16.

Er Reinkarnationen virkelig nødvendig? Og hvorledes anvendes Gengældelsesloven?

 

Formaalet med Reinkarnationen er dette: gennem en alsidig, men langsomt fremadskridende aandelig Udvikling at modne Menneskeaanden, saa at den i Kraft af sin Tanke og Villie kan naa til fuldtud i alle Livets Forhold at stille sig afvisende overfor Mørkets Paavirkning. –

Naar en nyskabt Menneskeaand gennemlever sit første jordiske Liv, da er det aandelige Jeg, der repræsenteres af Tanke og Villie, kun at ligne med en uendelig svag Lysgnist. De første Jordeliv bliver derfor nærmest som en Art Vegeteren, en Tilvænning til Menneskelivet. Efter nogle indledende Inkarnationer begynder det aandelige Jeg at reagere overfor Samvittighedens, Skytsaandens Ledelse. Men det siger sig selv, at et Menneske, der staar paa et meget lavt aandeligt Trin, ikke kan have den samme fintmærkende »Samvittighed«, som et mere aandeligt fremskredent Menneske har. Og da de nyskabte og de meget unge Menneskeaander fortrinsvis findes blandt de lavest– og lavtstaaende Menneskeracer, kan de »aandelige Love«, hvorefter en »Vild« f. Eks. dømmes, ikke nøjagtigt svare til de Love, hvorefter et Menneske fra et civiliseret Samfund dømmes. En Vild – hvortil en nyskabt eller meget ung Menneskeaand er knyttet – der ikke har lært at respektere et Menneskeliv eller at respektere Ejendomsretten – kan, aandelig set, ikke dømmes paa samme Maade, som det Menneske, der gennem sin Opdragelse – aandelig og menneskelig – har lært at respektere begge Dele, og som dog, trods sin større aandelige Udrustning, baade slaar ihjel, røver og stjæler. Først naar »Jeget« har lært at skelne mellem »mit« og »dit«, eller har lært, hvilken Værdi et Menneskeliv er, vil Jeget blive draget til Ansvar for sine slette eller syndige Handlinger, hvis Konsekvens det, aandelig set, er vidende om. Thi et hvilket som helst Brud med Samvittigheden vil naturnødvendigt drage Straf = Soning efter sig. Naar det aandelige Jeg véd, at det udfører en Handling, som efter sin Natur er og maa være strafbar, altsaa af egen fri Villie bliver Lovbryder, er Individet ved sit Misbrug af den frie Villie gaaet ind under Gengældelsesloven og kan ikke unddrage sig den Gengældelse, som det selv har bragt over sig. Kun hvis Mennesket fuldtud angrer sin Synd, kan det gennem en Bøn til Gud opnaa Tilgivelse, og gennem en Henvendelse til det Menneske, mod hvem der er syndet, muligvis opnaa Tilgivelse og saaledes undgaa at rammes af Gengældelsens haarde Tilbageslag.

Menneskets Forsyndelser maa deles i to store Hovedgrupper:

1) Forsyndelser mod Gud, mod det guddommelige i Mennesket; disse Forsyndelser kan kun Gud tilgive, og naar Hans Tilgivelse er opnaaet, slettes Syndeskylden for bestandig.

2) Forsyndelser af forskellig Art, som Menneskene udøver mod hverandre. Disse sidste er selvfølgelig ogsaa Forsyndelser mod Gud. Men her er det nødvendigt, at Synderen ogsaa maa opnaa sin Kontraparts Tilgivelse, før kan Skylden ikke slettes, selv om Gud tilgiver Synderen.

Guds Tilgivelse for Synd, som er begaaet mod Gud eller mod det »hellige«, det guddommelige22 i Mennesket, kan Mennesket opnaa, endnu medens det lever paa Jorden, hvis det, inden Døden indtræder, fuldtud kan forstaa sin Skyld og fuldtud angrer sine onde, slette og forbryderiske Tanker og Handlinger. – Troen paa Jesu Forsoningsdød ændrer intet i Menneskets Syndeskyld, giver ikke Mennesket nogen Syndsforladelse. –

Har Mennesket under sit Jordeliv hverken kunnet eller villet indse og angre sin Synd og Skyld, da maa dette ske, efter at Jordelivet er endt, idet enhver, efter sin Opvaagning i det astrale Sfærehjem, bliver stillet overfor en Gennemgang af sit Jordeliv. Men saa snart som Angeren har indfundet sig – da har den angrende ogsaa i samme øjeblik modtaget Guds Tilgivelse, og det skete slettes for bestandig uden noget Krav om Soning; thi Guds Barmhjertighed og Medlidenhed – Udslag af Guds Kærlighed – staar over Gengældelsesloven. (Se »Vandrer mod Lyset« pag. 287, Afsnit 3.)

