Ardors Beretning 13

13.

Hvorledes skal vi opfatte Fristelsen i Ørkenen?

Efter Mødet med Døberen vandrede Jesus ofte til de øde Steder, for i Stilheden at granske sit Hjerte, for at tænke over sin Gerning og for at lytte til det, der blev ham indgivet.

Men naar han saaledes var ene, stod hans ældste Broder, Mørkets Tjener, ved hans Side og søgte at indgive ham urene og syndige Tanker.

Men Mørket formaaede ikke at forurene Jesu Sind.

Da søgte den Ældste at indsnige Hovmodet i hans Hjerte.

Men da Jesus fornam de fremmede Tanker, hørte han, med sit indre Øre, en fjern, mild Stemme, der sagde: „Bed for ham, der er bundet af det onde!“

Og Jesus, der formaaede at se med sit indre Syn, søgte til alle Sider for at finde den Uaand, der indgav ham Hovmodets syndige Tanker.

Men han blev ingen var; thi Mørket dækkede hans ældste Broder.

Og da mente han, at Tankerne vare hans egne, og at den fjerne Stemme havde søgt at advare ham mod disse onde Tanker. Og han bad inderligt og ydmygt til sin himmelske Fader om Tilgivelse for det Hovmod, der fyldte hans Sind.

Men Tankerne slettedes ikke.

Og Stemmen sagde atter: „Bed for ham, der er bundet af det onde!“

Jesus lyttede til Ordene, og han søgte at tyde dem.

Men han formaaede det ikke; thi de Forbandelser, den Ældste havde udslynget mod ham, tyngede hans Sind og bandt det svage Minde, han bar i sit Hjerte, om den Broder, der var faldet for Mørkets Magt.

Og en stor Angest fyldte Jesu Sind; thi han frygtede, at en Uaand havde taget hans Legeme i Besiddelse og hindrede ham i at skelne det onde fra det gode.

Og han raabte: „Vig fra mig, du, der er af det onde!“

Men da Tankerne vedbleve at være, kaldte han i sin Nød paa sin himmelske Fader og raabte: „Fader, frels mig fra ham, der truer mig.“

Da drog Gud Mørket bort fra den Ældste, da saa Jesus sin Broders Aasyn  —  da mindedes han svagt det Løfte, han havde givet sin Fader, før han begyndte sin Vandring paa Jorden.

Og han hørte en fjern, sorgfuld Stemme, der sagde: „Min Søn, din Vandrings Vej vil blive stenet og støvet, Menneskene ville give dig Døden  —  Korsets Død.“

Men fra den Stund havde Jesus ingen Glæde; thi han bar Sorgens tungeste Byrde i sit Hjerte.

Og senere, da nogle Tider vare svundne og han talede til sine Disciple om den Onde, der frister Menneskene til at synde, spurgte nogle: „Mester, sig os: har den Onde ingen Sinde fristet dig?“

Da svarede Jesus: „Medens jeg vandrede paa de øde Steder, kom han og talede til mig for at vække Hovmodet i mit Sind; men jeg sagde: vig fra mig! thi jeg formaaede ikke at bede for ham; thi jeg glemte det Løfte, jeg havde givet min Fader.“

Men de, der hørte Ordene, forstode dem ikke.

Og de vovede ikke at spørge; thi de saa, at han var meget sorgfuld.