2.
Hvorfor hvilede det Arbejde, som indledede »Vandrer mod Lyset«s Fremkomst, paa et spiritistisk Grundlag, naar Spiritismen i sin Helhed ikke anerkendes efter de guddommelige Love?
De saakaldte okkulte eller spiritistiske Fænomeners første Indtræden i den jordiske Verden skyldes de Ældste, som paa utallige Maader søgte at vinde Herredømmet over ubefæstede Menneskesjæle. Slægt efter Slægt har kendt og anerkendt disse Fænomener. Og lige fra de ældste Tider kan man i gamle Skrifter — i høj Grad ogsaa i Biblen — finde Beretninger om forskellige Arter af Begivenheder, som alle gaar ind under Betegnelsen: Okkultisme, eller, mere moderne: Spiritisme. Men det siger sig selv, at Gud ikke paa nogen Maade har ønsket eller har billiget Begivenheder, der skulde være Beviser paa en oversanselig Verdens Indgriben i den synlige, naar Fremgangsmaaden for disse Beviser var givet af de Ældste paa Basis af Mørkets Kræfter.
Forbindelsen mellem Gud og Mennesker eller mellem Lysets Aander og Mennesker, har, lige fra den Stund, da Gud gav Mennesket det aandelige Liv, bestandig hvilet paa Inspiration og Intuition, samt paa spontane Tankeindskydelser og spontan Fremtræden af Lysets Aander for Menneskers Øjne.
I det I9de Aarhundrede, da Interessen for Kommunikation med det Hinsidige paa ny kom stærkt frem, tænkte Gud sig den Mulighed, at Han, ved at oprette en mere direkte Forbindelse end hidtil mellem Lysets Aander og enkelte udvalgte Mennesker, ad denne Vej hurtigere kunde vinde Ardor og de jordbundne Aander tilbage. Og, ligeledes gennem denne mere direkte Forbindelse, tillige faa Jordens astrale Omgivelser renset for store Dele af det dér hvilende Mørke. Grunden til Guds Beslutning var den: at Tidsaanden nu var saa moden, at i hvert Tilfælde Tusinder af Mennesker burde kunne forstaa og glæde sig over Oprettelsen af en saadan Forbindelse.
Den Vej, som Gud hidtil havde fulgt, var denne: af og til med længere eller kortere Mellemrum at inkarnere nogle af de Yngste med den Opgave at være Religionsstiftere eller Religionsreformatorer. Dette blev gjort for at give Menneskene Kendskab til den oversanselige Verden, dens Love o. s. v., samt for at lede dem ind paa en sandere og dybere Forstaaelse af Guds Væsen og Hans Forhold til Menneskeheden. Men da de Ældste bestandig søgte at vildlede de inkarnerede Yngste, bestandig søgte at forurene og forvanske de Sandheder, som de Yngste lærte Menneskene, og da de Ældste tillige under deres Inkarnationer ogsaa optraadte som Indstiftere af nye religiøse Retninger — eller ogsaa helt fornægtede Guds Tilværelse — skabte disse Modtræk yderligere Forvirring i Menneskenes religiøse Opfattelse af Gud, af det Hinsidige og af Livet paa Jorden. Thi derved fremstod en Mængde forskellige Sekter og Troesretninger, hvis Tilhængere den Dag i Dag bekæmper hverandre og hver for sig søger at vinde Proselyter for deres Postulater og Dogmer. Men trods alle Modtræk fra de Ældstes Side, vilde den af Gud hidtil fulgte Vej dog engang i Fremtiden, naar Menneskeaanden var bleven mere moden, mere klarttænkende, have ført til det ønskede Maal: En Forkastelse af alle de bestaaende Troesretninger til Fordel for en sand og dyb Erkendelse af Gud, som værende Menneskeaandens Skaber og Fader.
Da Gud imidlertid altid søger at faa det bedst mulige ud af Mørkets onde Anslag, besluttede Han altsaa at bekæmpe de Ældste med deres egne Vaaben — men efter Lysets Metoder. Blandt andre Grunde valgte Gud denne Fremgangsmaade, fordi det Gang paa Gang havde vist sig at være umuligt for de inkarnerede Yngste — paa Grund af det jordiske Mørke — at erindre det Løfte, som de havde givet deres Fader: under Jordelivene at ynkes over deres ældste faldne Broder, at tilgive ham og at bede for ham. Thi saalænge som dette Løfte ikke var sket Fyldest og Ardor saaledes vedblivende var Jordens og Menneskehedens Fyrste, saalænge kunde Fremskridtene for Lysets Sag i religiøs Retning kun blive faa og saa uendelig smaa. Og Gud besluttede da at forsøge »Genvejen«1, for, gennem en mere direkte, mere gennemgribende Vejledning, hurtigere at kunne ordne de kaotiske religiøse Forhold og samtidig vinde Ardor tilbage. Og Gud gav den ældste af de Yngste — Kristus — en Anvisning1 paa, hvorledes dette kunde ske.
