18.

Hvis man her paa Jorden tænker sig den Mulighed, at en Slægtnings, en Vens eller et andet Medmenneskes aandelige eller legemlige Lidelser skriver sig fra: at vedkommende lider under Gengældelsesloven, kan man da gennem en Bøn til Gud ophæve eller maaske dog mildne disse Lidelser? Thi Guds Barmhjertighed staar over Gengældelsesloven24.

 

De Mennesker, som, under Gengældelsesloven, lider selvforskyldte Lidelser – aandelige eller legemlige – har forskertset Guds tilgivende Barmhjertighed, ved ikke at angre de begaaede Synder eller Forbrydelser i den Periode, som gives til enhver efter hvert tilendebragt Jordeliv25. Thi Guds barmhjertige Tilgivelse afhænger af Menneskets eller af Menneskeaandens Sorg og Anger.

Som det ofte er sagt, stilles Menneskeaanden, efter sin Opvaagning i Sfærehjemmet, over for de Fejltagelser, Synder eller Forbrydelser, som den har gjort sig skyldig i under Inkarnationen. Men mange, mange Aander vil, hvis de under Inkarnationen har bekendt sig til en af Kristendommens Hovedreligioner, hverken gennemtænke eller angre deres Livs syndige Handlinger, o. s. v. De paaberaaber sig Jesu–Kristi Soningsdød, de henviser til, at alt er tilgivet og slettet gennem Alterets Sakrament – under Nydelsen af »Kristi Legeme og Blod«. Som oftest et der intet at stille op med disse Aander; de staar vedblivende stejlt og stædigt fast paa de kirkelige Lærdomme, selv om mange, under Inkarnationen, til Tider har tvivlet om disse Lærdommes Realitet. Naar disse Aander saaledes ikke vil angre, fordi de hævder: at Jesus har sonet deres Synder, kan de følgelig ikke opnaa hverken Guds eller deres Medmenneskers Tilgivelse, hvilket er Betingelsen for, at alt kan slettes uden Soning under Gengældelsesloven. Først naar Aanden vender tilbage fra en ny Inkarnation26, i hvilken den som Menneske har lidt for sin Syndeskyld og derigennem har sonet den, forstaar Menneskeaanden: at Jesu–Kristi Død paa Korset ikke var nogen Soningsdød for Menneskehedens Synder.

Men der spørges, om de, der ser deres Medmennesker lide under Gengældelseslovens Strenghed, gennem en Bøn til Gud kan ophæve denne Gengældelsesstraf eller maaske dog mildne den. Nej, ingen Bøn til Gud kan ophæve disse Lidelser, end ikke de Bønner, der skriver sig fra den dybeste Kærligheds– eller Medlidenhedsfølelse. Thi den, der lider saaledes, har ikke villet angre, medens Tid var, og han maa nu gennem Lidelsen lære, at Stejlhed og Trodsighed ikke gavner, hvorimod Sorg og Anger bringer det rette Forhold i Stand mellem Gud og Mennesker. Dog kan Menneskers Bønner om Hjælp ogsaa i disse Tilfælde mildne et Medmenneskes Lidelser; thi enhver Bøn om Hjælp bringer Lysets Styrke til den, for hvem der bedes, og denne Lystilførsel kan give saa megen aandelig Kraft, at den lidende føler sine Lidelser mindre stærkt og derfor kan bære dem med større Taalmod. Men intet Menneske kan – under Jordelivet – afgøre, hvor meget disse Forbønner gavner; ingen ved jo, hvor strengt »Soningsstraffen« er udmaalt i hvert enkelt Tilfælde. Først naar Livet her er til Ende, vil den bedende faa at vide, hvor svære Lidelserne skulde have været, og hvor meget de er mildnede gennem Forbønnen. Derfor bør enhver, der ser et Medmenneske lide – aandeligt eller legemligt – ud fra sin Kærligheds– eller Medlidenhedsfølelse gaa i Forbøn for det hos Gud. Ligeledes burde aldrig Bønnen for de „døde“ glemmes, da en saadan Bøn kan bringe Lyset til de formørkede Sind og derigennem nedbryde Menneskeaandens Trodsighed i den tunge Selvgranskningstid27. – –

Troen paa Jesu Forsoningsdød, Troen paa det tilgivende Moment i Alterets Sakrament, hviler over den kristne Del af Menneskeheden som en mægtig Forbandelse. Men disse falske Lærdomme skriver sig fra Ardor, og disse Lærdomme har sinket og vil endnu i lange Tider sinke en talrig Menneskeskare i dens Vandring mod det fjerne Faderhjem. Saalænge der iblandt Kirkens Lærere og Ledere, samt i Menighederne, findes Mænd og Kvinder, i hvis religiøse Taler eller religiøse Betragtninger Gud fremhæves som den strenge, hævnende Guddom, til hvilken Mennesker kun tør henvende sig i ydmyg, bævende »Gudsfrygt«; saa længe Kristus, af kristne Mennesker, bliver betragtet som den, der har sonet Menneskehedens Synder, saalænge vil dette Forhold ikke bedres. Først naar al Lære, al Tale om denne tyranniske, vankelmodige og hævnende »Menneskegud« er forstummet for stedse, naar Daaben, som Salighedsbetingelse, er forkastet, naar Alterets Sakramente og alle andre Sakramenter skønnes at være betydningsløse, naar aldrig mere noget Menneske fordømmer sine Medmennesker til »evige Pinsler« i et »evigt Helvede«, først da kan de, der bekender sig til Kristendommens Hovedreligioner og til dens forskellige Afskygninger, vente at komme hurtigere frem paa deres trælsomme Vandring. Men – og dette kan ikke siges ofte nok – Mennesket er selv Herre over: om det vedblivende vil følge de gamle, falske Lærdomme og saaledes sinke28 sin Vandring fremad mod Lyset og fremad mod Gud – eller om det vil forkaste alt dette og vende sig til de Sandheder, som Gud gør Menneskeheden bekendt med gennem »Vandrer mod Lyset«, samt gennem »Forsoningslæren og Genvejen«. – Thi Gud tvinger ingen til at gøre det rette, og ingen maa tvinge sin Næste! –