III

Efter at Guds Børn i Evigheders Evighed havde levet et Liv i Skønhed, Herlighed og Glæde i deres Faders Rige, saa Gud, at de var naaet saa langt frem i Forstaaelse af Villiens Herredømme over Tanken, i Forstaaelse af at maatte begrænse Tankens Begær efter det, som Villien var i Stand til at frugtbargøre og føre ud i Handling, at der var en Mulighed for, at alle kunde gaa sejrrige ud af Mødet med Mørket, og Han besluttede da at stille dem en vanskelig Opgave, den: at lede aandelig umyndige Væsener frem til at blive dem selv ligestillede.

De Væsener, som Gud tænkte at skabe, vilde Han skabe af Lysets svagere og mere materielle Udstraalinger i Forbindelse med noget af sit eget guddommelige Jeg.

 

Lyset saavel som Mørket kan ved en større eller mindre Svingningshastighed give mere eller mindre æteriske og mindre eller mere materielle Udslag, baade i oversanselig og i rent jordisk Forstand. I Lyset og i Mørket findes, som tidligere sagt, yderst fine Partikler; jo større Svingningshastigheden er, jo mindre er Partiklerne og jo større er deres Kohæsions- og Adhæsionsevne.

 

Forplantning og Død var ikke bestemt for disse Skabninger; engang skabte ved Guds Tanke og Villie skulde de vedblive at leve i bestandig fremadskridende Udvikling. Denne Udvikling skulde ikke alene ske aandeligt, men tillige legemligt, idet deres Legemer gennem den aandelige Fremadskriden samtidig vilde blive skønnere og mere straalende, efter som de forskellige Stadier paa Vejen til Guds Rige tilbagelagdes. Al Synd, alle urene Tanker vilde selvfølgelig være ganske ukendt for disse Børn af Lyset, da Synden, ligesom Forplantning og Død, kun findes i Mørket og for alt, hvad der er frembragt deraf; men naar de var naaet til en vis Grad af Modenhed, skulde ogsaa de, i Lighed med Guds først skabte Børn, stilles overfor Mørket for at lære at overvinde dets Magt.

Gennem Aabenbaringer vilde Gud, Hans Hjælpere og de tidligere skabte Børn give sig til Kende for dem. Al Ledelse skulde ske ved Hjælp af Tanken. (Inspiration og Intuition).

For at kunne realisere dette maatte Gud først skaffe Opholdssteder til de paatænkte Skabninger. Da disse, aandelig set, maatte blive langt svagere end Guds først skabte Børn, vilde de ikke kunne udholde en Tilværelse i Guds eget Riges straalende Lys, førend de gennem en lang Modningsproces var bleven i Stand til at opretholde deres Individualitet, saa at de ved deres Indtræden i Faderhjemmet ikke udsattes for, paa ny, at smelte sammen med deres faderlige Ophav.

Af denne Grund gav og udformede Gud Planen for de fire Stjerneuniverser eller Stjernesystemer.

Modersolene dannedes ved, at Gud i Kraft af sin Villie satte Æteren  —  Lyset og det deri bundfældede Mørke  —  i en roterende Bevægelse om fire Kraftcentre, der bares og fastholdtes af og i Hans Tanke.

Da det i Æteren bundfældede Mørke har en lavere Svingningshastighed end Lyset, samlede det sig under den roterende Bevægelse om Kraftcentrene til en Kerne, denne Kerne omsluttedes af Lyset, der fortonede sig udefter i hastigere og stedse hastigere stigende Svingninger, indtil der om hvert Center var dannet en afgrænset Klode bestaaende af en mørkere Kerne51 omsluttet af en Lysomhylning, hvis yderste Lag, dannet af Lysets hastigere og mere æterisk-astrale Svingninger, ikke kan ses af jordiske Øjne. Udstraalingerne fra det bundfældede Mørke52, samt Udstraalingerne fra de mere hastige molekylare Mørkesvingninger kan derimod opfanges og genspejles af de jordiske Øjne52.

