Efterskrift

EFTERSKRIFT

TIL SIDST skal her gøres Rede for, paa hvilken Maade dette Arbejde er fremkommet.

Da den Ældste angrende var vendt tilbage og af Gud havde modtaget Tilgivelse for alt, hvad han havde forbrudt imod Ham, vidste de Yngste, at deres Fader vilde stille sin ældste Søn den Opgave at meddele Menneskene de Sandheder, som i Tidernes Løb var blevet forvanskede eller tilbageholdte: Sandheden om Menneskenes Skabelse, Sandheden om, hvorledes Gud, paa nogle af de Ældstes Bøn, gav Menneskets astrale Genpart aandeligt Liv, hvorved Menneskets Aand fik Del i det evige Liv, og Sandheden om den ældste af de Yngstes frivillige Overtagelse af Menneskehedens Ledelse til det fælles Faderhjem.

De Yngste vidste, at den Opgave, der skulde stilles deres ældste Broder, maatte blive meget vanskelig, næsten uløselig for ham, hvis de ikke ydede ham al den Hjælp, som de formaaede. Kristus og de, der havde medvirket ved de jordbundne Aanders Frigivelse og den Ældstes Befrielse fra Mørkets Magt, enedes derfor om at henvende sig til deres Fader for at opnaa Tilladelse til at støtte og hjælpe deres Broder i hans Redegørelse overfor Menneskene. Gud gav straks den ønskede Tilladelse og lovede tillige at være Arbejdets øverste Leder, samt være behjælpelig med at overvinde alle større Vanskeligheder, der maatte fremstille sig for dem under Udøvelsen af denne Kærlighedsgerning.

Med Guds Tilladelse henvendte de sig derefter til den spiritistiske Kreds, hvis faatallige Medlemmer241, et Par Aar før den Ældstes Tilbagevenden, med Forstaaelse og Tillid havde modtaget Kristus og dem, der fulgte ham, da han under sin Søgen242 efter jordiske Hjælpere havde henvendt sig til Kredsen og opnaaet Forbindelse med den.

I det Aar, der var tilmaalt den Ældste som en fuldkommen Hviletid, ledte Kristus og hans Ledsagere nogle af den med psykisk Forskning beskæftigede Kreds’ Medlemmer ind paa en Del af de mange Spørgsmaal, der burde belyses af Sandhedens klare Straaler. Det var nødvendigt saaledes at forberede Séancedeltagerne til at modtage den Ældste, i Særdeleshed for at Mediet, der benyttedes som Mellemled, ikke skulde stille sig uforstaaende eller modvillig overfor de Meddelelser, som gik imod de hidtil kendte bibelske Overleveringer og kirkelige Dogmer, da det, saafremt et Medium stiller sig afvisende og uvillig overfor de aandelige Manifestationer, er ganske umuligt at skabe et virkningsfuldt Samarbejde; hvorimod, jo større Forstaaelse og Velvillie der ydes fra menneskelig Side, jo lettere er det, gennem Aandernes Inspiration og Mediernes Intuition, nøjagtigt at omsætte de aandelige Sandheder til det jordiske Plan.

Kredsens deltagende Medlemmer maatte afgive Løfte om ikke at nedskrive Besvarelsen af de fremsatte Spørgsmaal, idet der dog samtidig blev stillet dem i Udsigt, at de paa et senere Tidspunkt vilde faa alle deres Spørgsmaal tilbagegivet fra oversanselig Side, men ordnet i en bestemt Rækkefølge og med en langt fyldigere og mere sammenhængende Besvarelse, som da maatte nedskrives, efterhaanden som Besvarelsen fremkom under de afholdte Séancer.

I store Træk lykkedes det Kristus og hans Hjælpere at give deres jordiske Medhjælpere en klar Oversigt over Menneskenes Tilblivelse, de Yngstes Arbejde og den Ældstes Befrielse.

Da Gud paa Aarsdagen for den Ældstes Tilbagevenden opfordrede243 ham til at aabenbare for Menneskene, hvad han havde syndet imod dem, samt gennem sandfærdige Meddelelser og Udsagn forsøge at opnaa deres Tilgivelse, overgav Kristus ham de Spørgsmaal, som han, hans Brødre og Søstre i Aarets Løb havde besvaret under Séancerne med deres jordiske Medhjælpere244. Det blev derefter den Ældstes Sag at ordne dem i Rækkefølge og, med dem som Grundlag, at udforme en sammenhængende og fortløbende Besvarelse.

