BALLADE.
I støvede Arkiver,
fra gule Pergamenter,
paa ormeædte Hylder,
de gamle Sagn man henter
om stolte Adelsslægter,
hvis møre Ben og Knokler
smuldre i Gravkapeller
paa brudte Murstenssokler.
I mugne Riddersale
ældgamle Ahner stirre
fra brede, gyldne Rammer
med Blik, der sært forvirre.
Fra Slottenes Ruiner
man hører Suk og Klagen;
der færdes blege Skygger,
vikled’ i Jordelagen.
Paa en af Jyllands Borge
Toner af Fløjter klinge,
naar endt er Dagens Tummel
og Midnatsklokker ringe.
I Havens dunkle Gange,
i Nattetimer sene,
der ses en Ridderdame
halvt skjult af Træers Grene.
Og snart i Slottets Sale
hun staar ved Vindveskarmen,
de hvide, slanke Hænder
hun folder tæt ved Barmen.
Og mangen natlig Vandrer
kan høre Skrig og Sukke
og ser i Slotskanalen
et Lig paa Vandet vugge.
Der fejres Fest paa Borgen
i blomstersmykte Sale,
med tonende Fanfarer,
højrøstet Skæmt og Tale.
I mørke Korridorer
Vokskerter rødlig flimre,
fra Murens Skydehuller
Genskin i Natten glimre.
Slotsherrens unge Datter,
gudindeskøn og yndig,
ægter en værdig Ridder,
graahaaret, puklet, myndig.
Af adelsstolte Frænder
Kontrakten underskreves,
med højfornemme Lader
Fremtidens Aar skal leves.
Men hun, den unge Frøken,
i vemodsblandet Kvide,
stirrer bag Laagets Vipper
paa Rid’ren ved sin Side.
Sølvblanke Taarer perle
i Øjets Blomsterbæger,
imens et Elskovsminde
det unge Hjerte kvæger.
En gyldenstykkes Hue,
med brede Spænder lukket,
Ansigtsprofilen hæver,
græsk, som i Marmor hugget.
Den grønne Slæbekjole
det ranke Legem dækker,
og Mundens Amorbue
Tanker om Elskov vækker.
Nu staar hun paa Altanen
og lytter fremadbøjet;
en sagte Fløjten lyder –
henrykt da straaler Øjet.
I Havens dunkle Gange
hun tyst sin Elsker møder;
han hende fast omslynger,
Læbe mod Læbe gløder.
I Støvet dybt han knæler
i bitre Hjertekvaler. –
Til Frankrig hun skal følge! –
Han trygler, han befaler.
Hun vakler, og hun skælver,
angstfuld er hendes Nægten;
Troskab til Døden loved
hun nylig hele Slægten.
Fra hendes blege Læber
endnu et Kys han tager.
Sorgfuld hun staar tilbage, –
fredløs af Sted han jager.
Vildt knuger hun mod Barmen
Hænderne, hvide, slanke;
iler mod Slotskanalen, –
kun Død er hendes Tanke.
Et Øjeblik hun standser,
hun ser mod Himlens Stjerne;
langt borte Hovslag lyde
og svinde i det fjerne.
Fra Volden ned hun springer
i Gravens sorte Vande;
et Skrig – og mudret Bølge
kysser den blege Pande.
Til Straf hun nu maa vandre
i Nattetimer sene
paa Borgen og i Haven,
halvt skjult af Træers Grene,
mens Maanens blege Straaler
dirre paa Vandets Flade,
og Vindens Stormakkorder
rasle i Parkens Blade. – – –
E. Aarestrup.
1911.