Første Afsnit på Side 275Da de Ældste skabte Mennesket, indstillede de dets Synsorganer paa at opfange og genspejle Solens svagere lysende Straaler, der skriver sig fra Mørkekernen; Menneskeøjet kan derfor normalt ikke se Solklodens astralt-materielle Lysudstraalinger eller æterisk-astrale Lysomhylning; men efterhaanden som Mørket om Jordkloden elimineres, vil nogle af Solens stærkere lysende Straaler, der skriver sig fra de astralt-materielle Lyssvingninger, kunne trænge igennem til Jordkloden og derved forstærke og forskønne (klargøre) Sollyset. Menneskenes Øjne vil da ganske langsomt tilpasses efter det forstærkede Sollys.
Da de Ældste paa et enkelt Punkt afbrød Sammenvævningen af Menneskets astrale og fysiske Øje, opnaaede de, at Menneskene ikke kunde "se" de astrale (mørke-astrale) Former, men kun de Former og Skikkelser, som hørte til i den jordiske Verden. Først efter at Gud havde knyttet Aanden til det menneskelige Legeme, formaaede de Mennesker, til hvilke de Yngste var bundet, spontant eller konstant at "se" med Aandens Øje. Det samme blev senere hen Tilfældet for dem, til hvilke de Ældste eller mere fremskredne Menneskeaander knyttedes.
Forbindelsen mellem Menneskets astrale og fysiske Høreorganer er ligeledes paa et enkelt Punkt blevet afbrudt af de Ældste, saa at de astrale Lyde ikke kan opfanges. De clairaudiente hører saaledes med Aandens og ikke med den astrale Genparts Høreorganer.

I Modsætning til Menneskene ser alle Dyrene dobbelt. Med det fysiske Legemes Øje opfanges og genspejles de jordiske Former, med den astrale Genparts Øje opfanges og genspejles de astrale Genparter; men da Dyret hovedsagelig skylder Mørkets Molekylarsvingninger sin Tilværelse og derfor lever sit Liv i den jordiske Verden, har dets astrale Øje den svageste Synsstyrke, saa at alt hvad det ser af astrale Former, er de fra den jordisk materielle Verden frigivne Former-Genparter. Dyrene kan ligeledes se den til Menneskelegemet knyttede Aand, men ser den kun som en taageagtig Gentagelse af de jordiske Skikkelsers ydre Konturer. Dyrenes astrale Synsorganer kan derimod ikke opfange de stærke Lysstraaler, der udgaar fra de Yngstes lysende Aandelegemer, ligesom de heller ikke kan opfange Solens og Stjernernes æterisk-astrale Lysomhylning.
Første Afsnit på Side 276Da de jordbundne Aander færdedes paa Jorden, kunde Dyrene se dem; men de var ikke i Stand til at opfatte Forskellen paa de levende og de "døde" Mennesker.
Dyrenes astrale og fysiske Høreorganer er ligeledes nøje forbundne, hvorfor Dyrene kan opfange en Del Lyde, som Menneskene ikke kan høre.
I Lighed med Mennesket har Dyrene Urdrifter, som dels skriver sig direkte fra Mørket, dels fra Lysets (Jordomhylningens) ordnende og harmoniserende Indflydelse. Gennem de astrale Genparter gaar disse Drifter ligeledes i Arv fra Individ til Individ i de forskellige Dyrearter og Slægter.
I de svundne Aarmillioner har de mange forskellige Arters og Slægters Genparter opsummeret en Del erfaringsmæssig erhvervet Viden, der ligeledes arves fra Individ til Individ; denne erhvervede Viden hviler i latent Tilstand, til Dyret paa en eller anden Maade faar Brug for den. Dyrelegemets Hjerne paavirkes i de paakommende Tilfælde ganske automatisk af den astrale Hjerne, og den ubevidste Viden viser sig i den jordiske Verden som instinktive Handlinger og Følelser. Da ingen Aand er knyttet til Dyrelegemet, vil Dyret altid handle rent drifts- og instinktmæssig, det vil sige, at det aldrig vil have nogen bevidst Forstaaelse af, hvorfor det handler eller føler paa den og den Maade. Et hvilket som helst Dyr handler og føler kun saaledes, som dets astrale Genparts ubevidste Viden indgiver det at handle og at føle. Selv den mest omfattende Dressur fra Menneskets Side vil aldrig nogen Sinde vække en selvstændig Tænkning til Live hos Dyrene; alt hvad de højere Dyrearter kan tilegne sig af Færdigheder, som er indøvede eller tillærte under Dressur, vil bestandig for dem vedblive at være en mekanisk ubevidst Viden. De nye Erfaringer og den nye Viden, som de enkelte Dyr tilegner sig under deres Liv, gaar altsaa i Arv til deres Efterkommere og vil i paakommende Tilfælde altid dukke frem til Nytte for de paagældende.
Jo større Omsorg og Venlighed der vises Dyrene, jo inderligere kan mange af dem slutte sig til Mennesket, og de kan da i hele deres Væremaade vise en saa umiddelbar Hengivenhed og Trofasthed, som neppe findes i den menneskelige Verden. Men selv disse Hengivenheds- og Trofasthedsfølelser og Ytringer er instinktive, ofte slægtserhvervede gennem det nære Samliv med Mennesket.
Side 277Paa Grund af Lysets ordnende, tilpassende Evne og harmoniserende Indflydelse er Dyreverdenen efterhaanden ført ind under mere ordnede Forhold, saa at Dyrene paa mange Punkter lever et yderst regelbundet Liv. Dette gælder hele Jordklodens Dyreliv, saavel det højere som det lavere. Gennem Jordens æteriske Omhylning (Jordens Psyke) ledes det ubevidste Liv overalt fremad mod større Orden og Harmoni.
(Efter de Oplysninger, som er givet om Menneskets astrale Genparts ubevidst erhvervede Viden under Mørkets eller Lysets Paavirkning, kan Menneskene selv drage Sammenligninger med Dyrenes Liv og undersøge, hvad der skyldes Lysets ordnende, rensende, udskillende og harmoniserende Indflydelse, og hvad der skyldes Mørkets nedbrydende og ødelæggende Magt).

