Fodnoter

Mange af de Kristne bad direkte til Jomfru Maria og til de hellige Mænd og Kvinder, i Stedet for at bede dem gaa i Forbøn for dem hos Gud. Derved blev Helgendyrkelsen afguderisk, og da Jesu Moder og alle „Helgener“, uanset deres gode Gerninger, alle er underkastet Reinkarnationsloven (Genfødsel), er en Henvendelse til dem overflødig, bliver endog tidt ganske meningsløs, da de anraabte Helgener fra Tid til anden opholder sig paa Jorden som Mennesker, og følgelig maa være døve for deres Medmenneskers Anraaben om Forbøn og Hjælp.

Blandt de Aander, der har været knyttet til de saakaldte Helgeners jordiske Legemer, findes baade de Yngste, de Ældste og Menneskeaander. For de sidste er Loven om Genfødsel givet af Gud, for at de kan naa fremad og opad. De Ældste har ved deres egenmægtige første Inkarnation selv draget sig ind under Loven; de Yngste har frivilligt underkastet sig den og følger den, saa længe de arbejder for Menneskehedens Fremgang. Menneskenes Anraaben af de hellige Mænd og Kvinder bliver saaledes en Henvendelse til Væsener, der fører en imaginær Helgentilværelse.

Da det astrale Mørke dannede et fastsammenhængende Hele med Lysomhylningen, formaaede de Ældste ikke at skille det ud, hvorfor det Materiale, som de arbejdede med, tog sig ud, som om det var dobbelt, skønt det var sammensat af tre Bestanddele: Lysomhylningen + det astrale og det molekylare Mørke. Den astrale Hjernes Evne til at fastholde de Værdier, de Indtryk, der modtages gennem den fysiske Hjerne, er saaledes betinget af Jordklodens Lysomhylning, der fastholder det astrale Mørke. Selv om den fysiske og den astrale Hjernes Celler destrueres, kan den astrale Celles inderste Basis ikke ødelægges, da den er opstaaet gennem Lysomhylningens Udstraalinger, der ikke kan destrueres. Først naar det jordiske Legeme er dødt, trækker Lysets Udstraalinger sig tilbage. (Se Oversigten). Aander, der er knyttet til imbecile Mennesker, vil gennem de astrale Cellers Lysbasis modtage Indtryk, der overføres gennem Opsugningslaget; men disse Indtryk staar først klart for Aanden, naar den er løst fra det fysiske Legeme.

Endogsaa den gamle Myte om Adam og Eva bringer, til Trods for dens rent menneskelige Iklædning, noget af Sandheden. En af de Yngste har i sin jordiske Tilværelse forsøgt gennem den at give Menneskene en Forklaring paa deres Oprindelse: Adam og Eva er saaledes Sindbilleder paa den Ældste og hans kvindelige Dual. Slangen giver Udtryk for Mørkets fortryllende, dragende og bindende Magt. Æblet, der sidder paa en Gren af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, er Billede paa Mørkets Livsprincip omsluttet og fastholdt af Lyset. Slangen = Mørket fristede Kvinden til at synde, Kvinden fristede Manden til at æde af Kundskabens Træ ᴐ: til at sætte sig i Besiddelse af Mørkets Livsprincip, gøre sig til Herre derover. Æblets Fjernelse fra Træet er Billede paa Mørkets Udskillelse fra Lyset. Ved Syndefaldet forvistes Adam og Eva = de faldne Ældste, fra Paradisets Have ᴐ: Guds Rige. Kain og Abel er Sindbilleder paa Menneskeslægtens forskellige Typer, der skylder Guds faldne Børn Livet. Kains Brodermord er Billede paa Synden og Døden, som ved Kains og Abels — Menneskehedens — Fødsel eller Skabelse kaldtes frem til Virkelighed i den jordiske Verden.

Mark. 6., Jesus i Nazaret: v1 Så tog Jesus af sted derfra og kom til sin hjemby, og hans disciple fulgte med ham. v2 Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: »Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? v3 Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?« Og de blev forarget på ham. v4 Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og blandt sine slægtninge og i sit hus.« v5 Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. v6 Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste.