Som diskarnerede Væsener — altsaa usynlige for Menneskene — maatte de til dette Arbejde udvalgte Yngste færdes paa det astrale Jordplan, omgivet af tætte Mørkehobe, omgivet af de jordbundne Aander, omgivet af de billedlige Gengivelser og Optegnelser af Menneskers Synder og Forbrydelser. Et over al Maade uhyggeligt og enerverende Liv. Men netop fordi det Liv, som de Yngste her maatte underkaste sig, var saa uhyggeligt og vanskeligt at udholde, havde Gud ikke paa et tidligere Tidspunkt i Menneskehedens Historie valgt denne Fremgangsmaade. Thi den kunde kun blive anvendelig, hvis de Yngste selv vilde sætte alt ind paa at sejre over Mørket. Og da det Tidspunkt nu var indtraadt, da de Yngstes Længsel efter, saa snart som muligt, at naa til et virkelig godt Resultat med Hensyn til Ardor og de faldne Ældste, var dyb og inderlig, vidste Gud, at der var stor Sandsynlighed for, at den vanskelige Gerning nu kunde lykkes.
Da Mørkets Aander saaledes skulde bekæmpes med deres egne Vaaben — okkulte og spiritistiske Fænomener —, gjaldt det først og fremmest om at finde Mennesker, som, overfor Menneskeheden, kunde være Midlere for Kristus og hans Hjælpere. Med dette Formaal for Øje lod Gud efterhaanden en Del andre af de Yngste samt nogle vidt fremskredne Menneskeaander inkarnere, som egnede til dette Formaal.
I »Vandrer mod Lyset« pag. 90—92 fortælles om »Genvejen«s mange Skuffelser og Besværligheder, men Maalet blev dog, trods alle Modtræk fra de Ældstes Side, naaet, inden den af Gud fastsatte Tid var udløben. Men det blev ikke naaet, førend en lang og haardnakket Kamp var udkæmpet2 mellem de diskarnerede Ældste og Yngste. Thi medens de Yngste søgte at paavirke de saakaldte Medier til at arbejde i Lysets Tjeneste, søgte samtidig de Ældste paa alle Maader at holde Medierne tilbage og at trække dem dybere ned i Mørket. Kun altfor ofte lykkedes dette for de Ældste, hvorfor Kristus og hans Hjælpere, hver Gang det skete, maatte søge til andre Medier. Men ved denne frem- og tilbagebølgende Kamp mellem de diskarnerede Ældste og Yngste skabtes i den jordiske Verden en stedse voksende Interesse for Okkultisme, Spiritisme og psykisk Forskning. Da Kristus og hans Hjælpere tilsidst fandt en virkelig brugbar Midler, maatte de selvfølgelig give deres jordiske Medarbejder den fulde Forstaaelse, ikke alene af det falske og løgnagtige i Spiritismen, men ogsaa af det sande deri. Og de maatte tillige give deres Medarbejder den fulde Forstaaelse af den uhyggelige Paavirkning, som Mennesker udsætter sig for fra Mørkets Aander ved at hengive sig til Trance og til fysiske Manifestationer — Materialisationsfænomener. Først da dette var opnaaet og der saaledes ikke længer kunde være Tale om, at deres jordiske Midler kunde komme ind under Mørkets direkte Paavirkning, kunde det egentlige Arbejde begynde. Det Arbejde, der gik ud paa at vinde den Ældste — Ardor — og de med ham faldne Brødre og Søstre tilbage, samt faa de jordbundne Aander til frivilligt at forlade Jordplanet. Herved vandtes dette: at deres jordiske Medarbejder foruden at yde sin Hjælp paa den rette Maade, tillige blev klar over, hvor fejlagtig Spiritismens Lære var og maatte være. Men derigennem fik Lysets Aander tillige Ram paa den spiritistiske Bevægelse, saa at de, da »Vandrer mod Lyset« blev givet, kunde indflette en alvorlig Advarsel til alle, der beskæftiger sig med spiritistiske Fænomener, samt opfordre dem til at ophøre med disse Forbindelser, som ikke er tilladte efter Guds Love.