 

Lysets Udstraalinger og Koncentration stiger saaledes med hver stigende Svingningshastighed; men først i Guds Rige udfolder det sig i sin største Koncentrations- og Udstraalingsenergi, ligesom Partiklerne her er langt finere end i det øvrige Lys. Aandelige Væsener kan se Klodernes Mørkekerne saa vel som den klarere mere straalende Lysomhylning. Kun een af Moderkloderne vil engang kunne ses fra Jorden.

 

Moderkloderne indeholder alle Grundstoffer og alle Livsmuligheder53  —  Kim, af hvilke Gud, i Kraft af sin Tanke og Villie, kan fremkalde Liv  —  og da de fire Stjernesystemer, direkte eller indirekte, er udgaaet fra Moderkloderne, gælder dette tillige alle Sole (Stjerner) og Planeter indenfor de fire Systemer, fraregnet de Undtagelser, der er fremkommet ved Mørkets54 Angreb paa Kloderne i det Stjernesystem, hvortil Jorden hører.

 

For nogenlunde at kunne forstaa Moderklodernes Bevægelser, maa man tænke sig Universet som et Billede nedfældet paa Papiret.

Guds Rige, der er en mægtig Sol, dannet af Lysets hastige æterisk-materielle Svingninger, bærer og fastholder, som Centralsol, de fire Stjernesystemer.

Paa hver sin Side af Centralsolen staar Modersolene parvis, lige over for hinanden; naar Centralsolen og de fire Modersole alle staar i Opposition til hverandre, skal en tænkt Linie ramme gennem de fire Soles og Centralsolens Centra.

Modersolene er af nøjagtig ens Vægt. Hver Sol har sin egen Aksebevægelse.

Afstanden mellem de parvis stillede Modersole, regnet fra hver Sols Centrum, er = Radius i Centralsolen (Guds Rige). Parrenes fælles Bane om Centralsolen beskriver en fuldkommen Cirkel, hvis Radius er = 7 Gange Radius i Centralsolen. Denne Storcirkels Periferi skærer Centrum i Afstandsrummet mellem de parvis stillede Modersole; derved falder Modersolenes Særbevægelse halvvejs udenfor, halvvejs indenfor Storcirklens Periferi.

Modersolene afbalancerer hinanden Par og Par ved lige Tiltrækning og lige Frastødning. Den engang givne Afstand vil saaledes bestandig bibeholdes.

De parvis stillede Soles Særbevægelse efter hinanden omkring Centralsolen udføres i et aabent Cirkelløb (Spiralløb), saa at Centrum i hvert Pars Afstandsrum glider frem ad Storcirklens Periferi.

Parrene har en hinanden modgaaende Bevægelse.

Har man paa Papiret nedfældet et Billede med Moderparret a—b staaende til venstre for Centralsolen og Parret c—d til højre, alle fem Sole i Opposition til hverandre og saaledes at a og c staar nærmest Centralsolen, b og d fjernest, har  —  naar man tænker sig denne Stilling som Udgangspunkt for Modersolenes Bevægelse  —  Solene a og c begge en fra Centralsolen bortgaaende Bevægelse, b og d en mod Centralsolen sig nærmende Bevægelse. Parret a—b’s Spiralløb gaar saaledes fra venstre Side af Centralsolen om til højre, Parret c—d’s fra højre Side om til venstre. Efter ca. 3 Millioner Aar vil Parret a—b have indtaget Parret c—d’s Stilling til højre for Centralsolen og Parret c—d vice versa. Hele Omløbstiden for begge Parrene, ad den fælles Bane om Centralsolen, er = 2 Tidsevigheder, der svarer til ca. 6 Millioner Aar.

Den engang givne Rotationshastighed for begge Parrene vil bestandig bibeholdes, idet de, paa hvert givet Tidspunkt, alle udøver en gensidig Afbalancering, saa at Parrenes Ligevægtsstilling, med Guds Rige som Centralsol, ingen Sinde forrykkes.

Om hver af Modersolene kredser og deltager i deres Bevægelse et Stjernesystem („en Mælkevej“) formet som en elliptisk Ring; hver Mælkevej er direkte eller indirekte afslynget, eller ved Eruption udslynget, af sin Modersol. (De af selve Modersolene dannede Kloder eller Stjernesole har atter ved Afslyngning eller ved Eruptioner delt sig i mindre Kloder  —  og saa fremdeles). Paa Grund af Centrifugalkraften har Kloderne i Stjernesystemerne fjernet sig fra Cirkularbevægelsen til en elliptisk Bevægelse om hver sin Modersol som det ene Brændpunkt og et for Mennesker usynligt  —  immaterielt  —  Kraftcenter som det andet.

