VI
Efter at Gud havde lovet sine angrende Børn at tage sig af deres, baade i aandelig Forstand og i legemlig Henseende, mislykkede Skabninger, og efter at alle de Yngste havde lovet at hjælpe til med at lede Menneskeheden ud af Mørket, besluttede Gud at danne Opholdssteder og Boliger, saavel til de Yngste som til Menneskeaanderne, hvor de kunde færdes i den Tid de ikke var inkarnerede paa Jorden.
Hvis de Yngste, under deres Arbejde som Menneskenes Ledere, til Stadighed havde opholdt sig i Guds Rige, vilde det være blevet meget besværligt for dem at underkaste sig de jordiske Tidsbestemmelser.
Af det astralt-materielle og det æterisk-astrale Lys — der frembringer de materielle Former i den oversanselige Verden — dannede Gud seks Opholdssteder, Sfærer, som med det tidligere skabte, men af Mørket ødelagte Rige — „Helvede“ — udgjorde syv lysastrale Verdener, der omsluttede Jordkloden.
For at alle, de Yngste saavel som Menneskeaanderne, i Fremtiden kunde naa til Jorden uden at være nødsagede til at passere igennem det ødelagte Riges Mørke, banede Gud i Kraft af sin Villie en Vej gennem de Ældstes Opholdssted; denne Vej fortsatte Han gennem alle Sfærerne lige til den yderste, og lod den gennemstrømme af Lyset; derved fremkom en Passage, en Lysvej direkte til Jordkloden, saa at alle77 med Lethed kunde færdes frem og tilbage.
For aandelige Væsener er de oversanselige Opholdssteder lige saa synlige og materielle, som Jorden og hvad dér findes er det for Menneskene. Jo højere Aanderne stiger gennem deres Kamp ud af Mørket, jo hastigere bliver de Ætersvingninger, der frembringer det Materiale, hvoraf disse deres begrænsede Verdener er dannede. Jo fjernere Opholdsstederne ligger fra Jorden, jo lysere, skønnere og mere harmonisk er alt, hvad dér findes af Boliger og Natur. (Have, Floder, Søer, Lande, Blomster o. s. v.). Saa længe Aanden opholder sig i den Sfære, hvortil den er naaet ved Lutring gennem sine Reinkarnationer — jordiske Genfødsler —, bevæger den sit Legeme dér paa samme Maade, som man bevæger sig paa Jorden, (Gang, Løb o. s. v.); dog er det frigjorte Aandelegemes Bevægelser hurtigere og lettere, ligesom Aandens Tanker er klarere og mere stringente, end naar den er knyttet til det tunge menneskelige Legeme, der lægger den mange Hindringer i Vejen.
Sfærernes Samfærdselsmidler ligner Jordens; dog er alle bedre, hurtigere og mere bekvemme end de tilsvarende paa Jorden. Hvad der i Tidernes Løb er tilført Menneskeheden af nyt og Forbedringer, har først bestaaet sin Prøve i Sfærerne, førend det realiseredes paa Jorden.
De Yngstes Samkvem med de forskellige Sfærers Beboere og med Jordklodens sker, naar de ikke ønsker at benytte Lysvejen, ved Hjælp af Tankens og Villiens Energi, der lader Aandelegemet bæres af Æteren, som i Kraft af den fjerde Dimension gennemtrænger alt.
Den fjerde Dimension kan ikke nøjere forklares, da Menneskene endnu mangler Forudsætninger til Forstaaelse heraf.
De højere Sfærer er usynlige for Beboerne af de lavere; de lavere er til Dels usynlige for Beboerne af de højere, idet de Yngste kun har et nogenlunde klart Overblik over dem, naar de, baarne af Æterens Svingninger, bevæger sig fra Sfære til Sfære, eller fra Sted til Sted indenfor de forskellige Sfærer.
Beboerne af de lavere Sfærer kan ikke ved egen Hjælp, hverken ved Tanke og Villie eller ad Lysvejen, naa til Verdener, der ligger over deres eget Opholdssted, de kan kun komme til Jorden78 og de mellemliggende Sfærer og kan dertil kun benytte Lysvejen. Indenfor deres Hjemsfære og i Jordsfæren kan de derimod færdes ved Tanke og Villie, men dog kun i begrænset Maalestok. Stærke Lysansamlinger eller æteriske Lysudstraalinger formaar de saaledes ikke at gennembryde.
Guds Tjenere og de Yngste kan i Kraft af deres Tanke og Villie bevæge sig overalt, hvorfor de ikke altid benytter Lysvejen; hvis de ønsker det, kan de endogsaa bane sig Vej, hvor de vil, gennem Jordens talrige Mørkeophobninger.
