Ved det Tidspunkt, da de Yngste efter Guds Opfordring besluttede at lade sig inkarnere paa Jorden, var Menneskene endnu i ringe Antal, men fandtes spredte over store Dele af Kloden.
Da Menneskene fra de Ældstes Haand var meget svagt udrustede med Hensyn til alt, hvad der er nødvendigt til Brug ved Livets Opretholdelse og Forsvar, rev Kampen for Tilværelsen Tusinder og atter Tusinder bort i en meget ung Alder.
Adskillige af de Mennesketyper, som dengang fandtes, var af en saadan Beskaffenhed, at Betingelserne for at føre disse menneskelige Væsener frem til større aandelig Modenhed og større legemlig Skønhed, kun var til Stede i overordentlig ringe Grad, hvorfor de Yngste paa Forhaand vægrede sig ved at lade sig inkarnere iblandt dem. Nogle faa Typer blev da udvalgt, og de Yngste begyndte det gigantiske Arbejde: at lede Menneskene ud af Mørket og frem mod deres Faders Rige.
    Der findes saaledes Menneskeracer, blandt hvilke de Yngste aldrig er bleven inkarneret; det aandelige Standpunkt, som flere af disse lavtstaaende Væsener nu indtager, er naaet ved Hjælp af det guddommelige Element, der tilføres ethvert Menneske i den Stund det undfanges, og som bestandig ved hver ny Genfødsel forlener Menneskeaanden med et større aandeligt Plus. Blandt disse lavtstaaende Væsener - helt eller halvt vilde Folkeslag - bliver de nyskabte og de unge Aander fortrinsvis inkarneret. Efterhaanden som Gud ikke længer har Brug for disse Racer til Menneskeaandernes første Inkarnationer, vil de ganske langsomt uddø.

Første Afsnit på Side 295Efter at de første Inkarnationer blandt de laveste Folkeslag er gennemgaaet, bliver Aanden, efter som den modnes og dens Villie styrkes, inkarneret blandt de højere og til sidst blandt de højeste Menneskeracer. Dette sker, for at Aanden under alle Livets Forhold kan lære at overvinde det Onde i dets forskellige Skikkelser. Menneskeaanden maa saaledes gennemgaa alt hvad Livet paa Jorden kan byde, for derigennem at opnaa en alsidig Udvikling af Tanke og Villie, idet der dog maa tages Hensyn til den naturlige Begrænsning, der ligger i: at mandlig Aand bestandig knyttes til mandligt Legeme, kvindelig til kvindeligt Legeme. (Herfra er der sket undtagelser ved de Ældstes egenmægtige Inkarnationer. Se Komment. pag. 185 og 186.)

