Matt. 7,26: »Og enhver, som hører disse mine Ord og ikke gør dem, skal være at ligne ved en taabelig Mand, som byggede sit Hus paa Sand.«

 

 

 

 

 

 

Kan Dogmet om Jesu Forsoningsdød forsvares ud fra det jødiske Syndoffer i Bibelen? Hvorledes opstod dette Dogme?

I MOSEBØGERNE gives der af Jāh’u Regler for Ofringer. Disse Regler gives som Paabud og bliver derigennem til Love. Jāh’u byder blandt andet Israels Folk at bringe de »rene« Syndofferdyr til hans Pauluns Dør, saa at de kan ofres foran Tabernaklet. Blodet skal stænkes paa Alteret, og Syndofferdyrets Hud, Kød o. s. v. skal føres udenfor Lejren og opbrændes dér. (3. M. B. 16,27.) Men de, der fortsætter med den gamle Skik: at ofre deres Dyr i eller udenfor Lejren, skal have deres Liv forbrudt; thi saafremt de vedbliver med disse Ofringer, da »ofrer de til Skovtrolde« (= onde Aander) og boler derved med dem. (3. M. B. 17,4 og 7.)

Som en Forklaring paa hvorfor det skal være saaledes staar 3. M. B. 17, V. 111: »Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det paa Alteret, til at gøre Forligelse for eders Sjæle; thi Blodet er det, som skal gøre Forligelse« (= Soning ved Sjælen).

Endvidere Vers 14: » . . . og jeg har sagt til Israels Børn: I skulle ikke æde noget Køds Blod, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; hver den, som æder det, skal udryddes.«

Altsaa: stænkes det rene Offerdyrs Blod paa Jāh’us Alter, da soner eller aftvætter Blodet de ofrendes Syndeskyld; udgydes Blodet derimod paa fri Mark, da boler Folket med de onde Aander, og Jāh’u dømmer de saaledes ofrende til at udryddes af Folkets Midte! –

Kan nu Udlægningen af Jesu Død paa Korset som et Sonoffer bringes i Overensstemmelse med Forskrifterne i Mose-Lov?

Da Offerdyrene skulde udtages blandt de »rene Dyr«, maa det først undersøges, om Jesus for at kunne sammenlignes med disse rene Dyr, hvis Blod sonede de menneskelige Synder, var et i alle Maader fuldkomment og syndefrit Menneske.

Det billede, som i det ny Testament gives af Jesu Personlighed, maa lægges til Grund for en retfærdig Dom heraf. Men den Jesus, der her træder os i Møde, er ikke fuldkommen, er ikke syndefri. Han er Menneske som andre Mennesker, selv om han i Kærlighed, Barmhjertighed, Taalmodighed og Ydmyghed er højt hævet over sine samtidige.

Jesu ikke helt lydefri Væsen skal altsaa bevises:

I Matt. 8. 21–22. staar f. Eks.: »Og en anden af Disciplene sagde til ham: Herre, tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader. Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de døde begrave deres egne døde.« – Kan et fuldkomment Menneske svare saaledes? Bør et fuldkomment Menneske ikke vide, hvilken Sorg det er at have mistet en Fader, maa han ikke vide, at den, der modtager et saadant Svar paa en Bøn om Tilladelse til at tage den sidste Afsked med en Faders jordiske Legeme, maa føle sig saaret paa det dybeste? Men i Jesu Svar ligger tillige dette: de, der ikke følge mig, er aandeligt døde, og dem har jeg ingen Interesse for; vil du følge mig, da maa du gøre, som jeg gør, vende dig bort fra dem, der ikke er med os (= enige med os). – Og selv om Jesus vidste, at den Lære, han prædikede,
stod langt over Jødedommen, saa var dette Svar baade ukærligt og hovmodigt.

I Matt. 12. 47–50. staar: »Og en sagde til ham: se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og søge at faa dig i Tale. Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvem er min Moder og hvem er mine Brødre? Og han rakte sine Hænder ud over sine Disciple og sagde: se, det er min Moder og mine Brødre. Thi hvo som helst der gør min Faders Villie, han som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.« Med andre Ord: jeg bekymrer mig kun om den, der gør min Faders Villie, alle andre er mig ligegyldige, selv om de er mine Slægtninge. – Hvilken Moder og hvilken Broder vilde ikke føle sig saarede, vilde ikke føle sig bedrøvede ved at høre et saadant Udraab fra en Søn og Broder, som de maaske selv elsker dybt og inderligt? Vilde et fuldkomment Menneske ikke langt snarere have søgt at drage sine Slægtninge til sig, selv om de ikke kunde forstaa ham eller hans Forhold til den himmelske Fader? Vilde et fuldkomment Menneske ikke bestandig have sørget over, at han ikke havde formaaet at lede sine nærmeste Slægtninge ad den Vej, som han selv vandrede? –

I Mark. 11. staar fortalt: at Jesus en Dag, han var hungrig, søgte efter Figen paa et Figentræ; han fandt kun Blade, men ingen Frugter: »Thi det var ikke Figentid!« Jesus forbander Træet – og det visner! Kan et fuldkomment Menneske forbande et Træ, der efter Naturens Love bærer sine Frugter til bestemt Tid og følgelig ikke kan være Skyld i, at det udenfor Frugttiden ikke kan vederkvæge den søgende? – En ren menneskelig Ærgrelse over intet at finde, der kunde tilfredsstille hans Hunger, ligger til Grund for Jesu Forbandelse. I Sandhed et ringe Grundlag for en Forbandelse – saafremt den skal tages bogstaveligt!2

Flere andre Steder i Evangelierne træder Jesu ikke lydefri Væsen frem. Et fuldkomment Menneske kan saaledes ikke blive heftigt, forbitret og opfarende, eller bruge nedsættende Ord om sine Medmennesker, saaledes som Jesus ofte gjorde i sin Vrede; f. Eks. I Øjenskalke, kalkede Grave, Øgleunger, Børn af »Løgnens Fader«, o. s. v. (Matt. 15,7. 22,18 og Kap. 23, Mark. 11,15–16, Joh. 2,13–16 og 8,44).

