Inkarnationsberetninger.
VED en Kresséance i Slutningen af November 1910 meldte der sig en Aand, som kaldte sig Fatis. Han fortalte, at han godt fem Tusind Aar før Chr. havde levet i Ægypten som Kongesøn; og endvidere, at to af de tilstedeværende Deltagere paa det Tidspunkt var bleven inkarneret henholdsvis som hans Søn og hans Datter. Han henvendte sig derefter direkte til disse to Mennesker, fortalte, at han i høj Grad havde forsyndet sig imod dem, og at han endnu ikke havde opnaaet deres Tilgivelse for disse Forsyndelser. Han havde nu faaet Tilladelse til gennem en Beretning om det, der skete i disse længstforsvundne Tider, at forsøge paa at opnaa den ønskede Tilgivelse.
I et meget smukt og malende Sprog talte han om sit og deres Liv i Landet ved Nilens Bredder. I gribende Ord om Tilgivelse sluttede han sin Beretning.
Ingen tænkte ved denne Lejlighed paa at nedskrive det, der blev meddelt; ingen var jo forberedt paa hans Komme. Men da vi alle var meget betagne af den skønt formede Beretning, spurgte vi ham, om han var i Stand til at gentage den, saa vi kunde nedskrive den. Han lovede at opfylde vort Ønske, men bad os for J.’s Skyld, da hun var træt af Sætning for Sætning at gentage hans Tale, at opsætte Nedskrivningen til næste Sammenkomst.
Og Fatis holdt sit Løfte. Næste Séanceaften lød atter de skønne, malende Ord til os, og et Par af Deltagerne nedskrev, saa hurtigt de formaaede, hele Beretningen, der, saa vidt vi kunde skønne, var en nøje Gentagelse af hans første Tale. (Denne Inkarnationsberetning findes trykt i »Sandhedssøgeren« i Januarhæftet 1911.)
Ved næste Sammenkomst meldte der sig en fremmed Aand, som kaldte sig Khārru; han havde været Fatis’ Broder, da denne var inkarneret i Ægypten, og Khārru havde dengang været Farao. Han sagde, at han vilde fortælle en Begivenhed fra et længst forsvundet Kulturrige, hvor han, Fatis og de to tidligere omtalte Séancedeltagere samtidig havde været inkarnerede. Dette Kulturrige var Forløber for det senere ægyptiske Rige (Se »V. m. L.« Side 182.)
Belærte af Erfaringen, bad vi, om vi maatte nedskrive hans Tale, hvilket straks blev tilladt.
Khārru fortalte da, ligeledes i malende Ord, om den Katastrofe (et vulkansk Udbrud), der ramte dette gamle Kulturrige og fuldstændig slettede det ud. (Denne Beretning findes trykt i »Sandhedssøgeren«s Februarhæfte 1911.)
Dagen efter, at vi havde faaet Khārrus Beretning, kom Aanden Fatis og tilbød at give os nogle Tegninger af Gudebilleder fra det forsvundne Rige; hvilket Forslag vi modtog med Tak.
Efter flere forberedende Forsøg tegnede han med J.’s Haand fire Gudebilleder samt et Tegn for den øverste Guddom. Tegnet var en stor Trekant omgivet af Flammetunger; inden i den store Trekant var tegnet nogle mindre, der skulde betegne Gudens altseende Stjerne-Øjne. Et Gudebillede, der forestillede en siddende Kvinde med en Brilleslange i den ene Haand, en Vifte i den anden, og paa Hovedet en Art Tronstol med en Halvmaane, forekom J. bekendt; de øvrige var hende derimod ganske fremmede. De syntes alle at ligne ægyptiske Figurer, men Stregen var ikke fuldt saa stiv som i de ægyptiske. Paa Grund af J.’s Sygdom fik vi først de egentlige Tegninger noget efter at de forberedende Øvelser var gaaet for sig.
Disse Billeder findes ligeledes gengivet i »Sandhedssøgeren«s Februarhæfte 1911, sammen med en Forklaring over deres Tilblivelsesmaade. Vi har vist dem til mange Mennesker, men endnu er det ikke lykkedes os at faa opklaret, om Figurer eller Billeder svarende til disse skulde være fundne; maaske de først findes engang i Fremtiden.
En Herre af vort Bekendtskab mente ganske bestemt at have set i hvert Tilfælde een af dem, en Figur, halv Løve, halv Menneske, paa hvis Hovedtøj fandtes et større og et mindre ildspyende Krater, mens en Flammetunge staar ud af hans Gab. Men som en Modsætning til denne Herres Paastand staar dette: min Hustru havde i Foraaret 1916 Besøg af en norsk Dame, Ægyptolog, og hun forsikrede aldrig at have set Gengivelser af Tegninger eller Figurer Mage til disse; men hun mente, at de godt kunde tænkes som Forbilleder eller Forløbere for ægyptisk Kunst.