Gennem Millioner af Aar, uendelig langsomt, Skridt for Skridt, Slægt efter Slægt, ledede de Yngste Menneskene fremad, idet de lidt efter lidt tilførte dem nye og større Kundskaber, flere og flere Hjælpemidler til Brug for det daglige Liv.
I de første mange Tider stod de Yngste i den menneskelige Tilværelse kun nogle faa Grader over Menneskene i Intelligens og aandelig Overlegenhed. De kvindelige Yngste, der var knyttede til de jordiske Kvinder, prægede ved deres Skønhedssans det af disse Kvinder fødte Afkom med en stedse større og større legemlig Skønhed.
Fra et bestemt Tidspunkt i den forhistoriske Tid begyndte de Ældste paa mangfoldig Vis at modarbejde og hæmme de Yngste i deres Bestræbelser, idet de ustandselig drog mere og mere Mørke fra det ødelagte Rige hen over Jorden og ledede det til de Steder, hvor der sporedes størst Fremgang blandt Menneskene.
Det første virkelige Kulturrige, som efter Aarmillioners Forløb var bleven oparbejdet, laa, som tidligere sagt, i Stillehavet; men mange Aartusinder før dets Ødelæggelse og Adsplittelse til Ø-grupper, var Kulturarbejde paabegyndt flere andre Steder paa Jordkloden, f. Eks. paa Øen i Atlanterhavet, i det østlige Mellemafrika og enkelte Steder i Asien.
Efter Øens Undergang blev de Yngstes Virksomhed hovedsagelig forlagt til Nord- og Østafrika, samt til det indre og de sydlige Dele af Asien.
Første Afsnit på Side 296Endnu paa denne Tid levede de fleste Mennesker fortrinsvis som Nomader uden nogen egentlig Overledelse. (De forskellige Stammers ældste var som oftest Ledere af Stammens Anliggender). Møjsommelig vandrede de med deres Kvæghjorde fra Sted til Sted over uhyre Strækninger; men derved spredtes viden om paa Jorden flere af de Slægter, som gennem de Yngstes gentagne Inkarnationer havde modtaget et ædlere og skønnere, saavel aandeligt som legemligt, Præg end det, hvormed deres Stamfædre oprindelig var begavet. Disse Slægter blandede sig atter med Racer, der forefandtes paa de Steder, hvor de omvandrende dannede Bopladser for en kortere eller længere Tid af deres omflakkende Liv. Alt efter som de Yngste havde været inkarneret iblandt dem, stod disse Racer højere eller lavere i aandelig Henseende. Ved indgaaede Forbindelser mellem Nomaderne og de fastboende Folkestammer opstod nye Typer, nye Racer; nogle Slægter forbedredes ved disse Krydsninger, andre degenererede og gik ganske til Grunde.
Da ogsaa det afrikanske Rige blev ødelagt og Befolkningen flygtede til forskellige Steder, forlagde de Yngste deres Arbejde til det nordøstlige Afrika - det senere Ægypten - medens der tillige paabegyndtes et nyt Kulturarbejde i den sydlige Del af Europa og det alt bestaaende i Asien fortsattes.
Indtil ca. et halvt Aarhundrede før Atlanterhavsøens Undergang havde de Yngste, til Trods for de Ældstes Modarbejde, ført Menneskene (ikke de laveste Racer) frem i en nogenlunde lige Linie. Men fra det Øjeblik, da de Ældste egenmægtig begyndte at inkarnere sig, blev disse i Stand til at yde de Yngste en endnu stærkere Modstand, idet de Ældste som Mennesker lettere fik Magt over deres svage, lidet modne Medmennesker, hvorved Lysets og Kulturens langsomme og forholdsvis rolige Fremgang afløstes af en springende Bølgebevægelse - snart frem, snart tilbage. Thi da de Ældste, som omtalt i Ardors Beretning, hovedsagelig søgte Menneskeliggørelse dér, hvor de bedst kunde opnaa høje Stillinger, der antagelig maatte berige dem med jordisk Magt og saaledes tilfredsstille deres Magtbegær og Herskertrang, og da deres store aandelige Overlegenhed, paa Grund af det mangelfulde Isolationslag, traadte særlig stærkt frem paa Baggrund af de lidet udviklede Menneskers ringe aandelige Standpunkt, blev det nødvendigt som Modvægt at lade endnu mere af de Yngstes aandelige Styrke og Individualitet træde synligt frem i den jordiske Tilværelse. Derved skabtes disse store Førerskikkelser - i det Godes og i det Ondes Tjeneste - der repræsenteres henholdsvis af de Yngste og af de Ældste, saavel mandlige som kvindelige. Disse Skikkelser, der staar saa skarpt overfor hinanden i deres uendelig store Modsætning, kan paavises i alle historiske Optegnelser, lige fra Oldtidens ældste Kulturriger og op til Nutiden.
Første Afsnit på Side 297Naar de menneskeliggjorte Ældstes Overmagt blev for stor, maatte de Yngste trække sig tilbage, men kun for paa ny at mødes som Mennesker i andre Lande og dér lægge et endnu større Plus til den paa de Steder alt bestaaende Kultur. Paa denne Maade skabtes den historiske Oldtids mange og mægtige Kulturriger, som, naar de Ældste blev Herrer og de Yngste forjoges, fuldstændig stagnerede. Efter en kortere eller længere Tids Forløb gik Lysets Kultur tilbage, Befolkningens Selvstændighed forringedes, flere af de mægtige Riger underlagdes de omboende Folkeslag og gik delvis eller helt til Grunde.
Omtrent 800 Aar før den ældste af de Yngstes Inkarnation som Jesus af Nazareth begyndte de Yngste at blive trætte for Alvor og at tabe Modet, da de inkarnerede Ældste bestandig fik større og større Magt over Menneskene. Kun et Mindretal af de Yngste vovede sig ned iblandt dem; men de, der kom, medbragte en Fylde af aandelige Lærdomme, af nye og skønne Tanker, en Rigdom af Farve- og Formkunst, for med Vælde at kunne tage Kampen op med de Ældste.
Til denne Tidsperiode, der strakte sig til henimod Kristi Fødsel, hører f. Eks. nogle af de jødiske Profeter, en Del kaldæiske, arabiske og indiske Lærde, de to store Religionsstiftere Zarathustra og Buddha, Kinas Stormænd Lao-tse, Kong-tse og Meng-tse; nogle græske Digtere, flere Lærde og Filosoffer, nogle af det romerske Riges mest fremragende Førere paa Aandslivets Omraader, samt flere andre Førere for Kunst, Naturvidenskab, Statsorganisation o.s.v. i alle daværende Kulturlande.

