Kommentar VIII

VIII

De Kulturriger95, som i en fjern Fortid gik til Grunde ved mægtige Naturkatastrofer, var af meget forskellig Udstrækning, ligesom deres Befolknings Kultur langt fra stod paa samme Højde.

Det ældste Rige, som laa i Stillehavet, var det største i Udstrækning. I en meget fjern Fortid var det landfast med det nordlige Sydamerika, men fraskiltes ved vulkanske Udbrud og Sænkninger i Havbunden. De talrige Øgrupper i Polynesien vidner endnu om Landets Tilværelse og til Dels om dets Beliggenhed. Omtrent 30,000 Aar f. Kr. gik Landet til Grunde  —  adsplittedes i større og mindre Øer  —  hvilket ligeledes skete ved vulkanske Udbrud og Sænkninger af Havbunden. Ødelæggelsen strakte sig over et Tidsrum af ca. 8 Aarhundreder. Landet ødelagdes fuldstændigt  —  al Vegetation, alt Dyreliv forsvandt  —  kun de højestliggende Partier blev tilbage. Senere, ved nye Havbundsforskydninger, dukkede atter nogle af de sunkne Partier op over Vandet som Øer.

 

Dette Lands daværende Befolkning er den malayiske Folkeraces Stamfædre. De nulevende Malayere er dog ikke længer af ren Afstamning, men er i høj Grad blandet gennem Forbindelser med andre Folkestammer og staar i aandelig Henseende langt lavere end deres forhistoriske Fædre.

I de ældste Tider, i de første mange Aartusinder efter at de Yngste havde begyndt deres opdragende Arbejde blandt Menneskene, var Befolkningen i Stillehavslandet fortrinsvis Sol- og Ildtilbedere. Til Trods for Landets store Udstrækning var det kun tyndt befolket. Folkene levede i større og mindre Stammer  —  Slægter  —  under en Høvdings Ledelse. De stod alle nogenlunde paa samme Kulturtrin.

Her i Stillehavslandet havde den ældste af de Yngste sine to første Inkarnationer96. I den første var han Høvding for eller Leder af Landets største og ypperste Stamme, som dog paa dette Tidspunkt endnu stod paa et temmelig lavt Kulturtrin, hvorfor hans Gerning blandt Folket ikke fik nogen varig Betydning.

I den anden Inkarnation, et Par Tusind Aar før Landets Ødelæggelse, havde han en Stilling og en Opgave, der nærmest svarer til den ypperstepræstelige. Ved sin myndige, men dog milde Fremtræden naaede han at kalde Troen paa en kærlig Guddom til Live hos sine Stammefrænder. Men da de Ældste, paa dette Tidspunkt, allerede i Aartusinder paa alle Maader og ved alle Midler havde søgt at ødelægge de Yngstes Arbejde blandt Menneskene, og da de Ældstes aandelige Indflydelse bestandig blev større, tog Flerguderiet Overhaand, og den „nye“ Gud, Mildhedens og Kærlighedens Gud, til hvem Solen var helliget som Symbol, blev i Folkenes Bevidsthed strengere og grusommere, blev ophøjet til Overgud og blev, under stadig Paavirkning af de Ældste, gjort til et frygteligt Uhyre af Grusomhed. Overgudens Symbol blev nu den alt fortærende, alt ødelæggende Ild, og for at tilfredsstille de stedse voksende Krav i Retning af Grusomheder, som dette „guddommelige“ Uhyre gennem sine Præster stillede til Folket, begyndte de første Menneskeofringer, der i Aarenes Løb blev hyppigere og frygteligere. En meget yndet Straf for religiøse Forsyndelser var at nedstyrte Forbryderne i et dybt udbrændt Krater97; de, der ikke knustes under Nedstyrtningen, led Døden af Hunger, da alle, der blev grebne i Forsøg paa at yde Hjælp, var udsatte for at lide den samme Straf.

