Paa talrige Omraader og paa mange forskellige Maader har de inkarnerede Ældste draget Menneskeheden nedad, skadet og modvirket de Yngstes Arbejde, idet de Ældstes Genialitet, lige fra den fjerne Oldtid, da de første Gang inkarneredes, er bleven udnyttet i Mørkets Tjeneste.
Gennem naturvidenskabelige, filosofiske, fanatisk-religiøse og skønlitterære Skrifter har de vildledt Menneskene og ført dem bort fra Lysets Veje.
Mange Opfindelser, som har brutaliseret Menneskene, fremkaldt Ødelæggelser, Pinsler og Død, skyldes hovedsagelig de Ældste, f. Eks. Oldtidens ødelæggende Vaabenarter, de mange Torturredskaber, Krudtets Opfindelse, de første Skydevaaben og saa godt som alt, hvad der senere hen, lige til disse Tider, er udviklet af denne Begyndelse.
Side 305Enkelte Opfindelser af eksplosive, ødelæggende Stoffer, som er fremkommet i den Hensigt at gavne Menneskeheden, skyldes nogle af de Yngste, som i den menneskelige Tilværelse vildledtes af den Ældste.
Men ikke alene de Ældste har hæmmet de Yngste i deres Gerning, Menneskene selv har atter og atter vist sig uforstaaende, modvillige og uimodtagelige for de Gaver og Sandheder, som de Yngste har søgt at give dem. Sjældent eller aldrig er Guds Udsendinge bleven forstaaet, medens de færdedes som Mennesker blandt Menneskene paa Jorden. Hyppig først efter eet eller flere Slægtleds Død og Fødsel er de Yngste delvis eller helt bleven forstaaet, hvilket igen kan føres tilbage til den Kendsgerning, at det, der gaves, stod for højt til at kunne fattes af de lidet udviklede Menneskeaander, der, selv i de mest udprægede Kulturlande og Samfund, alle Dage har været i Majoritet. Derfor har de Yngste under deres Menneskeliggørelse ofte staaet ret isolerede; Gang paa Gang har de været udsatte for Spot, Vrede, Had og Forfølgelser; mange har ved forskellige lidelsesfulde Dødsmaader, dikterede af Menneskene, maattet bøde for det opofrende Arbejde, den taalmodige Udholdenhed, den usvækkede Kærlighed, hvormed de paa alle Maader, hver især, har søgt at bekæmpe Mørket og den Ældstes Indflydelse, og kun den kærlige Tak, som de efter hver endt Inkarnation modtog af Gud, deres Fader, har hjulpet dem til at bære alle Lidelser, Sorger, Skuffelser og Forhaanelser, som tildeltes dem af de Væsener, for hvem de ofrede saa uendelig meget.
Om Menneskene i de kommende Tider bedre vil kunne forstaa at lytte til det, der gives dem af Guds Udsendinge, og selv hjælpe med til, at Aandens og Hjertets Kultur kan følges i een fælles lige Linie fremad mod Lyset, maa foreløbig staa hen som et aabent Spørgsmaal - maaske i Aarhundreder - inden Menneskene kan besvare det saaledes, som det bør besvares.
Men for at Menneskene kan blive i Stand til for Alvor selv at tage Kampen op mod Mørket, ikke alene mod det, der er til Huse i den enkeltes eget Indre, i Tanker og Følelser, og mod det, som paa alle Kanter omgiver dem i den jordiske Verden, men ogsaa mod det Mørke, der truer dem gennem den Ældstes Æteroptegnelser, maa de først og fremmest lære at tolerere hverandres Meninger og Anskuelser, da Tolerance er Kærlighedens A. B. C. Lærer Menneskene, i en snævrere Kreds, at bøje sig for hverandre i Stedet for at haane og spotte, bliver det ulige lettere at udvide Tolerancen og dermed Kærligheden til de mange, saa at alle engang - før eller senere - vil staa enige i den fælles Strid ud af Mørket.

