Matt. 7,24. »Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa en Klippegrund.«

 

 

 

 

 

 

VOR FADER har sendt mig, Kristus, eders ældre Broder til eder, og jeg taler i Hans Navn!

Jeg taler til alle eder, der bære Kristennavnet, til alle eder, der mene, at jeg er Faderen og Faderen er mig. Mennesker! alle I, der elske og tilbede mig, I vide ikke, hvilken Sorg og Smerte I dagligen forvolder mig. I vide det ikke; thi vidste I det, da vilde min Sorg, min Smerte give Genklang i eders Hjerter. Jeg vil ikke klage for eder over den Byrde, I have givet mig at bære; thi vor Fader har hjulpet mig at bære den. Ja, sandelig. Han har baaret den for mig, thi ellers var jeg segnet under Byrdens Vægt!

Og hvilken Byrde er det ikke! I have gjort mig, eders ældre Broder, til eders Gud! Hvor kunde I gøre det? Bære I ikke alle i eders Hjerte et Billede af eders Gud, eders Aands Fader? Jeg spørger eder, føle I ikke, at jeg langtfra svarer til dette Billede? Eller har Mørket og vor ældste Broders Løgne blindet og forvirret eder saa meget, at I kunne lade eder nøje med at have mig til eders Gud, mig, der kun er eders Broder? Sandelig, Mørket maa have forblindet eder! Thi hvad er jeg mod vor Fader, mod Ham, der var, er og altid vil være? En Almagt, et Væsen, som I ingen Sinde kunne fatte, saa længe Mørket er tæt om eder. Hvad er jeg mod Ham, den Almægtige? Som en Draabe mod Jordens største Hav er min Magt og Vælde mod Hans. Som et Sandskorn mod Jordens højeste Bjerg er min Viden og mine Kundskaber mod Hans. Som et Fnug, ja, som et usseligt Fnug mod det hele Univers, er min Kærlighed mod den Kærlighed, som Han bærer til eder! Thi I ere Hans Børn, Hans elskede Børn! Og hvad er en Broders Kærlighed mod en Faders? Sandelig, Han elsker eder uden Maal og Grænse! Thi I ere fødte af Ham, skabte af Hans eget guddommelige Væsen.

Og Ham have I sat i Skygge, thi I have stillet mig mellem eder og Ham! Ja, I have glemt Ham i en Afkrog af eders Hjerter, thi I have givet mig al den Kærlighed, I raade over, og som med Rette ene tilkommer Ham. – Mig elske I som eders Gud, og hvorfor gøre I det? Fordi I mene, at jeg har lidt for eders Synder, fordi I mene, at jeg har baaret eders Synder op paa Korsets Træ! Fordi I mene, at jeg har sonet eders Synder! Derfor elske I mig, I vildledte Mennesker! Sandelig, jeg har sørget over eder, thi en saadan Kærlighed tilkommer mig ingenlunde! –

Men vor Fader har sørget end mere; thi i eders blinde Tilbedelse af mig, have I glemt Ham. Og mindedes I Ham, da var det kun for at tale om hans Naade mod eder; for at mindes den Naade, Han har vist mod eder, ved at lade sin Søn, »den enbaarne«, lide en pinefuld Død for eders Synders Skyld! –

Hvor lidet I dog kende eders Fader! Thi Naade er ikke det samme som Kærlighed; den, man elsker, giver man ingen Beviser paa sin Naade, men Beviser paa sin Kærlighed. Sandelig, jeg spørger eder: elske I da ikke eders Børn? De Børn, som I have avlet i Fryd og født med Smerte? Give I dem ikke dagligen Beviser paa eders Kærlighed? Søge I ikke med Nænsomhed og Taalmod at lede deres første Skridt paa Livets tornefulde Veje? Og synde de imod eder, ere I da ikke stedse rede til at tilgive, naar I se deres Sorg og Anger? Ja, ere I kærlige i Sind og i Hjærte, da tilgive I ofte Synder og Overtrædelser, før de ere angrede, før der er bedt om Tilgivelse derfor! Sandelig jeg spørger eder: vise I eders Børn Naade, naar de møde eder med Tillid og Glæde? Vise I eders Børn Naade, naar de nærme sig eder med Sorg og Anger? Mene I, at eders Børn vilde elske eder med større Styrke – hvis I gave dem Beviser paa eders Naade?