Ledsaget af nogle af sine Brødre og Søstre traadte den Ældste usynlig frem for Kredsens tilstedeværende jordiske Deltagere. For at blive kendt og modtaget som den, han var, navngav han sig som Ardor, et Navn, der omtrentlig falder sammen med Lucifer, da han ønskede i sin Bekendelse at bære et Navn, som ikke var frygtet og smædet af Menneskene.

Lige fra den første Séance d. 3die Marts 1913, der faldt paa Aarsdagen for Ardors Tilbagevenden, skabtes et tillidsfuldt og forstaaende Samarbejde mellem Ardor, de Yngste, der havde lovet at støtte ham, samt de jordiske Hjælpere.

Ardors inspirerende Tanker formedes ved Mediets Intuition til Ord og Sætninger, der nedskreves af en Séancedeltager, saa hurtigt som Mediet fremsagde det, der meddeltes fra oversanselig Side.

Séancerne245 afholdtes een Gang om Ugen. Hver Sammenkomst varede ca. ¾ Time, undertiden lidt længere, undertiden lidt kortere. Efter en længere Pause246 i Maanederne Juni, Juli, August og September fortsattes paa ny, dog saaledes at Séancerne fulgte noget hurtigere efter hinanden, som Regel 3 i Løbet af 14 Dage, indtil Nytaar 1914, hvorefter de igen indskrænkedes til een om Ugen, til de ophørte d. 3die Februar 1914, da det sidste af Beretningen nedskreves.

Til Trods for de Yngstes store Forarbejder under Ardors Hvileaar frembød der sig dog mange og store Vanskeligheder for ham ved Løsningen af den ham stillede Opgave, da han, som i Aarmillioner havde paavirket Menneskene ved Hjælp af Mørkets magnetiske Tiltrækningskraft, havde meget vanskeligt ved, saa kort efter sin Frigørelse, at arbejde tilfredsstillende med Lysets Udstraalinger. Men ogsaa her støttede de Yngste ham, idet de lod hans Tanker, der skulde gengives af Mediet, passere Lysbølgerne, som udstraalede fra deres Aandelegemer, for saaledes at forstærke og klargøre dem. Paa de Steder i Beretningen, hvor Gud taler til de Yngste eller til Kristus, traadte en af de tilstedeværende Yngste supplerende til for at retlede Ardor; dog maa det ikke opfattes, som om Gud bogstavelig har talt netop disse Ord. Det der udsiges, er Kvintessensen af Guds Tanker og Ord omsatte i et jordisk Sprog, saa at de fortidige Begivenheder i den oversanselige Verden kan blive tilgængelige for den menneskelige Tanke og Forstaaelse. Ligeledes var Kristus, da hans Jordeliv som Jesus af Nazareth blev gennemgaaet, selv til Stede, for at ingen Unøjagtigheder skulde fremkomme. Særlig dette Afsnit af Beretningen voldte Ardor meget Besvær, da han i høj Grad følte sig knuget og nedtrykt ved Erindringen om de Hindringer, som han havde lagt i Vejen for sin yngre Broder, medens han færdedes blandt Menneskene som Jesus af Nazareth. Ardors Tanker var derfor til Tider temmelig uklare, men ved Kristi Hjælp lykkedes det at faa ogsaa denne Del af Beretningen frem i fuld Overensstemmelse med Sandheden.

Skønt der saaledes paa alle Maader blev ydet Ardor saa megen Hjælp, som de Yngste formaaede, gjorde hans dybe Sorg, hans Anger og Fortvivlelse det ofte meget svært for Mediet at følge med ved Gengivelsen, hvorfor ikke alt kom lige klart og følgerigtigt igennem. Men da alle Spørgsmaalene var sammenkædede og besvarede, viste det sig, at det meste dog var kommet langt bedre frem, end nogen havde vovet at haabe, selv om der, spredt i den samlede Besvarelse, fandtes en Del svagere Steder, f. Eks. Ord, som ikke fuldkommen dækkede den af Ardor fremsatte Tanke, nogle uklare Sætninger og enkelte Besvarelser, der i Mediets Gengivelse var blevet for sammentrængte til at kunne give et fyldestgørende Billede af det meddelte. Tillige fandtes blandt de mange Tidsangivelser en absolut Unøjagtighed, idet et Tidsrum, der skulde angives ved „Tusinder af Aar“ fejlagtig opfattedes af Mediet som en Tidsevighed ca. 3 Millioner Aar, hvorfor et ganske uforstaaeligt Tidsbillede fremkom.