Da Kristus og hans Hjælpere tilsidst helt sejrede over Mørket og saaledes naaede det Maal, som deres Fader havde sat dem, vendte de alle tilbage til deres Hjemsteder. Og fra det Øjeblik har ingen af Lysets Aander optraadt, hverken paa den ene eller den anden Maade, ved de spiritistiske Séancer, hvorfor de saakaldte Medier kun har Forbindelse med Lysets Aander gennem deres Skytsaand = Samvittighed — ligesom alle andre Mennesker. Al Paastand om det modsatte fra Spiritisters Side har intet med Sandheden at gøre. Dette siges paa ny bestemt: saaledes er det og ikke anderledes; thi der findes blandt Spiritisternes Medier mange, som er selvbestaltede Midlere mellem denne og, som de paastaar, Lysets Verden. Men deres Paastand er usand! Deres Meddelelser og religiøse Betragtninger er saaledes ganske værdiløse. Spiritismens Eksistensberettigelse er forbi, og jo før Spiritisterne indser dette og retter sig derefter, jo bedre vil det være baade for dem selv og for de Medmennesker, som de vildfører. —
»Genvejen« viste sig altsaa at være brugbar, Maalet blev naaet Kampen mellem de diskarnerede Ældste og Yngste er forbi — den vil aldrig nogen Sinde blive genoptaget! —
Selv om Spiritismen og dens forskellige Forløbere3 fra første Færd skyldtes de Ældstes Paavirkning af Menneskene og saaledes har deres Rod i Mørket, saa har disse Forbindelser med det oversanselige dog bragt Menneskeheden en Del Goder, som ikke maa undervurderes. Thi mange har derigennem lært at indse: at det jordiske Liv ikke ender ved Legemets Død, men at det fortsættes ud over Død og Grav; at Menneskeaanderne atter og atter maa inkarneres for engang at kunne naa til Guds Rige; at Mørkets Aander paa mange Maader har vildført Menneskene; at der findes mange psykiske og fysiske Kræfter, hvis Anvendelse endnu er Gaader for Menneskene, fordi de ikke opfatter dem paa rette Maade; o. s. v. — Og ved at Gud en Tid lod de Yngste knytte Forbindelser efter Lysets Love med dertil udvalgte Mennesker, er følgende opnaaet: Ardor = Djævelen er vendt hjem til Gud; alle de faldne Ældstes fremtidige Inkarnationer er bragt ind under Guds Ledelse; alle de jordbundne Aander er fjernet fra Jordplanet; alle billedlige Æteroptegnelser af menneskelige Synder og Forbrydelser, optegnet, medens de jordbundne Aander levede deres jordiske Liv som Mennesker, er bortslettede og kan ikke genopstaa, fordi Ardor ikke længer er Mørkets Fyrste.
Dernæst har Menneskeheden faaet »Vandrer mod Lyset« og »Forsoningslæren og Genvejen«4 som de synlige Resultater af de Yngstes Arbejde. — Men selvfølgelig vil der gaa lange Tider, førend Menneskeheden fuldtud kan forstaa at værdsætte disse Goder og disse Gaver, selv om mange nu allerede er klar over deres enestaaende Værdi. Men den Tid vil komme, da Menneskene med Taknemmelighed og god Forstaaelse vil værdsætte det Arbejde, der er udrettet for at lette deres Vandring mod det fjerne Faderhjem. —
Mange vil maaske indvende, at Lysets Aander, ved at benytte Spiritismens Lyssider som Vej til at naa deres Maal, selv er Skyld i Spiritismens store Udbredelse. Hertil er kun dette at svare: det skete efter Guds Ønske, efter Hans Anvisning og under Hans Ledelse, fordi Gud vidste, at Menneskene engang vilde blive saa aandeligt modne, at de baade vilde forstaa den anvendte Fremgangsmaade og forstaa de fremkomne Resultater. Og Han vidste tillige, at selv om Spiritismens Lære endnu i lange Tider vilde følges af mange, saa vilde det Herredømme, som Mørkets Aander havde udøvet over Mennesker gennem Spiritismens forskellige Udslag, dog i Realiteten være brudt ved Ardors Tilbagevenden til Guds Rige. Derfor vilde det kun være et Spørgsmaal om Tid — kortere eller længere — inden den helt vilde miste sit Tag i Menneskesindet. Og til Hjælp for en snarlig Opnaaelse af dette er der givet klare og alvorlige Advarsler og Anvisninger i »Vandrer mod Lyset«. Maatte dette Værk dog snart blive forstaaet! —