Have eders Børn ikke det fuldeste Krav paa eders dybeste og inderligste Kærlighed? Spurgte I dem til Raads, da I lagde Spiren til deres Legemliggørelse? Nej, I spurgte dem sandeligen ikke! Ja, jeg siger eder: de have det fuldeste Krav paa eder og paa eders Kærlighed! Og I føle det, I vide det; thi naar Sorger og Lidelser møde dem, da sørge I med dem, da lide I med dem, og I sige til eder selv: er jeg ikke Skyld i dette? thi mit Barn fik Livet ved mig. Kunde jeg ikke have sparet det for disse Sorger og disse Lidelser, hvis jeg havde undladt at lade det se Dagens Lys. – Og I elske disse Sorgens Børn med end større Styrke, med end dybere Kærlighed! Og se I, at de bære de tunge Byrder med Taalmod og Ro, da sige I til eder selv: har Livet givet mit Barn mørke og sorgfulde Timer, da har Livet ogsaa givet det Glæder og lykkelige Stunder; Mindet herom giver det Fred, giver det Styrke til at bære det, der er mørkt og tungt; dets Sjæl er modnet gennem Livets Prøvelser, thi Sorger og Lidelser skabe ofte de ædleste Følelser og de skønneste Tanker; ja, de udskille de forkullede Slagger og lade Guldet tilbage. Sandelig, mit Barn har dog ikke levet forgæves! –

Og som eders Børn have Krav paa eders Kærlighed, saaledes have I alle, ja, alle som een, det største, det fuldeste Krav paa eders himmelske Faders Kærlighed. Han spurgte eder ikke til Raads, da Han gav eder Livets Gave, da Han sendte eder ind i den Syndens og Dødens Verden, i hvilken I leve. Han gjorde det af Kærlighed til sine faldne Børn, Han gjorde det for at vinde de faldne tilbage, Han gjorde det af Kærlighed til eder, fordi Han vidste, at det var lettere for eder at kæmpe eder frem gennem de mange Jordelivs Sorger, Lidelser og Besvær; Han gjorde det, fordi Han vidste, at det var lettere for eder at modnes langsomt og langsomt at overvinde det onde og slette, fremfor, som Fuldmodne Væsener, at stilles overfor Mørket. Ja, Han gjorde det, fordi Han vidste, at ogsaa Glæden og Lykken vilde I lære at kende, lære at fryde eder over det skønne og det rene. Sandelig, I ere ægte Børn af vor himmelske Fader, og I have alle Krav paa Hans Kærlighed, den, som Han giver eder i fuldeste Maal! I ere Børn af Ham, og Han lider med eder, Han sørger med eder – men Han glædes ogsaa med eder. Og intet fryder Ham mere end at se og føle eders Genkærlighed! Men kun faa af eder vise Ham den Kærlighed, der tilkommer Ham med Rette; thi I have glemt eders Fader for mig, der kun er eders Broder; I have stillet mig mellem eder og Ham!

Mennesker! I elskede, søger at forstaa eders Fader! Søger at finde ind til Hans Kærlighed, den, der er over al Forstand, søger i Bønnens tillidsfulde Tanker at mødes med Hans altomfattende Tanke, søger at lade eders Villie mødes med Hans Villie; thi den, der gør vor Faders Villie, er eet med Ham nu og i al Evighed! Søger Ham! Ledet af Hans Tanke og støttet af Hans Villie, ville I vandre frie og glade gennem Jordelivenes skiftende Rækker; thi den, der er overvaaget af vor Faders Øje, den, der er omhyllet af Hans Kærlighed, Hans Glæde, viger bort fra Syndens og Mørkets Veje; og den, der har Fred med sin Næste, Fred med sig selv, bærer den himmelske Fred i sit Hjerte. Og den, der kender Længselen efter det fjerne Faderhjem, kender ingen Frygt og Angest for Dødens Skygge. Fredelig og stille vil den komme til eder som Nattens Søvn efter Dagens Besvær; og have I under eders Jordeliv dagligen opgjort eders Regnskab med eders Fader, have I elsket eders Næste, ladet eders Tanker være rene, frie for Vrede, Had og Misundelse, have I efter Evne søgt at gøre det gode, da have I intet Regnskab at opgøre, naar I vaagne til Livet i vor Verden. Da ville I snart finde eder til Rette i de Boliger, der ere eders i Hvile- og Læretiden, indtil nye Jordeliv atter drage eder til Kamp mod Mørket og Synden, til Fremgang mod Livet og Lyset!

