Første Afsnit på Side 278Det Mørke, som ved de Ældstes Tanke og Villie - da de havde forladt Guds Rige - udskiltes af Lysæteren, koncentreredes hovedsagelig om og paa Jordkloden; men den derved foraarsagede Ødelæggelse strakte sig viden om og berørte største Delen af det Stjerneunivers (Mælkevejssystem), der indbefatter Jorden.
Visse Anomalier i det Planetsystem, hvortil Jorden hører, skyldes saaledes de Ældstes Eksperimenteren med Mørket, hvorved de opnaaede at bringe en Del Forstyrrelser ind i de af Gud givne Love for Himmellegemernes regelmæssige Baner.
Da alle Sol- og Stjerneklodernes æterisk-astrale Lysomhylning ikke er dannet i Lighed med Guds Rige af Lysets hastigste Svingninger og heller ikke forstærket ved en yderligere Lystilførsel i Lighed med Jordklodens, var disse Omhylninger ikke stærke nok til hverken at frastøde eller fastholde det udskilte Mørke, som i store Hobe spredtes viden om i Jordens Stjerneunivers. Dette Mørke drev og driver uden Ledelse om i Verdensrummet; naar det nærmer sig Jorduniversets Kloder, vækkes Polerne i Klodernes bundfældede Mørkekerne af den latente Tilstand og udfolder en tiltrækkende Virksomhed paa den stedse nærmere kommende Mørkehob; i Sammenstødsøjeblikket opstaar mægtige Katastrofer og Anomalier; men gennem Katastrofen afpolariseres Mørkehoben, hvorefter den kan opsuges og elimineres af Lysæteren.
De Kloder, som efter Sammenstød med Mørkehobe ikke er blevet destruerede, men trængt ud af deres oprindelige Baner, er ofte under deres uregelmæssige Fart i Rummet blevet tiltrukket og fastholdt af større Solkloder, som har tvunget de vagabonderende Kloder ind i nye regelbundne Løb. De Kloder, der ikke standses paa denne Maade, farer videre, til de f. Eks. støder sammen med andre Kloder eller med Mørkehobe og destrueres.

Side 279Større Stykker af Kloder - Mørkekernen - der er sprængt ved Sammenstød, og som paa deres Fart i Rummet ved at trænge ind i Jordens Solsystem kunde udsætte Jorden for et tilintetgørende Sammenstød, bliver af Gud tvunget ind i elliptiske Baner med Solen som det ene Brændpunkt og et i Kraft af Guds Villie fremstaaet astralt - immaterielt - Lyscenter som det andet Brændpunkt.
Tiltrækkes Mørkehobene af selve Moderkloden, opstaar partielle Eruptioner, hvilke dog ikke er i Stand til at destruere Kloden eller bringe den ud af sin Bane; dertil er Mørkehobene for smaa i Forhold til Klodens mægtige Omfang.
Ikke lovbunden Destruktion af Kloder forekommer kun i det Mælkevejssystem (der indbefatter Jorden), hvor Mørket findes udskilt af Lysæteren. Bliver Kloder i de øvrige tre Systemer opløst i deres Bestanddele, sker det efter Guds Villie.
Efter at Gud havde givet sine faldne Børn det Løfte at tage sig af Menneskene, dannede Han seks astrale Verdener - Opholdssteder - om Jorden; disse Verdener lagdes som seks Sfærer eller Kuglelag uden om det ødelagte Rige. Den inderste Sfære var mørkest, dog meget lysere end de Ældstes af Mørket forurenede og formørkede Verden, den næste noget lysere end den første, og saa fremdeles til den yderste og sjette Sfære, der blev dannet af Lysets hastige æteriske Svingninger. Sfærernes klimatiske Forhold reguleres fra denne Lysverden i Forbindelse med Jordsolens æteriske Straaler, som af Mørket holdes borte fra Jorden. De inderste Sfærer (nærmest Jorden) er i klimatisk Henseende til Dels afhængige af Jordklodens Stilling til Solen; men da Lysstraalerne fra den yderste Sfære tillige bestraaler disse Verdener, er Forholdene dér langt bedre end paa selve Kloden. Hver Sfære har sit eget Luftlag, der ligesom Sfærerne ikke kan erkendes af det menneskelige Øje.