Den Karakteristik, der i Evangelierne gives af Jesus, viser klart, at han ikke var et fuldkomment, et syndefrit Menneske. Og selv om man henviser til, at Evangelierne er nedskrevne længe efter Jesu Død og derfor paa mange Punkter er og maa være fejlagtige, saa maa man tillige regne med, at Døden forsoner, at Døden dækker over saa meget; Fejlene formindskes og glemmes ved Siden af alt det gode og skønne, den døde har udrettet eller sagt. Og saaledes er det ogsaa gaaet med Jesu Eftermæle; de faa, der havde sluttet sig til ham, sørgede dybt og inderligt over Tabet af deres Fører og Lærer; de søgte at mindes det gode, det skønne, det kærlige; og det rent menneskelige, det ukærlige, det ufuldkomne traadte mere og mere i Baggrunden i deres Erindringer om ham. Men til Trods herfor er det dog ikke en lydefri Skikkelse, der træder frem for os i Evangeliernes Beretninger; thi hvor ydmyg, kærlig, hjælpsom og taalmodig Jesus end var i sit Jordeliv, var han dog sandt Menneske, en Menneskesøn, og kunde derfor umuligt være syndefri i den Syndens og Dødens Verden, i hvilken han levede.

Sammenligningen med Jesus som det rene Offerdyr er derfor uholdbar, den maa briste; thi den kan absolut ikke forenes med Evangeliernes Beretninger.

 

Dernæst maa det undersøges, om Jesu Død paa Korset med Rette kan sammenlignes med det jødiske Syndoffer.

– Stænkes det rene Dyrs Blod paa Jāh’us Alter, da soner eller aftvætter Blodet de ofrendes Syndeskyld; udgydes Blodet derimod paa fri Mark, i eller udenfor Lejren, da boler Folket med de onde Aander. –

Saafremt Jāh’u havde sendt Jesus til Jorden, for at han kunde sone Menneskehedens Synder, da maatte, hvis Mose-Lov skulde være sket Fyldest, Jesu Offer være fuldbyrdet foran Tabernaklet og hans Blod være stænket paa Alteret. Men Jesus led Døden udenfor Byen (= Lejren) paa »fri Mark«, hans Blod stænkedes ikke paa Alteret og gjorde saaledes ikke Forligelse (= Soning) for Synden. Efter Loven maatte Jāh’u forkaste et saadant Offer, efter Loven kunde det kun betragtes: som et Offer til de onde Aander (= Skovtrolde).

Altsaa: heller ikke her kan der findes et fast Grundlag, hvorpaa Forsoningsdogmet kan hvile!

 

Men dette Dogme er heller ikke undfanget og født i Jesu Levetid! Ingen af Jesu samtidige saa i ham det fuldkomne Væsen, der af Jāh’u var udvalgt til Sonoffer for Menneskehedens Synder. Præsterne og de skriftkloge betragtede ham som en frafalden, en Oprører, der søgte at tilrane sig Herredømmet over Folket ved at forkynde en Lære, der gik imod den strenge ortodokse Jødetro. Jesu Paastand om Jāh’us Dobbeltvæsen (se pag. 33 i »Vandrer mod Lyset«) bibragte dem den Tro, at han var udsendt af »Løgnens Fader« (= Satan). Og da de store Masser til alle Tider, som oftest uden nogen virkelig dybere Forstaaelse af de religiøse Vedtægter, Dogmer og Ceremonier, slavisk har fulgt de Myndigheder, der varetog den religiøse Kultus, kan det ikke vække Undren, at den store Hob vægrede sig ved at følge Jesus, naar Lederne paa det religiøse Omraade fordømte ham og hans Lære. Og de vedblev derfor at vandre ad de gammelkendte Stier, der var traadt af deres Forfædre under Præsteskabets Ledelse. Og da det rygtedes, at Raadet i Jerusalem stræbte Jesus efter Livet, fordi han kaldte sig »Guds Søn«, rejste der sig en Storm af Vrede og Forbitrelse imod ham. Ingen talte til Gunst for ham, ingen søgte at forsvare ham. Som en Forbryder dømtes han til Døden paa Korset; Raadet dømte ham, Præsterne dømte ham, Folket dømte ham. Og som en Forbryder førtes han udenfor Byen for at lide sin Straf. Kun de faa Venner, han havde vundet sig, Apostlene og nogle Disciple, sørgede over ham og led ved hans Lidelser. Som en forstødt, som en foragtet, haanet og spottet, døde han for sine Ords Skyld.

Som en Forbryders Død, saaledes var altsaa Jesu Død paa Korset. Og ikke een af hans Tilhængere faldt paa den Tanke: at Jesus i det Øjeblik, da hans Legeme udaandede, med sit Blod havde sonet Menneskehedens Synder!

Hvorledes opstod da Forsoningslæren?