Hvis et Menneske har forsyndet sig mod et Medmenneske og under Jordelivet indser sin slette Handling eller sine onde Anslag, saa at han fuldtud angrer det skete, samt paa alle Maader søger at opnaa sin Modparts Tilgivelse, men kun møder en bestemt Afvisning, da kan han i Kraft af Guds Kærlighed og Barmhjertighed fritages for sine onde eller slette Handlingers Tilbageslag. Men i saa Tilfælde maa vedkommende da i et nyt Jordeliv udføre en eller anden Kærlighedshandling imod det Menneske, der var Genstand for hans Forsyndelser. Opnaar Synderen derimod sin Modparts Tilgivelse, da er Skylden slettet med det samme uden fremtidig Soning. Thi ogsaa Menneskenes Barmhjertighed og Medlidenhed staar over Gengældelsesloven.

Men hvis et Menneske har forsyndet sig imod et Medmenneske og hverken vil indse sin Syndeskyld eller vil søge at opnaa sin Modparts Tilgivelse under det fælles Jordeliv, bliver Synderen efter Døden ved sin Opvaagning i det Hinsidige, stillet overfor sin slette, onde, forbryderiske Handling. Atter og atter maa Handlingen gennemtænkes, til Erkendelsen af Handlingens syndige Karakter er naaet, og med Erkendelsen vaagner Sorgen og Angeren. Men i dette Tilfælde er det som Regel for sent for Synderen at opnaa sin Modparts Tilgivelse, fordi han (hun) – a) maaske slet ikke vender tilbage fra sit Jordeliv i den Tid, der er givet Synderen til Hvile– og Læretid; b) fordi Modparten maaske hører hjemme i en højere Sfære, hvortil Synderen ikke har Adgang; c) fordi Modparten, hvis han er vendt hjem til sin Sfære, ikke paa nogen Maade vil tilgive. – I saadanne Tilfælde maa Synderen underkaste sig Gengældelsesloven i dens fulde Strenghed, og maa da i et kommende Jordeliv sone sin Synd, d. v. s. lide den selvforskyldte Lidelse – aandelig eller legemlig. Men igennem den udstaaede Lidelse vil Synderen lære at vogte bedre paa sig selv, saa at han, næste Gang han staar i Begreb med at udføre en lignende slet Handling, som den, for hvilken han har lidt, da lettere kan overvinde Fristelsen til at handle imod sin Samvittigheds Ledelse. –

Har de Yngste under deres Jordeliv paa en eller anden Maade forsyndet sig mod hverandre, hjemfalder de ligeledes til Gengældelsesloven. Men den, der har syndet, vil langt hurtigere end en Menneskeaand naa til Erkendelse af sin Synd; følgelig vil de Yngste lettere angre og tilgive hinanden og derfor i de fleste Tilfælde gaa fri af Loven. Men det kan ske, at Modparten, til Trods for Synderens dybe Anger, i lange Tider dog nægter sin Tilgivelse baade i Jordelivet og i den astrale Verden. Naar dette er sket, da er den af de Yngste, der nægtede at tilgive, bleven inkarneret uden at have nogen Mission at udføre, uden at være en af Menneskehedens Foregangsmænd, er, med andre Ord, kun Menneske i sit Jordeliv. Og Synderen – ligeledes en af de Yngste – er da bleven den saaledes inkarneredes Skytsaand igennem de følgende Inkarnationer, indtil den forurettede har overvundet sin Vrede og sit Had. Thi den, der gemmer paa sit Had, den, der er uforsonlig, har Gud ingen Brug for til det Kærlighedsarbejde, som de Yngste udfører for Menneskehedens Vandring fremad mod Lyset.