Side 306Dette gælder i første Instans den indbyrdes Ufordragelighed hos de højere Religioners Bærere og Tilhængere, da det maa staa klart for enhver, at alt, hvad der paa det religiøse Aandslivs Omraade er tilført Menneskeheden af aandelige Værdier af større eller mindre Lødighed, kun er givet i Stykkevis, ofte med lange Mellemrum, og mer eller mindre forvansket af den Ældste, der til alle Tider og ved alle Midler har søgt at dække over de absolute og rene Sandheder, for at Menneskene ikke skulde faa nøjagtigt Kendskab til dem. Men de, der kan og vil drage Paralleler mellem alle Religioner fra de allerældste Tider til Nutiden, vil overalt kunne finde en Del af Lysets Sandheder, ofte de samme, kun gentagne i en noget anden Form, men alle mer eller mindre tilslørede af menneskegjorte Dogmer og iklædte menneskelige Tanker og Vildfarelser. Derfor har intet religiøst Samfund Ret til at tro og forfægte, at de, der bekender sig til den af deres Samfund knæsatte Religion, ejer den eneste saliggørende Tro, at de alene er de udvalgte, at de alene skal arve Guds Rige og eje det evige Livs Gave i Herlighed og Glæde, og samtidig bandlyse og ringeagte anderledes tænkende og anderledes troende Mennesker, da et saadant Snæversyn, en saadan Selvhævdelse paa ens Medmenneskers Bekostning er den største af alle religiøse Vildfarelser. Det evige Liv tilhører enhver, der vil modtage det; Guds Rige staar aabent for alle; hvert eneste Menneske ejer Guds Kærlighed; mod alle viser Han den samme Taalmod, den samme Barmhjertighed; ikke for eet eneste Menneske lukker Han sit Hjerte, og ikke for een eneste stænger Han Faderhjemmets Porte; thi for Gud, Menneskeaandens Skaber og Fader, kommer det ikke an paa, hvilken jordisk Tro den enkelte bekender sig til med Haand og Mund, men paa det ene: om Menneskene i Sind og i Hjerte, i Tanker og i Handling lever efter den Tro, som de bekender sig til, uden at hænge sig i Troens ydre Former, i de menneskegjorte Dogmer, det vanemæssige og det paatvungne, der ikke har nogen som helst aandelig Værdi for Evighedslivet; kun det, som kalder paa, vækker og fastholder det bedste, det ædleste og det skønneste i Menneskets Tanke- og Følelsesliv, kun det har blivende og uudslettelig Værdi for den enkelte.
Første Afsnit på Side 307Lige saa lidt som Gud vil paatvinge nogen en bestemt Religion, lige saa lidt kræver Han at blive æret og tilbedt paa de og de foreskrevne Maader. Ethvert religiøst Samfund har Ret til at ordne Gudstjeneste og Sammenkomster efter de Former og Regler, som er i størst Overensstemmelse med Tilhængernes Opfattelse af det skønne og ophøjede. Men ingen har Ret til at fremhæve den af hans Samfund vedtagne Form paa alle andre Formers Bekostning, som om den var den bedste og mest fuldkomne Maade, paa hvilken Menigheden kan ære sin Gud og Fader samt opnaa Forbindelse med det guddommelige. Al Gudsdyrkelse bør derfor være frivillig uden nogen som helst Tvang hverken i den ene eller den anden Retning; thi hvad enten Menneskene mødes i Templer, Kirker, Forsamlingshuse eller i Hjemmene, vil Gud altid høre deres Lovsange, deres Tak og deres Bønner, naar kun Tankens og Hjertets Andagt er sand og dybtfølt.

Ikke alene paa Troslivets Omraade bør Menneskene lære at bøje sig for hverandre, lære at tolerere hverandres Meninger og Anskuelser; men ogsaa paa det sociale, det politiske Livs Omraade bør Menneskene søge at komme hverandre i Møde, søge i Fællesskab at afkaste Mørkets Aag, for at den fælles Vandring mod det fjerne Maal kan tilendebringes under bedre Betingelser end hidtil.

Hvorledes kan Menneskene da selv hjælpe med til at løse denne Opgave?
Først og fremmest ved aldrig at handle mod bedre Viden, ved altid at følge den indre Tilskyndelse (Samvittigheden), ved at opdrage de kommende Slægter til at arbejde for Sandhed, Retfærdighed og Fred paa Jorden.