Den astronomiske Videnskab stod paa denne Tid særlig højt i Ægypten, Kaldæa og Kina og var til Dels kendt i Indien.
Astrologi, en Afart af Astronomien, er en ældgammel "Videnskab", men har i Virkeligheden absolut ingen Berettigelse til at kaldes saaledes, da Stjernerne aldrig har haft nogen som helst Indflydelse paa Menneskenes Skæbne. Naar de stillede Horoskoper undertiden slog til, skete det, fordi den Astrolog, der foretog Beregningerne, intuitivt havde læst eller set den Ældstes Fremtidsoptegnelser i Æteren eller ogsaa fordi den Ældste ofte indrettede sine Forudbestemmelser saaledes, at de kunde falde sammen med de "Stjernelove", som Astrologerne mente laa til Grund for Menneskenes Skæbne.

Første Afsnit på Side 298Til Trods for den megen Skønhed og de mange Kundskaber, som de Yngste skænkede Menneskene i denne Periode, formaaede de dog ikke at besejre de Ældste, hvis Magt var i en stedse stærkere tiltagende Stigning, og de Yngste, der befandt sig i Sfærerne, henvendte sig derfor til Gud om mere Hjælp og om større Styrke.
Efter at Gud ved sin Samtale med de Yngste havde styrket og trøstet dem, tog de med nyt Mod fat paa den næsten afbrudte Gerning, og henimod otte Decennier efter Samtalen med Gud fulgte saa den ældste af de Yngstes Inkarnation som Jesus af Nazareth.
Da han efter endt Jordeliv var vendt tilbage til Sfærerne og hans Arvtagere ikke magtede at løse den store Opgave, der var stillet dem: at føre Jesu Lære ren og uforfalsket ud i Verden, og da Saul eller Paulus ved sine mange urigtige Udlægninger, dikteret ham af den Ældste, endnu mere fjernede den fra dens Oprindelighed, var de Yngste atter nær ved at fortvivle.

Den af de Yngste, der var knyttet til Sauls fysiske Legeme og som før sin Inkarnation havde lovet at aabne de jødiske Lærdes Øjne for Sandhederne i Jesu Lære, var en myndig og villiestærk Personlighed, hvilke Egenskaber meget let omsættes til Egenraadighed i den jordiske Verden. Senere hen blev han genfødt som Reformatoren Martin Luther, i det Øjemed at rense Kristendommen for de Vildfarelser, som han havde tilført Jesu Lære, medens han var knyttet til Mennesket Saul.

