Kommentar XXX

XXX

Legenden om Pinseunderet maa tilskrives den Angest og Forfærdelse, som et paa et usædvanligt Tidspunkt pludselig opstaaende Uvejr fremkaldte hos de frygtagtige, overtroiske og fanatisk ophidsede Folk.

Gud, der til alle Tider og paa mange Maader har søgt at vende den Ældstes onde Anslag til det bedst mulige, lod virkelig Apostlene tilflyde en større aandelig Styrke gennem deres stærke Tro og faste Tillid  —  men først i den Stund, da deres Tanker ved den inderlige Takkebøn mødtes med Guds Tanke135.

Disciplenes løgnagtige Forklaring af det skete til Simon Peter skabte en Bevægelse  —  Tungetalen  —  der som bekendt endnu den Dag i Dag hverver Proselyter blandt eksalterede og nervøst hysteriske Mennesker; en Bevægelse, der absolut ikke har nogen som helst Berettigelse, da opfanatiserede Mennesker aldrig kan tænke eller tale med tilstrækkelig fyldestgørende Klarhed og Myndighed. Mennesker, der kritikløst magtstjæles af „Tungetalen“, drager som Regel Mørket136 til sig og til deres Omgivelser, hvorved de hyppig bereder sig selv og andre store aandelige Lidelser. Lyset derimod vil strømme stærkere og renere til de Mennesker, hos hvem den religiøse Tro, uden al Egenkærlighed, Dømmesyge og Selvretfærdighed, viser sig som en urokkelig Tillid til Gud i Forbindelse med uegennyttig Kærlighed til og dyb Medlidenhed med alle ulykkelige og lidende. Disse Mennesker vil kunne yde deres Medmennesker en virkningsfuld aandelig Trøst og Styrke gennem velformede Taler, baserede paa klare, følgerigtige og fyldestgørende Tanker.