Da Paulus, efter sin Omvendelse, fra at have været en Forfølger af Jesu Disciple, blev en ivrig Forkynder af hans Lære, grublede han, der ikke havde kendt Jesus, tidlig og silde over Problemet: Messias og Jesu Sendelse til Jorden. Apostlene, der, efter deres første Møde med Paulus, ikke stolede paa hans Omvendelse og ikke altid kunde genkende den elskede Mester eller hans Ord i Pauli Forkyndelse, holdt sig fjernt fra ham. Og Paulus, der ikke yndede Peter, vilde i sin Stolthed ikke henvende sig til de »stormægtige« Apostle; han var derfor henvist til sine egne Grublerier og søgte gennem det, han havde hørt, og det, han hørte rundt om blandt Folket, at danne sig et Billede af Jesu Væsen. De faa Samtaler, som han i Aarenes Løb havde med nogle af Jesu Apostle, gav ham ikke noget virkeligt Udbytte, da Samtalerne nærmest drejede sig om de Stridigheder, der var opstaaet Blandt Apostlenes og Pauli Tilhængere paa Grund af de forskellige Forkyndelser om Jesus og de forskellige Udlægninger af hans Ord og Handlinger. Det Billede, Paulus saaledes dannede sig af Jesus, stod i mange Henseender i Modstrid med de virkelige Forhold; og, skønt han, der led af en svag Tilbøjelighed til at stamme, særlig naar han blev ivrig, dog havde Ordet langt bedre i sin Magt, end Apostlene havde, formaaede han ogsaa langt bedre end disse, gennem velformede Taler (senere hen gennem sine Breve) at paavirke Folket og paatrykke det sin Opfattelse. Og under hans mange Forsøg paa at bringe Jesu Ord og Handlinger til fuld Forstaaelse, samt bringe dem i Samklang med Profetierne om Messias, modnedes langsomt den Tanke hos ham: at Jāh’u havde sendt Jesus til Jorden, for at han ved sin Død kunde sone Menneskenes Synder og saaledes blive en Midler (Mellemmand) mellem Jāh’u og Menneskene. Men Paulus, der gennem sin Opdragelse fuldtud var fortrolig med de jødiske Offerhandlinger, saa klart, at Jesu Død udenfor Byen ikke kunde bringes i Overensstemmelse med Reglerne for Soningsofrene i Mose-Lov. Men han kunde dog ikke slippe denne Tanke, og til sidst mente han i Jesu Opstandelse og i hans Færd ved Afskeden med Apostlene efter Paaskemaaltidet3 at finde en Begrundelse for Rigtigheden af sin Antagelse.

Sit Brød og sin Vin havde Jesus givet sine Ledsagere den sidste Stund, de var samlede før hans Domfældelse; hvad kunde der ligge i denne Handling andet end en billedlig Hentydning til hans nære Død, en Død, der var ham beskaaret til Frelse for al Verdens Synder? Med sit Legeme og sit Blod skulde han gøre Forligelse paa en ny Maade. Jāh’u havde sikkert givet ham i Opgave at slette den Pagt, som han i en fjern Fortid gennem Moses havde indgaaet med Israels Folk, og paa hans Vegne indgaa en ny Pagt, der skulde blive en Genløsning, ikke alene for Israels Folk, men for al Verden.

Men hvorledes skulde han forklare sig dette: at Apostlene drak den Vin, som Jesus rakte dem, thi Loven forbød at æde Blodet! Og de spiste det Brød, som han gav dem; men Loven bød, at Syndofferdyrets Kød skulde opbrændes udenfor Lejren!

Og Paulus grublede videre over sit Problem; thi han vilde forstaa Jāh’us Hensigt med Jesu Sendelse. Han granskede derfor de gamle Mosebøger og Profeternes Ord om Messias, og langsomt formede han ud af Skriften en Tankeopbygning, der skulde forsvare Udlægningen af Jesu Død som en Soningsdød:

Da Jāh’u befalede Moses at bygge ham et Paulun med alt Tilbehør, gav Love for de forskellige Ofringer o. s. v., var alt dette kun Afbilleder af det virkelige, det sande, det, der fandtes i Himlen hos Jāh’u. Og den Pagt, han saaledes gennem Moses indgik med Israels Folk, skulde kun være midlertidig, indtil han sendte een, der var større end Moses, større end alle Englene, og som for alle Tider kunde bringe et lydefrit Offer ind i den sande Helligdom (d. v. s. Himlen), der var Forbillede for de jordiske Afbilleder. Da Tidens Fylde kom, sendte Jāh’u sin Søn, for at denne skulde afløse det aarlige Syndoffer ved een Gang for alle: at bringe sig selv til et lydefrit Offer for al Verdens Synd. Som Ypperstepræst var han gaaet ind i Helligdommen for at yde sit Offer. – Som en Ypperstepræst?? – Men Jesus var af Juda Stamme, ikke af Levi!! (Præstestammen). Atter maatte Paulus søge at finde et Støttepunkt for sin Antagelse. Og han fandt det i Abrahams Møde med Kong Melchisedek, der var den højeste Guds Præst, han »som ejer Himmel og Jord« (1. M. B. 14,18–19). Melchisedek var Jāh’us Ypperstepræst før Aron og Levitterne, og Jesus var »Ypperstepræst paa Melchisedeks Vis« (Sal. 110) efter den Højestes Udvælgelse og maatte saaledes staa over den levitiske Præstestand: thi hans Præstedømme er uforgængeligt, fordi han er i al Evighed.

Men for at kunne bringe sig selv som Offer maatte Jesus fornedre sig og komme i Kødet d. v. s. blive Menneske, og hans Menneskeliggørelse (d. v. s. hans Kød) blev Forhænget til det Allerhelligste (d. v. s. Himlen). Ved sin Død gik han gennem Forhænget og gjorde saaledes Vejen fri til det sande Paulun, saa at alle kunde følge efter ham (Jesu Død = Kødets Tilintetgørelse d. v. s. Forhængets Fjernelse). Og efter at have bragt sig selv som Offer een Gang for alle, tog han ved sin Opstandelse Sæde ved den højre Side af Jāh’us Trone, hvor han i al Evighed skulde gøre Præstetjeneste i det sande Paulun, som Jāh’u og intet Menneske havde rejst.

