1319.
Saafremt den danske Kirkes ledende og førende Mænd vedblivende stiller sig afvisende overfor »Vandrer mod Lyset«, hvorledes skal dette Værk da kunne blive det sande religiøse Grundlag for Menneskenes Gudstro?
Guds Veje er mangfoldige, men de vil alle føre til det samme Maal: en, for alle Mennesker, ensartet Erkendelse af Gud som Menneskeaandens Skaber og Fader; en ensartet Erkendelse af det oversanselige og det jordiske Livs Basis og Opstaaen; en ensartet Erkendelse af, at den eneste rette og sande Forbindelse med Gud-Fader gaar gennem den direkte Henvendelse til Ham i Bøn og i Tanke uden nogen Formidler, det være sig Kristus, »Guds Moder«, Helgener eller andre; en enstemmig Forkastelse af Daaben som Salighedsbetingelse; en enstemmig Forkastelse af Nadver og alle andre Sakramenter, o. s. v.
Selv om den danske Kirkes Mænd, i Stedet for at træde i Skranken for »Vandrer mod Lyset«, fremdeles stiller sig afvisende med Hensyn til dette Værks Sandheder eller de søger at modarbejde Udbredelsen af Kendskabet dertil, saa er der andre Veje, ad hvilke Kirkens falske Lære kan undermineres for til sidst helt at nedbrydes og saaledes give Plads for den sande Lære.
Hvorledes dette vil kunne ske, skal her gøres nærmere Rede for:
Fra det Tidspunkt i en forhistorisk Tidsalder, da Menneskeaanderne i aandelig Henseende var blevne saa udviklede, at de kunde føle Interesse for og Forstaaelse af de guddommelige Værdier, har de, medens de opholdt sig i deres Hjemsfærer, under Læretiden modtaget Undervisning af de diskarnerede Yngste, om Gud og om Hans Forhold til Menneskeheden. Undervisningen blev givet i store Træk uden særlige Detailler. Men det var nok til, at enhver Menneskeaand, under Jordelivene, i Sind og i Tanke medbragte en Længsel efter Gud, en Længsel efter at stræbe frem mod større Viden, mod større Klarhed. Denne Længsel var den Basis, som de inkarnerede Yngste skulde bygge videre paa under deres Jordeliv, naar de optraadte som Religionsstiftere eller –Reformatorer. Men, som mange Gange forklaret, saa søgte Ardor og de Ældste med ham paa alle Maader, ikke alene at vildføre de inkarnerede Yngste, men ogsaa at forvanske, at tilsløre, at forurene det, som de Yngste lærte Menneskene. Dog, trods al Forvanskning, trods alle Løgne fra Mørkets Side, vedblev Menneskeaanden at bevare sin Længsel efter Gud, efter Viden og Klarhed. Og denne Længsel er Basis for al menneskelig religiøs Trang og Følelse.
Da Ardor ved Kristi Kærlighed og Taalmod endelig blev vundet tilbage til Gud, blev Vejen for en ensartet sand religiøs Lære for den hele Menneskehed givet fri. Thi Ardor, den mægtige Anstødssten, der hidtil havde spærret Vejen, blev fjernet for bestandig. Og da »Vandrer mod Lyset« ved Hjælp af en jordisk Tolk var fremkommet i den jordiske Verden, fik de diskarnerede Yngste, som leder Menneskeaandernes Undervisning i de forskellige Sfærer, en Meddelelse fra Gud, om i Fremtiden ikke alene i store Træk at give Menneskeaanderne det sædvanlige Kendskab til Ham og til Hans Forhold til Menneskeheden, men tillige om at gaa i Detailler; med andre Ord, i alle Enkeltheder give dem Kendskab til det, som læres i »Vandrer mod Lyset«. De Menneskeaander, som, siden denne Undervisning begyndte, bliver født til Livet paa Jorden, vil derfor i Sind og i Tanke ikke alene bære en dyb Længsel efter Gud, men de vil tillige bære en Viden og en Klarhed i Tanken, der søger langt ud over det, som de af Mennesker formede og accepterede Religioner kan byde dem. De vil derfor mere eller mindre bevidst, mere eller mindre hurtigt, reagere overfor de