Mennesker, I der ere saa inderligt elskede, søger ind til vor Fader, søger at forstaa Hans Længsel efter eder!

Ja, sandelig, jeg siger eder: I ere ægte Børn af vor Fader; thi Han har født enhver af eder til aandeligt Liv, givet eder Tankens Lys og Villiens Magt, Han har født eder af sit eget! – Men I have endnu en Fader – vor ældste Broder, han, der var et Sorgens og Smertens Barn for vor himmelske Fader; thi han er Skaberen af eders jordiske, eders kødelige Legemer, de Legemer, som I elske, naar de ere sunde og velskabte, de Legemer, som I forbande, naar de ere vanskabte og forkrøblede, naar de plages af Lidelser og snigende Sot. Denne eders Køds Fader har hidtil fornægtet eder! Stedse har han søgt at fralægge sig sit Faderskab til eder, søgt at skjule sig for eder; thi I vare Børn af hans Synd. Men da Sorgen og Angeren vaagnede i hans Hjerte, da forstod han, hvilke Sorger og Lidelser han havde beredt eder, da forstod han, at hans Skyld var stor! –

I Mennesker! Se, jeg spørger eder: have I ikke ofte i det skjulte givet Livet til eders Børn, saa de bleve Frugter af eders Synd? Have I ikke dækket over denne Synd? Have I ikke søgt at fralægge eder alt Kendskab til disse Børn? Uden at spørge dem til Raads gave I dem Livet, stødte dem ud i Ensomhed, i Mørke og Elendighed, ja, sandelig: I nægtede dem eders Kærlighed – thi I fornægtede dem – ja, mange af eder have forbandet dem! Men blev der ikke stedse en nagende Pine tilbage i eders Sind? Thi I vidste, skønt I ikke vilde erkende det: at I vare Skyld i deres Elendighed, Skyld i deres ofte saa lidelsesfulde og kærlighedsforladte Barndom og Ungdom, Skyld i den Ringeagt, der saa ofte er bleven disse Syndens Børn til Del – den eneste Arvelod, som I gave dem!

Man naar det hændte, at I hørte om disse eders Børn, at det onde havde sejret over dem, naar I hørte, at de havde gjort sig skyldige i Vold, Mord, Tyveri og Plyndring af andres Ejendele, følte I da ikke Angest og Gru for det Ansvar, der hvilede paa eder? Sagde I ikke til eder selv: dette kunde jeg have sparet dem for; thi ved min skjulte Synd ere de blevne Syndere! Følte I da ikke Sorg og Anger over eders Gerning? Længtes I ikke efter at mødes med disse eders Børn for af hele eders Hjerte at bønfalde om deres Tilgivelse? Vilde I ikke føle den dybeste Fortvivlelse, hvis de vendte sig fra eder, hvis de nægtede at tilgive eder? Sandelig, jeg siger eder, I vilde føle den bitreste Smerte, en Smerte, intet kan lignes med. I vilde tynges til Jorden, ja I vilde føle det, som Afgrunde maatte aabne sig og opsluge eder, som Bjergene maatte falde over eder og knuse eder; thi I vilde bære Helvede i eders Hjerte!