Ved en mangelfuld Opfattelse fra Mediets Side fremkom ligeledes enkelte Steder nogle mindre Unøjagtigheder, som dog straks blev paapeget fra oversanselig Side og derefter rettet.

I det hele og store maa dog Beretningens Svagheder tilskrives Ardor selv, da han, som sagt, foruden Vanskeligheden ved at sætte sig i Forbindelse med Mediet gennem Æterens Lysbølger tillige havde sin dybe Sorg at bekæmpe, naar Minderne under Meddelelserne vældede ind over ham.

Noget efter at Beretningen var bleven paabegyndt, havde den aandelige Leder forespurgt, om en af Kredsens Deltagere, saafremt Ardor ikke formaaede at forme sine Tanker saa klart, at hans Meddelelser kom til at danne et fastbygget, sammenhængende Hele, vilde paatage sig en Udarbejdelse af det givne, med Ardors Meddelelser som Grundlag.

Da Beretningen var afsluttet og Lederen gjorde Mediet og en af Deltagerne opmærksom paa dens Svagheder, mente disse sig ude af Stand til at omforme eller forbedre de mindre fuldkomne Partier, hvorfor Ardor fik Guds Tilladelse til, efter en Hvile paa ca. ½ Aar, selv at foretage de ønskede Ændringer, hvilket skete paa den Maade, at Mediet ved flere meget langsomme Gennemlæsninger, hvor Ardor og et Par af de Yngste var til Stede, fik nogle Ord ombyttet med bedrelydende, flere Sætninger omskrevet, saa at de blev klarere og mere fyldestgørende, samt enkelte Stykker paa 3—7 Linier indføjet, hvor Beretningen var bleven for sammentrængt i Gengivelsen.

Da Jesu Forhold til de lidende og sørgende Mennesker, efter Ardors Mening, ikke var bleven tilstrækkelig klart belyst gennem de Spørgsmaal, som Kredsens Medlemmer selv havde stillet, fik han yderligere Tilladelse til, ved en senere afholdt Séance at indføje Kap. 18  —  et Eksempel blandt de mange, der ikke er kommet til Menneskenes Kendskab gennem Evangelierne.

Saaledes gennemarbejdet fremtræder Ardors Selvbekendelse paa alle Punkter i meget nøje Overensstemmelse med Sandheden og de virkelige Begivenheder.

 

Da Kristus ved tidligere Séancer havde vænnet Mediet til at gengive hans Tanker i den af ham ønskede Form, dels ved Besvarelser af forskellige Spørgsmaal, dels gennem meddelte Lignelser247, vilde det kun være unødig Tidsspilde ved forberedende Séancer at give de jordiske Medhjælpere noget Kendskab til Indholdet af hans Tale til Menneskene. Men for dog at skabe et fuldkomment Samarbejde mellem Kristi Tankeinspiration og Mediets intuitive Evne, fik Mediet Tilladelse til under det fysiske Legemes Nattesøvn at frigøre248 sit aandelige Jeg for at kunne gøre sig bekendt med Talens forskellige Passus. Derved blev det lettere for Mediets Aand, under Séancerne, at paavirke sin fysiske Hjerne, saa at Gengivelsen af Kristi Tanker kunde ske hurtigere og klarere, end det ellers vilde have været Tilfældet.

Ved Talens Gennemlæsning blev, efter fremsat Ønske fra nogle af Kredsens Medlemmer, ganske enkelte Ord erstattet af andre, som mere vellydende gengav den Tanke, der laa bagved Ordet. F. Eks. „Ranker eders Villie“ erstattedes med: hærder eders Villie; „styg“  —  uren, „uvægerlig“  —  ufravigelig; ligeledes blev, efter Kristi Ønske, et Par Sætninger indføjet, som paa Grund af Mediets Træthed under Gengivelsen ikke havde naaet at passere den fysiske Hjerne.