forskellige Religioners Dogmer, Doktriner og Postulater, som de lærer at kende i Hjem, Skoler, Kirker eller Templer Verden over. Men særlig Kristendommens og dens forskellige Sekters uhyggelige Lære om Kristi »Forsoningsdød«, Lære om evig Fortabelse, Lære om evige Lidelser i et evigtvarende Helvede, Lære om Daab, Nadver og andre Sakramenter, Lære om »Guds Moders« og Helgeners Forbønner, o. s. v., o. s. v., vil de hurtig tage Afstand fra som noget, der staar deres inderste Længsel efter Gud og deres religiøse Følelser imod. Kristendommens mange og forskellige Førere eller Ledere hele Jorden over vil da, efter som Tiderne skrider og de nye Slægter vokser op, møde større og større Opposition fra Menigmand, der ikke kan føle sig tilfredsstillet af det, der læres fra kirkelig Side, fordi denne Lære ikke stemmer overens med det, som den enkelte bærer i Sind og i Tanke. Langsomt vil da den kristne Lære i dens Hovedreligioner og i dens talrige baade ældre og nyere Afskygninger, undermineres, for saa tilsidst helt at styrte sammen. Og det Budskab, som gives i »Vandrer mod Lyset«, vil da blive grebet med Glæde og Taknemmelighed, fordi det i eet og alt svarer til det, som Menneskeaanden bærer i sit Indre, og som den længes efter at møde i det jordiske Liv.
Men ogsaa de Mennesker i det danske Folk, som nu ud fra deres inderste Væsen føler sig i Samklang med det, der gives og læres i »Vandrer mod Lyset«, vil hver især gøre hvad de formaar for at lade Kendskabet til og Forstaaelsen af Værket gaa videre til deres Medmennesker. Dette sker og kan vedblivende ske igennem Skrifter, Foredrag og Samtaler; saaledes vil flere og flere vindes for de evige Sandheder. Dog bliver alle, der slutter sig sammen om »Vandrer mod Lyset«, staaende i Landets Folkekirke. Thi det er ikke Meningen at skabe en ny Sekt, det er Meningen at lade Tanker og Meddelelser i Budskabet gennemtrænge og gennemsyre den danske Folkekirke, som ved dette Arbejde sikkert, omend langsomt, gaar sin Opløsning i Møde.
Men det siger sig selv, at havde den danske Folkekirkes ledende og førende Mænd forstaaet deres Besøgelsestid, da var der med eet Slag fremstaaet en for Kirken fuldtud værdig og skøn Reformation, en Reformation, hvis Genlyd var naaet langt ud over Landets Grænser, og som havde skabt det danske Folk en enestaaende Plads i Fremtidens Historieskrivning. Dette blev ikke naaet, Kirkens Mænd kendte ikke deres Besøgelsestid!
Men maaske den kommende Reformation engang i en ikke altfor fjern Fremtid vil bæres frem af en krævende Folkestemning og -Villie, i saa Fald bliver det ikke Kirkens Mænd, der staar med »Palmer i Hænde«.
Om den Bevægelse, der nu er begyndt for at vedtage et sandt, ensartet og varigt Grundlag for Menneskehedens Erkendelse af Gud og af det Hinsidige, vil blive af længere eller kortere Varighed, før det lykkes at gennemføre den, derom kan intet siges med Vished. Thi det afhænger af Menneskene selv, det afhænger af dette: om de stiller sig forstaaende eller afvisende overfor Guds Budskab.
Men een Ting kan siges med Vished: »Vandrer mod Lyset« har faaet Indpas i den menneskelige Verden, dets Tanker og Meddelelser kan aldrig udslettes og forsvinde; thi det givne hviler paa Sandhedens Klippegrund, det er baaret frem af Guds Ønske og under Hans Vejledning.
Derfor: selv om Alverdens Præsteskaber in pleno vil søge at standse »Vandrer mod Lyset«s Fremgang, saa vil de dog aldrig formaa det. Værket vil dog vinde frem, Tankerne vil dog brede sig fra Mand til Mand, thi »Guds Mølle maler sikkert om end langsomt«, intet i Verden kan standse den! –