Se, jeg siger til eder: kunde ingen andre forstaa eders ældste Broders Fortvivlelse, Sorg og Anger, da maatte sandeligen I kunne det! I der selv have vansmægtet efter at opnaa Tilgivelse fra dem, der vare Børn af eders Synd. I kunne visseligen føle med ham og lide med ham, ja, I, der selv søge Tilgivelse, I ville forstaa ham og tilgive ham.

Men jeg siger eder: det vilde være langt skønnere, langt ædlere, om I, der ingen Sinde have kendt disse Sorger og denne Anger, om I formaaede at fatte hans Lidelser, om I ud fra eders rene Sinds Medlidenhed kunde tilgive ham, der var det faderlige Ophav til eders jordiske Legemer. Jeg siger eder: eders Medlidenhed vil vække eders Kærlighed til ham, der har fejlet og syndet, og eders Kærlighed vil give Genklang i hans Hjerte.

Sandelig jeg siger til eder, til alle, der bære Kristennavnet: bærer det med Ære! Viser i eders Gerninger, at I ere værdige til at bære det! Tilgiver – og I ville selv opnaa Tilgivelse; thi saaledes som I tilgive den, der har syndet mod eder, saaledes vil eders himmelske Fader tilgive eder. Og glemmer ikke, at eders Tilgivelse ophæver de Forbandelser, som vor ældste Broder har udslynget mod eder, og den knytter et uopløseligt Kærlighedsbaand mellem eder og ham. Glemmer ej heller, at I ville glæde eders himmelske Fader, thi da ser Han, at I have fundet Vejen, Genvejen, der fører til Ham, fører til det Hjem, til de Glæder, den Lykke, Skønhed og Fryd, som Han dér har beredt for eder alle. –

Men have I fundet Genvejen, da blive I seende; thi Mørkets Slør, der dækkede eders Syn og bandt eders Tanker, vil falde, og I ville forstaa! Forstaa, hvor vildførte I have været. Ja, sandelig, da ville I forstaa: at jeg ikke er Faderen og Faderen ikke mig, forstaa, at jeg ikke er eders Gud! Da vil det være ufatteligt for eder, at I nogen Sinde have troet saaledes; da ville I forstaa, at jeg i Sandhed er eders ældre Broder, at den Kærlighed, som jeg nærer til eder, er en Broders – ikke en Faders. Ja, da ville I tage Byrden af mine Skuldre, da vil min Fakkel – min Kærlighedsfakkel – der lyser for eder, funkle med end større Styrke og sprede det Mørke, der omgiver eder, da vil den fuldtud blive den Ledestjerne, som I med Tryghed kunne følge – og da ville I ingen Sinde oftere gaa Omveje paa eders Vandring mod det fjerne Faderhjem. –

 

Ud af min rige, min dybe Kærlighed til vor ældste Broder og til eder, I kristne Mennesker, har jeg talet; hører mine Ord og handler derefter! Til eder alle har jeg talet; men mine Ord gælde først eder, der ere Menighedernes Ledere og Myndigheder; thi I skulle erindre, at I ere Hyrder for Hjorden, I skulle erindre: at dér hvor Hyrden vandrer, dér følger Hjorden efter! I mange Aarhundreder have I og eders Forgængere ført dem, der vare betroede til eders Omsorg og Varetægt, hen over endeløse golde Vidder. Stene have I givet for Brød! Malurt og bitter Galde var blandet i den Drik, som I rakte de tørstige! Skændsmaal og hadefulde Ord herskede imellem eder. En pegede mod Øst, andre mod Vest; bestandig Splid og ingen Endrægtighed! Tusinder og atter Tusinder af Ord og Sætninger anvendte I for at vise, at den Vej, I vilde føre Hjorden, var den rette, var den eneste. I splittede eders Hjord i Stedet for at samle den! I lokkede med fagre Ord og skøn Tale; I lovede Paradisets Herligheder til de troende, til de hellige; I vinkede med Sejrens Palmegren, med Livets Krone, med Syndsforladelsen i Lammets Blod!