Som den udvalgte, den salvede, maatte Jesus have været vidende om sin Mission, og han havde sikkert billedligt søgt at tilkendegive dette for Apostlene ved sin Afsked med dem: 1) da han gav dem at drikke af sin Vin (= Blod), »thi alt Køds Sjæl er dets Blod«; Jesu Sjæl var i Blodet (= Vin), og ved Nydelsen smeltede den sammen med Apostlenes Sjæle (= Blod), hvorved de rensedes og helliggjordes; (»deres Hjerter stænkedes rene ved hans Blod«) – og 2) da han gav dem af sit Brød = Legeme (eller Kød), hvis nærforestaaende Tilintetgørelse betød Bortfjernelsen af Forhænget for det Allerhelligste. Men ved Nydelsen af Brødet (= Jesu Legeme) blev Apostlene, aandelig set, helliggjorte og derved værdige til at træde ind i Helligdommen ad den Vej, han aabnede for dem ved sit Køds Tilintetgørelse (= Forhængets Borttagelse4). – Og i sine Tanker formede Paulus Ordene: Som Jesus gav sine Apostle af sit Brød og sin Vin, gav han sit Legeme og sit Blod til aandelig Mad og Drikke for sine; ja han gav sig til Syndoffer, et Tegn paa en ny Pagt mellem Herren og os5. (Se Noten pag. 70 i »Vandrer mod Lyset«.) Og ud fra denne Sammenhæng mente Paulus, at han kunde forsvare Nydelsen af Vinen (= Blod) og Brødet (= Kød el. Legeme), naar det betragtedes som et Sindbillede, en aandelig Tilkendegivelse af, at Apostlene og med dem alle, der troede paa Jesus som Messias, var helliggjorte ved Ofringen af Jesu Legeme og Blod een Gang for alle. –

For at kunne have et klart Overblik over de store Uoverensstemmelser, der er mellem de gamle jødiske Offerskikke efter Mose-Lov, Jesu Korsfæstelse og Pauli Udlægning af Jesus som Ypperstepræsten, der bringer sig selv som Offer, maa man stille disse tre Punkter op mod hverandre.

 

 

Pauli Udlægning.

Jesu Menneskeliggørelse lignes med Forhænget til det Allerhelligste. Jesus var Ypperstepræst paa Melchisedeks Vis efter Guds Udvælgelse. Som Ypperstepræst gik han ind i Helligdommen og gav sig selv een Gang for alle til et lydefrit Offer. Jesu legemlige Død lignes med Forhængets Bortfjernelse, hvorved Indgangen til Himlen bliver fri for enhver, der ved Troen følger i hans Fodspor. Ved Afskeden med Apostlene gav han en billedlig Fremstilling heraf, idet han gav dem af sin Vin (= Blod) og af sit Brød (= Legeme); ved Nydelsen helliggjordes Apostlene og blev derigennem værdige til at følge ham. –

 

Altsaa Pauli Udlægning er en fuldstændig aandelig Omskrivning af de faktiske Forhold. Som lydefri Aand – ikke som syndefrit Menneske – ofrer han sig selv til en evig Forløsning. Det var i Sandhed vanskeligt for Jøderne at acceptere denne Forklaring, skønt den var underbygget med Citater fra og Henvisninger til de gamle Skrifter. (Se Hebræerbrevet.)

Enhver kan se, at Pauli Udlægning ganske omstøder de gamle Offerhandlinger; derfor maatte Jesu Død efter dette ogsaa blive »en ny Pagt« mellem Herren og Folket. Som en anden Moses indstiftede Paulus saaledes en Pagt mellem Jāh’u og Menneskene, en Pagt, der ikke alene skulde gælde Israels Folk – men al Verden!

Men, naar Jāh’u nu havde sendt sin Søn i Menneskeskikkelse til Jorden for ved en frivillig Død – der skulde udlægges fra et aandeligt Standpunkt – at sone Menneskehedens Synder, hvorfor talte Jesus saa ikke selv med rene Ord om sin Mission? Jāh’u havde tidligere i Folkets Historie, f. Eks. gennem Moses, givet saa tydelige og minutiøse Love for sit Pauluns Indretning, for de mange forskellige Offerhandlinger o. s. v., o. s. v., saa det maatte være ham en let Sag gennem Jesus – Sønnen, der var større end Moses, ja større end alle Englene – at give Menneskene nøje Besked om Grunden til hans Sendelse. Og i et Tilfælde som dette, der var af en saa gennemgribende Betydning for den hele Menneskehed, maatte det være Jāh’u særlig magtpaaliggende at gøre Menneskene forstaaelig: at Jesu Død paa Korset var et Soningsoffer, der for bestandig skulde afløse de gamle Ofringer. Og formaaede Jāh’u ikke at give klar og tilstrækkelig Oplysning herom gennem Jesus selv, hvorfor valgte han saa ikke en af Apostlene dertil? De, der havde kendt Jesus, de, der havde hørt ham og fulgt ham, maatte da være selvskrevne til at udlægge Jesu Mission. Hvorfor valgte Jāh’u en, der ikke havde direkte Kendskab til Jesus og hans Lære? Hvorfor skulde det først aabenbares for Menneskene, saafremt en eller anden ved et rent Tilfælde fandt paa at løse denne meget dunkle Gaade?

