Kristus

Kristus.

HER maa jeg gaa noget tilbage i Tiden og først fortælle om en Begivenhed, der hændte i Vinteren 1910.

Ved en Séance var Emnet »Evigheden« opgivet, og den Bestemmelse taget, at saa mange af de usynlige Gæster, der vilde og kunde, maatte »skrive« om det. Tre meget forskellige Digte fremkom med mig som Medium. Da det tredie var nedskrevet, blev der spurgt, om der endnu var nogle, der ønskede at sige deres Mening. Efter et Øjebliks Forløb gled denne Sætning gennem min Tanke: »At forklare Evighedsproblemet for Mennesker er lige saa ugørligt som at forklare Dampkraften for en Hund«; derefter stod klart og tydeligt Navnet Jesus i min Tanke.

Min Svigerinde Fru D. mente, at Jesus selv umuligt kunde være til Stede; men ud fra, hvad hun kendte til Spiritisters Opfattelse af dette Forhold, fortalte hun, at der var en Kres af høje Aander, der kaldte sig Jesus- eller Kristuskresen, at disse ofte bragte Bud fra ham, men at han aldrig selv kom. Jeg hævdede derimod, at ingen havde Ret til at anvende hans Navn uden samtidig at gøre opmærksom paa, at det kun var en Meddelelse, der bragtes i hans Navn. Da vi spurgte den aandelige Leder, blev det Svar givet: at Jesus selv var Ophavsmand til det nedskrevne. Imidlertid kunde der ikke indenfor Kresen opnaas Enighed herom, hvorfor vi stillede Sagen i Bero uden at gøre yderligere Spørgsmaal.

Godt og vel et Aars Tid efter, i Foraaret 1911, sad jeg en Aften og læste i det ny Testament; jeg stødte dér paa en Sætning, som jeg godt nok kendte, men i det Øjeblik slog det mig, at Jesus umuligt kunde have udtalt sig, som der stod. Jeg sagde da, henvendt til min Hustru: »Jeg gad egentlig vide, hvad Jesus har ment med de Ord?« J. svarede: »Ja, der bliver sagt til mig, at det kan du godt faa at vide.« Vi satte os da i Séancestilling ved vort lille Bord og fik straks Forbindelse med den, der havde talt til J. Han kaldte sig Kristus, talte med en rolig Myndighed om det givne Spørgsmaal, viste, hvorledes Ordene var blevet forvansket, men at den inderste Kerne dog skrev sig fra ham.

Da han havde talt, spurgte han os, om vi vilde have Tillid til hans Udsagn; i saa Fald vilde han kunne være os til stor Hjælp og Støtte; men vi maatte svare ham ud fra vor inderste Følelse, ud fra en fast Overbevisning om, at han virkelig var Kristus. 1) Jeg sagde da til ham, at efter Spiritisters Opfattelse talte Kristus ikke paa denne Maade til Mennesker, men gennem en Række høje Aander. Dertil svarede han: 2) at han ikke kunde tage Hensyn til, hvad Mennesker mente, at han gjorde; han rettede sig kun efter det, som hans og vor Gud og Fader havde paabudt 3) ham at gøre.

Min Hustru og jeg følte os overtydede om Sandheden i hans Ord, og dette sagde vi ham. Han svarede da: at saa maatte vi vise det i vore Gerninger. Vi spurgte, om det var ham, der i sin Tid havde givet mig den før omtalte Sætning angaaende Evigheden. Dette bekræftede han meget bestemt.

Nogle faa Dage efter, ved vor Kresséance, kom han igen og henvendte sig gennem J. til Kresens Medlemmer; han sagde, han ønskede at tale til os; men han vilde ikke sige, hvem han var; af hans Ord skulde vi kende ham. Derefter gav han Lignelsen om »De to Brødre«; (optaget i »V. m. L.« Side 129).

Da Lignelsen var fortalt, lød Spørgsmaalet: »Vide I nu, hvem jeg er?« Jeg svarede: »Du er Kristus«. — Og hertil sluttede Kresens Medlemmer sig. Derefter udtalte han i Guds Navn en overordentlig smuk Velsignelse over os og over vor Gerning. — Hvorvidt maaske enkelte af Medlemmerne tvivlede om hans Udsagn, skal jeg ikke udtale mig om; min Hustru og jeg var i hvert Fald overbeviste om Sandheden, og det var jo det vigtigste. —