Hvad vandt I for dem med eders Løgne? En Opvaagnen i Forvirring, i Angest og i Gru over den nøgne Virkelighed: den, at ingen havde sonet Synden! at mange af de Forsyndelser, mange af de Forbrydelser, der kunde være sonede i levende Live, ved Dødens Favntag bares med over i den Verden, i det Liv, der er efter Døden. Ja, sandelig: der vandtes kun Sorger, kun Lidelser derved; thi det, der ikke var sonet i det afsluttede Jordeliv, det maatte sones i det næste!

Se, jeg spørger eder: hvad vilde I svare, hvis et Barn kom til eder og pegede paa den tætte Tjørnehæk, der hegnede den Have, hvori det legede, og spurgte eder: hvad findes bag den? Vilde I da med velberaad Hu fortælle det troskyldige Barn – det Barn, der havde Tillid til eder – et opdigtet Eventyr om alt det skønne og Herlige, der fandtes bag Hegnet? Vilde i fortælle det: at dér var den skønneste Have, de herligste Frugter, fortælle om Slottet af Guld og ædle Stene, om et Liv i Herlighed og Glæde? Vilde I gøre det? Vilde I ikke frygte for, at Barnet i sin Glæde og Længsel selv vilde kigge ind bag Hegnet? – Og naar det ikkun fandt en øde Mark bevokset med Tidsler og dækket af Stene, vilde I da ikke med Skam vende eder bort fra dets bebrejdende Blikke? Og Barnets Tillid var borte, var tabt for bestandig!

Men det er dette, som I have gjort! Sandelig, saaledes have I handlet. I have fortalt eders Menigheder de skønneste Eventyr for at dække over den bitre Kendsgerning: at I intet vidste! Ja, mange Forbandelser have lydt over eder, thi mange af dem, som bleve vildledte af eders Lære, have forbandet eder. Ja, hører mine Ord – forbandet eder – eder, der vare Hyrder for Hjorden! thi dér hvor Hyrden vandrer, dér følger Hjorden efter! Men eders Stier ere stenede, Torne og Tidsler staa i Eders Fodspor, Malurt og Galde give I de tørstige at drikke, og Tørsten bliver end større! Eders Ansvar er stort! Thi I skulle gøre Regnskab for vor Fader, gøre Regnskab for de vildsomme Veje, ad hvilke I have vandret, ad hvilke I have ført Hans elskede Børn; thi I have fjernet dem fra Ham, i Stedet for at lede dem til Ham. Og siger ikke: at I vidste ikke bedre! Thi blandt eder findes mange af vor Faders Udsendinge, mange af eder høre til den Kreds, hvortil jeg hører, ja, mange af eder have lovet at lede vor Faders vildførte Børn ind paa de rette Veje og Stier.

Have I glemt eders Løfte? Hørte I ikke vor Faders kaldende Røst, da hen sendte eder sit Budskab? Følte I ikke i eders Hjerter, at I stode overfor Sandheden? Hvorfor tav I da? Hvorfor svarede I ikke? Hvor længe skal Han vedblive med sin Kalden? Have I ikke Tillid til Ham, der sendte eder? Frygte I at miste eders Anseelse, frygte I for, at Hjorden ikke skal følge eder? Sandelig, jeg siger eder: Ve de frygtagtige Hjerter og de efterladende Hænder og den Synder, som gaar paa to Veje! Ja, som gaar paa to Veje!

Sandelig, jeg spørger eder: hvad frygte I for? Frygte I de onde Ord? Frygte I for at saares af de Stene, der slynges efter eder? Vide I ikke, at et Barns Arm kun rækker kort? Vis Barnet til Rette og sæt det paa dets Plads, thi Barnets Stenkast og onde Ord skulde ikke hindre eder i at tale for Sandhed og Ret. Vide I ikke, at de, der vandre ad vor Faders Veje, og de, der gøre Hans Villie, ere eet med Ham! Hvad frygte I da for? Ja, sandelig, jeg siger: Ve et modløst Hjerte! Fordi det ingen Tillid har, derfor skal det ikke beskyttes!