Talen paabegyndtes ved en Séance, der afholdtes d. 10de Februar 1914, og fortsattes med een Séance ugentlig, indtil den afsluttedes d. 14de April 1914.

 

Ved Gengivelsen af Guds Tjeners Tale opfattede Mediet atter en meget lang Tidsperiode som en Tidsevighed, hvilket fra oversanselig Side blev rettet til „mange Tider“. Det øvrige blev klart og rigtigt gengivet. Mediet var under Søvnfrigørelse249 ligeledes bleven gjort bekendt med Indholdet af Talen.

Talen fremkom ved een Séance, som afholdtes d. 27de Oktober 1914.

 

Saavel Ardors Beretning som Kristi og Guds Tjeners Taler og Kommentaren er fremkommet ved Tankeinspiration og gengivet ved Mediets intuitive Opfattelse. For med et godt Resultat at kunne frembringe et saadant aandeligt Samarbejde, maa det Medium, der benyttes, kunne standse alle sine egne Tanker, saa at dets psykiske og fysiske Hjerne er aabne for de udenfor værende Intelligensers Tankebilleder. Mediet maa nødvendigvis tillige være i Besiddelse af et vist Ordforraad, for at dets aandelige Jeg uden altfor meget Besvær kan omsætte det givne i saa enkle og velvalgte Ord som muligt; thi selv om der fra oversanselig Side gives klare og koncise Tankebilleder, er det langtfra tilstrækkeligt, naar det benyttede Medium mangler Ord, der kan udtrykke den inspirerende Intelligens’ Tanker. Da der i de jordiske Sprog ofte forekommer Synonymer, som mer eller mindre godt kan dække Tanken, er det til Tider meget vanskeligt for Mediernes aandelige Jeg i Øjeblikket at gribe netop de Ord, der er bedst skikkede til at omsætte Tankerne i en let forstaaelig Form. Naar der fra oversanselig Side ønskes et andet Udtryk end det, som Mediet har benyttet, fremsiger den sig manifesterende Intelligens eller den aandelige Leder det ønskede Ord, der opfanges af Mediets psykiske Øre og gennem Lydbølger overføres til det fysiske.

Selvfølgelig kan alle de høje og højeste250 Aander meddele sig i hvilket som helst jordisk Sprog til opmærksomme, lydhøre og velvillige Medier. Men her i dette Tilfælde, hvor det benyttede Medium hovedsagelig opfatter intuitivt  —  ad Tankens Vej  —  og kun i meget ringe Grad er lydhør, vilde denne Fremgangsmaade frembyde særlig store Vanskeligheder, da for det første Svingningshastigheden af Lydbølgerne mellem den talende Aand og det lyttende Medium maatte nedsættes med mange Grader for overhovedet at kunne opfanges; dernæst maatte hvert Ord atter og atter gentages, indtil alle Lydbølgerne klart og korrekt havde passeret det psykiske og det fysiske Øre, hvorved Meddelelserne vilde have strakt sig over et Tidsrum, der mange Gange havde oversteget Tankeinspirationens og saaledes ganske unødigt trættet Mediet og sinket Arbejdet. Af denne Grund er den direkte Tale kun bleven anvendt, naar Mediet har været ude af Stand til at finde det bedst mulige Ord eller opfatte den rigtige Talstørrelse.