Ved Opdragelsen af de opvoksende Slægter har Kvinderne en speciel Opgave, som mange i de senere Tider helt eller delvis har ladet ligge, for at optage Kampen for Kvindens Ligeberettigelse med Manden. At Kvinden har Ret til, efter Evne, at deltage i det sociale og politiske Liv, er en Selvfølge, men kun hvis hun ikke har mindreaarige Børn, der har Krav paa hendes Omsorg; thi er Kvinden Moder, vil den Opgave, hun derved har paataget sig, Moder- og Opdragerpligten, lide under hendes uden for Hjemmet paatagne Forpligtelser og Opgaver.
Enhver Kvinde, der er Moder, bør vide, at hun ved at sætte Børn i Verden samtidig staar inde for sine Børns aandelige Vækst. Det er Moderen, der præger den unge Barneaand; hende paahviler det med Taalmod og aldrig svigtende Kærlighed at bortluge de Mørkets Ukrudtsspirer, der findes i hvert Barnesind; hende paahviler det at udvikle og forme Barnets Syn paa det sande og gode i Livet og indpode det Afsky for alt urent, for Løgn, Vold, Selvtægt og for al Krigsførelses Vederstyggelighed.
Første Afsnit på Side 308Enhver Moder bør vide, at det første Spørgsmaal, som Gud retter til hende, naar hun efter sit jordiske Legemes Død skal gøre Regnskab for sit Jordeliv, er dette: "Hvorledes har du opdraget dit Barn, hvilke aandelige Værdier har du nedlagt i dets Sjæl, og hvilket Forbillede har du ved din egen Livsførelse været for dit Barn?" Mangen Moder har beskæmmet maattet svare: "Jeg fornægtede mit Barn, jeg overlod til andre at berige det med aandelige Værdier, og ved min Livsførelse var jeg det et slet Forbillede!" Det gavner ikke en saadan Moder, at hun kan tilføje: "Men jeg har ofret meget af min Tid og givet mange af mine Evner for at gavne mit Land og mit Samfund." Guds Svar vil da lyde: "Du har ikke gavnet, men skadet dit Land og dit Samfund; thi du har ringeagtet og vanrøgtet den Menneskeaand, der blev givet i dine Hænder, og ved din Efterladenhed har du tilført dit Land en slet og uduelig Medborger."
De Mødre, der opdrager deres Børn til at blive sandhedskærlige, retfærdige og fredselskende Samfundsborgere, gavner saaledes langt bedre deres Fædreland end de Mødre, der, for at kunne deltage i det sociale og politiske Liv, overlader Moder- og Opdragerpligten til andre.

Ogsaa Faderen har sit store Ansvar ved Børnenes Opdragelse. Først og fremmest bør han sørge for deres rent materielle Fornødenheder; men er Afkommet stort og er Moderen svagelig, eller dør hun fra sine mindreaarige Børn, er det Faderens Pligt ogsaa at tage sig af deres Opdragelse i etisk Henseende.
Ikke alene ved den direkte Opdragelse, men ogsaa ved den indirekte har begge Forældre et meget stort Ansvar, idet begge har den fælles Opgave at gøre Livet i Hjemmet saa lyst, fredeligt og harmonisk, som det vel er muligt. Dernæst er det ikke alene deres Opgave, men deres Pligt, at holde Børnene borte fra alle indbyrdes Stridigheder og Skændsmaal, da intet er saa ødelæggende for den opvoksende Slægt som et ufredeligt Hjem. Naar et Ægteskab indgaas, paa hvilken Maade det end sker, maa det derfor staa klart for begge Parter, hvilket Ansvar de har overfor den kommende Slægt. Mand og Hustru bør, saa vidt muligt, staa paa samme sociale Trin, have saa mange fælles Interesser, saa meget aandeligt Slægtskab, at de derpaa kan bygge et inderligt og varigt Venskab, saa at de ikke fristes til, efter en Del Aars Forløb, at gaa hver sin Vej. Ægteskabet bør aldrig indgaas ved Tvang eller med den Bagtanke, at det atter kan hæves, da Skilsmisse er det allersidste Middel, der burde gribes til. Men er det ganske umuligt for Mand og Hustru at bøje sig for hinanden og leve Livet sammen i Fred og Fordragelighed, har den lovformelige Skilsmisse sin Berettigelse for Børnenes Skyld, da de i saa Tilfælde langt hellere maa opdrages udenfor Hjemmet, eller hos den af Parterne, som har mindst Skyld.