Tænker man nøjere herover, melder det Spørgsmaal sig straks: mon Paulus ikke var selvbestaltet Udlægger af Jesu Død, og mon ikke han, der gav de gamle Offerlove i Jāh’us Navn, ligeledes var selvbestaltet, d. v. s., at det, som disse to var Talsmænd for, ikke skrev sig fra den højeste Guddom, fra ham: der ejer Himmel og Jord.

For at kunne klare dette Spørgsmaal, maa man først undersøge, hvem Jāh’u var, og dernæst, om denne Jāh’u var og er identisk med den sande, den eneste, den levende Gud.

Fra det gamle Testament maa Besvarelsen af Spørgsmaalet hentes.

Jāh’u var Jødernes Gud; i Modsætning til de omboende Hedningestammer havde Israels Folk kun een Gud. I religiøs Henseende skulde Jøderne saaledes staa over de Folkeslag, der tilbad de mange Guder; men den Gudeskikkelse, der træder os i Møde i de jødiske Overleveringer, er rent menneskelig i sine Følelser og i sin Handlemaade. Lig en Menneskefyrste eller Menneskekonge træder han frem for os. Hans Love er Udslag af Mennesketanker, de Ceremonier, som han kræver udført, bunder i menneskelig Højhedsfølelse; han vredes, han er vennesæl, han uddeler rige Gaver (Krigsbytte), han udvælger sig et Ejendomsfolk, han byder sit Folk at føre Krig mod de omboende Folkestammer og at udrydde dem, han overgiver Fjenderne i sit Folks Hænder o. s. v., o. s. v. Og naar hans Folk søger til andre Guder, ikke ærer ham nok, da angrer han i sin Vrede og Forbitrelse det gode, han har gjort; han forhærder Menneskenes Hjerter og tager blodig Hævn over de genstridige og de ulydige.

Denne Jāh’u viser klart Jødernes aandelige Standpunkt paa de Tider, fra hvilke disse Betragtninger af og Forestillinger om Guddommen skriver sig. Deres Gudsbegreb naaede saaledes ikke ud over det rent menneskelige. Deres Gud var kun et menneskeligt Afbillede, og dette menneskelignende Væsen møder vi overalt i de gamle Skrifter. Men glimtvis, bagved Jāh’u, skimtes et højere Væsen. Flere Steder findes svage Glimt af en mere fuldkommen Guddom, der fremtræder i afgjort Modsætning til Jāh’u.

Lad os fremdrage nogle Eksempler, der kan belyse Modsætningen og Forskellen mellem disse. Han, der siger: du maa ikke ihjelslaa, er ikke identisk med ham, der siger: jeg vil give dine Fjender i din Haand. Han, der siger: »Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofringer; jeg er mæt af Brændoffer, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser, Lam og Bukke. Hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke . . . eders Hænder ere fulde af Blod«, han er ikke den samme som han, der kræver blodige Ofringer, »sød Lugt« og Ceremonier. Han, om hvem der siges: »Og Gud angrede det onde, som han havde talet om at han vilde gøre dem, og han giorde det ikke«, er ikke identisk med ham, om hvem der siges: »Men du vor Gud er god og sanddru, langmodig og regerer alle Ting med Barmhjertighed . . . at forstaa din Magt er Roden til Udødelighed«. Han, om hvem der siges: »I sin Vrede slaar han dem, i sin Naade forbarmer han sig over dem«, er ikke identisk med ham, om hvem der siges: »Visdommen og Kraften er hans, han aabenbarer de dybe og skjulte Ting, han ved, hvad der er i Mørket, og Lyset bor hos ham!« –

Altsaa i de gamle Skrifter findes der forskellige Guddomme under Betegnelsen Jāh’u eller Gud. Men de Beretninger, der peger ud over en menneskelignende Guddom henimod en større, viser henimod den sande, den ophøjede Gud.

Kan nu den vægelsindede, vredagtige Jāh’u, der kræver en ceremoniel Tilbedelse og paabyder blodige Ofringer, have sendt Jesus, for at han ved sit Offer kunde afløse de gamle Syndofferhandlinger? Der er en Mulighed for, at det kunde være ham, men da maa det undersøges, om denne Handling gør Jāh’u større, om den hæver ham ud over det menneskelige og derved bringer ham i Samklang med den højere Guddom, den skjulte Gud, der skimtes bag ham.

Ved de tidligere Undersøgelser er det konstateret, at Jesu Offerdød, sammenlignet med Syndofferhandlingen i Mose-Lov, er uholdbar, samt at Jāh’u efter Loven maa forkaste et saadant Offer. Det bliver derfor Pauli Udlægning, der omskriver Jesu Død til at blive Udtryk for en aandelig Betragtningsmaade og saaledes tilsyneladende hæver Offerhandlingen op i et højere Plan, som maa lægges til Grund for den fortsatte Undersøgelse. Men for at man fuldtud kan være retfærdig, maa der her anvendes en Sammenligning med de jordiske, de menneskelige Forhold; ellers kan det ikke ses, om Jāh’u er bleven større, om han staar over det menneskelige i denne sin Handling:

 

