Side 302De Ældste er i Tidernes Løb bleven adskilt i tre Hold.
1) De, som først angrede deres Synd og deres Fald og vendte tilbage til Guds Rige uden nogen Sinde at have været inkarneret. Disse Ældste vil aldrig blive inkarneret; men, som tidligere sagt, soner de deres Synd mod Menneskene ved at hjælpe deres yngre Brødre og Søstre med at lede Menneskehedens Vandring mod Lyset.
2) De, som efter nogle egenmægtige Inkarnationer forblev i det ødelagte Rige; men af disse lod en Del sig nu og da inkarnere af den Ældste, for at han i den jordiske Verden kunde have Hjælpere til sine onde Anslag mod Menneskene og særlig mod de menneskeliggjorte Yngste. Disse Ældste (af hvilke der endnu findes mange, der er inkarnerede) vil i de kommende Tider blive inkarneret under Guds Ledelse, for i nye Jordeliv at sone deres Forsyndelser og Forbrydelser mod Menneskeheden.
    3) De, som ikke kunde udholde at forblive i det ødelagte Rige og som uden Ophør fortsatte deres egenmægtig paabegyndte Inkarnationer. Disse er nu naaet saa langt frem, at de alle - forlængst - er gaaet ind under Guds Ledelse. Det guddommelige Element, der tildeles ethvert vordende Menneske, er i høj Grad kommet dem til Gode, da deres formørkede Aand, ved hver ny jordisk Fødsel, ved dette har modtaget et aandeligt Plus, hvorved deres Kamp frem mod Lyset er bleven betydelig fremskyndet og lettet - men de har endnu meget at sone, før de naar tilbage til Guds Rige.
    Naar de mange Tusinde Ældste, som - inkarnerede af den Ældste - endnu lever paa Jorden, ved Døden løses fra de fysiske Legemer, vil de, efterhaanden som de "dør", blive bragt til fjerne astrale Boliger i et af de tre andre Mælkevejssystemer, hvor de maa forblive, til Erindringen om deres Fald og deres mange Synder er vaagnet, hvorpaa de vil blive inkarneret under Guds Ledelse for at sone, og for at genopbygge deres Personlighed. Naar den sidste af Ardors endnu "levende" Hjælpere om ca. 50-60 Aar forlader den jordiske Tilværelse, er Menneskene løst fra det sidste Baand, der binder dem til deres Skabere. I det Øjeblik den sidste af disse Ældstes jordiske Legeme dør, afbrydes den svage aandelige Strøm, som fra de Ældste, under deres Skabelsesforsøg, strømmede over i deres Skabninger, og som lige fra de første Menneskers Fremtræden har gennemstrømmet Menneskenes astrale Genparter, hvorved de blev svagt aandeligt levendegjort og derved unddraget Mørkets Forgængelighed. Men naar denne Strøm afbrydes, er Gud løst fra det Løfte, som Han gav sine først angrende Børn: at lade et guddommeligt Element smelte sammen med det af de Ældste givne aandelige Liv, for derved at delagtiggøre Menneskeheden i Evighedslivet og frigive Genparterne, saa at de ved Menneskelegemernes Død kunde opløses og opsuges af Mørket, hvoraf de var dannet.
Første Afsnit på Side 303Altsaa: naar Strømmen fra de Ældste afbrydes, skaber Gud ikke flere Aander; Menneskeaanderne staar da som en afsluttet Helhed uden nogen som helst yderligere Tilgang af Nyskabninger. Men for at lette Vandringen til Faderhjemmet for sine mange Børn er det Guds Hensigt ikke at afbryde den guddommelige Lysstrøm, der fra Ham strømmer til Menneskeheden, men vedblivende lade den gennemstrømme alle, saa at Menneskeaanden i Fremtiden, ved hver ny Inkarnation, vedblivende modtager et aandeligt Plus som en Gave fra Gud. Ved denne Gave beriges Aanden med en stedse stigende aandelig Styrke og Villiekraft, en uvurderlig Hjælp paa den besværlige Vandring; men Aarmillioner maa dog svinde, før de yngre og de sidst skabte Menneskeaander kan løses fra Livet paa Jorden.

