GUD Herren den Almægtige har sendt mig, sin Tjener, Budbringeren, til eder, for at mine Ord, tolkede af eder, kunne naa til alle Jordens Folk.

 

Mennesker! eders Gud, eders Aands Fader, bød mig tale til eder:

I de jordiske Tiders Morgen lovede Guds yngste Børn deres Fader at oprejse, hvad deres ældre Brødre og Søstre havde nedbrudt.

Efter mange Tiders Lidelser, Sorger og Skuffelser ere de nu i Kraft af deres Villie, i Kraft af deres Kærlighed og ved deres Faders Hjælp naaede saa langt frem, at de have sejret over Mørket, løst deres ældste Broder og vundet ham tilbage til Lyset og Hjemmet; men mange Tidsevigheder maa endnu svinde, førend de fuldtud kunne naa at indfri det givne Løfte: at lede eder, Guds alleryngste Børn, til Hans Herlighedsrige. Thi først naar de sidste af eder modtages i Faderhjemmet, er de Yngstes Kærlighedsgerning fuldbragt.

Mennesker! mange Tidsevigheder maa endnu svinde, førend I kunne mødes med eders himmelske Fader, førend I kunne mødes med Ham, der, i dyb Medlidenhed med sine faldne Børns Skabninger, gav Menneskeaanden det evige Liv. Mange Tidsevigheder maa endnu svinde, før eders Vandring er endt; thi I ere som de umyndige, der se uden at fatte, der høre uden at forstaa. Som umyndige juble I over de farveskønne Frugter uden at bekymre eder, om Ormen har søndergnavet Kødet og Kernen. Som umyndige evne I ikke at skelne Glimmer fra Guld; med Iver og Begær kaste I eder over det brogede, unyttige Flitter, medens I ringeagte det ædle og lødige Malm.

Ja, I ere mindre og værre end umyndige; thi i eders blinde Begær efter jordiske Skatte, efter Magt og Ære, i eders indbyrdes Had og Avind, kives og kriges I uafladelig, myrde, røve, skænde og brænde I, uden at ville forstaa, at de Lidelser og Sorger, I derved føre over andre, føre I tillige over eder selv; den haarde, men retfærdige Gengældelse vil ramme eder, saa længe I vedblive at misbruge og ringeagte den Gave, eders Fader har givet eder  —  Villien til at ville det gode, Villien til at ville sejre over det onde; og saa længe eders Villie er til Synd og Ugerninger, til Løgn og Ufred, saa længe kan eders Faders Villie ikke fremmes iblandt eder.

Mennesker, hører alle! Eders Fader kalder paa eder, og ved sin Tjener spørger Han eder:

Naar ville I træde over Barndommens Tærskel?

Naar ville I oplade eders Øjne og se, hvor ufuldkomne I ere?

Naar ville I forstaa, at I atter og atter maa genfødes paa Jorden, for at hvert Jordeliv kan bringe eder nærmere til eders Gud og Fader?

Naar ville I lære at følge eders Samvittighed, at lytte til Sandhedens, Kærlighedens og Retfærdighedens Stemme, der taler til eder?

Naar ville I undlade at smæde dem, der i Viden ere forud for eder?

Naar ville I med Forstaaelse modtage Lysets Børn, der lade sig føde iblandt eder for at drage eder ud af Mørket?

Naar ville I lære at fryde eder over det, der er eders, uden at misunde eders Næste eller fratage ham hans Ejendele?

Naar ville I undlade ved Vold40 eller Uagtsomhed40 at afbryde eders eget eller eders Næstes Jordeliv, før den Død og Dødsstund indtræder, der af Gud Herren er optegnet for hver enkelt af eder?

Naar ville I standse de grufulde blodige og gudsbespottelige Kampe, der ideligen udkæmpes imellem eder?

Naar ville I bortslette alt Racehad og lære at agte og elske hverandre?

Naar ville I lade eders Villie mødes med eders Faders Villie?

Og naar, naar ville I  —  farvede og ikke farvede  —  alle enes om at byde en varig Fred velkommen iblandt eder?

Disse Spørgsmaal bød eders Fader mig at gøre eder. Hvorledes vil eders Svar blive? Thi Fremtiden hviler i eders egen Haand; saaledes som I ønske det, saaledes som I ville det, saaledes skabe I eders og eders Efterkommeres Fremtid.

Ville I fremdeles vandre ad Mørkets Veje, ville I ikke ophøre at hade og forfølge hverandre, ville I fremdeles lade Tusinder og atter Tusinder af eders Brødre, Mænd, Fædre og Sønner ihjelslaa i blodige Kampe for at mætte eders Had og Magtbegær; ville I fremdeles myrde, røve, plyndre, skænde og brænde, stedse nedrive det, der opbygges, og sprede det, der samles: da vil eders Fader sørge over eder, da ville Sorger, Lidelser og Skuffelser hæmme de Yngste i deres Kærlighedsgerning for eder, da vil eders Vandring mod det fjerne Maal blive uendelig lang og uendelig besværlig.

Men ville I vandre ad de Lysets Veje, som den ældste af de Yngste, eders frivillige Fører og Leder, her har udpeget for eder; ville I støtte eder til den Haand, han kærligt strækker mod eder; ville I med Tillid modtage det Budskab, der her gives eder i eders Faders Navn for at bringe eder den Klarhed og Fred, som I alle søge: da vil eders Fader fryde sig over eder, da ville Lysets Børn med større Glæde lade sig føde iblandt eder for at drage eder ud af Mørket, da vil eders Vandring, om end den bliver lang og besværlig, dog afkortes med mange Tidsevigheder. Thi da ville de Sædekorn, eders Fader har nedlagt i eders Hjerter, spire frem over Mørket, blomstre og bære Frugt, ikke ti, ikke tyve, ej heller tresindstyve Fold, men Tusinde Gange Tusinde Fold!

Mennesker! vælger nu de Veje, ad hvilke I og eders Efterkommere i Fremtiden skulle vandre! Vælger uden Tvang! thi Gud den Almægtige tvinger ingen, og ingen skal tvinge sin Næste. Men beder alle eders Fader styrke eders Villie, at den kan sejre over det onde og bære eder fremad mod Lyset!

Mennesker! eders Fader længes efter eder; Han følger eder i ondt og i godt. Han følger eder i Sorg og i Glæde, hvad enten I vandre i det dybeste Mørke eller i det klareste Lys. Hans Kærlighed til eder er umaalelig, og Hans Taalmod er uden Grænse.

 

Mennesker! eders Fader længes efter eder!

Han bød mig, sin Tjener, at bringe eder alle Hans faderlige Hilsen.

Hans Fred være med eder i Evigheders Evighed!

Amen!