Ja, hører mine Ord, I, til hvem jeg taler! Naar dette mit Budskab bringes eder, da skulle I ikke sige: dette gælder ikke mig, dette gælder min Broder, thi hans Anseelse er større end min, hans Virkefelt er større end mit, han vil ikke rammes af Stenene og ikke saares af de onde Ord! Thi sige I saaledes, da bliver eders Ansvar end større!

Og hvad ville I frygtagtige svare vor Fader, naar Han ved eders Tilbagekomst spørger eder: »Hvad har du udrettet? Har du holdt det Løfte, som du gav mig, da jeg sendte dig til Jorden? Forstod du ikke, at jeg kaldte?« – Hvad ville I svare? Maa I ikke med Skam sige til Ham, der sendte eder: »Jeg forstod din Kalden; men jeg vovede ikke at træde frem; thi mit hellige Ordensløfte bandt mig, det Løfte, som jeg aflagde ved min Indvielse til at være din Tjener paa Jorden; ja, min Ed paa at ville lære i samme Aand, i hvilken mine Forgængere lærte og mine Ordensbrødre lære, den bandt mig, og jeg formaaede ikke at bryde den.« Men da skal eders Fader svare: »Du Daare, ere Mennesketanker og Menneskeværk mere værd end mine Tanker og mit Værk? Ere de Løfter, der ere formede over Menneskeord, mere værd end de Løfter, der hvile paa Sandhedens Grund? Sandelig, du var mig en utro Tjener, gaa tilbage og opret, hvad du har forsømt!«

Ja, I Daarer, der handle saaledes; det Løfte, den Ed, der ikke hviler paa Sandhedens urokkelige Klippegrund, er uden Værd, selv om I have aflagt Løftet og Eden i vor Faders Navn.9 Ja, sandelig et saadant Løfte er uden Værd; thi I have misbrugt vor Faders Navn!

Ja, hører mine Ord, I, der ere mine elskede Brødre, mine samtidige og Hjælpere, bryder ikke det Løfte, som I have givet vor Fader, da han sendte eder til Jorden, til dette eders Jordeliv! Thi bryde I Løftet, da vil eders Skam og eders Smerte blive langt dybere for eder, langt tungere at bære, end den Sorg og Smerte, som I, ved at bryde eders jordiske Kaldsløfte, vilde bringe over de Ordensbrødre, der vilde tro sig forraadte og forladte af eder. Holde I ikke det Løfte, som I have givet før eders Menneskeliggørelse, da vil eders Samvittighed nage og pine eder, og I ville bære Helvedes Kvaler i eders Hjerter.

Ja, ve de frygtagtige Hjerter og de efterladende Hænder og den Synder, som gaar paa to Veje! Ja, som gaar paa to Veje! Sandelig, sandelig, jeg raaber til eder: Ve, ve et modløst Hjerte! Fordi det ingen Tillid har, derfor skal det ikke beskyttes! – Disse Ord raaber jeg til eder, hører mig dog! ja hører mig, I, der ere mine inderligt elskede Brødre. Lad mig ikke fælde Skammens og Smertens Taarer over eder. Lad mig ikke skue vor Faders sorgfulde Aasyn, naar Han hører, at I ikke besvare Hans Kalden! Beder vor Fader give eder Styrke og Kraft, beder Ham give eder Klarhed og Fred! Og naar I føle, at mine Ord ere sande, da sammenkalder eders Ordensbrødre og taler først til dem om det Budskab, der er sendt til Menneskeheden fra vor Fader; gører de blinde seende, gører de døve hørende! Men taler kærligt, taler broderligt, lader ikke Skændsmaal og hadefulde Ord lyde mellem eder og fjerne eder end mere fra hverandre. Lader ikke Kiv og Strid lede Ordene imellem eder, at eders Menigheder ikke skulle ringeagte eder. Og naar I ere enige, da samler hver især den Menighed om eder, for hvilken I ere Hovedet, ja, samler dem i de stille Fredens Templer, der ere helligede til vor Fader, og taler til dem alle i Hans Navn. Taler om det Budskab, som Han har sendt til Menneskene, taler om Hans uendelige Kærlighed, den Kærlighed, der er uden Maal og Grænse! Taler til dem om de Sandheder, der er givet eder. Men jeg siger eder: taler nænsomt, taler kærligt! Siger dem, at det er menneskeligt at fejle; men det er over det menneskelige at erkende sine Fejl, ja, over det menneskelige at rette de fejle Tanker og de fejle Dogmer!