 

Saafremt en Klodes Bane om dens Sol skal beskrive en fuldkommen Cirkel, maa de tre Faktorer: den paagældende Sols Akserotationshastighed + Fremdrift i Rummet, dens Afslyngningskraft samt Tiltrækningskraft  —  der samarbejder ved Datter-Klodens Dannelse  —  være af nøjagtig sideordnet Styrkegrad. Sker den nye Klodes Dannelse ved en Udslyngning, fremkaldt gennem indre Eruptionssprængninger i Solkloden, vil Udslyngningskraften i de fleste Tilfælde mer eller mindre overstige den Kraft, hvormed en almindelig Afslyngningsakt (Draabeafslyngning) foregaar. De Kloder, der saaledes dannes ved Eruptionsudslyngninger, faar derfor en mer eller mindre ellipseagtig Bane. Bliver Banen ellipseformet, fremstaar ganske mekanisk et immaterielt Kraftcenter modsat den materielle Sol. Efter Banens Form staar det immaterielle Kraftcenter nærmere ved eller fjernere fra den materielle Sol.

En Klodes uregelmæssige Bane kan dog ogsaa fremkomme gennem Tiltrækning fra andre Sole. —

 

Paa lignende Maade forholder det sig med de talrige Solsystemer indenfor de fire Hovedsystemer. Paa Grund af Centrifugalkraften har Stjernesolene og Planeterne55 ligeledes fjernet sig fra Cirkularbevægelsen til en større eller mindre elliptisk Bevægelse omkring deres Centralsol som det ene Brændpunkt og et ligeledes for Mennesker usynligt Kraftcenter56 som det andet.

Tænker man sig hvert af de fire Stjernesystemer som et ellipsoideformet Legeme, vil den ene Akse være = ¹⁄₇ af Radius i den aabne Cirkel (Spiralcirklen), som Moderkloderne beskriver i deres Særløb efter hinanden; den anden Akse = ¹⁄₂₈ af samme Spiralcirkels Buelængde, og den tredie = ³⁄₇ af den længste Akse.

Da den anden Akses Størrelse (¹⁄₂₈ af Spiralcirklens Buelængde) ikke kan blive fuldkommen nøjagtig efter menneskelig Udregning, kan den tredie Akse (³⁄₇ af den anden, den længste Akse) heller ikke fuldkommen nøjagtig udvise den her angivne Størrelse ³⁄₇.

De fire Modersole med tilhørende Stjernesystemers Volumen repræsenterer tilsammen ¹⁄₇₀₀₀ af Centralsolens. (Guds Rige).

Klodernes Antal er paa hvert givet Tidspunkt begrænset  —  det modsatte vilde stride mod Ligevægtsloven  —  men i Tidernes Løb bliver Antallet ubegrænset; nye og atter nye vil bestandig fremkomme, medens ældre Kloder forsvinder, opløses i deres Bestanddele; men den samlede Vægt vil, saa længe de fire Modersolssystemer, i Kraft af Guds Villie, roterer i Verdensrummet, bestandig balancere med Nul. Saaledes bliver Klodernes Antal endeligt indenfor Begrebet Væren, men uendeligt indenfor Begrebet Vorden.

Alt hvad der kan observeres fra Jorden af Sole, selv de fjerneste Stjernetaager, hører til det samme System, hvis Modersol  —  en af de fire  —  engang med Tiden vil kunne ses fra Jorden; antagelig først naar de dertil indrettede Observationsinstrumenter er undergaaet en Del Forandringer og Forbedringer. Til den Tid vil den kunne findes staaende lavt paa den sydvestlige Himmel.

Det Sol- og Planetsystem, hvortil Jorden hører, findes i den indre Del af „Mælkevejens“ elliptisk formede Ring og bevæger sig hen imod det immaterielle Kraftcenter57.