V
Da de Ældste besluttede at skabe intelligente Væsener, efter at de havde overbevist sig om det umulige i at lede Udyrene, som ved Mørkets Befrugtning var fremkaldt paa Jorden, var det nærmest i den Hensigt ved Hjælp af disse deres egne Skabninger at tage Kampen op med de gigantiske Uhyrer. Det var derfor ikke lutter Egoisme og Magtbegær, der opfyldte de Ældste under deres Skabelsesforsøg, hvorfor de første Menneskers astrale Genparter blev svagt aandeligt belivede gennem det Lysmoment, som fandtes i Tanken, hvorpaa deres Tilblivelse var baseret. Men engang givet kunde denne ringe lysaandelige Livsgnist ikke tages tilbage og maatte derfor gaa i Arv fra de først skabte Mennesker til det af dem avlede og fødte Afkom. Medens de ny Menneskelegemer dannes under Svangerskabet, dannes samtidig den astrale Genpart; denne bliver svagt aandeligt belivet ved den Lysstrøm, der medføres af de Mørkebølger, som uafladelig udstrømmer fra de Ældste og som fra dem overføres til og gennemstrømmer Menneskene. Denne Arv gives og modtages saaledes fra Slægt til Slægt, saa længe som de Ældste, ved Mørkets Kredsløb igennem dem, er bundet til Menneskene73.
Da det lysaandelige Livselement ikke stammede direkte fra Gud, men var givet af Væsener, der handlede imod Hans Villie, var det ikke stærkt nok til at skabe bevidst, selvstændig Tanke og Villie hos de Ældstes Skabninger, hverken i den jordiske eller i den oversanselige Verden; „Menneskeskyggerne“74, de astrale Genparter, var derfor paa Forhaand dømte til, efter det jordiske Livs Ophør, at være i al Evighed, uden nogen Sinde at opnaa bevidst Viden om eller bevidst Forstaaelse af hverken deres egen eller deres Medskabningers Tilværelse.
Nogle af de ældste Menneskeslægter har i Aberne efterladt et synligt Minde om det ringe Standpunkt, hvorpaa de stod i de første mange Aartusinder, inden Lyset bragtes til Jorden og forædlede Menneskeheden.
Saavel legemlig som aandelig stod Menneskene i de første mange Tider omtrent paa samme Niveau som Dyrene, og da Mørket ved Menneskenes Skabelse var saa godt som eneherskende paa Kloden, blev de tillige blodsbeslægtede med alle dalevende Pattedyr. Ved Parring med flere forskellige Dyrearter75 fremkom de første Abeformer.
Da intet Lysmoment var til Stede ved den Handling, som laa til Grund for Abedyrenes Tilblivelse, der kun skyldtes Menneskenes Trang til at tilfredsstille Parringsbegæret, modtog disse Skabningers astrale Genparter intet af deres Menneskestamfædres lysaandelige Element, hvorfor de i Lighed med alle andre Dyr ikke er begavet med aandeligt Liv. Efter Døden opsuges Abedyrenes astrale Genparter og gaar over i andre Former ligesom alle andre astrale Genparter.
Ved de først fremkomne Abedyrs indbyrdes Formering og ved deres og deres Afkoms Forbindelser, dels med Mennesket, dels med andre Pattedyr, udvikledes efterhaanden den Rigdom af Abearter, som nu findes spredt over Jorden, og hvoraf nogle omtrent i lige Linie nedstammer fra Menneskene. Andre har derimod gennem et Utal af Krydsninger fjernet sig meget fra deres menneskelige Stamfædre.
Lysets regulerende og mørkeudskillende Indflydelse har fjernet Mennesket, saavel som de fleste Pattedyr, fra det engang fælles Blodsslægtskab. Dog kan det, som bekendt, endnu paavises mellem Mennesket og nogle af de saakaldte Menneskeaber, ligesom det ogsaa i enkelte Tilfælde kan paavises mellem Pattedyr, der tilsyneladende ikke er i Slægt med hinanden; men disse Rester af det fælles Blodsslægtskab vil efterhaanden ganske forsvinde.
Hvor lavt Mennesket har staaet, kan forstaas derigennem, at de nulevende laveststaaende Menneskeracer ved Parring med Dyr ikke vil være i Stand til at frembringe levedygtigt Afkom.