Men taler nænsomt, taler kærligt; thi der findes mange smaa og umyndige i eders Menigheder. Og mange ville føle Grunden vakle under sig, naar I sige: »Jesus af Nazareth har ikke baaret eders Synder op paa Korsets Træ for eder! Jesus af Nazareth har ikke sonet eders Synder, selv maa vi sone det onde, som vi have gjort!« Men naar I have talet saaledes, da skynder eder at tilføje: »En, der er større end Jesus, En, der er langt kærligere end han, har kaldt paa eder og aabnet sin Favn for eder – Han venter eder, Han venter paa at favne eder alle! Ja, eders himmelske Fader har kaldt; eders himmelske Fader venter eder!«

Og siger ogsaa dette til dem: »Jesus af Nazareth, eders ældre Broder, vil ingen Sinde fornægte eder; ingen Sinde vil hans Kærlighed til eder blive ringere, nej sandelig, det vil den ingen Sinde! Langt større vil den blive, langt rigere og langt dybere; thi vende I eder til eders Fader, da tage I Guddomsbyrden af Jesu Skuldre, og i sin Taknemmelighed vil han elske eder end mere. Til alle Tider vil han føre og lede eder, til alle Tider vil han være eders Talsmand, til alle Tider vil han hjælpe eder med at bære Bønnens Tanker til vor Fader!«

Ja, taler nænsomt, taler kærligt, thi der findes mange smaa og umyndige i eders Menigheder, og de ville sørge og sukke, naar de faa at vide: at de selv maa sone det onde, som de have gjort. Men taler mildt til disse smaa og siger: »Have I syndet imod eders Næste, da beder om Tilgivelse; have I været ukærlige, bliver da kærlige; have I talt onde og haarde Ord om eders Næstes Fejl og Mangler, taler da godt og kærligt om ham. Have I været usande og have I bedraget, værer da sanddru og retsindige; vare I ikke lydige mod eders Samvittighed, bliver da lydige!« Ja, sandelig, I skulle sige til dem alle: »Vandrer i Lyset og vandrer stedse fremad mod større og stærkere Lys!« – Og glemmer ikke at sige: »Lader eders Tanker være rene, renser dem for Vrede og Had, renser dem for alt det, der ellers vilde tilsmudse og forurene dem. Opgører dagligen eders Regnskab med eders Gud og eders Næste! Thi handle I saaledes, da kunne I, naar I efter eders jordiske Legemes Død vaagne til Livet i det hinsidige, med Fred i eders Hjerter træde frem for eders Samvittighed, eders Dommer og sige: mit Regnebræt er i Orden, mit Regnskab er opgjort! Og da ville I se: at det var unødigt for eder at lade eders Synder og Overtrædelser aftvættes af Lammets Blod! Da ville I forstaa: at det var unødigt for eder at klamre eder til Korsets Træ«. – Ja, taler mildt, taler kærligt, og de ville forstaa eder; thi dér, hvor Hyrden vandrer, dér følger Hjorden efter!

Men glemmer ej heller at sige til de elendige, der have taget deres Næstes Liv: »Selv have I afskaaret eder fra at modtage Tilgivelse i dette Jordeliv; eders Synd kunne I først sone gennem et Møde med ham, som I have forurettet, et Møde enten i det hinsidige eller i et nyt Jordeliv.« Og lærer disse, der ere hyllede i Mørket, at bede deres himmelske Fader være deres Talsmand hos den, som de saaledes have forurettet. Thi Hans Kærlighed, Hans Medlidenhed vil bringe dem til Forstaaelse af hinanden, vil hjælpe dem til at finde Fred med hinanden.

