44.

Da det er en kendt Sag, at Jøderne i ældre Tider ofrede Mennesker, hvorfor staar der saa i »Forsoningslæren og Genvejen«: at Jah,u ikke tidligere – før Jesu Korsfæstelse – havde krævet Menneskeliv som Offer?

 

Længe før den saakaldte Mose–Lov blev optaget af og fulgt af Hebræerne, var Menneskeofringer – særlig Børneofringer – en almindelig Skik hos dette Folk, som det var Skik hos saa mange andre Folkeslag. Men disse Ofringer havde hos Hebræerne intet at gøre med en Soning af Folkets Synder. Børneofringer skete hovedsagelig, for at Børnenes Sjæle kunde være Hjemmenes Vogtere og sikre Beboerne Held og Lykke i Livet. Men de blev ogsaa foretaget for at sikre et godt Resultat af et eller andet stort Bygningsværk, f. Eks. den første Mur uden om Jerusalem. Som Takoffer, fordi Guddommen havde skænket Kongen eller Hærførerne Sejer i Kampene mod Landets Fjender, blev baade Børn og voksne ofrede. Disse Skikke varede ved i flere Aarhundreder, efter at »Mose–Loven« var bleven Hebræernes Rettesnor for deres Offerhandlinger; men efterhaanden døde de langsomt ud. –