Titihuafolket, eller Mlaiwaerne, ernærede sig hovedsagelig ved Jagt og Fiskeri samt ved indbyrdes Tuskhandel. Agerdyrkning kendtes kun af nogle enkelte Stammer og var ikke ordnet. Den første primitive Baad fremkom her og blev forarbejdet af tørrede Dyrehuder. Baadens Stævne samledes ved Hjælp af Plantetaver. Midten udspiledes af tilspidsede Trægrene, den styredes ved en tvedelt Gren og drev med Strømmen ad Floderne; Aarer kendtes ikke.

Under Landets Ødelæggelse flygtede en stor Del af Befolkningen mod Vest. Ved Flugten anvendtes Baade, der var bedre forarbejdede og bedre udstyrede end den ovenfor omtalte; disse mindede ikke saa lidt om Eskimoernes Baade. Flygtningene og deres Efterkommere naaede over mellemliggende Øer til Asiens98 Øst- og Sydkyster.

Andre af Landets Indvaanere drog mod Øst og naaede, ligeledes over en Del mellemliggende Øer, til Syd-, Mellem- og Nordamerika og blev Stamfædre til de senere Indianere  —  Amerikas saakaldte Urindvaanere. Ved indgaaede Forbindelser mellem Titihuafolket og et lavtstaaende, dyrelignende Folk  —  de egentlige Urindvaanere  —  der fandtes ved Ankomsten til Amerika, opstod en Del af de mange Indianertyper. (Ildlænderne99 og Eskimoerne er nærmeste Descendenter af Amerikas Urfolk). Ingen af de Yngste havde været inkarneret iblandt disse Væsener, hvorfor de endnu stod paa et overordentlig lavt Standpunkt, men de stod dog noget over de første Mennesker i Intelligens; denne svage aandelige Fremgang skyldtes det guddommelige Element, som, efter at Gud havde gjort Menneskene delagtige i det aandelige Liv, tildeles ethvert Menneskefoster.

 

Det andet Rige, som gik til Grunde, var et stort Øland, det saakaldte Atlantis, der laa i Atlanterhavet. I en fjern Fortid var Øen landfast med den sydligere Del af Nordamerika, men fraskiltes ved vulkanske Sænkninger.

Øens Form kan nogenlunde lignes ved et skraatliggende, langstrakt og omvendt latinsk S. (Den øverste Bue til højre, den nederste til venstre). Øens nordligste Punkt laa ved ca. 40° nordlig Br., 34° vestlig L.; mod Syd strakte den sig til ca. 25½° n. Br., mod Vest til 47° v. L., 27½° n. Br., mod Øst til ca. 28° v. L. En tænkt Linie med Udgangspunkt fra den engelske By Plymouth til midt paa Øen Trinidad vil danne et Længdesnit gennem Øen, tangerende dens østligste og sydligste Punkt. Øens største Halvdel vil da ligge Vest for Gennemsnittet. Beliggenheden er kun omtrentlig opgivet, da den sunkne Øs Kystformer idelig forandres ved større eller mindre Sænkninger og Hævninger; ved eventuelle Eftersøgninger vil den kunne findes inden for det opgivne Areal.

Øens Fladeindhold varaf den spanske Halvøs; Azorerne, der laa N. N. Ø. og Øst for Øen, var paa den Tid ubeboede, men havde i en længere tilbageliggende Tidsperiode været landfast med den.

Mellem Azorerne og den spanske Halvø fandtes nogle mindre Øgrupper; ligeledes laa der en Del smaa Øer S. V. og S. Ø. for Atlanterhavsøen; de er nu alle forsvundne.

 

Dette Øland gik under ca. 12,000 f. Kr. ved en Sænkning af Havbunden i Forbindelse med voldsomme vulkanske Udbrud.

Vulkanske Udbrud og Jordrystelser hærgede hele Øen i ca. 10 Maaneder, indtil den sidste frygtelige Katastrofe indtraf og i Løbet af faa Timer fuldstændig tilintetgjorde og udslettede det rige Kulturland. Erindringen om den ved det sidste Udbrud fremkomne Flodbølge, der strakte sig viden om, er bibeholdt i mange Folkeslags gamle Sagn.