Sandelig, jeg siger til eder, der ere Hyrder for Menighederne: taler kærligt, taler nænsomt! thi ingen Sinde kunne eders Ord blive for kærlige, for nænsomme; under eders Ledelse ville de vildledte forlade de stenede og golde Vidder; under eders Ledelse ville de med Fryd vandre ad de skyggefulde Stier; med Glæde ville de vende sig bort fra Drikken blandet med Malurt og Galde; med Jubel ville de inddrikke det klare Vand, der strømmer fra Faderhjemmets Kilde, det rene og klare Vand, der ene formaar at læske deres brændende Tørst! –

Ja, hører mig, alle I, der ere mine inderligt elskede Brødre, lad mig ikke fælde Skammens og Smertens Taarer over eder, lad mig ikke skue vor Faders sorgfulde Aasyn; thi hører I ikke mine Raab, hører I ikke mine Ord, da maa jeg træde frem for Ham og sige: »Fader, jeg talte forgæves, jeg raabte forgæves, mine Brødre vilde ikke høre mig – og de vedblive at lede deres Hjord ad stenede, tornefulde Stier i en øde og endeløs Ørken!«

Ja, hører mig, I, der ere mine saa inderligt elskede Brødre; thi ville I ikke høre mig, da ville mange fra eders Menigheder forlade eder; thi I skulle erindre: at er der end mange smaa og umyndinge blandt dem, der ere underkastede eders Ledelse, saa er der og nogle af dem, der høre til eders, til min Kreds, ja, dér findes Tusinder af vor Faders Udsendinge; og følge I ikke Kaldet, da ville mange af disse følge det! Og da ville de overtage Ledelsen, de ville føre deres yngre Brødre og Søstre ad den skyggefulde Sti, de ville give dem at drikke af det Bæger, der er fyldt med det klare Vand fra Faderhjemmets Kilde; men sker det saaledes, da ville eders Menigheder een efter een forlade eder; ja, sandelig Hjorden vil løbe bort fra sin Hyrde; thi det saftige Græs og det klare Vand vil drage den, og er den først kommen ind paa vor Faders egen Ager og Eng, da vender den ingen Sinde tilbage til eder – og da ville I staa ene uden Hjord, da have I ingen at lede! –

 

Vor Fader har sendt eder et Budskab, et Budskab, der ikke alene er til eder, men til al Verden; men I, der bære Kristennavnet, I burde være de første til at modtage det, og ere I de første til at forstaa det, de første til at tilgive vor ældste Broder – da vise I, at I bære Navnet med Ære!

Vor Fader har bygget eder et Hus, Han har bygget eder et Tempel, og selv har Han taget Ophold derinde. Alle kunne I samles i dets mægtige Rum, under de høje Hvælvinger. Ja, sandelig, vor Fader har bygget eder et Hus, Han har bygget eder et Tempel, og dets mægtige Porte staa aabne for enhver af eder; naar I ville det, kunne I træde derind! Han selv venter eder derinde! Hans Faderrøst har kaldt, Hans Favn er aaben for eder alle! Han længes efter at modtage eder, længes efter at føle sin Kærlighed give højlydt Genklang i eders Hjerter. – Søger eders Fader! Lad Hans Kærlighed være eders, og lad den blive i eder til evige Tider; thi da er der Fred og Forligelse paa rette Maade mellem eder og Ham!

Vor Fader har bygget eder et Hus, har bygget eder et Tempel; træder alle derind uden Frygt, uden Tvivl, træder alle derind med Tillid og Kærlighed; thi vor Faders Hus er bygget paa Sandhedens faste, urokkelige Klippegrund! Og selv om Skylregnen falder, selv om Floderne stige og true med at styrte det, selv om Vindene storme og falde an mod det Hus, det bliver dog staaende i al Evighed, thi det er grundfæstet paa Sandhedens urokkelige Klippe!

 

Fader, du, der har sendt mig som din Talsmand til Menneskene, dine Børn, du vil lægge din Velsignelse i mine Ord, at de kunne bære Kærlighedens rigeste og skønneste Frugter! Vær med os alle nu og i Evighed! Amen!