Til Glæde for Menneskene og for at de ikke i for høj Grad skal savne de rent jordiske Forhold, har Gud efterhaanden dannet en Del Dyreskikkelser, f. Eks. Fugle, Heste, Hunde, Katte o. s. v. Disse Dyr er dog ikke astrale Genparter af de jordiske, men Tankeformer uden evigtvarende Liv. Naar derfor Sfærernes Rolle som Aandernes midlertidige Opholdssteder er udspillet, bortslettes disse Dyreskikkelser ᴐ: Tankebilleder — Væsener og Genstande, der ikke konstant fastholdes i og af Guds Tanke, men kun for en Tid, og derfor ikke kan have evigt Liv; ved Guds Villie drages de tilbage af den Materie, hvoraf Han har dannet dem, opløses og vender tilbage til den oprindelige Form — Lysæteren. Men saa længe som Sfærerne eksisterer, vil Menneskeaanderne altid dér finde Gengivelser af de Dyr, som hver især satte mest Pris paa under Jordelivet. Og da Gud danner disse Dyreskikkelser i nøje Lighed med de jordiske Forbilleder, vil enhver genfinde sin Yndlingshest, -Hund, -Kat, -Fugl o. s. v.
I flere af de Beretninger, som afdøde Mennesker har ladet tilflyde deres jordiske Forbindelser om Livet i Sfærerne, fremhæves det ofte: at Dyrene er begavet med et evigt Liv. Det er de her omtalte Tankeformer, der hentydes til; men disse urigtige Opgivelser fra bortgangne Slægtninge og Venner er tilgivelige, da selv mere fremskredne Menneskeaander har svært ved at fatte, at disse Dyr, der tilsyneladende er lige saa levende som de selv, kun har et betinget Liv. I enkelte Tilfælde, hvor Meddelelserne tilsyneladende er givet af højere Aander, maa denne fejle Paastand om Dyrenes Evighedsliv tilskrives den Ældste, der falskelig har indsneget sine Tanker, medens den meddelende Aand var i Kontakt med sit Medium, hvilket ofte er sket, uden at det just kan lægges Medierne til Last, da den Ældste selvfølgelig har grebet enhver Lejlighed til at forvanske det, der blev givet af Lysets Aander.
Denne og andre falske Paastande kunde dog i Tide være bleven berigtiget, hvis Medierne eller Séancelederne altid havde gennemgaaet enhver Meddelelses forskellige Passus og forlangt Bekræftelse paa, at alt var i nøje Overensstemmelse med Sandheden; thi dér, hvor Sandheden krævedes i Guds Navn, maatte den Ældste vige.
I store Træk giver Gud ved den ældste af de Yngste et Udkast for Menneskenes Liv79 paa Jorden, samt bestemmer dets Varighed, alt i nøje Overensstemmelse med det, der kan tilmaales hvert enkelt Individ regnet efter dets Tanker, Handlinger og Fremgang i den sidst gennemlevede Inkarnation, samt regnet efter det, der endnu ikke er sonet fra tidligere Jordeliv. Forinden den nye Inkarnation tiltrædes, modtager Aanden en Meddelelse om, hvorledes det kommende jordiske Liv skal føres, hvilke Krav der stilles til den, og hvilke Gerninger den skal sone. Først naar Aanden nøje har gennemtænkt det kommende og forstaaet, hvorfor den nye Inkarnation maa forme sig netop paa den givne Maade, samt bifaldet det foreslaaede, bliver den inkarneret paa det Sted og i de Omgivelser, der bedst egner sig for det bestemte Formaal.
Men da alt maa ske frivilligt og Menneskeaanderne, særlig de uudviklede, ikke altid straks kan indse det formaalstjenlige i en ny Inkarnation og derfor ofte vægrer sig ved atter at gennemgaa en saadan, maa de forblive i deres Boliger, uden at nogen som helst Fremgang er mulig for dem, indtil de efter kortere eller længere Tids Forløb kommer til bedre Erkendelse og indser, hvilke Fordele de vil have af at lade sig inkarnere. Er denne Erkendelse naaet, kan de fortsætte den for en Tid afbrudte Vandring mod Faderhjemmet.
Det overlades dog ikke helt til Menneskene selv at klare og overvinde alle de jordiske Vanskeligheder. For at kunne yde en virkningsfuld Hjælp vaager Skytsaander80 over dem og søger gennem Tankepaavirkning = „Samvittigheden“ at lede enhver Menneskeskabning ind paa de af Gud givne Livsveje. Men da Mennesket, i Lighed med de Ældste og de Yngste, er begavet med en fri Villie og meget sjælden fuldtud følger den manende Samvittighed, bliver Inkarnationen som oftest en sørgelig Fravigelse fra de givne Hovedtræk; og da Menneskene hyppigt giver sig selv Døden, i Stedet for at vente, til den af Gud bestemte Tid og Dødsmaade indtræder, bereder de sig meget ofte mange unødige Lidelser.