En Fader har mange Børn; blandt disse er der en Søn, men kun een eneste, der i sit Væsen er et fuldendt Udtryk for en kærlig, opofrende, lydig og lærvillig Søn; alle de andre Børn er mer eller mindre vanartede: letsindige, ulydige, dovne, opsætsige, altid stridbare, altid uenige. Paa mange Maader har Faderen forsøgt at retlede sine Børn, at stifte Fred imellem dem, at bringe dem til at arbejde og til at være lydige. Men intet har hjulpet, de vil ikke høre og følger derfor ikke hans Anvisninger. Faderen kalder da paa den kærlige og lydige Søn og siger: »Se, du er den eneste af alle mine Børn, der er som et Barn skal være, derfor er du ogsaa min kæreste Søn; men dine Søskende er vanartede, og de følger ikke mine Raad og Formaninger, intet kan forbedre dem. Men nu vil jeg give dig alle de Stokkeslag, som dine Søskende egentlig burde have, og som de ærligt fortjener. Jeg vil lade Naade gaa for Ret og straffe dig, og den Ydmyghed, hvormed du gør dig til dine Søskendes Stedfortræder og modtager deres Straf, skal sikkert forbedre dem; thi de vil glæde sig over at være gaaet fri af Straffen, de vil elske dig og søge at gaa i dit Fodspor; og gennem den Straf, som jeg giver dig, der er uden Skyld i deres Forseelser, vil jeg finde en Udløsning for min Vrede imod dem.«

Mon en saadan faderlig Handling vilde blive efterfulgt af de øvrige Børns Forbedring? Og hvilken Menneskesøn, selv den bedste, den kærligste, vilde bøje sig for sin Faders Ønske og som Stedfortræder bære sine Søskendes Straf? Og hvad vilde andre Mennesker – Fædre og Mødre – sige, naar de hørte om en Fader, at han vilde forbedre sine Børn paa denne Maade?

Men hvis denne Fader nu gik et Skridt videre og bød, at den kærlige og lydige Søn skulde have sit Liv forbrudt for de øvrige Børns Forsyndelser, og hvis Sønnen i sin Kærlighed til Faderen og til sine Søskende frivillig havde bøjet sig og givet sit Liv for at sone sine Søskendes Synder – hvad saa? Hvad vilde andre Fædre og Mødre sige eller gøre? Mon en saadan Handlemaade ikke vilde vække deres Harme og Afsky mod en saa unaturlig Fader? Mon de ikke hurtigst muligt vilde gøre ham uskadelig ved at fratage ham Fadermyndigheden? Ingen Mennesker vilde i deres Samfund taale en saadan Fader, ikke een eneste vilde højagte ham eller takke ham derfor.

Altsaa: intet Menneske (her tales kun om Mennesker fra civiliserede Samfund) vilde finde sig i en saadan Handlemaade, hvis den fandt Sted i deres Midte!

Men det er denne Handlemaade, der tillægges Jāh’u. Og selv om Pauli Udlægning skal forstaas ud fra en aandelig Opfattelse, saa bliver dog Jesu Korsfæstelse staaende som en virkelig Kendsgerning, der ikke paa nogen Maade lader sig bortforklare; Korsfæstelsen er sket, hvad enten den skal betragtes fra et jordisk eller et aandeligt Synspunkt. Denne Jesu Dødsmaade maa altsaa, hvis Pauli Udlægning skal lægges til Grund for Opfattelsen af Jesu Mission, være forud bestemt af Jāh’u og sanktioneret af Jesus, inden han kom i Kødet, d. v. s. blev Menneske. Hvad ingen jordisk Fader og Søn vilde indlade sig paa, det tillægger Menneskene uden videre deres Guddom!

Altsaa: hvis Jāh’u har sendt Jesus, for at denne kunde bringe sig selv som Sonoffer for Menneskeheden, da er Jāh’u gennem denne Handling bleven ringere, end han var paa det Tidspunkt, da Mose-Lovene blev til; thi den Gang krævede han dog kun Dyreofringer for at tilgive Menneskenes Synder og Overtrædelser; men ved Jesu Sendelse krævede han et Menneskeliv! Den Guddom, der handler saaledes, er i Sandhed langt ringere end et Menneske og paa ingen Maade værdig til Menneskenes Ærefrygt, Tillid eller Kærlighed.

Jāh’u kan derfor ikke have sendt Jesus for at indstifte denne „nye Pagt.“ –

Men naar det ikke er ham, hvem er det saa? For det er ganske udelukket, at det kan være den mere ophøjede Guddom, som, skønt overskygget af den menneskelignende Jāh’u, dog af og til kommer til Syne i de gamle Skrifter. Der kan ikke være nogen som helst Tvivl om, at et Væsen, der er højt hævet over Jāh’u, ikke kan gøre sig skyldig i en Handling, der endog sætter Jāh’u under det menneskelige Niveau. Og at det ikke er denne »skjulte« Guddom, der har sendt Jesus til at være Syndoffer, er let at se; thi han siger: »Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofringer; jeg er mæt af Brændoffer, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser, Lam og Bukke! Hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke . . . eders Hænder ere fulde af Blod!« Og han siger: »Du maa ikke ihjelslaa!« – Denne Guddom, der giver et langt bedre Udtryk for den sande, den levende Gud, og som staar højt over det menneskelignende Fantasi-Foster Jāh’u, han vil ingen Sinde handle imod sit eget Væsen, der er Sandhed, Renhed og Retfærdighed. Han siger ikke først til Menneskene: jeg væmmes ved eders Ofringer – for derefter at sende sin elskede Søn til Sonoffer for deres Synder! Han siger ikke først til Menneskene: I maa ikke ihjelslaa! – for derefter at sende sin elskede Søn til dem med det Paabud: at han frivillig skal lade sig slaa ihjel! –

 

Men naar man nu af Skrifterne ser, at Moses taler i en menneskelignende Guds Navn, maa saa ikke Moses staa for Eftertidens Slægter som en selvbestaltet Pagt- og Lovindstifter? Thi hvilket aandeligt udviklet Menneske kan i Sandhed og med Tillid se op til, elske og tilbede en Guddom, der i sit Væsen ikke staar højere end et Menneske, og som mangt et Menneske, i sin Tænke- og Handlemaade, har vist sig at være langt overlegen. Maa man ikke af de Meddelelser, der findes om denne Jāh’u, drage den Slutning: at han kun kan være Udtryk for de dalevende Jøders højeste Forestilling om et guddommeligt Væsen? Og Moses, der gør Fantasiguden levende for Israels Folk, maa derfor have handlet ud af sin egen Magtfuldkommenhed – thi han taler ikke i den sande, den levende Guds Navn!