Flerguderiet var ogsaa her det fremherskende, men, paa dette Tidspunkt, uden Menneskeofringer; derimod udførtes Dyreofringer over hele Øen. Befolkningen var Sol- og lldtilbedere. I kulturel Henseende stod Folket gennemgaaende højt; Præsterne havde ikke saa lidt Kendskab til Astronomi  —  flere var Astrologer100 eller Magere  —  de kendte Vandrestjernerne fra de stillestaaende og var i Stand til nogenlunde nøjagtig at beregne Sol- og Maaneformørkelser, hvilke Naturfænomener de dog mente skyldtes en ond Aands Indgriben.

Bogtrykkerkunsten havde sin første primitive Fremkomst her paa Øen, idet Præsterne ved en Art Hektografering formaaede at mangfoldiggøre de optegnede Beretninger. Hertil benyttedes et Afkog af knuste Dyre- og Fiskeben, der efter en omhyggelig Destillation hældtes over i flade Lerforme; Papyrus eller Pergament kendtes ikke, men meget fastvævede Tøjer af Plantetrevler anvendtes. Til Tekstoverføringen brugtes en Farveblanding, hvis Hovedbestanddel var brændte Ben, tilsat klæbende Stoffer. Billedskrift benyttedes som oftest; enkelte Steder anvendtes Tegnskrift.

Agerdyrkning, Jagt, Fiskeri og nogen Husdyravl kendtes. Flere af Købmændene havde en Del Handel paa de omliggende Øer og de nærmest liggende Landes Kyster. Haandfabrikation af Brugsgenstande, forarbejdede af Ler, var meget udbredt; Kar, Skaale og Vaser prydedes ofte med indridsede Dyre- og Bladornamenter, hvis Linier udfyldtes med straalende Farver. Guld, Kobber og til Dels Sølv var kendt, det benyttedes til Smykker og finere Brugsgenstande, samt til Belægning af de i Træ udskaarne Gudebilleder. Mange Gudebilleder var udhugget i Sten eller formet af forskellige Metallegeringer. Bygningskunsten stod særlig højt. Lyrisk Digtning var i sin Vorden, særlig som religiøse Hymner, der, under Paukeslag fra bækkenlignende Kobberplader, blev reciterede af Præsterne ved Offerfesterne. Dødekultus var kendt over hele Øen.

Øen var delt i tre Riger, der havde en fælles Overhersker. I det ene af Rigerne var Herskerværdigheden arvelig baade paa Mands- og Kvindesiden. Den øverste Hersker var tillige øverste Tempeltjener.

Paa dette Øland havde den ældste af de Yngste sin tredie Inkarnation som Fyrste og Ypperstepræst.

Han var i høj Grad elsket af Folket for sin milde og humane Regering, gav flere Love saavel i religiøs som i etisk Retning; hans Forsøg paa at afskaffe Flerguderiet lykkedes ikke. Hans Inkarnation her paa Øen satte ikke ret mange Spor i Befolkningens Kultur, da han døde samme Aar, som Øen forsvandt i Havet. Mindet om ham levede hos dem, der ved Flugt slap bort fra Ødelæggelsen, og blev bevaret gennem mange Generationer. Han blev betragtet som et guddommeligt Sendebud.

Nogle af de Øboere, som overlevede Katastrofen, flygtede over de mellemliggende Øer til Nordafrika og drog som Nomader langsomt (gennem flere Slægtled) Øst paa til Nildalen, hvor de slog sig ned. I ældgamle ægyptiske Skrifter findes sagnagtige Beretninger om en Lysets Gud, der for en Tid paatog sig Menneskeskikkelse; disse Beretninger maa henføres til den ældste af de Yngstes Inkarnation paa den forsvundne Ø.

Nogle enkelte af Øboerne flygtede til den spanske Halvø og optoges blandt de dér boende Folk; andre naaede over til Mellemamerika, hvor de traf sammen med Titihuafolkets (Mlaiwaernes) Efterkommere. Efter langvarige og yderst blodige Kampe lykkedes det dem at tiltvinge sig Bopladser paa en Strækning, der naaede fra den Halvø, der nu kendes under Navnet Yucatan101, hen over Panamatangen101 til Sydamerikas nordvestlige Kyst. Herfra bredte de sig dels mod Nord til store Dele af Mexiko, dels ned mod Syd og Sydvest langs Kysten, det nuværende Peru og den øverste Del af Chile.

