Sammenhængen mellem en Del af Luknafolkets og Ægypternes Gudebilleder

    FARAO og Fatis har bedt mig, der er Mediets Leder, om at give en kort Redegørelse af Sammenhængen mellem en Del af Luknafolkets og Ægypternes Gudebilleder.
    Rha, – Ægypternes Re, var Luknafolkets øverste Guddom, Rhas mangestraalede Stjernesol, Sindsbilledet for selve den lysende, straalende Sol. De i Flammerne indtegnede Trekanter giver Udtryk for Rhas altseende Øje.
    Horrub, – Ægypternes senere Horus, den personificerede Sol. Horrub bærer Solskiven paa sit Hoved, bærer Jordskiven i sin Haand; begge tænkes sejlende i en Baad, Solen paa Himlen, Jorden paa Havet. Horrub var Livskilden og den, der vogtede Jordens mange Liv. Horrub laaner Høgens hurtige og mægtige Vinge for lynsnart at komme fra Sted til Sted.
    Noh, – Ægypternes Nut, var Luknafolkets Himmelgudinde – Maanens og Nattens Herskerinde. Noh bærer altid Maanen paa sit Hoved i evig Kamp med Slangen – Mørkets Dæmon. Slangen forsøger at tilintetgøre Maanen. Slangen kan ikke sluge det Stykke, den har frataget Nohs Maane. Noh tvinger den til lidt efter lidt at tilbagegive det røvede. Noh var formælet med Hoteps Ildaand, Shunut. Noh benytter Viften, hun holder i Haanden, til at bortvifte Shunuts Ilduer.
    Shunut var Luknafolkets særlige Beskytter. Han, der havde sin Bolig i Hoteps Bjerg – Fredsbjerget, værnede Landet for den mægtige Sandørken, der laa bag Hotepbjergenes Rækker. Enkelte Steder, hvor Bjergkæden ikke værnede tilstrækkelig, brød Sandhavets Bølger ind over Landet og truede med at tilintetgøre dette.
    Da det frygtelige vulkanske Udbrud, Farao omtaler i sin Beretning, havde slettet Kharrus Rige af Jorden, flygtede en Del af Luknafolket mod Nord til Nildalen. Her traf det er Folk, der i Kultur var det langt underlegent.
    Luknafolket blandede sig med Nildalsfolket, og skønt Kharrus Folk var i Minoritet, lykkedes det dem dog nogenlunde at opretholde den medbragte Kultur og at paatvinge Nilfolket deres Gudekultus.
    Shunut, der engang var Luknas bedste Beskytter og Værner, snak ned til at blive alle onde Dæmoners Fyrste. Flygtningene forbandede ham og lænkede ham til Straf til Hoteps Bjerg, der i deres Erindring kom til at staa som Sindbilledet for alle Rædsler. Shunut – Ægypternes Sut.
    Den blide Noh var ikke længer tjent med at have en saa falsk og frygtelig Ægteherre; de formælede hende da med Rha.
    Lunafolkets Gudekultus kom saaledes til at danne Grundlaget for Ægypternes senere Gudesagn og Myter, der dog alle maa føres tilbage til Afrikas mægtige, tilintetgjorte og forhistoriske Rige.
    I Faraos Beretning staar omtalt, at “hundred hvide Marmortrin førte fra Kharrus Bolig til Luknas laveste Dal”. Til Forklaring skal her meddeles, at Marmor fandtes ikke i Kharrus Rige. Folket brød i Bjergene mange forskelligartede Stenmasser, deriblandt en meget skøn, hvidgul, halvklar Sten med svage, rødlige Aarer. Da vi ikke vidste, hvorledes vi bedst kunde meddele Mediet Trinnenes Udseende uden at skade Faraos skønne Beretning, foreslog jeg Farao at sige “Marmor”, der nærmest “billedlig” gav det ønskede.
    Boligerne i Lukna var tillige prydet med mange Slags Forsiringer, dannet af forskelligfarvet Lava.

Leo.