Omhylningen er opbrugt eller udspundet, strammes Baandet og trækker sig ganske mekanisk tilbage, og Aanden maa følge med, til Legemet er naaet, hvor Foreningen, ligeledes ganske mekanisk, atter fuldbyrdes. Jo større Lys- eller Mørkeomhylningen er, jo længere kan Aanden fjerne sig fra sit Legeme. Men da Menneskeaandernes Omhylning ikke er ret stor, kan disse kun fjerne sig i korte Afstande (30-60 à 100 Meter) fra Legemet, hvorimod de Ældste og de Yngste kan fjerne sig overordentlig langt; de Yngste kan endog naa til Hjemstederne i den sidste Sfære om Jorden. Da Baandet er meget elastisk, kan det ikke briste, men Aanden maa nøje paase, at den ikke opbruger hele sin Omhylning, da den i saa Fald ufravigelig bliver draget tilbage.
Som ovenfor sagt havde mange Menneskeaander i Tidernes Løb lært af de Ældste, hvorledes de selv kunde løse deres Aand ud fra det fysiske Legeme under dets Nattesøvn; men efter den Ældstes - Ardors - Tilbagevenden til Gud er de oprindelige Forhold genoprettede ogsaa paa dette Punkt, saa at Menneskeaanderne ikke længer kan frigøre sig, uden Hjælp, medens Legemet hviler, idet Gud har slettet denne ulovligt erhvervede Viden af deres Aands Erindring.
Første Afsnit på Side 274I de Tilfælde, hvor en mere fremskreden Menneskeaand før sin Inkarnation har lovet at være de høje Aander behjælpelig i en eller anden Mission under Jordelivet, kan Skytsaanden, naar Guds Tilladelse dertil er opnaaet, frigøre den paagældende Aand fra det sovende Legeme, for, paa forskellige Maader, at erindre den om dens Løfte eller for ved lærerige Samtaler at hjælpe den i Udøvelsen af den lovede Mission. Hvis det af en eller anden Grund er nødvendigt, kan Skytsaanden bringe sin Myndling til dens Bolig i Sfærerne, idet den ved Hjælp af sine egne Lysudstraalinger forstærker Menneskeaandens Lysomhylning, saa at Baandet kan udspindes langt ud over det normale.
De Yngste kan altid, naar som helst det ønskes, forlade Legemet under Nattesøvnen; men de benytter sig kun af denne Tilladelse, naar de gennem deres Skytsaand modtager Opfordring dertil.
    De Ældste, som, inkarnerede af Ardor, endnu er menneskeliggjorte paa Jorden, har alle under en af deres natlige Søvnfrigørelser modtaget Underretning af de Yngste om Ardors Tilbagevenden. Samtidig blev det henstillet til hver især at indordne sig under de Love, som Gud har givet for Aanden, medens den er bunden til det jordiske Legeme. De fleste lovede frivilligt at underkaste sig Lovene, og i Kraft af sin Villie borteliminerede Gud saa meget af deres aandelige Mørkeomhylning, at de i Lighed med Menneskeaanderne kun kan fjerne sig i korte Afstande fra Legemet, og ligesom disse kun kan frigøres uden Hjælp, naar Aand og Legeme uvilkaarligt skilles ved Legemets pludselig indtrædende Bevidstløshed under en Sygdom, ved et Ulykkestilfælde eller ved en kunstig fremkaldt Bedøvelse.
Da Gud ikke tvinger nogen til at indordne sig under Hans Love, kan de faa Ældste, der nægtede Lydighed, endnu fjerne sig saa langt de vil fra det jordiske Legeme under dets Søvn, ligesom de hidtil har kunnet. Men for saa vidt muligt at hindre disse Væsener i at skade Menneskene, bliver de paa alle deres natlige Udflugter ledsagede af en af de Yngste.
I Séancekredse, hvor Mørkets Manifestationer endnu foregaar, optræder disse inkarnerede Ældste ofte under falske Navne og med falske Meddelelser o.s.v.; dette kan imidlertid ikke hindres, saalænge som Menneskene selv vedligeholder deres Eksperimenteren med Mørket, hvorfor her atter henvises til det, der tidligere (pag. 231-34) er meddelt om det spiritistiske Séanceuvæsen, dets Utilladelighed, samt de Farer, som Medier og Séancedeltagere udsætter sig for ved at give sig ind under Mørket. Saa snart som de her omtalte Ældste har afsluttet deres nuværende Jordeliv, vil denne Uorden ophøre for bestandig, da de ikke vil blive inkarneret paa ny, førend de er naaet saa langt frem mod Lyset, at de frivillig vil underkaste sig Guds Love.







_o08">