17.
Hvorledes var Jesu Forhold til Apostlene?
De tolv Mænd, Jesus udvalgte blandt Disciplene, maatte alle arbejde strengt for Føden; men Jesus støttede dem; thi han delte med dem de Gaver, han modtog fra dem, der elskede ham.
Men nogle af Jesu Ledsagere havde Hustru og egne Hjem. Derfor formaaede de ikke alle Tider at ledsage Jesus; men han kom ofte til deres Boliger for at hvile nogle Dage, naar hans Legeme var træt af de mange Vandringer. Og Jesu Ledsagere modtoge ham med megen Glæde, og de hilsede ham med Sorg, naar han atter forlod dem; thi han var saare elsket af alle sine Disciple, elsket af Mænd og af Kvinder.
De elleve af Jesu Ledsagere vare af de Yngste. Disse vare gode, og deres Aand var stærk. Men de stode meget under Jesus i jordisk Viden og Kundskab; og de Minder, de bare i deres Hjerter, om de Tider, der vare før Menneskene, vare meget svage; thi deres jordiske Legemer og deres ældste Broders Forbandelser tyngede dem alle.
Men den tolvte af Jesu Ledsagere var af de Ældste.
Og hans Navn var Judas Iskariot.
Ofte naar Jesus talede til Disciplene, før den Tid da han udvalgte de tolv, saa han Judas iblandt dem. Og da Jesu Aand kendte ham, vidste han, at Judas bar Mørkets tunge Byrder.
Og da Jesus havde udvalgt de elleve Ledsagere, gik han til Judas og sagde: „Broder, kom til mig, og vær blandt mine.“
Men Judas vendte sit Aasyn bort og sagde: „Mester, formaar du at give mig den Fred, jeg søger?“
Jesus svarede ham og sagde: „Ikke jeg, men den Højeste formaar det.“
Og han talede end mere til ham og sagde: „Judas, søg at angre, hvad du har syndet, bær dine Byrder til vor himmelske Fader, da vil Han tilgive dig, at dit Hjerte kan vorde renset.“
Men Judas svarede: „Ingen Sinde vorder mit Hjerte renset — jeg maa bære mine Byrder alene; thi ingen formaar at bære dem for mig.“
Da vedblev Jesus at tale til ham.
Og Judas lyttede til Ordene og lovede at ledsage ham. Men han sagde: „Se, jeg formaar ikke at hjælpe dig i din Gerning; thi gjorde jeg det, da vilde det urene besmitte det rene.“
Fra den Stund var Judas blandt Jesu Ledsagere. Og naar Jesus talede til dem, lyttede han til Ordene; men hans Aasyn var mørkt, og han spurgte ikke, ej heller talede han til Folkene, og han vandrede helst alene; thi Jesu elleve Ledsagere skyede ham; thi de elskede ham ikke.
Jesus talede ofte med sine Ledsagere, og han søgte at vække deres Aands fulde Styrke.
Og han lærte dem, hvorledes de ved Aandens Styrke og ved Tankens Villie kunde helbrede de svage og uddrive Uaander.
Men han sagde til dem: „Beder den Højeste oplyse eder, at I kunne vide, naar I formaa at hjælpe, og naar I ikke formaa det; thi dette kunne I ikke vide af eder selv.“
Ofte udsendte Jesus dem to og to til Stæderne i Omegnen, at de kunde forkynde hans Ord for mange.
Dette gjorde han for at styrke dem i deres Gerning, dette gjorde han for at prøve deres Aands Styrke.
Og han talede meget med dem om de Tider, der vilde komme, da de skulde være ene om den store Gerning; talede om den Stund, da han skulde forlade dem; thi han forstod, at han ikke formaaede at overvinde Menneskenes onde Villie, og han sagde sine Ledsagere, at det bar mod Døden for ham.
Men naar han talede saaledes, sagde hans Ledsagere: „Mester, hvorledes skal det gaa os, naar du ikke længer er hos os; thi vi have ikke din Visdom og ikke din Magt?“
Men da svarede Jesus: „Naar jeg er vendt tilbage til min Fader, da skal jeg bede Ham give eder end mere af sin Styrke, give eder end mere af sin hellige Aande.6“
Da han havde sagt dette, spurgte nogle af hans Ledsagere: „Mester, sig os: naar du har forladt os, vender du da ingen Sinde tilbage til os? Faa vi dig ikke at se iblandt os, medens vi ere her? Skulle vi først mødes, naar ogsaa vi have forladt denne Verden?“
Men da de havde spurgt, tav Jesus en Stund; thi han mindedes de lyse, straalende Skikkelser, han havde set med sine jordiske Øjne.
Og han sagde: „Ifald vor himmelske Fader tillader mig det, da skulle I visseligen se mig iblandt eder.“
Da spurgte de alle: „Mester, naar skulle vi da vente dig?“
Men til dette svarede Jesus: „Ingen ved det uden Gud.“