Første Afsnit på Side 309For at de kommende Slægter kan udrustes med et rent, lyst og fordrageligt Sind, saa at de i alle Livets Forhold med Glæde kan tænke tilbage paa Hjemmet, og af Minderne fra Barndomstiden hente Styrke til at modstaa Livets Fristelser og Mørkets Veje, bør alle Forældre stræbe efter, gennem den direkte og indirekte Opdragelse, at give det bedste de formaar, og ikke lade Afkommet lide under Følgerne af et Ægteskabs Ufred og Disharmoni.

Paa et lige saa vigtigt Punkt som Børneopdragelsen kan Menneskene ligeledes selv hjælpe med til at forbedre Tilstandene paa Jorden - nemlig gennem Lovgivningen - ved at give vel gennemtænkte Love; Love, der ikke tvangsbinder den frie Villies Initiativ, eller tvinger den enkelte til at handle mod det bedste og ædleste, som findes i ethvert Menneskesind, da Tvangslove - af hvilken som helst Art - der udstedes af ledende og regerende i de forskellige Lande, kun virker til Befordring af Mørkets Magt og hæmmer Lysets Fremgang. At der nødvendigvis maa gives Love for at ordne Landenes indre og ydre Forhold og Nationernes Stilling til hverandre, er selvfølgelig en given Ting; men ordnes det saaledes, at Lovene tvinger Menneskene til at handle mod deres indre Overbevisning, mod deres Samvittighed, eller saaledes at de hæmmer den frie Villies naturlige Vækst, da virker de kun nedbrydende, og da misbruger de styrende deres Magt.
Til saadanne Tvangslove maa f. Eks. den tvungne Værnepligt henregnes.
Saalænge som den militære Tjeneste kun er "fredelig", kan de mange Friluftsøvelser og den disciplinære Orden paa mange Punkter virke gavnlig for Legeme og Aand, naar Befalingsmænd og Overordnede optræder humant og ikke misbruger deres Myndighed i nedbrydende og usund Retning. Men saa snart som Krigslegen bliver blodig Alvor, og Soldaterne staar overfor den nøgne Virkelighed, naar de staar overfor en levende Masse, der skal være Maal for deres Kanoner, Sabler, Bajonetter og andre Vaaben, naar de véd, at de bliver Skyld i mange Menneskers Lemlæstelse eller Død, da maa de fleste gøre Vold paa sig selv for at kunne optræde saaledes, som Fædrelandets Styrelse kræver det. Meget ofte gaar det bedste og ædleste til Grunde i saadanne Menneskers Sjæleliv, idet de, for at døve den fremvældende Afsky for den Gerning, som de staar i Begreb med at udføre, lader sig gribe af Kamptummelens Raseri og handler blindt, kun for at slippe Tanken paa det grufulde, der er foran dem. Disse Mennesker burde aldrig tvinges til en saadan Gerning, da det meget ofte er dem, som i Kampens forvirrende og nedaddragende Hvirvel udøver de største og ganske unødige Grusomheder.
Første Afsnit på Side 310Men saa længe som Loven om tvungen Værnepligt bestaar, nytter det ikke, at den enkelte eller flere i Forening nægter at underkaste sig den Pligt, der paabydes af Landets Regering, da en saadan Opsætsighed kun virker til Skade for de ulydige og ikke paa nogen Maade kuldkaster det bestaaende. I saadanne Tilfælde er der kun eet at gøre: at give sig ind under de Pligter, som paalægges af Samfundet, selv om det, der skal udføres, strider mod ens inderste Følelser; ved at handle saaledes staar den enkelte fri overfor sin samvittighed, medens Ansvaret for de paatvungne Handlinger kommer til at hvile paa dem, der er Ophavsmænd til Lovene og deres Vedligeholdelse.