Sker Selvmordet i Vildelse (uoverlagt), bliver Selvmorderen inkarneret straks efter at Redegørelsen for det tilendebragte Jordeliv er afsluttet. Disse hurtige Inkarnationer uden Hvile- og Læretid gives af Gud, dels som en Fortsættelse af det brat afbrudte Liv, dels for at Individet kan faa de under Jordelivet udstaaede Sjælslidelser paa Afstand. Selv om den nye Inkarnation bliver kortvarig, vil Aanden, naar den atter frigøres, med større Ro kunne skue tilbage paa det foregaaende Jordelivs Sindslidelser eller fysiske Onder. (Se om overlagt Selvmord i Kristi Tale).
En Skytsaand har som Regel mange Mennesker under sin Ledelse, til Tider flere Hundrede, der alle staar i direkte Tankeforbindelse med Skytsaanden. Jo ældre Menneskeaanden er, jo klarere og mere bestemt lyder Samvittighedens Stemme for Mennesket. Jo yngre Menneskeaanden er, jo tættere Mørket omgiver Mennesket, jo svagere og mere ubestemt lyder Samvittighedens Stemme. Mange Mennesker hører ofte to Stemmer, der taler imod hinanden; en der bestandig opponerer mod Samvittighedens Opfordringer til at følge Lysets og Sandhedens Veje. Denne oppositionslystne Stemme er nu81 Menneskets egen selviske og uudviklede Aands individuelle Meninger om de foreliggende Spørgsmaal eller Situationer; men det gavner selvfølgelig ikke Mennesket at overdøve sin Samvittighed for at følge sine egne Lyster til Synd og onde Gerninger.
Naar Aanden ved Døden atter løses fra det jordiske Legeme, bringes den, i en søvnlignende82 Tilstand, af sin Skytsaand til det Opholdssted og den Bolig, som den forlod ved sin Inkarnation.
Efter Opvaagningen maa Aanden nøje gennemtænke det nylig endte Jordeliv, opsummere alle Tanker og alle Handlinger — onde som gode — samt gøre Rede for alle de Tilfælde, hvor den som Menneske var i Uoverensstemmelse med sin Samvittighed. Gud stiller selv de Spørgsmaal, som Han ønsker nærmere besvaret, idet Han lader sin Stemme lyde til enhver, der har fuldendt sit Opgør.
Gud taler ved sin Tanke, og ved Hans Villie omsættes de af Hans Tanker frembragte Vibrationer til Lydbølger. Som Regel „taler“ Gud til Tusinder ad Gangen; men hver enkelt Aand hører kun de Spørgsmaal, der rettes til den alene, og Ordene lyder, som om Gud talte i det jordiske Sprog, den paagældende Aand benyttede i den sidst afsluttede Inkarnation. Er hvert Spørgsmaal besvaret i Overensstemmelse med Sandheden, overlades Aanden paa ny til Skytsaanden, som drager Omsorg for den under Hviletiden.
Naar den tilmaalte Hviletid83 er forbi, overføres Aanden til en skønnere Bolig eller til en højere Sfære, hvis den ved sit Jordeliv har gjort sig værdig dertil; i modsat Fald forbliver den i sin gamle Bolig; thi hvor meget Mennesket end har syndet, gaar Aanden ingen Sinde tilbage til en lavere Sfære eller til en ringere Bolig. I Lysets Verden er alt Fremgang eller — for en Tid — Stilstand; men aldrig Tilbagegang.
Efter Hviletiden, hvad enten Aanden overflyttes til et andet Sted eller forbliver i sin Bolig, modtager den Undervisning84 i de specielle Ting, der kan komme den til Nytte under næste Inkarnation.
I alle Sfærerne er der talrige Læreanstalter, svarende til de jordiske Skoler og Universiteter. Alt hvad der eksisterer og har eksisteret paa Jorden af videnskabelige og skønlitterære Arbejder, findes dér og er gengivet paa de jordiske Sprog, dog med Undtagelse af de laveststaaende. Hver Læreanstalt har sine store Biblioteker med tilhørende Læse- og Studiesale. Alle fælles Bygninger: Kirker, Forsamlingshuse, Universiteter, Observatorier, Museer o. s. v. er af stor arkitektonisk Skønhed og prydet med mange Skulpturarbejder. Flere af disse Bygninger er komponeret og bygget af Menneskeaander under Læretiden, er altsaa ikke dannet af Gud i Kraft af Hans Tanke og Villie, men opført af Sfærernes Materiale i Lighed med det jordiske (Sten, Træ o. s. v.).
Fra det Øjeblik da Gud begyndte at levendegøre Menneskesjælene, skabte Han dem i Lighed med sine første Børn, to og to, Mand og Kvinde, saa at de, naar de har tilendebragt alle deres Vandringsstadier og er naaet til Guds Rige, vil tilhøre hinanden for Tid og Evighed. Hver beholder sin Individualitet, er to — men dog een, idet de bestandig vil være hinandens Genspejling.