For de mange Mennesker, der vil hævde, at: da man klart og tydeligt kan se Himmellegemerne ude i Verdensrummet, kan der umuligt findes beboelige Sfærer om Jorden, fordi disse i saa Fald maatte dække for de lysende Kloder - skal her gives en Sammenligning med jordiske Forhold, der muligvis kan lette Forstaaelsen af Sfærernes Tilstedeværelse.
Staar man f. Eks. ved en Mark- eller Skovsø, kan man, hvis Vandet er klart, tydeligt igennem dette se det Plante- og Dyreliv, der findes i Søen, men ingen kan se de Myriader af Liv, der rører sig i selve Vandet; lægger man derimod en Vanddraabe under et Mikroskop, opdager man en Mængde Smaakryb, Infusorier, om hvis Tilværelse man ellers intet aner. Paa lignende Maade forholder det sig med Sfærerne; de fysiske Synsorganer kan ikke opfatte dem, men for det aandelige - det forstærkede - Syn er de let erkendelige.

Side 280Den yderste Verden, Opholdsstedet for de Yngste, medens de leder Menneskene, dannedes tillige som et ydre Værn mod de Mørkehobe, der fandtes og endnu findes i det tilgrænsende Univers, idet Gud koncentrerede Udstraalingerne fra denne Verden saa meget, at de, foruden at opsuge det afpolariserede Mørke, ogsaa kunde virke frastødende paa det Mørke, som ude fra Verdensrummet truede Jordkloden. Derved blev al ny Tilførsel af Mørke udefra forhindret, saa at ingen større Katastrofe, der muligen delvis eller endog helt vilde destruere Kloden, nogen Sinde kunde indtræde.
De saakaldte Meteorsten, der er mindre Dele af adsplittede Kloders fortættede Mørkekerne, passerer med Lethed alle Sfærerne uden at volde nogen Ødelæggelse dér. Fra oversanselig Side viser disse Dele sig som mørke, taageagtige Hobe; under Farten gennem Sfærerne, særlig gennem den længst borte fra Jorden, formindskes deres Omfang ofte ret betydeligt under Lysstraalernes (ikke Solstraalernes) opløsende Indflydelse. Under Passagen gennem Jordatmosfæren, hvor Meteorstenene, efter jordiske Forhold gennemglødes, adsplittes de tit i endnu mindre Dele, saa at kun en ringe Part rammer Jorden som større Stykker.
Paa Grund af Meteorstenenes Faldhastighed er Lysudstraalingerne fra 6te Sfære ikke i Stand til at virke frastødende, som paa Mørkehobene, men kun til Dels opløsende paa de mod Jordkloden faldende Klodestumper. Disse adsplittede Mørkekerner vil dog ingen Sinde rumme nogen virkelig Fare for Jorden.
Forud for den af Gud udsendte Lysbølge, som ved de synde- og jordbundne Aanders Tilbagevenden til Sfærerne trængte ind i det af Mørket ødelagte Rige, gik et mægtigt astralt Uvejr, fremkaldt ved Guds Villie, hvorved det polariserede Mørke, som endnu fandtes dér, blev afpolariseret for derefter at opsuges af Lysbølgen, hvis Lysstyrke gennem Opsugningen blev betydelig nedsat. Den nedsatte Lysstyrke kan nærmest sidestilles med en svagt lysende Morgendæmring, men efter som det opsugede Mørke gennemlutres og bortføres med Lysæterens Kredsløb, vil Styrken i Aarmillionernes Løb langsomt stige, til den fulde Lysstyrke atter er naaet; hvor lang Tid denne Gennemlutring vil tage, véd kun Gud alene; dog vil den bringes til Ende, inden Menneskeheden forlader Jorden.

De større astrale Uvejr kan ofte paavises i den fysiske Verden gennem større eller mindre Forstyrrelser i Jordmagnetismen. Uvejr, der foregaar uden for Jordens atmosfæriske Lag, kan dog kun mærkes og paavises, naar de er særlig voldsomme.

Side 281Efterhaanden som det afpolariserede Mørke fra det ødelagte Rige bliver elimineret, vil flere og flere Straaler fra den astralt-materielle Del af Solens Lysomhylning trænge igennem og naa til Jorden. Sollyset vil altsaa langsomt - fra Aarhundred til Aarhundred - stige i Klarhed og Styrke. Denne langsomt tiltagende Klarhed i Sollyset vil kunne iagttages fra Jorden.
For Fremtiden vil den Lysbølge, der bortslettede det ødelagte Rige, som et hele Jordkloden omsluttende Isolationslag (uden for Jordatmosfæren) forhindre, at de løse omkringdrivende Mørkeophobninger, der findes om og paa Jordkloden (baade i og udenfor de atmosfæriske Lag), kan trænge ind i de Jorden nærmest liggende Opholdssteder - Sfærer - og formørke eller helt ødelægge dem, hvilket tidligere ofte er sket, saa at Gud atter og atter har maattet rense og genopbygge dem. _o10">