Ardors Beretning 34

34.

Fik Lyset nogen Fremgang for Mørket ved Kristendommens videre Udbredelse?

Langsomt bredtes Kristendommen fra Sted til Sted, fra Folk til Folk. Tusinder og atter Tusinder valgte at følge den kristne Lære. Men kun faa fandt Vej til deres himmelske Fader. Ledede af Lyset i deres Indre, ledede af deres dybe Anger, søgte og vandt disse faa Tilgivelse for deres Synder og onde Gerninger.

Men mangfoldige vedbleve at vandre i Syndens Mørke.

Usete af Menneskene arbejdede mange af de Yngste paa at drage Lyset hen over Jorden; og de droge Lysets lutrende Strømme til de Mennesker, der i Sandhed søgte at leve i Renhed og indbyrdes Fordragelighed; de droge Lysets lutrende Strømme til de Brødre og Søstre, der, bundne til jordiske Legemer og saaledes synlige for Menneskene, søgte at bryde Mørkets Magt.

Men Mørket og den Ældste hindrede Lysets Fremgang; thi den Ældste, Mørkets Tjener, saaede Vredens, saaede Hadets onde Sæd i Menneskenes Hjerter.

Tunge Tider oprandt for de Kristne i det mægtige romerske Rige; thi Rigets øverste Hersker, Kejseren, krævede, at alt Folket skulde bøje sig for ham; krævede, at alle skulde ære ham lig en Guddom. Og de styrende forfulgte enhver, der ikke tilbedende hilsede Kejserens Billede.

Men ikke alle Kristne vilde fornægte den Lære, der havde bragt Fred og Renhed til deres Sind og Tanker. Og de, der nægtede at tilbede Kejseren, pintes og ihjelsloges; men de bare deres Lidelser med megen Taalmod; thi deres sikre Forvisning om Guds Naade og Barmhjertighed og deres faste Tro paa Sandhedens Sejer styrkede deres Aand og styrkede deres jordiske Legemer. Talrige Kristne gik i Døden med Lovsange paa Læberne; og deres Styrke og faste Tro vandt end flere for den nye Lære.

Og medens Aarene svandt, medens Sekel lagdes til Sekel, sluttede flere og flere sig til Kristendommen. Men kun faa fandt Vej til deres himmelske Fader, medens mange, der bare Kristennavnet, vedbleve at vandre i Synd, Laster og Ugudelighed; thi Mørkets onde Sæd hindrede vedblivende Lysets Fremgang.

Og den Ældste, Mørkets Tjener, vedblev at forfalske den kristne Lære, for saaledes at fremkalde indre Splid i Menighederne og fjerne dem end mere fra hverandre.

Og han dryppede sin onde Gift i de ledendes, i de skriftkyndiges og i de lærdes Sind, saa at deres Tanker undfangede og fødte nye og end mere uforstaaelige Udlægninger af Jesu Menneskevorden, hans Ord og Gerninger. Flere Læresætninger udtænktes og udformedes, og der opstod megen Strid og megen Splid; thi de lærde vare uenige; thi den ene vilde ikke bøje sig for den anden, og hver især vilde kun anerkende sine egne Meninger, sine egne Tanker.

Og de vedbleve at strides om mangt og meget.

Nogle af de lærde hævdede: at der i Modsætning til Hedningenes mange Guder kun var een Gud, at al Magt i Himlen og paa Jorden med Rette tilkom Ham alene. Men deres Modstandere mente: at Gud vel var een, men dog paa forunderlig Vis var tre; thi de gjorde Kristus, Guds Søn, til eet med Faderen, og de gjorde Guds Tanke, Hans skabende og livgivende Aande, til et selvstændigt, guddommeligt Væsen: saaledes var disse  —  Faderen, Sønnen og den hellige Aand  —  tre, men tilsammen dannede de en Helhed, der var Gud15.

Nogle af de lærde hævdede: at Gud havde givet Menneskene en fri Villie, hævdede, at disse i Kraft af denne Villie kunde hæve sig mod Lyset og kæmpe sig bort fra Synd og Mørke. Men deres Modstandere mente: at Menneskene vare blinde, villieløse Væsener i den Højestes Haand, mente, at Gud, førend Han skabte dem, forud havde bestemt nogle til evigt Liv i himmelsk Herlighed og Glæde, og forud bestemt andre til evig Fortabelse, til et evigtvarende Liv i Lidelser og Mørkets Elendighed.