Ved en tidligere Lejlighed havde min Svigerfader meddelt os, at Lysets Aander ikke talte til J., men tænkte det, som de ønskede hun skulde sige. Deres Tanker passerede gennem hendes Hjerne, og jo mere passiv hun kunde gøre sit Jeg, des lettere var det for dem at faa deres Tanker nøjagtig frem. J. selv kunde godt mærke Forskel paa, naar der taltes og naar der blev givet hende fremmede Tanker. Nogle af de høje Aander tænkte saa skarpt, at hun baade fik Tankerne som Tanker og tillige hørte dem som Ord. Dette var især Tilfældet, naar Krisus meddelte sig. Ved hans Manifestationer talte J. derfor ret hurtigt og overordentlig jævnt; ved de andre Aanders Manifestationer kunde Gengivelsen af det tænkte eller sagte komme noget ujævnt, snart hurtigere, snart langsommere. Ogsaa af denne Grund var vi klar over, at det maatte være en meget høj Aand, der havde givet os Lignelsen om »De to Brødre«; og det vidste vi med absolut Sikkerhed, at en høj Lysets Aand ikke gav sig andet Navn end det, der med Rette tilkom ham. —

Saaledes havde i al Fald min Hustru og jeg modtaget Kristus og var rede til at rette os efter det, han maatte ønske eller kræve af os. Fra denne Aften overtog min Svigerfader i Stedet for J.’s Skytsaand den aandelige Ledelse af vore Séancer. —

Allerede et Par Aftener efter kom min Svigerfader og Kristus for at anmode om vor Hjælp. Vi fik da at vide, at Kristus havde medbragt en Del dybt faldne Mørkets Aander, og at han ønskede, at J. skulde være hans Tolk over for dem. Han forklarede, at han havde hentet dem i Helvedssfæren, at han kun en kort Tid kunde manifestere sig for dem dér, saaledes at han blev synlig og hørlig for dem; samt at han ikke kunde faa tilstrækkeligt Herredømme over dem, fordi han ikke kunde udholde ret længe ad Gangen at færdes i Helvedssfærerne.

Det, der nu skete, var saa ejendommeligt og af en saa gribende Art, at min Hustru og jeg aldrig glemmer det.

Med en usigelig Taalmodighed og uendelig Kærlighed talte Kristus gennem min Hustru til disse dybtfaldne, ulykkelige Væsener. Og ikke een nægtede at følge ham, alle overgav sig til hans Kærlighed og Barmhjertighed. Aften efter Aften i lange Tider hjalp vi Kristus, min Svigerfader og flere andre høje Aander med at tale disse Stakler til Rette; og saa snart Kristus hos dem sporede den Anger og Sorg, som han søgte at vække, blev de ført til deres Hjemsteder.

Efter en Tids Arbejde paa denne Maade blev det en Aften overdraget til mig at fortsætte med at paavirke de faldne Aander. Selv om jeg havde lært meget ved at høre paa Kristus, saa var denne Gerning usigelig svær for mig; jeg havde jo ikke hans Taalmodighed, ikke hans Kærlighed; men naar jeg slet ingen Vegne kunde komme med dem, blev jeg støttet af den aandelige Séanceleder. Det, som var det sværeste, var at faa disse Væsener til at fortælle, hvilken Personlighed de havde besjælet i deres sidste Jordeliv. Utrolige var de Historier, de søgte at bilde os ind (jeg talte til de usynlige Gæster, og min Hustru gengav deres Svar); men da jeg er i Besiddelse af gode historiske Kundskaber, lykkedes det dog i de fleste Tilfælde at faa deres rette Navn, saaledes at jeg havde et Udgangspunkt.

Et Eksempel paa den Hjælp, vi fik, vil jeg her omtale. Vi havde at gøre med en særlig ondsindet Person, og han søgte bestandig at bedrage os; til sidst tabte jeg Taalmodigheden og erklærede til den aandelige Séanceleder, at jeg intet kunde udrette. I samme Øjeblik hørte J. en skøn, klar Stemme, der talte til den paagældende Aand. Først hørte hun Stemmen sige hans Navn; derefter: »Du Løgner, Morder og Kvindeskænder, vover du at bedrage dem, der søger at hjælpe dig?« — Den tiltalte blev saa forfærdet over dette Tilraab fra et Væsen, der var usynligt for ham, at han øjeblikkelig erkendte, at »Stemmen« havde sagt det rette Navn. Og saa var han medgørlig. —

Skønt disse Séancer var overordentlig trættende og faldt i en Periode, hvor jeg havde meget Arbejde og min Hustru var ret svagelig paa Grund af en Bronkitis, fik vi altid en ubegribelig Styrke tilført, saa at vi, naar vi rejste os fra vor Gerning, følte os stærkere, mindre trætte, end da vi satte os dertil. —

 

 

 

 

 

 

1) I »V. m. L.« Side 88—93, findes en Forklaring over, hvorfor Kristus kunde indfinde sig ved Séancer.

2) Da Samtalen ikke er nedskrevet, kan jeg kun gengive Hovedindholdet af den.

3) Se »V. m. L.« Side 89.