Hvor det kan lade sig gøre, ledsager den mandlige og kvindelige Menneske-Dual hinanden i deres jordiske Tilværelser, som Mand og Hustru, Broder og Søster, eller som andre nære Slægtninge. Men ikke altid lykkes det for dem at genfinde eller at forstaa hinanden under de jordiske Forhold.
Enhver Menneskeaand har, som Guds øvrige Børn, af Ham modtaget sit Aandelegemes Præg, hvilket dog først ses i dets fulde Skønhed, naar Maalet, Guds Rige, er naaet.
I store Træk skal her gives en Beskrivelse af Aandernes legemlige Udseende.
Aandelegemet har, i Lighed med det menneskelige, en ydre Form, der omslutter forskellige indre Organer. Den ydre Form er som det skønneste menneskelige Legeme i mange Gange idealiseret Skikkelse, men uden Kønsorganer. (Det kvindelige Aandelegeme er blødere og rundere end det mandlige, men hvori den egentlige ydre Forskel mellem Mand og Kvinde bestaar, kan ikke forklares, da Menneskene mangler al Forudsætning til Forstaaelse heraf). Legemets indre Bygning har kun en meget fjern Lighed med det jordiske. Det fysiske Fordøjelsessystem, der repræsenteres af Mavesæk, Tarm, Nyrer o. s. v., samt alle Forplantningsorganer findes ikke; derimod er Kar- og Nervesystemet langt rigere og finere udviklet. Ved Indaanding gennem Næse, Luftrør og lungelignende Organer tilfører Aandedrættet Legemet de nødvendige Æterstrømninger, der føres videre gennem et fint, stærkt forgrenet „Aarenet“ og tilbage til Aandedrætsorganerne, hvor Strømningerne atter fornyes. Karsystemet er dobbelt, saa at det Aarenet, der udgaar fra det højre Organ, ender i det venstre, og vice versa. Blodførende Aarer findes ikke. Naar en Lysets Aand opholder sig i eller bevæger sig gennem Mørkeophobninger, har den en lignende Følelse, som Mennesket har, naar det befinder sig i et iltfattigt Rum.
Aandelegemet har intet Knoglesystem, men er dog fuldkommen fast i sin Opbygning, da det overalt støttes af en stærk Muskulatur.
I Stedet for den menneskelige Hjerne og paa dens Plads findes her et Nervecenter, hvorfra et uendelig fintforgrenet Nervenet udgaar og breder sig fra Hovedet langs Ryggen gennem hele Legemet. Alle Nervetraadene føres tilbage til Hjernecentret gennem et mindre Center, der nærmest svarer til Menneskelegemets Hjerte og findes omtrent paa det samme Sted; her samles Nerveenderne og føres gennem to Strenge, en paa hver sin Side af Halsen, tilbage til Udgangspunktet ᴐ: Hjernecentret.
Væsener i den oversanselige Verden er ikke nødt til at indtage Næring, hvis det ikke ønskes.
Ernæringen bestaar ellers hovedsagelig af Frugter,85 der nydes som de forefindes, eller efter at de er tilberedt paa forskellig Vis. De nydte Spiser føres fra Mundhulen, (hvis Tandopbygning ligner Menneskelegemets) gennem et meget fint forgrenet Rørsystem ud i hele Legemet og udskilles umærkeligt gennem fine Hudporer ved en Vekselvirkning mellem Legemets Rør- og Karsystem og den Legemet omgivende Lys- eller Mørkeæter. Hudporerne er ikke ulig det menneskelige Legemes Svedporer, men er dog langt finere og staar alle i direkte Forbindelse med Rør- og Karsystemet.
Aandelegemet, saaledes som det her er beskrevet, er ens for alle Aander; men da Menneskeaanden i sin oversanselige Tilværelse altid er en nøje Kopi (se i øvrigt Kommentar VII) af det Menneske, til hvis Legeme den var knyttet i sin sidste Inkarnation, bærer dens Aandelegeme tillige Kopier af alle det menneskelige Legemes Organer o. s. v. Alt det menneskelige er i den oversanselige Verden fuldkommen latent — hviler i ubrugelig Tilstand. Saa længe Aanden er inkarneret, hviler derimod Aandelegemets Organer, da disse kun kan benyttes, naar Aanden er frigjort. Aandelegemets Nervesystem fungerer dog bestandig, om end noget svagere, under Jordelivet.
Har Aanden afsluttet alle sine Inkarnationer, er løst fra Livet paa Jorden, bortsletter Gud, i Kraft af sin Villie, alle rudimentære Organer fra den menneskelige Tilværelse, og Aandelegemet viser sig kun saaledes, som Gud har skabt det.