MIN UNGDOM.
Ofte mine Tanker gaa tilbage,
Danmark, til din lave, brede Strand.
Mens vi leve, længselsfuldt vi vrage
Fædrehjemmets travle Arbejdsdage, –
Lysten bærer os til fremmed Land.
Ingen Sinde jeg formaar at glemme
Danmarks Kyster, mine Fædres Bo.
Bøgeskovens Pust jeg kan fornemme,
lifligt lyder Nattergalens Stemme,
og jeg mindes Sommernattens Ro.
Lave er, o Danmark! dine Strande;
fures Marken ej af Bjerg og Flod,
fagrest er du dog blandt Verdens Lande.
Dine Sønner gik med oprejst Pande,
mangen stolt Bedrift de efterlod.
Danmark, herlig er din dybblaa Vove,
selv naar Stormen pisker Bølgens Top,
ranke dine dybe, dunkle Skove,
evig der de unge Troskab love,
Elskov stiger sødt mod Himlen op.
Ak, jeg mindes Hjemmets Blomsterhave
ved min Faders lille, lave Hus,
mindes sjunkne Kors og brudte Stave
over Kirkegaardens faldne Grave,
mindes Havets højtidsfulde Brus.
Rosenklynger sig ad Muren ranker
i mit skønne, elskte Barndomshjem;
der jeg gik engang i dybe Tanker,
Øjet fulgte Markens grønne Banker,
Laagen ud til Engen stod paa Klem.
Morgentaagens Dug paa Straaet bæved,
Fuglens Trille gennem Luften skar,
hvide Skyer over Himlen svæved,
Solen sig fra Horizonten hæved,
Vinden Krydderduft fra Skoven bar.
Aldrig denne Dag mig gaar af Minde,
Elskovs rige Løfter maatte dø.
Ak, jeg tænkte paa en elsket Kvinde,
hendes hulde Blik jeg ingen Sinde
fandt hos Sydens spragletklædte Mø.
Falskhed findes der i alle Lande,
alle Vegne er der braadne Kar:
Danske Mø’r, med gyldent Haar om Pande,
voksed’ op ved Øers aabne Strande,
Troskabs Pris for alle Kvinder bar.
Nordisk Mø sig aldrig før lod købe,
den, hun elsked, gav hun glad sin Tro.
Fattig Mad hun fordum vilde søbe,
fattigt Barn med Lyst hun vilde svøbe,
gynge det paa Armen blidt til Ro.
Falske Kvinde, du mig blodig krænked,
brød mit Hjertes højtidsfulde Fred.
Elskovs Glæde du til Sorgen lænked,
Nattens mørke Elverspind sig sænked,
søndret blev min Ungdoms Kærlighed.
Aldrig kan jeg glemme denne Sommer,
aldrig glemme Løftet, som du brød.
Aldrig Elskovs Vaar tilbage kommer,
tavs jeg stod med Hjertets visne Blommer,
ingen Klage fra min Læbe lød.
Danmark, dine Døtre maa du lære
Nænsomhed mod deres Bejler øm;
selv om Verdens Rigdom, Guld og Ære
bydes dem for Højhedsnavn at bære,
lad dem aldrig svigte Elskovs Drøm!
Ofte mine Tanker gaa tilbage,
Danmark, til din lave, brede Strand;
mindes Ungdoms lyse Drømmedage,
mindes falske Løfter, Hjertets Klage, –
mindes dig, mit skønne Fødeland!
P. Martin Møller.
1911.