Da noget over en Million Aar var svundet fra de første Menneskers Skabelse, kaldte Gud anden Gang paa de Ældste, for muligvis at vække deres Anger. Nogle af de Ældste havde da længe sørget over det grufulde Liv, som deres Skabninger førte paa Jorden, og gennem den dybe Fortvivlelse, de følte over det skete, forstod de Omfanget af deres Handling.
Sorgen over deres Synd var saa stor og oprigtig, at de, i samme Øjeblik de hørte Guds kaldende Stemme, først anraabte Ham om Hjælp for deres ulykkelige Skabninger, førend de tænkte paa selv at opnaa nogen Forbedring i deres egen elendige Tilværelse.
Da Gud saa, at deres Sorg og Anger var ægte og dybtfølt, tilgav Han dem i sin uendelige Kærlighed og Barmhjertighed alt, hvad de havde syndet imod Ham, idet Han samtidig lovede at gøre deres ufuldkomne Skabninger til sine egne Børn; et Løfte, Gud opfyldte, dels ved i Kraft af sin Villie at lede en Strøm af sit eget guddommelige Væsen til enhver menneskelig Skabning, saavel til „Skyggerne“ som til dem, der var i Live paa Jorden, dels ved at optage de saaledes fremkomne Menneskeaander i sin Tanke, hvorved Han delagtiggjorde den hele Menneskeslægt i det evige Liv. Fra det Øjeblik Gud saaledes satte sig i Forbindelse med Menneskene, flyder den guddommelige Strøm gennem alle i et ubrydeligt Kredsløb og tilføres enhver ny Skabning i Undfangelsesstunden76.
Da Gud meddelte sine yngste Børn, at Han havde antaget sig de Ældstes Skabninger, og spurgte dem, om de vilde være Ham behjælpelige med at lede disse elendige Væsener ud af Mørket, tav de alle — de gøs tilbage for det enorme Arbejde, som de maatte paatage sig, hvis der skulde bringes en virkelig Hjælp; og skønt de vidste, at ingen vilde øve Tvang imod dem, selv om de maatte opgive Arbejdet, inden det var fuldført, vovede de dog ikke straks at svare ja til deres Faders Forespørgsel.
Tanken om at yde Menneskene den af Gud ønskede Hjælp vaagnede først hos den ældste af de Yngstes kvindelige Dual, men den blev, i det Øjeblik da hun fattede Medlidenhed med Menneskeheden, grebet af den mandlige, idet han ved sin Villie gjorde hendes Tanke til Handling og traadte frem med det Tilbud: at støtte og lede Menneskene. Ved denne sin frivillige Handling gav han sin Duals Tanke Liv, men derved paatog han sig tillige Ansvaret for dens videre Udførelse.
Saafremt den ældste af de Yngste ikke havde agtet paa sin kvindelige Medhjælps Tanke, var den aldrig bleven ført til Liv, til Handling, da den mandlige Handlekraft — Villien — maatte til, for at et saa overvældende Arbejde kunde virkeliggøres, hvorfor han med Rette maa kaldes Menneskehedens Frelser og Leder.
Den ældste af de Yngste er fra en af sine Inkarnationer — den sidste — kendt af Menneskene under Navnet: Jesus af Nazareth — Kristus.
Som Tak for hans frivillige Løfte lagde Gud ikke alene Ledelsen af Menneskene i hans Hænder, men gjorde ham tillige til de Yngstes — saavel de mandliges som de kvindeliges — Overhoved.
Den ældste af de Yngstes Dual har, som alle hendes yngre Brødre og Søstre, paa forskellig Vis ydet sin Hjælp ved gentagne Inkarnationer.
Ved de Ældstes Fald — da Gud havde stillet sine Børn over for Mørket — vaagnede Tanken om, at Guds Udvælgelse maatte falde paa dem, først hos de kvindelige Ældste; men ved de mandliges Villie bragte de kvindelige Ældstes magtbegærlige Tanker dem alle til Fald. Ligeledes vaagnede Tanken om selv at skabe levende Væsener først hos den Ældstes kvindelige Dual, men blev ved hans Villie bragt til Handling. Derved blev den Ældste de Ældstes Overhoved og bærer med Rette Ansvaret for Menneskenes Skabelse.
Saaledes bragte en kvindelig magtbegærlig Tanke Synd og Fald, medens en kvindelig medlidende Tanke bragte den nødvendige Hjælp til Genrejsning.