Den medbragte Kultur blev i høj Grad paavirket af Titihuafolkets, særlig af dets Gudekultus med tilhørende Menneskeofringer. Folkene fra Øriget blandede sig efterhaanden med Titihuafolket, gik meget tilbage i Kultur, og deres Efterkommere: Nahuanerne, Aztekerne, Inkaerne, Toltekerne og flere andre Stammer, hvis Navne kun erindres i gamle Indianersagn, naaede aldrig Øfolkets høje kulturelle Standpunkt.

 

Det mindste af de tre forsvundne Riger laa i det østlige Mellemafrika lige neden for de abessiniske Bjerge. (S. S. V. og S. S. Ø. for Bjergene).

 

Den religiøse Kultus stod her paa et noget højere Trin og var meget enkel og skøn. Den øverste Gud Rhā, Solguden og Skaberguden, var tillige Fredens og Kærlighedens Guddom. Under ham stod en Række Guder og Gudinder, blandt hvilke Ildguden, Shūnūt, indtog en fremragende Plads som Landets Værner eller Skytsgud. Menneskeofringer foretoges saa godt som ikke i de sidste Aarhundreder før Landets Undergang. Folkene var meget krigeriske; mange omboende Stammer stod under dette Riges Hersker, hvis Overherredømme strakte sig til Omegnen af Nilens Kildesøer. Rigets sidste Hersker kaldtes Khārru ᴐ: den mørke Fyrste, egentlig: den mørke, høje, den der rager op over alle andre. Landet kaldtes Khūum ᴐ: Dal, Sænkning, Lavland. Den største By kaldtes ’Lūkna-Tee-Rhā102, ᴐ: Guden Rhās Ejendom, den til Rhā helligede By. Beboerne stod paa et lavere Kulturtrin end Øboerne; dog kendtes foruden Jagt og Flodfiskeri til Dels Agerbrug og Bjergværksdrift. Materialet til de mægtige Stenpaladser udhuggedes af Bjergene og smykkedes med straalende Forsiringer af Lava i mange forskellige Farver.

Trods Folkenes krigeriske Tendenser var de naaet til en for deres Standpunkt tilstrækkelig dyb og inderlig Tro paa en mild og retfærdig Guddom, og da deres Gudekultus stod over de øvrige Kulturlandes, blev den ældste af de Yngste ikke inkarneret her, fordi Befolkningen vilde være ude af Stand til at modtage og opfatte mere end det, som alt var givet dem af de mange Yngste, der var eller havde været inkarnerede iblandt dem.

Præsterne havde nogen Kendskab til Astronomi, kendte Maanens Vandring om Jorden, men forstod ikke nøje at udregne Sol- og Maaneformørkelser. Præsterne var tillige Magere, og intet større Foretagende blev paabegyndt, førend de havde tilsagt Gudernes Samtykke. De døde blev bragt til Hvile i udhugne Klippegrave; Herskerne, Præsterne, Hærførerne og de mere fremragende Familiers Medlemmer blev ærede ved en særlig Dødekultus.

Landet blev ødelagt ved et vulkansk Udbrud ca. 10,000 f. Kr., det blev fuldkommen begravet under Lavamasser og mægtige Klippeblokke. Flere Steder aabnede Jordbunden sig i brede, gabende Kløfter.

En stor Del af Landets Indvaanere, som overlevede Katastrofen, flygtede Nord paa langs Nilen, hvor de i Nildalen, det senere Ægypten, fandt et ungt Kulturrige, skabt af det Folk, hvis Forfædre havde overlevet Ørigets Undergang.

Flygtningene103 blandede sig med Nildalens Beboere, men skønt Folkene fra Khūum var i Minoritet, lykkedes det nogenlunde for dem at opretholde den medbragte Kultur og at paatrykke Nildalsfolket noget af deres Gudekultus, som efterhaanden smeltede sammen med den dér bestaaende Kultus: Erindringer og Overleveringer fra Befolkningen paa den forsvundne Atlanterhavsø.

Andre af Flygtningene vandrede Syd paa, levede som Nomader, flakkede fra Sted til Sted, blandede sig med meget lavere staaende Racer og gik til sidst til Grunde.