11. Hvorfor en Kvinde?

11.

Hvorfor blev Arbejdet med »Vandrer mod Lyset«s Fremkomst her paa Jorden overdraget til en Kvinde? Hvorfor valgte Gud ikke hertil f. Eks. en af Kirkens Mænd, en højtstaaende Prælat eller ogsaa en theologisk Professor? Burde det ikke have været en Mands Gerning?

 

Lad os kun se nøjere paa dette Spørgsmaal; thi der findes flere Grunde for, at Gud netop valgte en Kvinde til denne Gerning.

Tænker man sig at staa ved det Tidspunkt, da Gud vidste, at Ardors Tilbagevenden var nær forestaaende, da gjaldt det for Gud om – naar denne Tilbagevenden var en Kendsgerning – at give Menneskeheden Kendskab til det skete. Men hvorledes kunde dette lade sig gøre paa den klareste, mest overbevisende Maade? Spørgeren mener: at en Kirkens Mand, en højtstaaende Prælat eller en theologisk Professor maatte være bedst egnet til at virke udad mod Menneskeheden for dette Formaal. Her er dog Spørgeren i høj Grad uenig med Gud, hvilket her skal vises:

Igennem Inspiration – de Yngstes Tankeindskydelser – og gennem den udvalgte Prælats Intuition maatte dette Arbejde udføres. En Mands Intuition er imidlertid normalt aldrig saa stærk, ren og klar som en Kvindes. Her var altsaa den første Vanskelighed at overvinde. Gud kunde have forstærket denne Mands Intuition, men i saa Fald maatte Mandsvillien ogsaa forstærkes, da en stærk, klar Intuition uden en ligestillet stærk Villie til at ville gengive og til at ville rette sig efter de modtagne Indskydelser ikke kan føre til noget virkelig godt Resultat. Men en forstærket Mandsvillie vilde meget let kun blive til lutter »Egenvillie«, som ikke paa noget Punkt kunde tænkes at mødes med Guds Villie. Den paagældende vilde maaske til en vis Grad følge de givne Indskydelser, men ud fra sin religiøse og kirkelige Bundethed maatte hans »Egenvillie« drage sine egne Konklusioner af det, som han modtog fra oversanselig Side. Resultatet maatte blive: at de Kendsgerninger, som Gud ønskede at give Menneskeheden Kendskab til, blev mer eller mindre forvanskede og tilslørede ud fra den Mennesket iboende Trang til at føre det modtagne ind under sine egne Meninger. Var en theologisk Professor bleven valgt, var, foruden de omtalte Vanskeligheder, efter al Sandsynlighed en ny Vanskelighed kommet til de øvrige. Nemlig denne: Professoren havde sikkert anlagt sit Værk som en meget videnskabelig, sammenlignende Religionshistorie. Et saadant Arbejde kan have sin Berettigelse; men det kunde ikke i dette Tilfælde paa rette Maade bringe det, som Gud ønskede fremhævet.

Imidlertid var det ikke alene Guds Hensigt at give Menneskeheden Kendskab til Ardors Tilbagevenden, Kendskab til hans Fald og til hans Skabelse af det menneskelige Legeme. Han vilde ikke alene give de mange Hovedreligioner, de forskellige religiøse Retninger og talrige Sekter et fælles sandfærdigt Grundlag, Han vilde tillige lære Menneskene at forstaa Sandheden i de oversanselige10 Forbindelser, lære dem Faren ved, ganske kritikløst, at give sig af med de okkulte, de spiritistiske Manifestationer. Og selv om det kunde tænkes, at en højtstaaende Prælat eller en theologisk Professor kunde ledes af de Yngste til at fatte Interesse for disse Fænomener, saa vilde vedkommende næppe, en Tid lang, personlig give sig af med en grundig psykisk Forskning. Han vilde næppe gennem selvudførte Eksperimenter – om disse end blev ledet af Gud og de Yngste – sætte sig ind i de okkulte og spiritistiske Foreteelsers Sandheder og Farer. Allerhøjest vilde han samle Materiale fra forskellige Menneskers Oplevelser, og, ud fra dette Materiale, danne sig sine egne Konklusioner. Resultatet maatte paa Grund af vedkommendes religiøse og kirkelige Bundethed blive: en Fordømmelse af de forekommende Fænomener som værende Udslag af Dæmoners, onde Aanders Gerninger. – Saaledes var Sandheden om Okkultisme og Spiritisme ikke kommet frem, som Gud ønskede det; thi saa var ogsaa Lysets Forbindelse – gennem de Yngste – med Menneskene bleven forkætret. Atter en Vanskelighed, som Gud maatte regne med.

