HILSEN TIL DANMARK.

 

 

Til Danmark vi kommer
med Sommer og Dag;

med himmelske Blommer

vi kranse vort Flag.

Vor Sang eder bærer

en Hilsen fra Gud;

vor Sang eder lærer,

Liv ej slukkes ud.

Med taareblændt Øje

vi alle os bøje

for jer, der end leve paa Jord.

 

 

I Danmark vi døde

af Vandringen træt,

i Guldmorgenrøde

vi fylke os tæt.

For Dansken til Ære

vi tone vort Flag,

til eder vi bære

et Glimt af vor Dag.

Thi Døden er vegen,

og Solen er stegen

af Havet med straalende Glans.

 

 

Vi alle blev sænket

i Graven med Sorg,

men nu er vi bænket

i Himmelens Borg.

Krist alle har draget

af Mørke og Død,

han ingen har vraget,

har alle genfød.

I Herligheds Sale

med Gammen og Tale

vi leve i Evigheds Ly.

 

 

I Skovenes Skygge

ved Hav og ved Strand

I Dannemænd bygge,

o, vogt eders Land!

Thi her fra det Høje

med Taarer vi se,

I ej vil jer bøje,

at slet I jer te;

I alle vil herske,

og ingen vil tærske

det Korn, som paa Markerne staar!

 

 

Til alle vi tale

i fyndige Ord,

jer Synd vi afmale

i enstemmigt Kor.

Af Nælder er mange

i Danemarks Muld,

og Hundene glamme

saa højt efter Guld.

Den falske skal blegne,

Bedrageren segne,

før Danmark sig rejser af Støv.

 

 

Vort Land ejer Sjæle

med fribaarne Ord;

I ej maa jer fjæle

for dybt under Jord.

Ak, Danmark, vi bede,

o, hæv dig paa ny!

Gud Herren vil lede

sit Folk under Sky.

Lad Ordene funkle

og Slethed fordunkle

og jage hver Stymper fra Bord.

 

 

Snart Dag vil oprinde

med Sol over Land,

bort Skyerne svinde,

der sortned vor Strand.

I alle skal tage

ved Arbejdet fat,

thi ellers I smage

den sorteste Nat.

Guds evige Naade

jer følge og raade,

at aldrig I vandre jer træt!

 

 

I Brødre skal være

paa Hav og i By.

Lad Freden jer bære

til Fremskridt paa ny!

Lad Hjerterne banke

i Kærlighedstakt,

lad Hadet ej vanke

med Ondskab i Pagt!

Paa Danemarks Lykke

I alle skal bygge

med Glæde, med Tro og med Lyst.

 

 

Lad Saga optegne

hver fuldkommen Daad!

Kun vaagne I hegne

jert Land og jert Raad;

det herligt skal klinge

hvert folkeligt Ord,

naar Bud det vil bringe

om Freden paa Jord.

I Kalken skal tømme,

strengt Herren vil dømme,

om aldrig I stride mod Synd.

 

 

Er Dagen oprunden

med Solglans og Vaar,

er Freden genvunden,

fluks Arbejdet gaar.

Bed Herren da sænke

sin Glæde paa Jord,

vi ved, han vil skænke

jer Kærligheds Flor!

Ja, alle han kvæger

af Livskildens Bæger

fra Paradis’ straalende Hjem.

 

 

Fra Himmelens Sale

vi sende jer Bud;

vi digte og tale

om Enigheds Skrud.

Til Danmark vor Moder,

til Hytte og Borg,

til Søster og Broder,

med Glæde og Sorg,

med Taarer i Øjet

vi Blomster har føjet

i Kranse om Evigheds Fryd.

 

N. F. S. Grundtvig.¹

1911.

 

 

 

¹ Digtets fire første Linier lød oprindelig som følger:

Til Danmark vi komme

med Sommer og Dag,

den himmelske Blomme

skønt pryder vort Flag . . .

men blev ved Fremkaldelsen omformet af den Aand, der havde navngivet sig som Digteren Grundtvig, saa at de kom til at lyde som ovenfor gengivet, da Mediet ved Nedskrivningen havde benyttet Entalsformen „vi kommer“. Efter Digterens Ønske blev det nedskrevne bibeholdt, skønt han i de øvrige Strofer benytter sig af de gamle Flertalsformer.

Udg. Anm.