Den inspirerende Tankemeddelelse er i det hele taget den Meddelelsesform, der harmonerer bedst med de menneskelige Forhold, hvad enten den benyttes under Séancer, hvor flere foruden Mediet er til Stede, eller den anvendes, naar Mediet er ene. Ved denne Form for Meddelelser afgiver Mediet selv ingen, i uheldigste Tilfælde kun en ringe Del af sin egen psykiske251 Styrke, men modtager derimod som Regel stor psykisk Kraft gennem de rige Lysudstraalinger fra de kommunikerende Aander, og naar det som her drejer sig om et større sammenhængende Værk, hvis Fremkomst i den jordiske Verden har været i høj Grad magtpaaliggende for de Yngste, siger det sig selv, at det først og fremmest gjaldt om at tilrettelægge alt paa den bedste Maade for det Medium, der blev brugt som Midler, saa at Mediet ikke kom til at lide, hverken aandeligt eller legemligt, under de mange Krav, der stilledes fra oversanselig Side. Af denne Grund blev den under Stykket om Medier252 omtalte Form for direkte Overføring heller ikke anvendt ved dette Arbejdes Fremkomst, da for det første Mediets Aand, paa Grund af de talrige Frigørelser, der maatte kræves, for at den kunde lære et saadant Værk udenad, selv om det skete stykkevis, ikke kunde have faaet den tilstrækkelige Hvile, som er nødvendig for enhver til et menneskeligt Legeme knyttet Aand; for det andet vilde, ved Overføringen fra den psykiske til den fysiske Hjerne, den idelig gentagne Fortyndelse af Isolationslaget efter al Sandsynlighed være endt med en større eller mindre Sprængning af selve Isolationslaget, hvilket, selv om det i Kraft af Guds Villie atter kunde heles, dog for en Tid vilde have udsat Mediet for ikke saa faa aandelige Lidelser. Af disse Grunde er den direkte Overføring kun bleven anvendt nogle enkelte Gange ved Besvarelser af Spørgsmaal253 i Kommentaren, hvor det var ganske umuligt for den aandelige Leder ad Inspirationens Vej at give Mediet en klar Forstaaelse af det, der ønskedes fremstillet.

Den automatiske Skrift er ikke bleven benyttet, fordi det, selv for meget øvede Medier, altid vil være vanskeligt at holde deres egne Tanker254 fra at beskæftige sig med det, der nedskrives, saa at de ikke paa en eller anden Maade kommer til at influere paa de Meddelelser, der gives.

Forhaabentlig vil det efter denne Forklaring kunne forstaas, hvorfor netop Tankeinspirationen er bleven valgt fremfor alle andre mediumistiske Meddelelsesformer.

Enkelte af Kommentarspørgsmaalene er besvaret under Samtaleséancer; men Hovedparten er besvaret til Mediet alene under inspiratorisk Tankepaavirkning, efterhaanden som de fremsattes. Gennem Samarbejde med Mediet og den aandelige Leder er de mange Besvarelser til sidst blevet ordnet i en Rækkefølge, der svarer til Hovedspørgsmaalene i Ardors Beretning.

Hensigten med at Besvarelsen af de Spørgsmaal255, som findes i Kommentaren, hovedsagelig er bleven til ved Samarbejde mellem Mediet, den aandelig Leder og hans Hjælpere, altsaa uden at Séancedeltagerne har været til Stede i Besvaringsøjeblikket, skyldes de Yngstes Ønske: at vise Menneskene, hver meget der kan opnaas ad inspiratorisk Vej uden at ty til de sædvanlige Midler, som benyttes ved spiritistiske Séancer, og saaledes fastslaa: at Spiritismen ikke er Maalet, men kun en af de Veje, der under Guds Ledelse kunde føre til Maalet. Og da Mediet lovede i eet og alt at stille sig til Disposition, lykkedes det ved et ihærdigt Arbejde at faa de af den aandelige Leder givne, for Mediet fremmede, Tanker omsat i Ord og Sætninger. Denne Del af Arbejdet gav Lederen og hans Hjælpere en Mængde Vanskeligheder at overvinde, da det benyttede Medium ikke havde Kendskab til abstrakt Tænkning og heller ikke var øvet i at opbygge eller sammenkæde de stillede Spørgsmaal i rigtig Rækkefølge. Spørgsmaalene fremkom derfor meget spredt og usammenhængende, hvilket besværliggjorde Besvarelserne, da meget ofte for mange mellemliggende Spørgsmaal manglede, til at Besvarelserne straks kunde blive tilstrækkelig fyldestgørende. Men gennem et roligt, systematisk Arbejde lykkedes det for Lederen og hans Hjælpere (flere af de diskarnerede Yngste) at fremkalde de manglende Spørgsmaal enten hos Mediet eller hos de øvrige Deltagere og saaledes føre ogsaa dette Afsnit af Arbejdet til det fra oversanselig Side ønskede Resultat.

De Besvarelser, der angaar de rent religiøse Spørgsmaal, er tilstrækkeligt uddybede fra oversanselig Side, hvorimod flere af de øvrige Besvarelser kun er givet som Antydninger eller Fingerpeg i den Retning, hvor Menneskene bør søge videre, for, igennem Uddybning og Detailler, selv at naa til et bekræftende Resultat af det fremsatte.