Og Paulus, der taler som Udsending fra en Guddom, der ved sin Handlemaade: at sende en elsket Søn til Menneskene, for at han kan blive et Sonoffer for deres Synder, er ringere end Jāh’u, ringere end et Menneske, er han ikke en selvbestaltet Udlægger af Jesu Mission og Død, og er han ikke ligeledes en selvbestaltet Indstifter af en »ny Pagt«? Han handler, som Moses, ud af egen Magtfuldkommenhed – thi han taler ikke i den sande Guds Navn!

Paa den anden Side kan man ikke være i Tvivl om, at en Guddom maa have sendt Jesus til Menneskene; thi at han havde en Mission at udføre, derom vidner de Ord af hans Lære, der gennem Evangelierne er overgivet til Eftertiden. Men selv om den Lære, der findes dér, paa mange Punkter er mangelfuld, flere Steder er forvansket og i høj Grad skæmmes af senere Tiders Tildigtning, der søger at faa den til at stemme overens med Pauli Udlægning, eller som skal danne Grundlag for Paastanden om Jesu Guddommelighed, saa er Jesu egne Ord dog langt bedre i Samklang med den Guddom, som ogsaa han skimter bag Jāh’us Skikkelse. Men Jesu Ord giver større Kendskab til og bedre Udtryk for den »skjulte« Gud; thi han lærer Menneskene, at de i ham har en kærlig, en forstaaende Fader, lærer dem, at Bønnen til ham ikke skal plapres frem med Læberne, men komme fra Hjertet; han lærer dem, at det første og det sidste Bud: er Kærlighed til Gud, Kærlighed til Næsten; han viser Menneskene, at den, der gør Faderens Villie, er eet med ham. – Hans Lære er langt enklere, langt skønnere end den gamle Jødetro; thi han paabyder ikke, i sin Guds og Faders Navn, Ceremonier eller Ofringer6 for at tækkes Herren, eller for at den ofrende, ad den Vej, kan opnaa Tilgivelse for sine Synder.

Men naar man har set, at Jesu Lære staar langt over det, der før hans Tid stod for Menneskene som det højeste, der kunde tænkes om Himlens og Jordens Ophav og Herre, saa bør man ogsaa deraf kunne slutte, at Jesus efter al Sandsynlighed maa være Udsending fra og Talsmand for – den skjulte, den endnu ukendte Gud. – Men er man naaet saa langt i sin Forstaaelse af Jesu Sendelse, saa bør man ogsaa fuldtud forstaa: at denne kærlige Gud og Fader ikke har sendt sin Søn til Jorden, for at han i Menneskeskikkelse kunde bringe sig selv som et Syndoffer for al Verden! Ja, alle bør kunne forstaa: at et i alle Maader fuldkomment guddommeligt Væsen, der er højt, uendelig højt hævet over alt det menneskelige, saa højt, at ingen Mennesketanke kan fatte Hans dybe Kærlighed og grænseløse Barmhjertighed, ja, saa højt, at intet Menneskeord kan give Udtryk for Hans Væsens Højhed og Renhed, ikke kan handle imod sig selv, imod sine egne Love, og at Han i Sandhed ikke har sendt Jesus til Syndoffer – hverken paa den ene eller den anden Maade! –

 

Men hvad gik da Jesu Mission ud paa?

Jesus sendtes til jorden for at lære Menneskene: at elske den sande Gud af hele deres Hjerte, Sjæl og Sind, og at elske deres Næste, som de elsker sig selv; han sendtes til Jorden for at lære Menneskene: at leve i indbyrdes Fred og Fordragelighed, han sendtes til Jorden: for at løse Jødefolket ud af Mose-Lovenes tyngende Baand; og han sendtes til Jorden for, om det var muligt, som Menneske: at fatte Medlidenhed i sit kærlige Hjerte med den Mørkets Aand, Menneskene kaldte Satan, og i Kraft af sin Medlidenhed at bede for hans Løsning fra Mørkets og Syndens Magt.

Det var Jesu Mission, Jesu Gerning, som Messias at give Menneskene Kendskab til Guds Faderlighed, og ved sin Medlidenheds og Kærligheds Bøn at nedbryde Mørkets Magt over den faldne Broder, at smelte hans hadefulde og trodsige Sind og bringe ham tilbage til Faderhjemmet, og derved fjerne den Hindring, som han i utallige Tider havde været for Menneskene paa den Vej, der fører til Forstaaelsen af Gud som den kærlige, milde og barmhjertige Fader, hvis Væsens Højhed, Renhed og Fuldkommenhed ikke kan udtrykkes i Menneskeord eller formes af Mennesketanker. –

Jesus formaaede ikke at bede7 for Mørkets Fyrste og Tjener, hvorfor han heller ikke helt formaaede at fuldføre sin Opgave. Den faldne Broder kæmpede imod ham. Og menneskene forstod ham ikke! I deres blinde Had til ham, der talte imod de gamle Overleveringer, og i deres taabelige Uforstand: ikke at ville lære det nye at kende – haanede, spottede og fordømte de ham, der vilde bringe dem nærmere til deres Gud og Fader, ham, der vilde lære dem: at blive renere, kærligere og mindre stridbare. Og som en Forbryder dømtes han til Døden paa Korset! Raadet dømte ham, Præsterne dømte ham – Folket dømte ham!

Menneskene selv gav ham Døden!