Eftersom Kristendommens Udbredelse hovedsagelig gik mod Nordvest, maatte de Yngste under deres talrige Forsøg paa at bringe den tilbage til dens rette Skikkelse lade sig inkarnere, hvor der var rigest Anledning til at opponere mod de af den Ældste indsnegne falske Læresætninger; følgelig bredtes Lysets Kultur efter Jesus af Nazareths Død mere og mere hen over Europa - men bestandig ledsaget af de Ældstes nedaddragende og ødelæggende Modforanstaltninger.
Mange af de Yngste blev selvfølgelig stadig inkarneret i andre Lande end de europæiske; men de fleste sendtes dertil.
Da de Yngste nu i mange Aarhundreder hovedsagelig lagde Vægt paa at rense Jesu Lære, blev det dem umuligt at fortsætte deres egentlige Kulturarbejde paa samme energiske Maade som tidligere, hvorfor de inkarnerede Ældste, og med dem Mørket, stedse fik større Magt over Menneskene og derigennem virkede hæmmende og forstyrrende paa de Yngstes retledende Bestræbelser.
Første Afsnit på Side 299Flere af de Yngste blev tillige i den Grad vildledte af den Ældste og det tætte Mørke, som han idelig samlede om dem i deres menneskelige Tilværelser, saa at de ofte kæmpede haardt for at forsvare netop det, som de var sendt til Jorden for at bekæmpe og udrydde; og atter kom et Tidspunkt, hvor de fleste af de Yngste stemte for at opgive det hele og lade Mennesker være Mennesker. Men paa ny talte Kristus dem til Rette og fik dem til atter at bede Gud om endnu større aandelig Styrke og Modstandskraft i det jordiske Liv, for at Mørket ikke skulde sejre over dem alle.
Efter at Gud igen havde talt til de Yngste og tillige vist dem det uheldige i deres Fremgangsmaade, samt paapeget, hvorledes de ved at bringe Menneskene endnu flere og endnu større Kundskaber paa forskellige Omraader bedre kunde lede dem frem til selv at søge efter Sandheden og derigennem aabne deres Øjne for de talrige Vildfarelser, inkarneredes de Yngste atter i store Skarer og indledede den saakaldte Renaissance.
Men da Menneskeheden ved dette Tidspunkt havde befolket meget store Dele af Jordkloden, blev de Yngstes Arbejde yderligere forøget og besværliggjort. Foruden at lade sig inkarnere skulde de tillige være Skytsaander, lede Menneskenes Inkarnationer samt undervise de Aander, som mellem Inkarnationerne opholdt sig i Sfærerne. Arbejdet begyndte at vokse dem over Hovedet.
    Men de mange Ældste, som for længst havde angret deres Fald og deres Synd (Menneskehedens Skabelse) og som nu, gennemlutrede, opholdt sig i deres Faders Rige, hvor de med dyb og inderlig Taknemmelighed fulgte deres yngre Søskendes Arbejde, bad da deres Fader om Tilladelse til at yde deres Skærv til den saa meget omfattende Gerning. Paa deres Bøn gav Gud dem den Opgave at hjælpe med som Menneskenes Skytsaander, samt deltage som Ledere af den Undervisning, der gives Menneskeaanderne, medens de opholder sig i Sfærerne. Og da de Yngste tillige frivilligt afkortede den Hviletid, der tilmaaltes enhver af dem efter endt Jordeliv, kunde Arbejdet gaa sin regelmæssige Gang.
Men det var svære Kampe, som de Yngste maatte udstaa, og særlig de, der paatog sig at rense Jesu Lære, led ofte de største Nederlag. Dog, trods al Modstand, vandt de langsomt frem - men i en stærkt bølgende Linie - snart havde Lyset og de Yngste Overtaget, snart Mørket, den Ældste og de menneskeliggjorte Ældste.
Første Afsnit på Side 300Efter nogle Aarhundreders ihærdige Anstrengelser opnaaedes saadanne Tilstande paa Jorden, at der kunde blive Tale om en ny Menneskeliggørelse for den ældste af de Yngste (Kristus), saa at han muligvis kunde sætte Kronen paa Værket, dels ved som Menneske med menneskelige Følelser, men denne Gang uden Menneskenes Angest for den Onde, at kunne fatte Medlidenhed med den Ældste - Helvedes Fyrste - og af Hjertets Dyb bede for hans Frelse, dels ved at optræde som religiøs Reformator, for at faa den Lære, han som Jesus af Nazareth havde givet Menneskene, ført tilbage til dens oprindelige Form.
Men Gud vidste, at der ogsaa denne Gang, trods Kristi gode Villie til at yde det bedste, vilde være en Mulighed for, at Mørket kunde sejre over ham og derved paa ny berede hans kærlige Sind mange tunge og bitre Sindslidelser. Og da Gud saa, at flere og flere Mennesker, trods de mange Bedragerier fra Mediernes Side, med Alvor og Forstaaelse søgte at opnaa Forbindelse med de afdøde, besluttede Han, skønt de spirite Forbindelser var meget mangelfulde og misvisende, at lade Kristus gøre et Forsøg paa ad den Vej, med Mennesker som Midlere, at opnaa det tilsigtede og saaledes spare ham for et vanskeligt Jordelivs talrige Sindslidelser. Ved denne Bestemmelse vilde Mørkets Aanders ikke tilladte Brug af de astrale og de psykiske Love blive draget ind under mere ordnede Forhold, saa at de oprettede Forbindelser mellem den oversanselige og den sanselige Verden kunde tjene Lysets i Stedet for Mørkets Sag. Ad denne Vej kunde tillige de spiritistiske Fejlgreb, Misforstaaelser, Misbrug og Falsknerier angribes, paavises og rykkes op med Rode, hvorved Lysets Sejer over de diskarnerede Ældstes og Menneskeaandernes Misbrug af de astrale og psykiske Love muligvis kunde blive fuldstændig og endelig. Og Gud pegede paa den Genvej, ad hvilken Kristus og hans Hjælpere nu, efter usigelige Anstrengelser, Forsagelser og Skuffelser, er naaet til det ønskede Resultat: de jordbundne Aanders Tilbagevenden til deres Boliger i Opholdsstederne, Lysbølgens Opsugning af det ødelagte Rige, den Ældstes fuldkomne Frigivelse, hans Selvbekendelse og Bøn til Menneskene om Tilgivelse for alt, hvad han har syndet imod dem, samt Kristi Budskab og Lære, formet som en Tale til Menneskene.

Side 301Da Kristus saaledes har udført den første Del af sit Løfte til Faderen: at befri sin ældste Broder fra Mørkets Magt og give Menneskene en, i de fremdragne Enkeltheder, sandfærdig Meddelelse om det hinsidige Liv, samt en klar og fyldestgørende Anvisning paa, hvorledes det jordiske Liv bør føres, har Gud fritaget ham for fremtidige Inkarnationer, saa at han fuldt og helt kan hellige sig til Opfyldelsen af sit Løftes anden Del: at lede Menneskene til det fælles Faderhjem. _o14">