Nogle af de lærde hævdede: at Brødet og Vinen, der anvendtes ved Mindemaaltiderne, under Velsignelsen eller under Nydelsen forvandledes til Jesu Legeme og Blod, hævdede, at de nydende derved delagtiggjordes i hans Lidelser og Død og saaledes modtoge Syndernes Forladelse. Men deres Modstandere mente: at disse Maaltider kun vare stiftede til et varigt Minde om Jesus.

Nogle af de lærde hævdede: at Menneskene ved Daaben fik Arv og Del i Himlens Liv og Salighed, hævdede, at alle ikke-døbte fordømtes til evig Fortabelse. Men deres Modstandere mente: at Daaben ikkun var et Sindbillede paa Menneskenes Renselse fra Syndens Urenheder.

Saaledes vedbleve de lærde at strides; thi de vilde ikke bøje sig for hverandre. Og de udslyngede gensidig hadefulde og fordømmende Ord.

Men alle glemte de at søge Raad, Styrke og Vejledning hos Gud den Almægtige, glemte at vende sig til Ham, der ene havde formaaet at retlede dem.

Og saaledes bredte Hovmodet sig i deres Sind, saaledes bandt Hadet og Magtbegæret deres Hjerter, medens Mørket vandt større og større Fremgang iblandt dem.

Men Kristus, den ældste af de Yngste, sørgede over Menneskenes Ufordragelighed, og han vaklede under de tunge Byrder, Menneskene dyngede paa hans Skuldre.

Trods de kristne Menigheders indbyrdes Stridigheder oprandt bedre Tider; thi Romerrigets efter hinanden følgende Kejsere saa, at de ikke formaaede at hindre den kristne Læres sejrrige Fremgang. Og da al Forfølgelse standsede, bredte Kristendommen sig end mere.

Talrige Steder i de kristne Lande oprejstes skønne, herlige Bygninger, rigt smykkede til Guds Ære. Og i disse Bygninger samledes Menighederne for ved Skriftudlægning og Lovsange tilbedende at bøje sig for Gud og Kristus.

Men enkelte saare fromme Mænd og Kvinder droge sig tilbage fra de store Forsamlinger for i Ensomhed, under Bøn og strenge Selvpinsler, at tilbede den Højeste. Og i mange Menigheder begyndte man at ære de Mænd og Kvinder, der ihjelsloges, da de ikke vilde fornægte deres Tro. Ja, nogle Mennesker anraabte endog disse saakaldte hellige Mænd og Kvinder om Hjælp, Bistand og Forbøn hos Gud og Kristus.

Befrugtet af Mørket, undfanget og født af uvidende Menneskers Tanker, fremkom talrige Beretninger om disse Martyrers store Fromhed og underfulde Gerninger. Paa samme Vis fremkom forvirrede og uforstaaelige Beretninger om Jesu Moder, Maria: den udvalgte, den rene Jomfru, der fødte Guds Søn efter at have undfanget ved den Hellige Aand. Og mange Kristne ærede hende og bøjede sig for hende.

Men de, der hørte Beretningerne, troede dem.

Og Ordene løde fra Mund til Mund, og de bragtes viden om.

Langsomt bredte Kristendommen sig til fjernere og fjernere Lande, og da den Stund kom, da en af de romerske Kejsere holdt sin Haand beskyttende over de Kristne, voksede Kristendommen til en Magt, for hvilken Mennesker maatte bøje sig.

Til de talrige og store Menigheder knyttedes end flere skriftkyndige, men over de skriftkyndige  —  Præsterne  —  stode Bisperne, og disse tilreve sig større og større Magt, flere og flere Rigdomme; thi deres Magtbegær var umætteligt!

Nogle af Bisperne søgte med megen Myndighed at bilægge de evindelige Stridigheder; men om end nogle bestemte Udlægninger og Læresætninger om Jesu Menneskevorden, Ord og Gerninger udvalgtes frem for alle andre, for saaledes at danne det faste Grundlag for den kristne Lære, formaaede de dog ikke at tilvejebringe fuld Enighed overalt.

Men langsomt ud af al Strid og al Splid fremstod den „hellige almindelige Kirke“, der med Magt søgte at samle de splittede Menigheder til eet Samfund; og Bispen i Staden Rom gjordes til øverste styrende og ledende Myndighed.

Men da Kristendommen havde vokset sig stærk, bleve de Kristne fra forfulgte til Forfølgere; og de forfulgte de saakaldte Hedninge, og de, der ikke vilde fornægte deres Guder, fornægte deres Tro, ihjelsloges.

Saaledes fjernede Kristendommen sig, medens den udbredtes, mere og mere fra Kristi Kærligheds-, Renheds- og Barmhjertighedslære.