Budskabet.
DEN 6. December 1910 havde vi ved en af vore Séanceaftener en forunderlig Oplevelse, der greb os alle dybt.
Jeg var den Aften Medium for Aanden Appius Claudius, og medens jeg var i Færd med Nedskrivningen af et Digt, gjorde den aandelige Meddeler en kort Pause, hvorefter følgende Sætning lynsnart formede sig i mine Tanker: »Appius tier — den Høje, som staar her, Tavshed mig byder.«
Uden egentlig at tænke derover skrev jeg det ned som en Fortsættelse af det endnu ufuldendte Digt; men samtidig med at jeg skrev, sagde J. pludselig: »Der kaldes paa mig!« og idet jeg havde fuldendt Sætningen, viste jeg Kresens Deltagere det skrevne, og vi forstod alle, at det ikke var en ganske almindelig eller tilfældig Afbrydelse, men at et eller andet højtstaaende Væsen var kommet til Stede, at han havde afbrudt Aanden Appius Claudius i hans Digt og samtidig kaldt paa min Hustru.
J. satte sig med et Par Deltagere ved det lille Bord for som sædvanlig gennem Nej- og Ja-Bankninger at faa kontroleret, om hun gengav det, der meddeltes hende, paa rette Maade.
Da ingen af os havde været forberedt paa dette uventede Besøg af en for os fremmed Aand, var der ingen af de tilstedeværende, der tænkte paa at nedskrive de Ord, der lød til os; vi husker Meningen af det, der blev sagt, men kan ikke nøjagtigt gengive Sætningerne, som de fulgte efter hinanden, undtagen Slutningen, som vi alle husker; derfor vil kun denne kunne gives in extenso.
Den Aand, der nu gennem Tankeinspiration meddelte sig til J., kaldte sig Gabriel, Herrens Budbringer; derefter bragte han os en Hilsen fra Gud og tilføjede, at han talte i Hans Navn. Han bad os holde sammen, ikke sprænge vor Kres, da vor Kres var udvalgt; fra dens Midte vilde udgaa store Ting. Han sluttede med disse Ord: »Tre gyldne Frugter vil falde i dit Skød, Bettina 1); del disse Frugter med dine Medmennesker, men behold selv Kernerne« 2). — Derefter tog han Afsked; og der blev dyb Tavshed efter hans Ord.
At ovenstanende Beretning er i Overensstemmelse med, hvad der skete ved nævnte sammenkomst, bekræftes herved.
København, d. 26. Marts 1922
M. Danckert. K. Lindahl. Anna Lindahl.
Paa dette Tidspunkt herskede der ikke fuld Enighed i vor lille Kres; et Par af Medlemmerne ønskede at holde Mørkeséancer, ønskede at se Materialisationer, og at J. skulde forsøge sig som Trancemedium. J. havde bestandig stillet sig afvisende overfor disse Forslag, idet hun rent intuitivt havde en vis Afsky for den Art Manifestationer; men da hun bestandig blev opfordret til at gøre disse Forsøg, henvendte hun sig engang ved en af vore private Séancer til sin Fader og bad ham sige os sin Mening derom. Han svarede: at hun aldrig burde indlade sig derpaa, fordi, som han sagde, al den Slags blev kontroleret af Mørkets Magter, at Mediet ved at falde i Trance opgav sin egen Personlighed til Fordel for en Mørkets Aand, og at et Medium, der indlod sig paa Trance, kunde risikere langvarige og ondartede Besettelser, der vilde gøre den paagældende ganske uskikket som Midler for Lysets Magter.
Efter denne Samtale med sin Fader holdt J. endnu stærkere fast ved ikke at indlade sig paa noget som helst af de ovenfor omtalte Forsøg.
De Ord, som Herrens Budbringer talte til os den Aften, var saaledes en Opfordring til os alle om at holde sammen og ikke sprænge vor Kres paa Grund af divergerende Anskuelser og Ønsker.
At hans Ord tillige var en Forudsigelse om det Arbejde, der ventede os og hvis synlige Resultater blev de tre af mig offentliggjorte Værker (se »Forsoningslæren og Genvejen«. Side 46) ved vi nu; dengang forstod vi ikke Meningen. —
1) Med dette Navn kaldte vore aandelige Forbindelser min Hustru.