Luk. 2., Den tolvårige Jesus i templet: v41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. v42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. v43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. v44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. v45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; v46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. v47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. v48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« v49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« v50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. v51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Luk. 4., Jesus i Nazarets synagoge: v16 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. v17 Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
v18 Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
v19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
v20 Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. v21 Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« v22 Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« v23 Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« v24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. v25 Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; v26 og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. v27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.«

v28 Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; v29 de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. v30 Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Joh. 7., Spørgsmål under løvhyttefesten: v11 Jøderne ledte nu efter ham under festen og sagde: »Hvor er han?« v12 Og blandt folk var der megen snak om ham. Nogle sagde: »Han er en god mand.« Andre sagde: »Nej, han fører folket vild.« v13 Ingen talte dog offentligt om ham af frygt for jøderne.

v14 Først midt under festen gik Jesus op på tempelpladsen og begyndte at undervise. v15 Jøderne undrede sig og sagde: »Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?« v16 Jesus svarede dem: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. v17 Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv. v18 Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham.

v19 Har Moses ikke givet jer loven? Og dog er der ingen af jer, der holder loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?« v20 Folkeskaren svarede: »Du må være besat af en dæmon, hvem vil slå dig ihjel?« v21 Jesus sagde til dem: »Én gerning gjorde jeg, og I undrer jer alle sammen. v22 Derfor: Moses har givet jer omskærelsen – egentlig går den ikke tilbage til Moses, men helt til fædrene – og I omskærer mennesker selv på en sabbat. v23 Når et menneske kan omskæres på en sabbat, for at Moses’ lov ikke skal brydes, hvorfor er I så vrede på mig, fordi jeg gjorde et helt menneske rask på en sabbat? v24 Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!«

Matt. 6., Officeren i Kapernaum:

v5 Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: v6 »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« v7 Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« v8 Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. v9 Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« v10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. v11 Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, v12 men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« v13 Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Matt. 9., Helbredelsen af den lamme i Kapernaum: v1 Og Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. v2 Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« v3 Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »Han spotter Gud.« v4 Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? v5 Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? v6 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« – da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!« v7 Og han rejste sig og gik hjem. v8 Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.

Joh. 11., Opvækkelsen af Lazarus: v1 Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. v2 Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. v3 Søstrene sendte nu den besked til Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg.« v4 Da Jesus hørte det, sagde han: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.«

v5 Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. v6 Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; v7 først derefter sagde han til disciplene: »Lad os tage tilbage til Judæa.« v8 Disciplene sagde til ham: »Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?« v9 Jesus svarede: »Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. v10 Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.«

v11 Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: »Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.« v12 Disciplene sagde til ham: »Herre, hvis han sover, kommer han sig.« v13 Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. v14 Da sagde Jesus ligeud til dem: »Lazarus er død. v15 Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.« v16 Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: »Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.«

v17 Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. v18 Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, v19 og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. v20 Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. v21 Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. v22 Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« v23 Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« v24 Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« v25 Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. v26 Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« v27 Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«

v28 Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« v29 Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. v30 Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. v31 Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

v32 Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« v33 Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør v34 og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. v35 Jesus brast i gråd. v36 Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« v37 Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

v38 Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. v39 Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« v40 Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« v41 Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. v42 Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« v43 Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« v44 Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

v45 Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. v46 Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort.

Matt. 19., Den rige unge mand: v16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« v17 Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« v18 Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, v19 ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « v20 Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« v21 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« v22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Joh. 21., Jesus og Simon Peter: v15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« v16 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« v17 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! v18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« v19 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Joh. 12., Indtoget i Jerusalem: v12 Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. v13 De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!
v14 Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: v15 Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl. v16 Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. v17 Skaren, som havde været med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og oprejste ham fra de døde, vidnede om det. v18 Det var også derfor, skaren var gået ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette tegn. v19 Da sagde farisæerne til hinanden: »Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham.«

VANDRER MOD LYSET!

Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden

Tre gyldne frugter

Inkarnationsberetninger

Astronomi

Kampen mellem Lys og Mørke

Livets oprindelse og mål