Gud havde imidlertid nogle Aar før Ardors Tilbagevenden – fordi Han forudsaa, at den var nær forestaaende – gennemtænkt disse Problemer, og Han kom hurtig til den Slutning: at Han ikke kunde bruge hverken Prælater eller Professorer til det kommende vanskelige Arbejde. Han maatte derfor finde en Udvej. Thi først naar Prælater11 og Professorer11 stod overfor et »fait accompli«, var der en Mulighed – ganske vist kun en svag Mulighed – for, at et Værk, der helt igennem var klart og logisk opbygget, og som tillige bar Sandhedens Præg, vilde vække deres Interesse og Forstaaelse. Men hvorledes kunde nu denne Udvej findes? Thi Gud vidste, at intet Menneske under Jordelivet vilde være i Stand til at skabe et religiøst, etisk og filosofisk Værk, som paa alle Punkter var i fuld Overensstemmelse med Sandheden, selv om de diskarnerede Yngste gjorde alt for at retlede og vejlede. Her maatte mere til, end Mennesker og Mennesketanker kunde præstere. Og Gud bestemte sig da til at lade Værket skabes af »aandelige Intelligenser« fra den oversanselige Verden, og naar alle Forberedelser til Værkets Fremkomst i den menneskelige Verden var bragt til Ende, at tage til Medhjælper den Kvinde, som hidtil havde været Kristus behjælpelig i Arbejdet med de jordbundne Aander. Thi Gud forudsaa paa dette Tidspunkt, at hun tillige vilde være Kristus behjælpelig med at vinde Ardor tilbage. Og da hun igennem den Vejledning12, som var givet hende i en længere Tidsperiode12 af Kristus og hans Hjælpere, havde lært baade det sande og det falske i Spiritismen, havde lært i eet og alt at rette sig efter denne Ledelse, som hun frivillig havde underkastet sig, var denne Løsning af Problemet – efter Guds Mening den bedste, den rette.

Efter Guds Ønske og under Hans øverste Ledelse blev »Vandrer mod Lyset« – da Ardor var vendt tilbage – saaledes skabt af diskarnerede aandelige Intelligenser; men det blev opbygget ud fra Spørgsmaal, stillet fra Menneskers13 Side. De Spørgsmaal, som direkte angik Ardors og de Ældstes Fald, Ardors og hans faldne Søskendes Skabelse af det menneskelige Legeme, Kampen mod Gud og mod de Yngste, Forsøgene paa at drage Menneskeheden dybere ned i Mørket og ind under de Ældstes Herredømme, samt Meddelelsen om Ardors Tilgivelse og Tilbagevenden, blev overladt til Ardor selv at gøre Rede for. Ligeledes blev det overladt til ham – saa vidt det var gørligt – at give en Fremstilling af Mørkets, Lysets, Urtankens og Urvilliens Hviletilstand, o. s. v. Det øvrige blev overladt til Kristus og til den jordiske kvindelige Medhjælpers »aandelige Leder«14, samt til nogle andre af de Yngste, som Gud valgte til at være Hjælpere under det omfattende og meget vanskelige Arbejde. Ordnet paa denne Maade, blev det, der skulde meddeles Menneskeheden ikke et mangelfuldt Menneskeværk, men et Arbejde, som dets aandelige Skabere fuldtud kunde staa til Ansvar for baade overfor Gud og overfor Menneskeheden. Den jordiske Medhjælpers Arbejde blev da dette: at være Tolk, d. v. s. gennem Intuition at gengive de oversanselige Intelligensers Tankesprog paa et for Mennesker forstaaeligt Sprog. Hun var saaledes klar over: at intet skyldtes hendes egne Tanker eller Meninger, hun forstod, at hendes eget maatte holdes udenfor, forstod, at hun kun var en brugbar Tolk, en brugbar Oversætter. – Bliver f. Eks. et jordisk Værk oversat fra et Sprog til et andet, saa vil Oversætteren ingen Sinde sætte sit Navn paa Titelbladet som værende Forfatter af det oversatte, med mindre vedkommende vil udsætte sig for at kaldes en Bedrager. Ligeledes vil ingen, som er Tolk for en Foredragsholder, der taler et andet Sprog end Tilhørerne, finde paa at kalde sig Forfatter af det fortolkede Foredrag. – Men saaledes er det ogsaa her. Den jordiske kvindelige Tolk og Oversætter har ingen Ret til at betegne sig som »Forfatter« af »Vandrer mod Lyset« eller af de øvrige Værker, som, gennem hende, er givet til Menneskeheden. Derfor hviler ogsaa Ansvaret for disse »Budskaber fra den oversanselige Verden« paa alle de aandelige Intelligenser, som skabte dem efter Guds Ønske og under Hans Ledelse. Men de ganske faa lidt svagere Steder i Kommentaren til »Vandrer mod Lyset« maa derimod tilskrives Tolken, som i de allerfleste Tilfælde – i sin menneskelige Tilværelse – intet Kendskab havde til det, der her blev fremdraget og behandlet. Dog er ogsaa dette Afsnit ført til det fra oversanselig Side ønskede Resultat15, saaledes at alt staar i nøje Overensstemmelse med Sandheden.

Altsaa: af ovenstaaende Forklaringer bør enhver kunne forstaa, hvorfor Gud valgte at overdrage den jordiske Del af Arbejdet til en kvindelig Medarbejder, og ikke foretrak at overdrage dette enten til en højtstaaende Prælat indenfor Kirken eller til en theologisk Professor.

– Tilsidst kun det: En Samling Værker som »Hilsen til Danmark«, »Vandrer mod Lyset« med Supplement16, »Forsoningslæren og Genvejen« vil aldrig nogen Sinde oftere blive givet til Menneskeheden paa denne Maade; thi kun for de nævnte Værker har den oversanselige Verdens aandelige Intelligenser det fulde Ansvar, derfor er og bliver denne Samling ganske enestaaende i Menneskelivets Historie!