Ophævelsen af Tvangslove bør derfor komme fra de ledende, lovgivende og regerende; naar de kan indse, at en saadan Tvang ikke kan være i Overensstemmelse med Guds Ønsker og Hensigter, er Tidspunktet indtraadt, da saadanne bestaaende Love bør slettes og andre sættes i Stedet.
For at danne en Overgang fra de nuværende Tilstande, til den Tid er naaet, da en almindelig og fuldkommen Fredsslutning mellem alle Nationer er en fuldbyrdet Kendsgerning, burde al Militærtjeneste være en frivillig Sag, uden nogen som helst Tvang for den enkelte, da Ansvaret for de talrige brat afbrudte Menneskeliv, de mange Mord, Ødelæggelser og Vederstyggeligheder af Gud lægges paa de ledende, lovgivende og regerende, selv om den enkelte Soldat - Angriber som Forsvarer - maa staa til Regnskab for alle de unødige Grusomheder, som han gør sig skyldig i. Gøres derimod Militærtjenesten - indtil videre - til en frivillig Handling, fordeles Hovedansvaret ligeligt paa alle Krigsdeltagerne, saavel paa de ledende o. s. v. som paa de udøvende.
Al Krigsførelse er imod Guds Villie og strider mod Lysets Love, hvorfor det ikke gavner hverken den ene eller den anden krigsførende Nation at paakalde Guds Bistand som øverste Krigsherre; enhver Henvendelse til Gud om at velsigne Vaabnene eller velsigne Hærene, saa at de under Hans Ledelse kan sejre over Modstanderne - er derfor en gudsbespottelig Bøn.
Første Afsnit på Side 311Enhver Forestilling om Gud som Krigsgud, Kampleder o. s. v. maa oprykkes med Rode, da al Blodsudgydelse, alt Hærværk, al Nedbryden er absolut uforenelig med Guds Væsen. Atter og atter har Gud søgt at lede Menneskene til den fulde Forstaaelse af Næstekærligheden og Ejendomsretten. Gang paa Gang, lige fra de allerældste Tider, har Guds Udsendinge tilraabt Menneskene: "I maa ikke ihjelslaa, ikke tage med Vold, ikke røve og ikke plyndre!" Men endnu har Raabene lydt forgæves, endnu har Menneskene ikke formaaet at frigøre sig for Urdriften: den dyriske Selvhævdelse ved Vold paa sin Næstes Bekostning. Og saa længe Nationernes enkelte Medlemmer ikke udgør et sammensmeltet Hele, stræbende efter indbyrdes Fred og Fordragelighed, saa længe Menneskene ikke i fuld Tillid til Guds Faderlighed og Retfærdighed kan lægge alt i Hans Haand og trygt give sig ind under Hans Ledelse, saa længe de manges Villie ikke er forenet med Hans Villie, kan Blodsudgydelse, Vold og Krig ikke ophøre, og Fredstanken ikke føres til Sejer paa Jorden.
Gennem Troen paa Guds Tilværelse, gennem Tilliden til Hans Førelse skal Menneskene sejre over Mørkets Indflydelse, sejre over Had, Forbandelser, Misundelse og Magtbegær, derimod ikke ved Bønner om Hjælp til ved Voldshandlinger at knuse Fjender og Modstandere - da Gud ingen Sinde hører og ingen Sinde besvarer saadanne Bønner.
Kunde det tænkes, at et helt Folk stod enigt sammen i fuld Tillid til Gud og i fuld Forvisning om, at intet ondt kunde ramme det fra en magthaverisk, misundelig eller rovbegærlig Nabo, da vilde selv de ondeste Anslag falde til Jorden, prelle af mod den fælles absolute Tro. - Men, hvor findes et saadant Folk? - Menneskeheden er endnu i sin Barndom, og Aarhundreder eller Aartusinder vil maaske svinde, førend den fulde Forstaaelse af et saadant urokkeligt Tillidsforhold mellem Gud og Menneskene er naaet. _o17">