En Bekendelse
Af en ukendt Aand.
MIN Hilsen til eder alle!
Jeg har modtaget Tilladelse til at tale til eder, – tale i vor Faders Navn; men mit Navn skal være ukendt for eder.
Jeg ønsker at forme mine Ord saaledes, som Tankerne i dette Øjeblik indgiver mig dem; og jeg beder eder være milde i eders Dom over mig, da jeg endnu har meget svært ved at forme de Tanker, der forekommer.
I Tidernes Morgen faldt Synden over Jorden. I utalte Aartusinder kæmpede Lysets og Mørkets Magter om Herredømmet over Menneskenes Sjæle.
Af Mørkets Magter lærte Menneskene Ugerninger, Laster og Manddrab. Og naar Sjælene ved Døden forlod de jordiske Legemer, bandt deres syndefulde Tanker og Begæringer dem fast til Jorden i Aarhundreder eller længere, indtil den guddommelige Gnist, der er nedlagt i hvert Menneskehjerte, havde vokset sig saa stærkt, at Sjælen ved Hjælp af Lysets Aander formaaede at hæve sig op til det Hjem, hvorfra den var udgaaet.
Med Sorg og Anger overså Sjælen der sit forfejlede Jordeliv, og ofte sendte Herren den, påny inkarneret, tilbage til Jorden for at sone, for at lære at afkaste Syndens Åg, for at lutres og gå fremad.
Lysets og Mørkets Magter kæmpede ustandselig!
Der kom Sekler, hvor Lyset bredte sig over Jorden, og mange bundne Sjæle droges opad.
Der kom Sekler, hvor Mørket bredte sig over Jorden, og utallige Menneskesjæle faldt dybt for Syndens Magt.
Da kom den seneste Tid, den Tid, hvortil I hører.
Lyset bredte sig atter over Jorden, og mange syndebundne Sjæle droges af Lysets Ånder, ved Hjælp af Menneskenes Forbønner, opad til Hjemmet og modtog vor Faders Tilgivelse.
Jeg, der taler til eder, var blandt de dybest faldne.
Med Rædsel så jeg Lyset vælde klarere og renere hen over Jorden.
Med Rædsel så jeg Skarer af syndebundne Sjæle hæve sig opad mod Lyset.
Vi, der endnu var tilbage, kæmpede med fordoblet Styrke, og vi udsendte onde og hadefulde Tanker, der ramte Menneskene og fødte i deres Hjerner og Hjerter Mørkets styggeste Gerninger.
Da hørte vi i vor Kamp Menneskestemmer, der bad: “Herre, forbarm dig over alle syndebundne Sjæle, tilgiv dem, drag dem opad til dit Rige, bort fra Jorden, så at Menneskene kan leve deres Jordliv uden Mørkets Indgriben!”
Og vi så en Hærskare af Lysets Ånder stige ned til Jorden. De talede til alle bundne Sjæle, bød dem følge med til Hjemmet og lovede dem Faderens Tilgivelse. Og alle fulgte!
Kun jeg alene stod tilbage, ene med min Rædsel og Anger. Hvor jeg end vandrede hen over Jorden, var jeg ene, ene blandt Menneskene; og i mit Hjerte vågnede Længselen efter vor Faders Hjem.
Da stod en Lysets Engel ved min Side.
Han rakte mig sine Hænder og sagde kærlig: “Broder, følg mig; thi vor Fader kalder!”
Men jeg skjulte mit Åsyn og svarede: “Jeg kan ikke følge; thi intet Menneske vil bede for min Frelse.”
Men han sagde: “Jeg skal føre dig til Mennesker, der vil bede for dig.”
Og han førte mig til et Rum, hvor mange af Lysets Ånder var forsamlede. Tavse gjorde de Plads for mig, og jeg så, at også Mennesker var til Stede.
Da veg jeg i Angest tilbage og råbte: “Broder, disse svage Mennesker vover ikke at bede for mig;” men min Broder og min Frelser svarede: “Sig disse Mennesker, hvem du er, og hvad du har syndet, og de vil bede for dig; thi de har lært, at vor Faders Barmhjertighed er uendelig, og vor Faders Kærlighed er over al Forstand.”
Da bad jeg skælvende disse Mennesker anråbe vor Fader om Fred og Tilgivelse for mig; og de bad: “Herre, forbarm dig over denne Synder, bortslet alt og drag ham op til dit Rige.”
Da hørte jeg en mægtig Stemme, der talede til mig: “Dine Synder er dig forladte, vend tilbage til det Hjem, hvorfra du er udgået!” og alle de lyse Ånder omringede mig, og bød mig kærlig at følge dem, og de førte mig til vor Fader.
I Sandhed, vor Faders Barmhjertighed er uendelig, og vor Faders Kærlighed er over al Forstand!
Mere end dette er det mig ikke tilladt at sige eder.
Jeg byder eder alle et inderligt Levvel.
Den tabte Frugtkerne
En Lignelse af “Kristus”.
KRISTUS bringer eder alle vor Faders kærlige Hilsen, Fred og Velsignelse!
Kristus ønsker at tale nogle Ord til eder:
En Mand ejede nogle kostbare Frugtkerner; med megen Omhu lagde han dem i den bedste Muldjord i sin Have. Men det skete, at han tabte en af Kernerne, medens han arbejdede. Tålmodig søgte han overalt for at genfinde den tabte Kerne; men han fandt den ikke, og han blev såre bedrøvet.
Lang Tid gik hen, Frugtkernerne var alle spirede op over Jorden, nogle var endnu spæde Planter, andre stod med kraftige Blade, og nogle bar Blomster.
Da Manden en Dag så til sine Planter, fandt han en lille Spire, der stod i Udkanten af Haven, og han tænkte på den tabte Kerne.
Varsomt gravede han den frem, og se, da undredes han såre; thi Kernen var faldet i Jorden med Kimspiren nedad. Møjsommelig var den vokset op langs Kernens Side, indtil den kroget og spæd var nået frem af Jorden.
Sandelig siger jeg eder: alt Liv vil, selv ad krogede og mørke Omveje, nå fremad og opad mod Lyset!
Kristus hilser eder alle kærlig.
Seance i privat Kreds.
19. Marts 1912.
Clairaudient Diktat.
Medium: Bettina.