At der ved Gennemlæsning af Kommentaren, for den enkelte Læser, vil fremstille sig Spørgsmaal, som ikke er belyst, er højst sandsynligt, da neppe alle kan slutte sig sammen om absolut fælles Spørgsmaal. Her er kun medtaget, hvad der fra oversanselig Side menes at have almenmenneskelig Interesse, hvorfor de, der ikke føler sig tilfredsstillede, selv kan granske videre i den ønskede Retning; al tænkelig Hjælp vil altid blive ydet de søgende. Men eet maa staa klart for alle: at der er Grænser for, hvad den menneskelige Aand kan rumme, opfatte og forstaa under Tilværelsen i den jordiske Verden, hvorfor der til alle Tider vil gives Spørgsmaal, der ikke kan besvares.

Ligeledes vil det sikkert forekomme mange, at Besvarelserne af de stillede Spørgsmaal fremtræder som udokumenterede Paastande. Flere af disse Paastande kan Menneskene imidlertid selv undersøge og derigennem erfare, om det paastaaede har sin Berettigelse. En Del af de givne Besvarelser kan Menneskene derimod ikke undersøge, da den oversanselige Verden naturnødvendig unddrager sig deres direkte Forskning; paa disse Omraader maa Menneskene derfor lade sig nøje med Besvarelsernes indre og logiske Sammenhæng.

For de dogmatisk troende, de fanatiske, de snæversynede Mennesker, og for de Mennesker, til hvilke unge og uudviklede Aander er knyttede, vil, efter al Sandsynlighed den Tanke fremstille sig: at dette Værk skyldes Antikrist. (Djævlen256 eller hans Udsending). For disse Mennesker skal der gives en Anvisning paa, hverledes de bør sammenstille og sammenligne det, som er givet her under Guds Ledelse og ved Lysets Indflydelse, med det, som er givet gennem de gamle Skrifter, gennem Overleveringer og ortodoks Dogmatik af menneskelig Oprindelse, der er fremkommet, medens Ardor endnu kæmpede for at holde saa meget som muligt af Sandheden og Lyset borte fra Menneskeheden:

 

Hvilken Gud er den mægtigste, den største?

 

Han, der hidtil har staaet for den menneskelige Bevidsthed som Skaberen af det ufuldkomne Menneskelegeme, den Syndens og Dødens Verden, hvori Menneskene lever; der lod den ene Del af sit guddommelige Væsen iklæde menneskelig Skikkelse for, ved en blodig Offerdød, at forsone den anden Del af sit guddommelige Væsen med hele Jegets faldne og syndefulde Skabelse?

Han, der i sin Forudseen tilrettelagde alt, saa at Han kunde drage sine faldne Børn og deres Skabelse ind under Lysets lovordnende Indflydelse, for saaledes at vinde sine Børn tilbage og gøre deres Skabninger til sine; der paa alle Maader, ved alle Midler og ad mange Veje søger at lede Menneskene bort fra Mørket og Synden frem til Lys og Sandhed?

 

Hvilken Gud er den retfærdigste?

 

Han, der dømmer Menneskeaanden efter eet kortvarigt Jordeliv; der kræver blind Lydighed og Tro uden Forstaaelse; der ved sine Udsendinge kræver, at den rette Tro skal udbredes ved Sværdet; der gør Krigen hellig; der staar som øverste Krigsherre for den ene krigsførende Part, for den anden eller for alle Parter, og saaledes strider imod sig selv; der udvælger eet Folk fremfor alle andre, og kalder det sit eget?

Han, der giver Menneskene det fornødne Antal Jordeliv til at modne deres Aand og overvinde Mørkets Magt; der ikke tvinger nogen til blind Lydighed og blind Tro efter menneskegjorte Dogmer; der, ved sine Udsendinge, idelig tilraaber Menneskene: I maa ikke ihjelslaa, ikke tage med Vold, ikke røve og ikke plyndre; der i Sorg vender sig fra Menneskene, naar de fører blodige Krige; der ikke udvælger eet Folk, men siger: alle Mennesker er lige for mig, alle staar mit Faderhjerte lige nær?

 

Hvilken Gud er den kærligste, den barmhjertigste?