Altsaa: enhver bør i det foreliggende Jordeliv søge at angre sine Forvildelser, sine syndige, forbryderiske Tanker og Handlinger, bør søge gennem sin Anger at opnaa Guds og sine Medmenneskers Tilgivelse, førend Jordelivet er endt. Mange Sorger og Lidelser vil bortfalde ved en saadan Fremgangsmaade. Derfor bør enhver i alle Livets Forhold nøje gaa efter sin Samvittigheds Ledelse; thi jo oftere Mennesket synder mod Samvittigheden, jo vanskeligere bliver det efterhaanden at følge dens Raad, Formaninger og Advarsler. Ved at følge sine egne Lyster, sine egne slette Tilbøjeligheder, forlænger Mennesket sine Inkarnationers Række. –

Een Lovbestemmelse under Gengældelsesloven kommer ingen uden om, hvad enten Synderens aandelige Jeg er en Menneskeaand, en af de Yngste eller en af de Ældste. – Dog anvendes den ikke overfor de ganske unge Menneskeaander, førend disse, paa dette Punkt, er i Stand til at reagere overfor deres Samvittighed. – Den Paragraf, som her hentydes til, er Bestemmelsen om: at enhver, der ihjelslaar et Medmenneske eller som paa en eller anden Maade er skyldig i sine Medmenneskers Død, i kommende Inkarnationer maa frelse lige saa mange Mennesker fra en brat Død, som vedkommende har dræbt eller sendt i Døden. (Se »Vandrer mod Lyset« pag. 104, Afsnit 3.)

Men der er dog en Forskel i Udøvelsen af denne Lovbestemmelse. Thi det Menneske, som, efter udøvet Forbrydelse, i Jordelivet modtager og lider den Straf, der paadømmes efter de jordiske Samfunds Love, har intet mere at sone. Men da Guds Lov kræver, at enhver, der har dræbt et Medmenneske, i en kommende Inkarnation maa frelse et Menneske fra Døden, vil den, som, efter jordiske Love, har sonet sin Forbrydelse, udføre denne Lovbestemmelse som en Kærlighedsgerning. Han (hun) vil derfor altid, i Kraft af Guds Beskyttelse, selv komme frelst og uden Mén fra sit farefulde Hverv. Hvorimod det Menneske, der har unddraget sig den jordiske Retfærdigheds Straf, ikke modtager nogen Beskyttelse, hverken af Skytsaanden eller af Gud, under Forsøget paa at frelse et Medmenneskes Liv, hvorfor vedkommende aldrig selv kommer godt fra denne Handling – Døden, Lemlæstelse, langvarig Sygdom, Forbrændinger el. lign. bliver da Følgen. Med andre Ord, han maa med sit Liv eller med legemlige Lidelser sone sin fortidige Forbrydelse. Guds Gengældelseslov kan saaledes i visse Tilfælde kræve Liv for Liv – de jordiske Domstole har derimod ingen Ret dertil. – (Se »Vandrer mod Lyset«, Kristi Tale pag. 114, Afsnit 2.)

Mennesker, der som jordiske Herskere, Hær– eller Folkeførere, indirekte er Skyld i, at Tusinder (eller endnu flere) af Mennesker har mistet Livet under Krige, Folkeopstande, ved Dødsdomme o. s. v., kan sone Skylden for de mange brat afbrudte Menneskeliv ved: 1) under forskellige nye Inkarnationer paa een Gang at frelse et større Antal Mennesker fra en eller anden truende Katastrofe. F. Eks. ved gennem en resolut indgribende Handling at afværge Tog– Skibs– Grube– Brand– eller andre Ulykkesbegivenheder; 2) eller ved som Opfindere i Menneskehedens Tjeneste at skabe betryggende Forhold i ellers farefulde Livsstillinger; 3) eller ogsaa ved som Videnskabsmænd at finde Midler til effektiv Forebyggelse eller Bekæmpelse af en eller flere af de Sygdomme, som paa saa mange Maader hærger Menneskeheden. Gud selv sørger for, at der ved denne Ordning fremkommer det rette Balanceforhold mellem de Menneskeliv, der er taget, og de Menneskeliv, der, som Modvægt, skal frelses fra en for tidlig eller lidelsesfuld Død.

De to sidste Soningsmaader kan kun bringes i Anvendelse overfor de Yngste og til Dels overfor de Ældste, da Menneskeaander selvsagt ikke sidder inde med den fornødne aandelige Ballast til i et Jordeliv at kunne optræde som Opfindere eller Videnskabsmænd. –