Naar de jordiske Skikkelser, Former og Genstande destrueres ved Død, Hensmuldring, Opbrænding eller lignende, løses, som tidligere sagt, de astrale Genparter; samtidig trækker Lysomhylningens Udstraalinger sig tilbage og udstøder de fra de fysiske Legemer o.s.v. frigivne Genparter, som derefter opsuges af de Mørkehobe, der til Stadighed omgiver Jordkloden. Ved denne bestandige Udstødning af astrale Genparter renses efterhaanden Klodens æteriske Lysomhylning for det Mørke, som ved de Ældstes Fald brød ind over Kloden. Efter som Lys-omhylningen renses, stiger dens Indflydelse paa det jordiske Liv; men da det jordiske Liv skriver sig fra det Mørke, som i sin Tid blev fikseret af Lysomhylningen, vil denne ikke blive fuldkommen udrenset, før alt Liv paa Jorden er ophørt - og dette Tidspunkt kendes kun af Gud.
Naar de Mørkeophobninger, som har opsuget de astrale Mørkegenparter, paa en eller anden Maade afpolariseres, f. Eks. ved indbyrdes Sammenstød, ved Sammenstød med Jordens Mørkeudstraalinger eller lignende, bliver de opsuget og elimineret af Lysæteren - men ikke af Lysomhylningen.

Sker der Sammenstød i Opholdsrum af polariseret astralt eller aandeligt Mørke, kan Sammenstødene ofte konstateres af Mennesker, der ikke er Medier. De Lyde, der fremkommer ved Sammenstødene, er af meget forskellig Art, alt efter Mørkehobenes Størrelse, lige fra den svageste Knitren til stærke, korte eller mere langtrukne Eksplosionsbrag. De Lysfænomener, der altid ledsager Afpolariseringen, kan derimod kun i meget faa Tilfælde observeres af andre end Medier.

Da Lyset ved de Yngstes Menneskeliggørelse paa ny tilførtes Jorden, dels fra den Lysvej, som Gud i Kraft af sin Villie havde banet igennem det ødelagte Rige, dels fra de inkarnerede Yngstes æteriske Lysudstraalinger, blev flere af de paa dette Tidspunkt endnu hvilende Livskim fremdraget til Virkelighed i den jordiske Verden. Disse Dyre- og Planteformers astrale Genparter har en større Lysstyrke end de øvrige. (Sete fra oversanselig Side er de svagt farvede, de andre derimod graa eller sorte). Naar disse jordiske Former og Skikkelser destrueres, udskilles det Lys, der er i Genparterne, og opsuges dels af Lysomhylningen, dels af Lysæteren; Genparternes Mørke opsuges som sædvanlig af Mørkehobe. _o09">