Ardors Beretning 29

29.

Hvor ofte viste Jesus sig for Apostlene? Talte han til dem?

Men Simon Peter sendte Bud til Jesu Ledsagere  —  dog ikke til Judas Iskariot  —  og han bad dem møde ham ved Aften i Samuels, Vandbærerens, Hus, at de sammen kunde tale om det, der var sket.

Da Stunden var kommen og de vare samlede, sagde Simon Peter: „I have alle hørt, at vor elskede Broder og Mester har vist sig for Maria af Magdala. Og jeg, og andre med mig, have gennemsøgt Graven, gennemsøgt Haven; men vi fandt ham ikke. Og vi have søgt ham mange Steder her i Staden; men vi fandt ham dog ikke; ingen har set ham her. Se, jeg mener, at han er faret til Himmeriges Rige, til sin Fader, saaledes som han ofte sagde, at han vilde. Lader os derfor bede Gud Herren, at Han vil forunde os den Glæde end en Gang at skue vor elskede Mester iblandt os, at vi af vore Hjerters Tro og vor sikre Forvisning kunne forkynde for alle, at han var Messias, Guds Søn.“

Da Simon Peter havde sagt dette, bad han højt for dem alle.

Og da han havde endt sin Bøn, se, da stod Jesus af Nazareth ved den øverste Ende af Bordet, synlig for alle, og en stærk Lysglans udgik fra hans Legeme. Og han hævede sine Hænder imod dem, smilede til dem og sagde: „Fred være med eder!“

Jesu Ledsagere kendte Mesterens Aasyn, og de kendte hans Røst, om end den lød svag og fjern.

Og de rejste sig for at favne ham og hilse ham; men da forsvandt han for deres Øjne.

Og de sørgede alle over, at han saa hastigen forlod dem.

Og det kom ud til Folket i Staden, at Nazaræeren12 var opstanden fra de døde og faret til Himmeriges Rige; at han havde vist sig for sine Ledsagere, og at en Kvinde havde set ham.

Da undredes alle meget. Mange troede Ordene, og mange omvendte sig fra deres synde- og lastefulde Levned.

Men Pilatus og Kaifas lode søge overalt efter Jesu Legeme; thi de mente, at Jesu Disciple havde borttaget det og skjult det.

Men det fandtes ingen Sinde.

Og i de Dage blev Jesus set af mange, snart her, snart der; nogle saa ham paa Vejene ved Jerusalem, andre saa ham paa Oliebjerget, hvor han forhen ofte havde dvælet; nogle saa ham i Betania, ja han var endog set ved Genezareth Sø, og mange havde hørt ham tale.

Men det var med disse Syner, som det og var med Englen og Englene, Kvinderne havde set ved Graven; mange falske Ord bleve talede om Jesu Opstandelse; thi kun faa Mennesker ere fuldt ud sandfærdige.

Den megen Tale om Nazaræeren naaede ogsaa til Josef af Arimatæa.

Og atter lød den fjerne Stemme til ham. Og den sagde: „Gaa til Raadet og sig, hvad du har gjort; thi du ved, at Jesu Aand lever; thi du ved, at hans Legeme er dødt, og du ved, hvor det er at finde!“

Men Josef vovede ikke at aabenbare sin onde Gerning; thi han frygtede at miste sin Værdighed, frygtede at miste sin Anseelse.

Og han tav. —

Saaledes blev da Tvivleren og Manddraberen Josef af Arimatæa Skyld i, at den falske Tro om Jesus af Nazareths legemlige Opstandelse kom ud blandt Menneskene.