Menneskene selv gav ham Døden! Og har man gjort sig skyldig i en slet og uretfærdig Handling, da søger man gerne paa alle Maader at besmykke den, for at den kan tage sig bedre ud! Men hvor mange Udsmykninger man end søger at dække den med, saa bliver den dog ikke skønnere eller mere ophøjet. Langt bedre er det at se Sandheden i Øjnene, erkende sine Fejl og onde Gerninger og søge ved Sorg og Anger at raade Bod paa det skete, saa at Handlingen ikke gentages.

Menneskene handlede ilde med Jesus, og efter hans Død, da de begyndte at forstaa, hvilken kostelig Lære han havde givet dem, da vaskede de deres Hænder og skød Skylden over paa deres Gud, deres Fader, i hvis Navn Jesus havde talt! Og Eftertidens Slægter fortsatte, hvor Jesu samtidige endte8; flere og flere Forsiringer hængte de skjulende og dækkende over den onde Handling. Og alle disse Udsmykninger, alle disse tilsyneladende saa skønne Prydelser, skabte i Tidernes Løb talrige Stridigheder, Skændsmaal og Voldshandlinger! –

I de Aarhundreder, der er rundne siden Jesu Korsfæstelse, har de kristne Menigheders Ledere, skriftkyndige og Myndigheder rejst en, som de selv mener, saare skøn Kirkebygning. Men de har glemt at regne med den aandelige Udvikling, som ethvert Menneske er underkastet. Flere og flere Røster hæver sig imod den, flere og flere Hænder søger at fjerne de dækkende Udsmykninger eller at rokke ved Bygningens Sten.

Bygningen vakler! En yderligere Udsmykning eller Afstivning er umulig; thi Bygningen hviler paa Sand – og Sandet skrider!

Hvad kan der gøres for at standse dens Fald?

Intet! – Bygningen er dødsdømt, før eller senere falder den! –

Men var det saa ikke langt bedre, langt værdigere, om de kristne Menigheders Ledere – Præsterne og de skriftkyndige – samlede sig til en enig Optræden; sammenkaldte deres Menigheders Medlemmer og gav dem Meddelelse om Bygningens nærforestaaende Fald? Det er menneskeligt at fejle, og den, der erkender sin Fejltagelse, kan opnaa Tilgivelse; men han, der søger at dække over Fejlen, naar den er opdaget, han maa bære Ansvarets tunge Byrde!

 

Menneskenes sande Gud, deres Aands Fader har sendt sine jordiske Børn et Budskab, Han har gennem sine Udsendinge vist dem, at deres Kirkebygning staar for Fald; Han har kaldt paa Kirkens Myndigheder, Han har kaldt paa alle sine Børn! Ja, Han har ikke alene kaldt, Han har tillige bygget dem et nyt, et større og langt skønnere Paulun, i hvilket Han selv har taget Bolig. Portene til Hans Paulun staar aabne, og Han byder alle velkommen i sin Bolig!

Men Vejen dertil er endnu skjult for de blinde, den er skjult for dem, der endnu ikke har tilgivet den Broder, der faldt i Tidernes Morgen, og som nu er vendt tilbage til vor Faders Hjem, hvor han afventer Menneskenes Tilgivelse.

Naar de kristne Menigheders Ledere og Myndigheder har formaaet at lade Medlidenhedens Taarer smelte Isen om deres Hjerter, naar de fuldt og helt har tilgivet ham – da falder Bindet fra deres Øjne, da bliver de seende. Og de, der er blevet seende, vil skynde sig med at føre deres Menigheder bort fra det vaklende Hus ind i Guds egen Bygning.

Men begynder Menighederne selv at vandre ud, at fjerne sig fra Kirkens Lære, da bliver de Ledende tilsidst ene derinde; thi han, der har fundet Vejen til vor Faders eget Paulun, han vender ingen Sinde tilbage, han vil frygte for at knuses under den hældende Bygning, og han vil fryde sig over at have fundet et Fristed, et Hvilested; thi Skylregnen vil falde, Floderne vil stige, Vindene vil blæse og slaa imod det vaklende Hus, og det vil falde, og dets Fald vil blive stort! – thi Huset er bygget paa Sand, og Sandet skrider! –

»Jeg, der engang levede blandt Menneskene som Saul fra Tarsus, er for nylig vendt hjem fra et nyt Jordeliv iblandt eder. Ved min Hjemkomst paalagde vor Fader mig at tage Grundstenen bort under det Hus, som I Mennesker har bygget op paa min egenmægtige Udlægning af Jesus fra Nazareths Død.

Endnu svag efter det nylig afsluttede Liv, bad jeg vor Fader om Hjælp til at udføre denne Gerning, og nogle af mine Brødre fulgte mig til det Menneske, der er Midler mellem os og eder. Ved mine Brødres Hjælp – thi de har forstærket og klargjort mine Tanker – har jeg nu udført det Hverv, som vor Fader har paalagt mig.

Maatte I blive seende og følge mine Ord! Men eet skulle I vide: hvad jeg dengang gjorde, det gjorde jeg, fordi jeg af hele mit Hjerte elskede Jesus fra Nazareth. Jeg vilde gøre ham større, end han var! Tilgiv mig; thi jeg handlede af Kærlighed. –

Men I, der, ligesom jeg, elsker vor Broder, skynd eder at lytte til mine Ord, skynd eder at gøre min og eders Forsyndelse god, at det Budskab, som vor Fader har sendt eder, maa bære rige Frugter. Vor Fader vil takke eder, vor Broder vil takke eder, og jeg, der engang var Saul fra Tarsus, vil takke eder af mit ganske Hjerte, Sjæl og Sind!“