Antagelig vil Fremtiden paa en eller anden Maade kaste Klarhed over dette Spørgsmaal. —
Ved vor Kresséance en af de sidste Dage i December 1910 talte en Aand under Navnet Muribad til os; han var en af Deltagernes Skytsaand, hvilket var blevet os meddelt ved en tidligere Séance.
Han henvendte sig direkte til en af Kresens mandlige Medlemmer, sagde, at de to, c. 1000 Aar f. Chr., havde mødt hinanden i Nordindien, og at han siden da forgæves havde søgt at opnaa Tilgivelse for, hvad han dengang havde forbrudt imod ham. Han vilde nu give en Beskrivelse af det, der dengang skete; han kom med den Højestes Tilladelse for at forsøge paa denne Maade at opnaa den ønskede Tilgivelse.
Vi spurgte ogsaa ham, om vi maatte nedskrive hans Ord; vi mærkede straks, at Spørgsmaalet gjorde et pinligt Indtryk paa ham, og Svaret kom langsomt og tøvende. Han sagde: at for ham var det en saa alvorlig Stund, at han ikke kunde tænke sig, at hans Ord skulde nedskrives nu, medens han talte — men hvis han opnaaede sin Hensigt, vilde han forsøge at gentage sin Beretning ved en senere Séance.
Muribads Beretning gjorde om muligt et endnu dybere Indtryk paa de Tilstedeværende; i et overordentlig skønt Sprog, i malende Billeder, talte han om den tragiske Begivenhed, der havde fundet Sted saa langt tilbage i Tiden. Den Deltager, som Muribad henvendte sig til, erindrede selvfølgelig intet om denne Begivenhed; men da han ingen Vrede følte mod den talende, mente han, at det maatte være Bevis paa, at han i Virkeligheden havde tilgivet eller vilde kunne tilgive, naar de mødtes i det Hinsidige. Det lod til, at Muribad var tilfreds med denne Erklæring; i hvert Tilfælde lovede han senere at gentage sine Ord.
Men først den 14de Februar 1911 kunde han opfylde sit Løfte; min Svogers Sygdom, der indtraadte kort efter, at Muribad havde givet sin Beretning første Gang, hindrede for en Tid vore Séancer.
Da vi paa ny samledes til en Kresséance, tænkte vi os den Mulighed, at Muribad ikke var i Stand til at holde sit Løfte; da der var gaaet saa lang Tid, vilde det efter al Sandsynlighed være vanskeligt for ham at gengive sin Tale med de samme Ord og i den samme Form. Men tilsyneladende gengav han sin Beretning paa samme Maade som tidligere; kun forekom det nogle af os, at han ligesom gik lettere hen over den tragiske Begivenhed i Slutningen af Beretningen; første Gang blev den maaske nok berettet i kraftigere mere illustrerende Ord, nu ligesom udviskede han det sidste uhyglige Billede.
Min Svoger Tandlæge Lindahl var især optaget af, hvor nær op til den første Beretning han (Muribad) var naaet i sin Gengivelse, og han tog Manuskriptet og spurgte Muribad, om denne vilde være i Stand til at fortsætte med en hvilken som helst af de nedskrevne Sætninger, naar han gav ham de første Par Ord. Muribad svarede, at han vilde forsøge. Min Svoger valgte da en Sætning midt inde i Beretningen, sagde de første Ord, og Muribad fortsatte med at citere et større Afsnit, idet min Hustru som sædvanlig Ord for Ord gentog det, den usynlige Gæst sagde til hende. Muribads Fortsættelse af Afsnittet var ganske identisk med det nedskrevne.
Flere Gange blev Forsøget gentaget. Muribad gentog stadig nøjagtig, hvad der stod i Manuskriptet, som min Svoger holdt i Haanden og fulgte Sætning for Sætning. En Præstation, der vakte alles udelte Forbavselse.
At Kontrolforsøget med Muribads Beretning forløb som ovenfor meddelt, bekræftes herved.
København, d. 26. Marts 1922.
M. Danckert. K. Lindahl. Anna Lindahl.
I følgende Kapitel kommer jeg tilbage til Muribads Beretning; Læseren vil da finde den gengivet, saaledes som den lød til os hin Aften. —
Sammenligner man Sproget i disse tre Inkarnationsberetninger, der eventuelt engang vil blive udgivet samlede tilligemed en fjerde (fra det gamle Assyrien, som ikke foreligger trykt og derfor her ikke er nærmere omtalt, bliver man først slaaet af Ensartetheden i det gammeldags fra vort nutidige saa umaadelig forskellige Sprog; men ved en nøjere Prøvelse bliver man ikke mindre forbavset over Forskelligheden, som tegner forskellige Kulturer og forskellige Kulturstandpunkter; navnlig vil den opmærksomme Iagttager finde meget store Uligheder mellem Khārrus ret stive Rytmik og Ordvalg og Muribads blomstrende og meget syngende Sprog. —