 

Han, der giver det evige Livs Gave til en lille udvalgt Flok; der lader de syndefulde Mennesker fortabes i et evigt Helvede for at straffe dem, og for at de saliges Glæder i Himmeriges Rige kan blive saa meget større paa Baggrund af de fortabtes Lidelser; der kræver, at Menneskene under Selvpinsler skal stænge sig inde i trange Klosterceller og gemme sig bort fra Livet og Lyset; der kræver, at Menneskene skal fremsige Bønner til bestemte Tider og efter bestemt formulerede Regler; der idelig maa underkøbes med blodige Ofringer, duftende Røgelser, med Guld, Sølv og Klenodier for at give det, som de bedende attraar; der kræver Daabspagt, Nadvermaaltid o.s.v. for at modtage de sande troende og tilgive de angrende; der til evige Tider vil lænke det ondes Fyrste i Helvedes mørkeste og dybeste Afgrund?

Han, der giver det evige Livs Gave til alle, der vil modtage det; der aabner sit Faderhjem for alle og byder alle velkommen, naar de har sejret over Synden og Mørket og deres Aand er gennemlutret af Lyset; der søger at aabne Menneskenes Øjne for det gode og skønne, saa at Jordelivets Glæder kan hjælpe dem over det tunge og mørke i Livet; der alle Tider har et aabent Øre og et kærligt Hjerte for de dybtfølte, længselsfulde og inderlige Bønner fra de angrende Mennesker; der giver uden at kræve Vederlag  —  end ikke en Tak; der siger: hvad I have syndet imod mig, det tilgiver jeg, naar I angre og naar I bede; der har formaaet at tilgive den, som har syndet mest og som var falden dybest, og som i Aarmillioner har været Hans Modstander?

 

Paa denne Maade maa altsaa det, som nu gives Menneskeheden, og det, som tidligere er givet, sammenholdes og sammenlignes, og er der saa alligevel Mennesker, der tør hævde, at det foreliggende Værk skyldes Antikrist, da er der kun eet Svar paa en saadan Paastand: de aandeligt blinde og de aandeligt døve kan ogsaa gennem nye Inkarnationer engang naa at komme til Sandheds Erkendelse!

Da Kristus og hans Hjælpere for en Del Aar tilbage forsøgte at komme i Forbindelse med den spiritistiske Kreds, hvis Medium har været behjælpeligt med at omsætte de her foreliggende Meddelelser fra den oversanselige til den sanselige Verden, gjaldt det først og fremmest om at finde en aandelig Leder, til hvem Mediet i eet og alt havde ubegrænset Tillid. En af de Yngste, som i sin sidste Inkarnation havde været Mediets Fader, overtog da, ved Kristi Henvendelse, den aandelige Ledelse af Kredsens Séancer.

 

Da Mediet før sin Inkarnation havde aflagt det Løfte: at gøre Forsøg paa at blive det ønskede257 Mellemled for Lysets Aander og Menneskene, blev der, paa et Tidspunkt da Mediets Skytsaand mente, at Mediet havde tilstrækkeligt Kendskab til de spirite Forbindelser, kaldt paa det fra oversanselig Side. Forbindelsen blev saaledes oprettet efter en Kaldelse fra Lysets Aander og ikke efter et Krav eller Ønske stillet fra jordisk Side. Mediets Skytsaand var den aandelige Leder af Séancerne indtil det Tidspunkt, da Kristus opnaaede Forbindelse med Kredsen og Mediets „afdøde“ Fader overtog Ledelsen.

 

Gennem Mediets urokkelige Tillid til Gud og absolute Tro paa Lederens Sandhedskærlighed, samt Séancedeltagernes faste Villie til at ville søge og til at ville finde Sandheden, skabtes det Samarbejde, som var Betingelsen for, at denne Henvendelse til Menneskeheden fuldtud kunde lykkes.

 

Ligesom Ardor, Kristus og Guds Tjener hver især indestaar for Sandheden af de Meddelelser, de har givet, saaledes skal jeg, der er Mediets aandelige Leder, indestaa med det Navn, som jeg bar i mit sidste Jordeliv, for Sandheden af alt det, der i Kommentaren er fremkommet ved mine, af vor Gud og Fader tilladte og ledede Besvarelser.

 

 

R. Malling-Hansen,

forhen

Præst og Forstander

ved det kgl. Døvstummeinstitut i København,

Maj 1916.