Antallet af Menneskeaandernes Inkarnationer er meget variabelt, altsaa ikke ens for alle, idet Antallet afhænger af det enkelte Individs frie Villie til Godt eller Ondt. De Menneskeaander, som under Inkarnationerne - direkte eller indirekte - har været Skyld i mange Medmenneskers Død, hvad enten det er sket ved Drab, Mord, ulykkelige Hændelser, eller ved at de, medens de f. Eks. var jordiske Herskere, udsatte deres Undersaatter for Døden i Erobrings- og Religionskrige, Slægtsfejder o. s. v., har, for at sone de mange Menneskemord, maattet gennemgaa langt flere Inkarnationer end de, der ikke har begaaet saadanne Forbrydelser. Det højeste Antal af jordiske Aar, i hvilke en Menneskeaand har været knyttet til Jorden og dens Sfærer, inden den kunde løses fra Jordelivene, er ca. 3 Millioner Aar, det laveste Antal ca. 1 3/4 Million Aar; heri er medregnet de Aar, der er gaaet med til Ophold i Sfærerne som Hvile- og Læreaar. Mange af de første, de ældste Menneskeaander er for længst løst fra al Inkarnation. Disse fortsætter Vandringen paa Kloder i det fjerne Stjerneunivers eller Mælkevejssystem, der modsvarer det, hvortil Jorden hører. Her modnes de langsomt gennem Undervisning af Guds Tjenere, til de engang kan indgaa i Guds Rige, hvor de vil blive modtaget af Gud selv.
Disse Menneskeaander vender ingen Sinde tilbage til Jorden for at deltage i de Yngstes Arbejde; dertil er deres Aand, selv om deres Villie til Lyset har sejret over Mørket, endnu for uudviklet; og naar de om Aarmillioner er naaet til Vandringsmaalet, vil deres Hjælp paa Jorden være overflødig, da der til den Tid ikke vil findes flere Mennesker paa Kloden; de sidste vil da have forladt Vandringens første Stadie for at fortsætte paa de fjerne Kloder.
Grunden til, at Menneskeaanderne efter at være løst fra det jordiske Liv føres til det Stjerneunivers, der modsvarer Jordens, er den: at de fleste Kloder i Jordens Stjerneunivers er angrebet af Mørket. Saafremt Gud fremkaldte Liv paa disse Kloder, maatte det derfor blive i Lighed med Jordens: altsaa Mørkeliv i Mørkeverdener, hvilket kun vilde virke hæmmende og tyngende paa Menneskeaanderne. Derfor, naar disse er løst fra Jordelivet, har de helt og holdent sagt sig løs fra Mørket og tilhører kun Lyset og Lysets Verdener. Jorden er saaledes den eneste Klode i Jorduniverset, der bærer levende Væsener.

Første Afsnit på Side 304Skønt Mørket aldrig vil kunne binde Menneskene, som det bandt de Ældste - jo højere den Aand er, der falder for Mørket, jo dybere og varigere er Faldet - saa er dets Magt over Menneskene, da de er fremgaaet af Mørket, ganske overordentlig stor. Men igennem Villien til det gode og ved en inderlig dybtfølt Bøn til Gud om Bistand staar det i hvert Menneskes Magt mere og mere at frigøre sig for dets tyngende Aag. Jo stærkere Vllien bliver til at følge Lysets dragende Kraft, jo mindre bliver Mørkets Herredømme, og da Mørket ikke længer har diskarnerede "Tjenere", som kan lede Menneskene ind under dets magnetiske Indflydelse, kan alle, der i fuld Oprigtighed vil det gode og det sande, i de kommende Tider lettere undgaa at lade sig paavirke deraf.
Men endnu kan de faa, der i eet og alt trygt giver sig ind under Guds Ledelse, kun tælles som een blandt Millioner, og mange Slægtled maa afløse hinanden, før Aandens Vaaben: Kærlighed, Retfærdighed og Fordragelighed kan sejre over de jordiske Mordvaaben, hvormed Nationer og Folkeslag nu afgør de mange indbyrdes Stridigheder. _o16">